Selv uden et folketingsvalg, uden længere udenlandsrejser, bortset fra en fotoekskursion til Malmø og mindre fodrejser på Sjælland, og kun med en mini – Muhammedkrise, blev 2008 begivenhedsrigt. Først og fremmest blev vi to i stedet for en, et virkeligt fremskridt som indebærer yderligere muligheder i fremtiden. Vi kan følge sporene fra årets kardinalpunkter i foto og video bunken.
I februar kom vi til at spille en ufrivillig rolle. Da samtlige store dagblade i Danmark genpublicerede Muhammedtegningerne i solidaritet med Kurt Westergaard, gik bla. Hitzb ut Tahrir på gaden. Med i demonstrationen gik talsmanden for islamisk trossamfund, Kasam Ahmad, der en uge forinden havde afsværget enhver forbindelse med HUT. Vi opdagede ham på Sankt Hans Torv, fotograferede ham, bloggede billedet og sendte det til 180 grader. To dage senere opdagede Jyllands Posten, at de også havde ham fotograferet hvor han ikke burde være, og en uge efter var han historie som talsmand. Vi beklager faktisk dybt tabet af Ahmad, der tit var i TV og true med det ene eller det andet, og aldrig satte en fod rigtigt. Vi skal ikke gentage vores indgriben i virkeligheden.
Også i februar besøgte Michael Ledeen København, for at tale med irakiske parlamentarikere. Det blev til fotos ved et interview som Torben Hansen og Lars Hedegaard havde.
Den 19. februar fremlagde Kim Møller sin bog i Trykkefrihedsselskabet. Det var ved den lejlighed jeg fra nogle af de tilstedeværende fik den varige mistanke, at man går syv år på universitet, for at lære at sige kontekst i stedet for sammenhæng og for at kunne tale sort, når det behøves.
Den 10. marts foredrog Ibn Warraq på Vartorv, på et – kan man trygt sige, med salig Hartling i erindring – højt intellektuelt niveau og helt uden at tale sort. Bagefter var der middag med mange notabiliteter, blandt andet den endu mere hemmelige Fjordman fra Norge, hvis navn jeg skyndte mig at glemme allerede første gang jeg mødte ham.Document. no var i København, og havde den elskværdige professor Skirbekk med, en af de intellektuelle Norge burde skønne virkelig på.
Den 16. marts fremlagde Kai Sørlander sin seneste bog “Et forsvar for Rationaliteten” ved et foredrag i Helsingør Domkirke. Også klar tale, selvom Peter Kemp ikke synes det.
Den 22. maj fik Kurt Westergaard Sappho prisen ved et arrangement i Forfatterforeningen. Høj og lav var mødt frem for at vise solidaritet. Det var inden Karen Thisted og andre “var dødtrætte af ham”, og antydede at han mere eller mindre selv var skyld i, at have måttet flytte bopæl ni gange.
1. juni besøgte Geert Wilders København og talte på Christiansborg og holdt en fyrre minutter lang, afbalanceret og klar tale. Kun DF politikere turde møde op, ingen borgerlige politikere. De har åbenbart så travlt, at de må forlade sig på underinformerede spindoktores råd : “Han er kontroversiel, hold jer fra ham. I får snavs på jer. ” Ejvind Vesselbo gjorde sig særlig idiotisk bemærket.
3. juni filmede vi Kvinder for Friheds temadag på Christiansborg
5. juni var der et glimrende grundlovsmøde på Nationalmuseet: Kasper Støvring og Henrik Dahl, akademikere der kan tale konkret, en RUC professor Warming, der talte det sædvanlige Mandarin-sprog og Hans Hauge, der er en særlig blanding: han er langt mere entertainer end mandarinerne. Hauge er til fals for en fyrig formulering, men der har vi ikke noget at lade nogen høre selv.
Den 19. juni var Daniel Pipes på et lynvisit i Forfatterforeningen og holdt det kun alt for aktuelle foredrag “The threat towards Israel”.
I sommerferien i juni besøgte Diana West og Paul Belien København på hendes Europa-rundrejse. De interviewede bla. vagthavende DFér, Morten Messerschmidt.
Midt i juli tog vi vores sædvanlige morgentur for at dyrke den københavnske højsommer. “Det Nordiske Lys IV“.
Den 21. september deltog Lars Vilks i et seminar på Borpus Højskole sammen med bla. Tina Magaard, Jens Martin Eriksen og Frederik Stjernfeldt. Selvom Eriksens indlæg var interessant, tilbagestod det indtryk at det, der ligger danske intellektuelle mest på sinde, er at udgrænse sig fra alt hvad der kan mistænkes for at have sammenfald med Dansk Folkeparti. I den henseende er Vilks ingen typisk intellektuel, han er fløjtende ligeglad med hvad andre tænker om ham, og han virkede da også noget malplaceret i forsamlingen af sidesteppende æggehoveder. Jeg fik hilst på Jon Eirik og Sara Amzeh Rasmussen fra Norge. Hun er også alt det, hun ikke må være og temmelig ligeglad.
Den 25. september holdt Morten Uhrskov et foredrag i Forfatterforeningen i anledning af udgivelsen af sin nye bog “Et delt Folk”, et jættearbejde og en dokumentation fremtidens historikere kommer til at få god brug for.
Den 21. november var Bruce Bawer og Henryk Broder i Forfatterforeningen i en livligt og veloplagt debat om europæisk antiamerikanisme og i anledningen af Bawers bog på dansk “Sov sødt, Europa”. I forsamlingen var blandt andet Paul Belien igen samt forfatteren fra Gates of Vienna, El Inglés, som tilbragte et par dage hos os.
Den 28. november interviewede Sveriges Radio Lars Hedegaard i anledningen af hans og Kurt Westergaard bog og opstandelsen om hans fyring fra Berlingske. De bragte 70 sekunder. Vi bragte 26 minutter og transskription.
Det var i ultra korthed året 2008. Man ville være et utaknemmeligt skarn, hvis man kedede sig som blogger i København, og det er vi bestemt ikke. Men “Vi holder af hverdagen”, som Dan Turell skrev, og dem er der jo flest af. To mand kan ikke udgive en selvskreven fritidsavis, det siger sig selv. Derfor er hverdagen på bloggen da også blot aftryk af, hvad vi alligevel har læst, og ikke mener læserne umiddelbart vil få at se andre steder. Alligevel kan man godt af og til synes, at man burde læse lidt mere og skrive lidt mindre, når man nu tillader sig at mene noget. Til gengæld har vi den luksus, at der er meget vi ikke behøver mene noget om. Global warming, omskæring af smådrenge, og andre uoverskuelige emner, vi ikke har forstand på. Til gengæld er vi glade for, vi endelig fik tilsluttet kommentarfunktionen. Som tidligere skrevet er der folk derude, der mere end kan fylde vores huller ud.
Politiske kandestøbere gætter i disse dage på, hvad der vil ske i 2009. Vi forsøger at holde os til at beskrive hvad der er sket, ikke at fremtidsfabler nødvendigvis er kedelige, tænk på El Inglés, “The Danish Civil War”. Godt nytår fra Snaphanen til alle læsere, kommentatorer, skribenter og tippere !
Åbenbart ikke hos den kulturradikale Berlingers adspurgte eksperter. I deres verden har Israel en goodwill at trække på i den muslimske verden, en goodwill som kan blive tabt og gøre dem mere hadet end de er lige nu; i deres verden eksisterer den globale jihad overhovedet ikke; i deres verden er jøder ikke hadet fordi de er jøder; læge- og ingeniøruddannede mobiliseres ikke til terrorisme (ulig i vores verden); “håbløshed og mangel på løsninger” motiverer lige netop ‘palæstinenserne’ til politisk vold, og ikke f. eks. fattige jamaicanere med mindst lige så håbløse udsigter; og skylden for misèren findes hos lille demokratiske Israel i en stor region af omgivende arabiske lande; og de ufatteligt rige arabiske oliestater skylder ikke ‘palæstinenserne’ noget. Det er skræmmende og tankevækkende at en af de adspurgte her faktisk selv er israeler, men måske ikke mere bizart end at vi selv har apologeter for denne herrefolksreligion der selv vil blive et hoved kortere ved en islamisk magtovertagelse? (LFPC)
Et nyt begreb til udvidelse af godhedens grænser har set dagens lys, og (for at parafrasere Lars Hedegaard), så slikker Morten Østergaard sig formentlig om munden. For nu at sprede lidt af min velkendte pessimisme her ved årets afslutning: Glem debatten om menneskeskabt kontra ikke-menneskeskabt global opvarmning. Hvis klimaet ændrer sig til det værre i dysfunktionelle kulturer syd for Middelhavet, så sætter indbyggerne her sig altså i bevægelse nordpå, uanset hvem der er skyld i klimaændringerne. De er mange, rigtig mange; de kommer fra førmoderne kulturer der ikke deler det Radikale Venstres menneskesyn; de vil ikke blive fragtet tilbage af dertil indsatte flåder, de vil komme i land her i Europa, til trods for at vi ikke kan brødføde, endsige ‘integrere’ dem. Hvordan kan det ende godt, hvordan kan vi alligevel ende med et Danmark der er lige så frit, fredeligt og velstående om 100 år som i dag? Via 
