Man gad nok vide hvordan ville københavnerne mon leve med sådan en terror på gaderne ? Oplysningen falder min. 4:40 i video 1. På landsplan var tallet 18.000 røverier. TV 3 Insider – Invandrarbrottslighet er tre år gammel, men først tilgængelig på net det sidste år. Mange kan nok ikke se svensk TV 3, så derfor poster vi programmet. De første tre afsnit er usminket journalistik, de sidste en debat der stort set negerer og nedtoner de opsigtsvækkende oplysninger, programmet selv kommer med. “Selvhad” er en slidt kliché, men det er det eneste ord der føles dækkende, når man hører at denne samfundsopløsning er betinget af “klasseskal, sociale problemer og svenskernes egen manglende evne til at integrere.” Hvis vi nu antager, at det virkelig er et “klasseproblem” midt i en historisk højkonjunktur (oktb. 2005), hvorfor hedder medicinen så i lavkonjunkturen nu, mere indvandring. Nemlig arbejdskraftindvandring og ingen restriktioner på familiesammenføringer overhovedet ? Det er at behandle lungekræft med cigaretter. Hvis det ikke er forklaringen, må Sverige forlade sig på ren ønsketænkning og mirakler. Sverige går under alle omstændigheder nogle svære, svære år i møde. – Programmet blev meldt til politiet for Hets mot Folkgrupp. af Fatima Doubakil fra Afrosvenskarnas Riksförbund, dog forgæves. “Man skulle tro det var Sverigedemokraterne, der havde lavet programmet”, sagde han om det, der i vid udstrækning kun er politistatistik, interviews og case-stories.
del 2 , del 3, del 4, del 5 – kan også downloades som torrent 349 MB.
Når gentagelser bliver til ‘sandheder’
Det vil nok være en faldgrube at kaste sig over alle negative anmeldelser af Lars Hedegaards Groft Sagt-bog, men når jeg skriver dette er det ikke apologi for Chairman Lars fra et medlem af Trykkefrihedsselskabet, men i stedet en udpegning af et globalt fænomen: Den aldeles ureflekterede opfattelse at bestemte islamkritikere er sådan-og-sådan, og at hvad de fremfører om denne herrefolksideologi er ukorrekt. LH er nok vores mest markante eksempel på dette besynderlige fænomen, men det går igen i omtaler af f. eks. Robert Spencer eller endda Ayaan Hirsi Ali. Leif Blædel kan ikke lide stilen i Groft Sagt, og det er helt reelt, og som jeg før har skrevet appellerer denne stil nok udelukkende til folk som os der er enige med ham, og som har noget galde der skal ud – gerne i form af den Hedegaard’ske sarkasme. Men Blædel anfører så den velkendte anklage om monomani og pukken på muslimer:
[…] Den krænkede skribent er mildt sagt monoman. Han kan næsten ikke skrive om andet end islams forfærdelighed, og hvor slemt det står til med flygtninge og indvandrere og imamer og kritikere af Dansk Folkeparti og af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger etc. Det er det samme og det samme og det samme, han skriver dag efter dag – det udgør de 68 pct. af bogens artikler.[…] 4 gange vid i 100 forsøg
Dette tager naturligvis udgangspunkt i en antagelse om at Hedegaard tager fejl, og ikke har fat i et væsentligt problem: Hvis Hedegaard har fat i den lange ende er stilen og ‘monomanien’ inderligt ligegyldig. Men så fanger bordet jo: Har Blædel på noget tidspunkt givet udtryk for sit eget ståsted i forhold til de fænomener Lars Hedegaard beskæftiger sig med, giver han udtryk for en indsigt der kan måle sig med LHs udpegning af fænomener omkring Det Muslimske Broderskab, sharia, osv.? Jeg har lavet lidt Infomediasøgning, og jeg må konstatere, at Leif Blædel dels ikke har skrevet ret meget om islam, og næsten alt er skrevet efter den skabelon som Blædel har gjort en karriere ud af: Frihed for Loke såvel som Thor. Alt i Blædels univers ses i denne optik, og således også islam.
Hvad han skriver konkret er hjerteskærende enfoldigt: Han har ikke fattet Krarups og Tidehvervs fremhævelse af den lutherske toregimentelære, men sætter, afslørende, Krarup i bås med amerikanske teokrater. Han griber til lige så enfoldig opstilling af moralsk ækvivalens mellem islam og kristendommen. Kort sagt, Blædel snyder på vægten, og han har ikke på noget tidspunkt, ud fra dette, forholdt sig til substansen i Hedegaards seriøse skriverier. Skidt med Blædel, men dette er blot en illustration af den kollektive blindhed som gennemtrænger det meste af verden – man antager at der ikke er nogen ‘clear and present danger’, og man viser ikke den mindste nysgerrighed i forhold til om det nu også virkelig forholder sig sådan. Det handler jo bare om ens egen og ens egne børns fremtid. Jeg begriber det altså ikke (LFPC).
Indvandringen og skævvridningen af det politiske billede i Sverige
Det er et emne alle kender til, men som selv de partier der står til at tabe på det, er for noble til at omtale. Man ser det aldrig nævnt i en avis. Men Sveriges nyeste statistik taler sit tydelige sprog. For eksempel om venstrefløjssympatier, S, MP og VP:
personer med svensk baggrund: 52.6 %
personer med udenlandsk baggrund: 71.1 %
Se side 52-53 i Partisympatiundersökningen (PSU) november 2008, pdf – eller Tabell 17 visar hur valet kan vinnas – invandrarna. Jeg giver ikke Alliancen store chancer for at vinde et valg til. Meget, meget længe. År 2010 er det back to normal med statsminister Sahlin.
Årets svensker
Anita Dorazio från Lidingö, pionjär på att gömma flyktingar, blir Årets svensk, utnämnd av tidningen Fokus.
Flyktinggömmare Dorazio årets svensk. SR.SE
Fatwaen var en budbringer
Johann Hari har møtt Salman Rushdie til en inngående samtale. Det var før Mumbai, men i intervjuet sier Rushdie mye som omhandler India. Spesielt Kashmir: da Rushdie vokste opp var muslimene i Kashmir åpne og tolerante. Det gikk an å være from uten å være intolerant. På åtti år har situasjonen forandret seg radikalt, og det samme har skjedd med islam over store deler av kloden.
Man må ikke lukke øynene. Det handler ikke om Gaza og palestinerne eller Kashmir. Uansett hvor mange krav som ble innfridd, jihad vil fortsette, sier Rushdie. Han sier fatwaen mot ham var en fugl som varslet 9/11 og nå lever vi på en måte alle under en fatwa – en trussel om død. Document.no
(Posten om Bonnichsen og Anja Dalgaard-Nielsen midlertidigt udgået af tekniske grunde)
The Controversialist
Frontpage Magazine møder Rose , Seidenfaden og CEPOS i København
Copenhagen, Denmark
For someone who inadvertently triggered a clash of civilizations, Flemming Rose doesn’t look much like a provocateur. With his salt-and-pepper hair, college sweatshirt, and jeans over sneakers, the cultural editor of the largest Danish daily, Jyllands-Posten, seems disarmingly casual, a far cry from the frothing “Islamophobe” and “far-right” reactionary—never mind the “Straussian neocon Mossad agent”—that some of his more intemperate detractors imagine him to be. But such is the reputation that has shadowed the mild-mannered Rose since September 30, 2005, when he published the 12 now-famous (or infamous) cartoons of the Prophet Muhammad that took the world by storm.