Historien bevæger sig i ryk. Det gør vores erkendelse af den også, men ikke altid synkront med virkelighedens begivenheder. Der fandtes muslimsk terror og barbari længe inden 9/11, men det var først i 2001 at bevidstheden om den for alvor slog igennem i Europa. Det afgjorde Folketingsvalget i Danmark en måned efter. Velfærdseuropæere kan ikke lide tanken om krig, de kan dårligt udtale ordet, og det til trods for at det ord om noget, har tilhørt vores grundvilkår. I Mellemøsten nærmer “våbenhvilen” sig. For denne gang. Hvilken forsinket erkendelse – om nogen – har indfundet sig i Europa efter denne krig? Og hvad er lærdommen i Danmark ?
Det er ganske givet, at mange europæiske jøder endelig er vågnet op til det faktum, at de er blevet påført krig. En lille én endnu, men med vokseværk. De har delvis selv medvirket til, at den kom i stand, men de var mere end godt hjulpet på vej af europæiske socialdemokratier og deres støtter.
Intimideringer, attentater, mord og mordforsøg. Som dansker og ikke-jøde, hvis forældregeneration for 66 år siden reddede jøderne til Sverige, er det en deprimerende erkendelse udover det sædvanlige. Men det er mere end det – januar 2009 føles som en milepæl i dansk historie. Vil dens krigserklæring indskrænke sig til Europas jøder, kunstnere journalister, intellektuelle og homoseksuelle?
Vi tvivler. Paradokset synes klart, at jo mere man afskaffer tanken om krig, desto mere udsætter man sig for den. Det mest iøjenfaldende eksempel på den tese, er vores nabo Sverige. Selv deres mest affable aviser, kan ikke skjule at landet allerede nu befinder sig i en kronisk mini-krig. Man skal bare undersøge, hvad det vil sige at være kvinde i Sverige. De der betvivler dette, må vi henvise til selvuddanelse via svensk avislæsning en måneds tid. Vores egne erfaringer på gaden i København i de forløbne to uger, indikerer at “euroislam” erklærer krig mod enhver, der ikke makker ret, enhver der bare dokumenterer dens fremfærd. Og retter man alligevel ikke ind, råber den arabiske rendesten “Han er jøde, han er jøde,” en garanti for vold på Rådhuspladsen den dag. Intimideringen er den samme fra den mest hjernelamme del af venstrefløjen, hvis sidste dages hellige var ude og hyppe sine mugne kartofler. Deres intellektuelle bevægerum er blevet stadig snævrere. Gadeluften i København lørdag d. 10 var tyk af had og vold. Det var ikke lige det som venstrefløjen – og for den sags skyld Poul Schlüter – havde forestillet dig, men det er nu sådan, som det er blevet og det ville klæde de ansvarlige rigtig godt, at stå frem og påtage sig ansvaret. Hører vi dem melde sig i køen ? Gammeltoft, Nyrup, Jelved, Holger K, Elisbeth Arnold, Niels Helweg, familien Auken, alle “flygtningeadvokaterne”, der tjente tykt, Anders Gadegaard, og alle de andre gratist-prædikanter ? Hvem vil eje en krig, bare en brugt krig ? Nå, ingen. Javel, ja. Videre!
Det er personlige oplevelser, der ligger til grund for en del af denne statusopgørelse, og vi kan af sikkerhedsgrunde ikke komme nærmere ind på dem, selv om vi burde. Men “burde” tilhører en hverdag, som vi har forladt med den største beklagelse. Krigserklæringen er ikke artikuleret, den er et råb fra den arabiske rendesten. Det er betegnende i heil-videoerne fra Rådhuspladsen, at den ældre muslim, der prøver at moderere de yngre jødehadere, antidemokrater, Danmark-hadere og nazitilhængere, ikke gør det fordi han virker uenig med dem, men fordi der står 20 snurrende filmfotografer og dokumenterer deres udgydelser. Han kunne så ikke vide den dag, at han kunne påregne DR og TV2´s velvillige diskretion. Vi antager altså, at TV seere er følsomme mennesker, ligesom vi antager at Sisyfos var et lykkeligt menneske, så går vi ikke helt galt i byen. Skulle nogen ligefrem har tænkt sig at tiltalte de optrædende for deres åbenlyse lovbrud. Nej, dertil er vi endnu ikke ankommet.
Hvor repræsentative er de unge muslimer på Rådhuspladsen? Det er svært at vide præcist, men der er mange enkelthistorier og større undersøgelser, der indikerer at demonstranterne langtfra står alene med deres rabiate synspunkter og voldsparathed. Også palæstinenseren og attentmanden Wissam Freijeh fra Odense, talte med sit våben på en større skare af Vollsmose-sympatisørers vegne. Så tyst der forresten blev om ham, den første politiske attentatmand i nyere dansk historie.
Vi spørger altså: Er det kun jøder og bøsser, der er påført en krig, eller er det vores børn og børnebørn? Hvad aktualiserer denne omgang konflikt i Mellemøsten her hos os? Hvad adskiller den fra tidligere? Et svar kunne være: Denne gang kastedes al skam overbord. Denne gang kastedes det antizionistiske figenblad endegyldigt, så det nu måske ikke er umuligt, så dog langt sværere, at hævde at ‘man er imod Israels politik, det er aldeles ikke det samme som jødehad bla bla’. Jo, en demokratisk stat som Israel kan naturligvis ikke sættes over enhver kritik, men den samlede virkning af vestlig ‘humanitær’ kritik af Israel i åben eller indirekte samarbejde med muslimer med 1300 års jødehad på bagen er netop dette: Jødehad. Israels kritikere kan kun undgå dette ved uophørligt at anerkende Israels ret til at forsvare sig, og ved at opstille den rette ‘proportionalitet’ – at dette land kæmper for sin overlevelse, mens dets fjender kæmper for dets udryddelse.
I et “best case scenario” vil denne erkendelse ramme de anstændige Gutmenschen som kognitiv dissonans – jødehadet er nu umuligt at ignorere – og de vil blive tvunget til at tage deres prioriteter op til revision. Lad os nu se.
Som årene går, virker det alt mere åbenbart at det er Europa som helhed, der er påført krig, dvs. i høj grad vores børn og børnebørn. Det er dette ansvar som Europas venstrefløj må tage på sig, hvad de ikke særligt gerne vil. Lykketoft, Pertou Mach, Michael Irving Jensen og Villy Søvndal står i tv og tror, Danmark har den fjerneste indflydelse på hvordan Israel agerer. En tro, de synes at dele med en hel del muslimer i Europa, hvis strategi er at terrorisere os til at gøre – “et eller andet”. Hvad disse politikere og forskere ikke vil tale om, er at de har hentet Gaza til Danmarks gader. Det er ikke desto mindre et faktum, der idag kun er i sin vorden. Som vi oplevede det, var det et dansk 9/11. Ingen døde, men kortene blev lagt på bordet. Januar 2009 var det tidspunkt, hvor den anelse blev pinagtigt påtrængende.
Kan Gaza i Danmark pædagogiseres væk? Kan bomben afmonteres? Kan vi betale os fra det ? Her skal man igen til S, SF og R for at finde den rette optimisme. Man kan nok smide penge efter fiaskoen, men det er idéer og tanker der bevæger verdenshistorien, ikke sølle økonomi. Hvis “euroislams” idéer er de mest persisterende, er det dem der vinder. Alt imens de udslagsgivende partier er anderswo engagiert, bliver effekten af deres “visioner” tydeligere for hvert år der går. De Radikale kysser fortjent spærregrænsen. Deres vælgere, som ingen vil beskylde for at være komplet idioter, kun delvis, flygter til SF, der har nærvær nok til at afsværge Hizb-ut Tahrir og alt deres væsen og scorer points på fulfed retorik. Men hvor skal de anstændige flygte hen, når denne udvikling accelererer videre og også SF står med rumpen bar? Hvem skal undgælde ved næste væbnede konflikt, Søvndal ? Hvor galt vil det gå ? Det er den tynde tråd SF har at klynge sig til. Snaphanen kan få uret. Javist, vi spår ikke i kaffegrums. De der lever, vil lære resultatet at kende.
På Hvidovre Hospital står der en socialdemokratisk jordemoder og er tilfreds med at bringe flere indvandrerbørn til verden end noget andet sted i Danmark. Hun har tillid til den fremtid, der ligger i hendes vugger. Det er sympatisk, men er det gennemtænkt ? Hvordan vil hun indgive os andre den tillid i januar 2009 ? Også vi, der ikke er i den umiddelbare hade-målgruppe af jøder, homoseksuelle, journalister, politikere og kunstnere. Men vi demokrater, så ? Man kan mene alt muligt andet, efter tilbøjelighed og loyaliteter. Dette er blot fra indtryk fra Københavns gader i 14 dage, sammenstykket med læsning af europæiske aviser, og for en ordens skyld – vi er ikke bundet af partiloyaliteter nogetsteds. Vi tilhører ikke nogen, ikke andre end os selv. Men efter vores bedste overbevisning: de politikere, der ikke nu ser skriften på væggen, hører ikke hjemme i et parlament, vi kan have tillid til. De, der har skaffet denne situation, har vi mistet tilliden til for længe siden. Der findes ingen undskyldning for dem, ligegyldigt hvor meget de gør sig til nu.
Mellemøsten i Danmark: Fra ligegyldighed til uomgængelighed
Jeg må med oprigtig skam melde at jeg i flere perioder af mit liv gik med partisantørklæde, Arafattørklæde, terroristtørklæde, eller hvad man nu kaldte det, om vinteren. Heldigvis lå der ikke andet i det end et anti-fashion statement, for jeg havde ikke det fjerneste engagement i konflikten dernede. Længere end ‘israelerne er nogle brutale sataner’ gik det ikke, men at jeg ikke så noget odiøst i keffiyya’en afspejlede selvfølgelig at Mellemøstproblematikken var noget man kunne forholde sig lige så nært eller distanceret til som man lystede. Sådan er det desværre ikke længere, og skal man prøve at sætte nogle pejlemærker i udviklingen fra dengang, henimod i dag hvor den foreløbige kulmination synes at være opfordringer til folkemord på gaden – og udbredt ligegyldighed fra medierne, kan man opremse en række af begivenheder der hver især – og sikkert forskelligt for os som individer – har bragt den mellemøstlige sump af vold og had alt for tæt på os. Dertil kan man føje markante personligheder som var udstyret med større vilje end det knusende flertal til at se virkeligheden i øjnene, og som af denne grund opnåede et tvivlsomt ry blandt anstændige mennesker:
Flykapringerne fra tressernes slutning og op gennem halvfjerdserne var nok langt fra et wake-up call. De blev ikke opfattet som en krig mod os, og risikoen for den enkelte rejsende var minimal.
Mogens Glistrup slap alle tøjler, vel engang i 1980’erne, men hans udtryksform når han tonede frem på skærmen og messede mod “muhamedanerne” var i sig selv ødelæggende. Ikke at det fritog mig eller andre fra at ansvaret for at forholde sig til det væsentlige (har han ret eller har han ikke ret?), men dette var et beklageligt faktum: Kun landsbytosser turde sætte fingeren på nogle meget ømme punkter.
Ligeledes skræmte Søren Krarups facon givetvis mange væk fra at forholde sig til sandt eller falsk, men i modsætning til Glistrup beroede dæmoniseringen af ham på klicheer og vrængbilleder af hvad han egentlig stod for – og dette gælder den dag i dag.
Danmark har i det store hele været forskånet fra større terroranslag. En undtagelse var bombningen af Northwest Airlines i 1985 (billedet). Det var stadig ikke medvirkende til at gøre Mellemøsten til noget personligt nærværende, snarere blev vi set som en skueplads for denne fjerne konflikt. De var ikke ude på at erobre os.
Denne erkendelse, at vores frihed blev truet af udefrakommende mørkemænd, meldte sig først med Rushdiesagen i 1989. Man sagde at det tydede på at den muslimske verden nu så Europa som et område hvor de kunne stille krav; hvem er i tvivl om dette i dag?
Ekstra Bladets kampagner “De fremmede” og “Godhedens pris” fra midt-1990’erne skal ikke undervurderes. Jeg mener dette var begyndelsen på enden på den politiske korrekthed og berøringsangst i Danmark, resultatet vi ser i dag med vores “ry” i den øvrige verden.
Var 9/11 et større wake-up call end Rushdiesagen? Det er den gængse antagelse, men jeg vil i hvert fald indvende at 9/11 har betydet mindre for opfattelsen af en politisk/religiøs undergravning af Vesten. 9/11 var spektakulært, men har den ført til nogen interesse for terroristernes mål – som også kan tilstræbes uden vold – i højere grad end på deres metoder? Dette vil jeg stille mig tvivlende over for.
Her har Muhammedkrisen sikkert været en større øjenåbner. Siden da er det gået svimlende stærkt …. bl. a. halalkød i skolerne, håbløse forsøg på at få medhold i retten mod karikaturer, diverse terrorplaner forpurret, og nu altså den foreløbige kulmination: Afskyelige manifestationer af jødehad på gaden. Som jeg skrev før kunne dette i bedste fald blive en helt uomgængelig øjenåbner for de pæne og anstændige. Hvis manden med megafonen er klogere end disse etageklippede stormtropper ved han godt at det er bedre med lav cigarføring her og nu. Vi andre har brug for at få virkeligheden gjort uafviselig, så lad dem endelig skabe sig tosset på gaden (LFPC).
Ghettoiseringen af Europas byer
via Sveriges Radio og Every Kind of People Ghettoiseringen av Europas städer
Mot slutet av talar hon om hur Lapeyronnie kommit fram till att de kvinnor/flickor med invandrarbakgrund i förorten som försöker leva mera västerländskt/franskt, mera fritt och som jämlika kvinnor, kallas horor och “förfranskade” av männen/pojkarna med invandrarbakgrund i förorten. Ingmarie Froman kallar avsnittet i Didier Lapeyronnies bok om könen för “hårresande läsning”
Didier Lapeyronnie Digs Up “The Social Fracture”
For the non-French among you, the pun in the title will escape you but for those of us who survived the Chirac presidential campaigns and presidency only thanks to Les Guignols De L’Info, we all remember that the social fracture was Chirac’s big theme (not he did much about it, like any good conservative). The campaign slogan though had the merit of capturing the reality of increasing stratification in France in the 1990s, and things have not improved since, according to this interview with Didier Lapeyronnie in Le Monde.
The current government has decided that the transformation of housing projects into ghettos needed only one type of policy: law and order. But what is going on with French ghettos anyway?
Ten years ago, says Lapeyronnie, he would not have used the term “ghetto” because a ghetto is not simply the concentration of impoverished population. A ghetto is both an enclosed urban area, closed off to the rest of society, and also a sort of counter-society with its specific way of life. In other words, ghettos are socially constructed from the outside – as effects of social and racial segregation – and from the inside – through the emergence of a social organization which allows to cope and compensate for the wounds inflicted by society.
Læs mere »
Det er ikke os der spiller nazikortet, der vitterligt bliver skamredent i debatten, og endda har fået navnet 
Er der to parter der står sammen … De har dog udeladt hagekorset på det israelske flag af oplagte grunde (LFPC). 
