Carsten Jensen tror det eneste som kan endre situasjonen er en internasjonal omveltning. Han mener valget av Barack Obama kan bære bud om noe slikt. Men han frykter det vil ta tid før omveltningen når Danmark.
“Uten sammenligning forøvrig: Jeg så nettopp en film om Anne Frank. Jeg føler det litt slik hun må ha følt det, da hun lå i dekning i Amsterdam. Hun visste at de allierte hadde gått i land, og at frigjøringen var i gang. Men den kom aldri tidsnok for henne. Det ser ut til at vi må vente lenge på at de nye vindene skal slå inn her også. Her sitter vi på et trangt loftskammer og forgår åndelig.” Dagsavisen via Document.no. Carsten Jensen føler seg som Anne Frank, med kommentar.
Rifbjerg står i Politiken. Der er tonvis af kommentarer, men jeg får det næppe læst. Rifbjerg er udenfor den politiske virkelighed og pædagogikkens rækkevidde. K.R. og C.J. virker som medlemmer af Ædedolkenes Klub, der sidder på – lad os sige Falsled Kro – og behandler den politiske situation, som en vin der har fået prop. “En bytter, somlier, men gerne lidt flere vagtelæg inden fasanen.” CJ truer med at vende tilbage til samfundsdeatten. Så må han håbe for hans eventuelle læsere, at han begynder at læse engelsk, svenske, norske, tyske, hollandske og franske aviser og tidsskrifter. Dem allesammen. Hvor megen virkelighed kan man tillade sig at abstrahere fra, og stadig kalde sig intellektuel ? Han er svenske journalisters yndlingsdansker, deres lillebitte håb om, at vi alle vil omkalfatre vores lande så radikalt, som den svenske elite har gjort med Sverige. Jensen er altså her et symptom på og gallionsfigur for den svenske elites medietyranni, ensidighed og antidemokratiske ånd: Hans analyse af Sveriges asylpolitisk helt enestående situation i Norden, ser ud som følger. Den kan man ikke argumentere imod, debatten er knækket over, eller måske lige her, sammen i grin:
Danmark har over 1.000 år med selvstendighet bak seg. Nasjonalismen vi ser i Norge er nærmest et pubertetsfenomen. Men likevel ser vi de samme tendensene i innvandringsdebatten i de to landene. I Sverige er situasjonene en helt annen, sier han, og forklarer det med ulikheter i den nasjonale psyken.Se på folkeeventyrene. I Norge er trollene store og truende. I Sverige er de små og nærmest lattervekkende. Svenskene har hatt sin stormaktstid. De føler seg trygge i forhold til fremmede, sier Jensen.
Måske er også det, der plager dem begge – bortset fra en udstrakt negligering af hårde kendsgerninger -, at de to forfattere er fra en tid, hvor offenligheden hang ved skønlitterære orkaklers læber, bare man havde fået trykt en håndfuld bøger. (Dengang udkom der godt nok ikke en brøkdel af det, der udkommer dag). Altså en slags agterudsejlet megalomani. Suzanne Brøgger i Weekendavisen 17.07.2009:
I løbet af min levetid er lyrikken/litteratur en faldet ned fra piedestalen som den centrale erkendelseskilde i samfundet til en niche-produktion på linje med sydesalt og rygeost. Der er flere digtoplæsninger i byen end nogen sinde før i historien. Men de har mistet betydning. Der bliver trykt og solgt flere bøger end nogen sinde før, men det betyder ingenting.
Georg Metz mener helt rigtigt, at debatten i Danmark er utåleligt polariseret. Jeg mener, at den netop er polariseret af de samfundstilstande Metz, Jensen og Rifbjerg så ivrigt har advokeret. Så altså de er årsagen og DF det forventelige symptom. Og nu står vi der så og skal fordele skylden, og måske har Jensen kun lige set begyndelsen af “den europæiske højredrejning”. Det er i al fald et muligt skrækscenarie, som vil blive langt værre i lande, der ikke har haft et demokratisk sindet DF, til at opsuge modstand. England, Frankrig og Tyskland vil være oplagte kandidater, at holde øje med. Sverige desværre også, for få er mere “usikre overfor fremmede”, end netop dér. Det kan jeg forsikre Jensen om.
Jamen, det er jo det vi hele tiden siger
Fra hestens mund. De evige Tantaluskvaler, når vi siger dette er vi racister og islamofober, når herrefolksaspiranterne siger det får det ingen som helst opmærksomhed fra de samme kritikere. For det er jo på ingen måde gjort ved f. eks. at hævde at folk som Ali her ikke er repræsentative for muslimer i Danmark, og at flertallet af disse bare vil leve i fred og ro. Går man ind på dette spor må man også for det første opstille screeningsmetoder der kan frasortere folk som ham ved indrejse i Danmark, og for det andet acceptere at vi i vores overlevelses interesse må kunne sparke dem ud igen – når de nu er så få? Men vi kommer aldrig dertil i debatten, denne erkendelse må komme ved smertefuld erfaring, måske om de 30 år som han her – sin religion tro – truer os med (LFPC).
21. jul 07:43 af Ali Sayad: Jacques d’Biann
Hvorfor kan du ikke bare respektere at nogle præferere islam over din hellige demokrati religion? Demokrati er på alle måder unaturligt. Jeg siger jer. Bare vent 30 år. Så vil vi have noget mere at skulle have sagt, og så ville din flæben ikke blive en realitet. Islam er kommet for at blive for den bygger på det mest naturlige her i verden. [læserkommentar til Leder: Om månelandinger og tørklæder]
Sløjt med bare, kvindelige, sekundære kønskarakteristika Malmø
Den svenske seksual- og genusundervisning har i virkeligheden aldrig gået ud på andet, end at aferotisere erotikken. Allerhelst helt afskaffe de to køn – evt ved at gøre dem til en tyve – tredive stykker. Den har lige vundet en papirsejr, der vil frem i verden. En af artiklerne om farcen udtrykker tydligt idealet i rubrikken: “Rätten att avsexualiseras.” Foreningen Bara Brösts seneste sejr i Malmø, er – også når man tager byens demografi i betragtning – et skoleeksempel på et vänsterpartistisk luftkastel. Burkinier og bare, indfødte bøster i samme bassin, skån lige vores lattermuskler.Topless bathers conspicuously absent at Malmö pools. Man aktuelt kan studere det aferotiserede ideal i dette slipseportræt af Gudrun Schyman, en bannerfører i kampen mod tokønnetheden.
Mawla – med egne ord
Tilsyneladende parat til at tale sig baglæns ud af hjemmeværnet:
“Jeg fortsætter min kamp indtil videre. Jeg dukker op til alle vores civile møder. Og hvis det kommer så vidt, at jeg ikke får lov til at fortsætte, jamen så tar´jeg det næste springbrædt, og det må være at melde mig ind i politiet, for de har heller ikke sat retningslinjer for, hvad de gør.” TV Avisen, mandag kl 21.
Hvad hun helt præcis “vil kæmpe for”, er en blandet landhandel, men hun har ytret sig før:
“Kald mig fundamentalist, men jeg sætter islam højere end mit eget liv og det såkaldte demokrati, vi i Danmark praktiserer. Jeg nægter at blive “demokratiseret”, hvis demokrati indebærer forfølgelse og undertrykkelse af mennesker med en bestemt trosretning.”
De tre ugentlige, tyske æresmord
Detr er ikke fordi vil skal til at opregne dem allesammen, men igår skete det så i München igen. Vi noterer bare at ummahén har forholdt sig i absolut ro også denne gang.
Anmeldelse: Når menneskerettigheder bruges og misbruges
Ezra Levant: Shakedown – How Our Government is Undermining Democracy in the Name of Human Rights. McClelland & Stewart Ltd. Toronto, Ontario.2009.
Bogens primære ærinde er at udstille det canadiske menneskeretssystem, herunder reglerne om ”hate speech”. Som sådan har den også interesse for danske læsere, selv om de problemer vi har i vort system kommer noget anderledes til udtryk. Levant er på ingen måde objektiv. Bogen er stærkt polemisk (og disse steder ligeså underholdende). Men den er underholdende og viser med sin præcise kritik, hvordan et retssystem kan komme i problemer, hvis det tillader administrative og dømmende instanser at lægge grænser for den frie udfoldelse på grundlag af de moralsk fordømmende gummiparagraffer. af Mads Bryde Andersen