We witness a wrenching deathbed reunion with her once proud Somali warlord father, in exile and on welfare in the largely Muslim ghetto of East London. They had not spoken in years since, as Hirsi Ali puts it, “Living as a Western woman meant I had shed my honor.” Yet, even as he beseeched Allah with his last breaths to return his wayward daughter to the fold of family and faith, his lingering anger and deep disappointment yielded to love. “He ultimately allowed his feelings of fatherly love to transcend his adherence to the demands of an unforgiving God,” she writes.
“Two shop fronts further down was a huge mosque, the biggest mosque in London my escorts told me. A small crowd of men stood outside, all wearing loose clothing, long beards and white skull caps. All these people had left their countries of origin only to band together here…….
“It was just a glimpse, and yet I felt an instant sense of panic and suffocation. I was right back in the heart of it all: inside the world of veils and blinkers, the world where women must hide their hair and their bodies, must cower to eat in public, and must follow a few steps behind their men on the street. A web of values – of honor and shame and religion –still entangled me together with all these women at the bus stop and almost every other woman along Whitechapel Road that morning. We were all very far from where we had been born, but only I had left behind that culture. They had brought their web of values with them, halfway across the world.” [..] (klik. f. helstr.)At the end of the book, we read Hirsi Ali’s letter to her “unborn daughter,” a moving prayer for a future bond of love to replace the broken tether to her past that is at the same time a profoundly humanist manifesto. Remembering her father as she imagines her child, Hirsi Ali writes “I could never re-adopt his belief in Allah, in prophets, in holy books, angels and the hereafter. But our unconditional love for one another, the love between a parent and a child, was so much more powerful than that belief. And the proof was the way we clutched each other’s hands at the end. That earthly love is my faith. It is the love I shall always give you.”
Through these insights into the formative crucible of family, clan, and faith – and their relentless drilling down on duty, honor, and shame – we learn more about why young men, especially those living or raised in the West, become susceptible to the jihadist siren than from all the weighty tomes of intelligence analysis. “With a collective feeling of being persecuted, many Muslim families living in the West insulate themselves into ghettos of their own making, “ she writes. “Unhappy, disoriented youths in dysfunctional immigrant families make perfect recruits to [the jihadist] cause.”
The answer for Hirsi Ali is precisely not the well-meaning “multiculturalism” that leaves each to their own, as has been the case in Holland where she was a member of parliament and defender of immigrant women’s rights. The answer is the opposite: integration of Muslim immigrants as individual citizens into Western society. Frustrating that process, Hirsi Ali warns, will lead to peril for the West given the scale of Muslim immigration and the high birth rate of Muslims in the West. Want to understand what makes a jihadist tick? Read Ayaan Hirsi Ali’s “Nomad.” Through the “Infidel” author’s insights, we learn more about why young men become susceptible to the jihadist siren than from all the weighty tomes of intelligence analysis.
Norges tilvandrende forbrydere
I Norge og Sverige hærger voldsmænd og røvere som en epedemi nogenlunde efter behag. I Danmark har domstolene netop skiftet gear ved at smide en 18 årig irakisk røver og voldsmand ud af landet efter ét røveri og én voldssag. Han kan ikke have været statsborger, men fortsætter de nuværende tendenser, kommer turen også til statsborgere en dag, det er der næppe tvivl om. Det er endnu på debatplanet kan man se af de konservatives retsordfører i Berlingske i dag: “Vi vil have det ordentlige menneske igen! Det menneske, der ikke kaster sten efter brandmænd. Det er en langsom baglæns spadseretur, men bevægelsen er der. Vi vil vælge en regering, der gør det muligt, en lov gælder til der kommer en ny. Norge og Sverige kommer til at følge samme vej, hvis de vil forhindre deres befolkninger i at begå selvtægt.
I Sverige har drabsmanden fra Landskrona netop fået 22 måneders fængsel, men “stemningen er spændt i Landskrona.” Den vil ikke blive bedre af at den dømte, der har løjet sig gennem hele retssagen, nu vil anke dommen. Dagens juridik gør rede for dommens præmisser, andre steder er der bekymring: En dom som ingen är nöjd med.Dette er ikke langtidsholdbart. En stat skal ikke kun beskytte sine borgere, i sidste ende skal den beskytte sig selv. Det en delikat balance, når man har påført sig selv “udfordringer”, men på begge sider af den ligger en afgrund.
Vi kan ikke la et lite mindretall definere hvor det skal være trygt å gå i byen, sier stasjonssjef på Grønland politistasjon, Kåre Stølen.Det typiske ransofferet er en ung etniske norsk mann mellom 20 og 35 år. Den typiske raneren er en unge norsk mann med flerkulturell bakgrunn mellom 18 og 30 år. Ranene blir hovedsakelig begått mellom klokka 23.00 og 07.00 – og spesielt natt til lørdag og søndag – opplyser politiet. Ranerne deler seg i tre hovedgrupper — unge personer fra romfolket, unge somaliere og en mer mikset gruppe fra blant annet Nord-Afrika.
En meningsmåling Synovate har utført for Dagbladet viser at 77 prosent av innbyggerne i Oslo og Akershus unngår å ferdes i byområder etter mørkets frambrudd. Kvinnene er mest redde, og hele 86 prosent unngår områder i hovedstaden når det blir mørkt. 68 prosent av mennene unngår det samme. Det er de yngste som er reddest — 83 prosent mellom 18 — 24 år skyr deler av byen. Det er Grønland som skremmer mest. På spørsmål om hvilke områder de opplever som mest utrygge, svarer flest «Grønland». – NB! Kommentarfeltet i denne saken er stengt, på grunn av mange upassende kommentarer. Norges ranssentral. (se også Invandrare “krigar” mot svenskar med rån og Ungdomar som rånar ungdomar i Malmö och Stockholm.)
‘Diskussion…starter ofte med ordene “sig ikke noget om profeten Muhammed”‘
I USA, landet vi kunne lære meget af, fordi deres muslimer er håndplukkede fra cremen af indvandreremner, og som føler sig velkomne fordi deres religion respekteres. Dearborn, Michigan, er byen med den største koncentration af muslimer i USA. Via Jihad Watch (LFPC).
[…] But a public educator in Dearborn, speaking on the condition of anonymity owing to fear of retribution, said there is a climate of fear in the Detroit area’s Muslim community.
“The fear is palpable. I know there are things I am ‘not allowed’ to say. A discussion of religion with a Muslim person is often prefaced by the statement, ‘Dont say anything about the Prophet [Muhammad].’ In free society, open and honest conversation is not usually begun by a prohibition. Threats and intimidation are just part of life here.” […] Detroit transit sued for nixing ‘Leaving Islam?’ ad
Veloplagt Kurt Westergaard på ZDF
Westergaards engelske er overdubbed af en tysk stemme, men vi skifter videoes ud, når der kommer en version med engelske undertekster. Der er selvfølgelig meget kendt stof, men det er godt at gense en Westergaard, der næsten virker yngre og mere veloplagt end da jeg filmede dette for nøjagtig to år siden. I tilgift ser man Gitte Hænning i slutningen af video II. Kurt Westergaard på tysk tv: Jeg har et godt liv.