Abu Samira – Koran-Verteilung bis zum Tod from Snaphanen.dk on Vimeo.

Skulle You Tube fjerne vidoen, har jeg uploadet en reserve her.

And on Thursday, daily Die Welt reports that a video made a brief appearance on YouTube this week apparently targeting journalists that reported critically on the Koran distribution project. “We now have detailed information on the monkeys and pigs who published false reports about the (Frankfurt Salafist group) DawaFFM and many other brothers and sisters,” the video, which has since been taken down, intoned, according to Die Welt.

“We possess a lot of information, for example, we know where you live, we know what football team you root for, we have your mobile phone numbers,” it continues. The video names reporters from the dailies Frankfurter Rundschau and Tagesspiegel. Die Welt reports that the producer of the video has worked for Nagie in the past. Free Koran Distributions Have Germany Concerned, Salafisten-Video: Koranverteilung bis zum Tod

Morocco: Preacher calls Muslims to leave France

“He said non-Muslim countries where like a toilet, where you do your thing and then leave.”

Omar al-Haddouchi, ideological leader of the Jihadist movement in Morocco, published a fatwa saying all Muslims should leave France for North Africa.Al-Haddouchi says Muslims have no reason to stay in France, listing as reasons the burqa ban, the limits on the call to Friday prayers, and the stricter controls on Muslim radicals following the terror attack in Toulouse. He said non-Muslim countries where like a toilet, where you do your thing and then leave. His 14-minute long video fatwa is currently circulating on Jihadi websites. Islam in Europe, ‘Alle moslims weg uit Frankrijk!’. ‘Imam: alle moslims moeten Frankrijk verlaten’

»Jeg er forfærdet. Det bliver et cirkus«

»Han vil forsøge at gøre højrefløjen moralsk medsammensvoren i sin handling,« siger Morten Kinander, dr.jur. og filosof og tilknyttet den borgerlige norske tænketank Civita. »Han vil bruge den til at fortælle, at han ikke er gal.«

I næste uge er således over 30 vidner indkaldt, som har det tilfælles, at de udgør paletten af den norske islamdebat: fra Mullah Krekar – den irakiske islamist, for nylig idømt fem års fængsel for mordtrusler mod det konservative parti Høyres leder, Erna Solberg – til bloggeren Fjordman alias Peder Nøstvold Jensen, Breiviks store forbillede. Fjordman får i retten lov at forklare sine tanker om det såkaldte »Eurabia«, det Europa, der angiveligt inden længe vil blive overtaget af muslimer og indspundet i en borgerkrig.

Også sociologantropologen, professor Thomas Hylland Eriksen, som toppede listen over de folk, Breivik havde i sinde at tage livet af, indkaldes, ligesom den svenske islamofobiforsker Matthias Gardell. Deres formål vil blive at støtte Breivik i, at han blot er en af flere islamhadere. Blandt islamkritikerne finder man Hans Rustad, redaktør af den kulturkonservative internetside document. no hos hvem Breivik forfattede adskillige indlæg – og den i Oslo bosiddende amerikanske forfatter Bruce Bawer.

Ingen af dem har givetvis lyst til at erklære sig skyldige i nogen forbindelse til drabsmanden. Men de er indirekte under anklage i retssalen – sigtet for deres holdninger, ikke handlinger, af både opinionsdannere på venstrefløjen og af massemorderen selv. »Den implicitte anklage er, at der hersker en forbindelse mellem islamkritikeres udsagn og Breiviks gerning, men den er ubrugelig,« siger Morten Kinander fra Civita.

»Man ville aldrig i en retssal stille venstrefløjen til ansvar for den vold, som terrorgrupper som Baader-Meinhof begik i 1970erne.« Kinander minder om, at det her kan føre til, at også eksempelvis islamister, dyreværnsog miljøaktivister vil blive stille for retten, hvis andre begrunder forbrydelser i disse ideers navn. »Jeg er forfærdet over, at retssalen misbruges som politisk platform. Det bliver et cirkus.«. – fra Henrik Wiwels Manden der ville være skyldig, Weekendavisen, 13.04.2012- ikke online. Se også Statsministeren som dommer. En statsminister skal holde milelang avstand til en dømmende rett. Det gjør ikke 
Jens Stoltenberg.

“I bet Rinkeby is Stockholm’s Safia”

I’ve always heard from people in Stockholm that there is an area called Rinkeby that is so full of immigrants and you can even hardly see Swedes there. So, I decided to go there, yesterday. I wanted to go and discover this mini-Non-Swedish area.

At Rinkeby, almost all the girls were with hijab and I was not. That felt awkward. I entered a grocery store; run by Iraqi young men. I was checking the store products and trying to find something to buy. Then, all my memories from Yemen came back to me. I found products that I would never find in a Swedish store.

I said goodbye to Rinkeby with a feeling that Stockholm is segregated. Sana’a, my hometown, has been always segregated as well. The rich lived at one side and the poor at the other side. The Yemenis lived in one side and the immigrants lived at the other side. So, I know what social segregation means. There is an area in Sana’a called Safia that’s heavily inhibited by Somalis. We used to call is Maqadishu. I bet Rinkeby is Stockholm’s Safia. This is not new for me but it was interesting to discover this side of Stockholm. Afrah Nasser. A young Yemeni lady who was born to write. Rinkeby, Segregation and I Se fotos.

 Dagböcker 1970-1986, Atrium, översättning av Håkan Lövgren, redaktion och förord av Christo Burman.

af Thomas Nydahl

Måste man vara cineast för att fascineras av och intressera sig för en av 1900-talets största filmskapare? Kanske underlättar det att ha specialkunskaper om filmarens verk, deras kontext och bemötande i samtiden, men det räcker långt att intressera sig för konstnärernasvillkor i det mest seglivade europeiska diktatursystemet, Sovjetunionen, för att Andrej Tarkovskijs dagböcker ska bli intressant för vem som helst. I dagbokstexterna kommer man varje konstnär allra närmast, och inte ens de vardagliga banaliteterna blir ointressanta eftersom de säger något om de konkreta livsvillkoren i Sovjetunionen.

Tarkovskij blev i Sverige sedd och känd inte minst för sitt samarbete med filmfotografen Sven Nyqvist, skådespelaren och regissören Erland Josephson (Offret, hans sista film), och kopplingar till Ingmar Bergman (som han också sent i livet omvärderade och förhöll sig sval till). Hans filmer grep in i både metafysiska och mytologiska världar, gestaltade något som i bästa mening kan kallas poesi, och skapade därmed också en alldeles egen bildberättelse. Alldeles självklart ter det sig att han redan tidigt utforskade kristna föreställningar och miljöer, och att dessa utforskningar också vållade honom stora problem med diktaturens censurmyndigheter. När han skapat sitt kanske viktigaste verk, Andrej Rubljov, säger han sig ha deltagit i en spiritistisk seans där han fått kontakt med Boris Pasternak, som också varit en gammal bekant med hans far. Här går handgripligt konstnärskap hand i hand med en mystik de flesta av oss betraktar med skepsis. Tarkovskij lät sig inte begränsas av sin ortodoxa kristna tro och deltog därför också i rent ockulta sammanhang.

Man måste betona den fria anden i kontrast mot sovjetstaten; individen i kontrast mot diktaturen; individualitet i kontrast mot likriktningen. Andrej Tarkovskij är i lika hög grad som Solsjenitsyn inte bara en symbol utan också ett levande exempel på hur svårt, näst intill omöjligt, det är att verka i en totalitär stat. Men liksom Solsjenitsyn lyckas Tarkovskij få ut det han skapat, både till en inhemsk, då för tiden sovjetisk, publik och till en globalt intresserad krets människor. Därmed markerar han också vikten av en fri ande. Ingmar Bergman försökte gång på gång uppmuntra honom med paket och inbjudningar, men dessvärre kom de aldrig fram till honom. Där gick uppenbarligen en skarp gräns för den kommunistiska censurmyndigheten..

För Tarkovskij blir andra konstnärer oerhört viktiga som inspirationskällor eller som referenspunkter. Han skriver med både kritiska formuleringar och med ett slags broderlighet om sådana som Sartre (”Han erkände till exempel att han undanhållit sanningen om sina intryck från besöket i Sovjetunionen 1954, därför att han inte ville att man skulle ’tro ont’ om oss. Det må jag säga!”), Woody Allen (”… ett försök att gå på bio och se Woody Alllens Manhattan. Jag gick efter första halvan. Trist så till förbannelse, och W.A. är en förfärligt charmlös skådespelare som vill framstå som oemotståndlig”), och han citerar författare vars ord uppenbarligen betytt allt för honom, som när Dostojevskij skriver ”För att kunna skriva bra, måste man lida, lida!”. Dagbokens titel, Martyrologion, betyder för övrigt just Martyrkalender. Tarkovskij arbetade i samma tradition som Dostojevskij.

Det som förstås är av allra största intresse i dagboken är å ena sidan de konkreta skildringarna av arbetsvillkoren för en sovjetisk konstnär, och å andra sidan de överväganden Tarkovskij gör inför konkreta filmprojekt, också sådana som förblir drömmar, aldrig förverkligade, för honom

Att vi nu har denna nästan tusen sidor tjocka volym översatt till svenska är i högsta grad anmärkningsvärt. Att den dessutom är utgiven av ett litet specialiserat förlag, Atrium i Umeå, för det ännu mer heroiskt. Man kan med tacksamhet säga, att man med denna volym fått möjligheten att detaljrikt och omfattande kunna studera, och bättre lära sig förstå hur sovjetväldet fungerade och hur förödande det var på människors kreativitet, konstnärer eller inte. Den sista delen av dagboken från 1986 är dessutom en gripande skildring av Tarkovskijs sista tid i livet, då han förgäves utkämpade striden mot cancern. Han avled natten till 29 december 1986 på Hartmannkliniken i franska Neuilly-Sur-Seine och hans stoft begravdes enligt testamentet på den rysk-ortodoxa kyrkogården i Sainte-Geneviève-desBois utanför Paris. En stor konstnär hade avslutat sitt verk. Hans filmer finns bevarade för oss alla.

»Try a little tenderness«

Hver lørdag sender BBC Sounds of the 60s. Det er ikke altsammen lige godt, men dette. Romantik København i midten af tresserne, inden de flippede ud i…..tjah. Atlantic Records (Atlantic Recording Corporation) is an American record label best known for its many recordings of rhythm and blues, rock and roll, and jazz. Otis Redding. Kan man blive så prosaisk, så man ikke kan høre det? Lever uskylden og fortryllelsen stadig ude i et eller andet hjørne, eller har vi hevet alle slør til side? Bliver børn og mindreårige stadig forelskede i en tid der er invaderet af selvoptaget, oppustet, oplysende voksenhed, der ikke værner om dem, som alt er nyt for? At være “Udsat på hjertets bjerge”, må være ethvert barns frihed, retten til ikke at blive invaderet i det intime i den takt, der passer dem, der har levet længere. Diskretion. Frihed for pædagogik, frihed for affortryllere. Jeg har ingen anelse.

Læs mere »

Fjordman» og Lars Hedegaard de viktigste ideologene i den anti-islamistiske bevegelsen Dette er de tolv viktigste aktørene i det anti-islamistiske nettverket. Jeg har aldrig hørt om Searchlight Magazine, men det ses at det er engelsk AFA, “antifascistisk”, og så har man lov at betvivle seriøsiteten og upartiskheden. “Journalisten” hedder Nick Lowles, nu for tiden “ekspert i det højreekstreme miljø”, han stammer fra en trotskistisk sekt udskilt fra The Workers’ Revolutionary Party. En rigtig Expo-fyr.

Norsk TV 2 vover på  baggrund af Lowles at påstå, disse mennesker “deler værdier med Breivik” og er parate til “at tage stærke virkemidler i brug for at bekæmpe islam.” Befri mig for det vås, pas jeres retssag og brug troværdige kilder, der er uden åbenlyse politiske aktier i sagen. Den er nok Tivoliseret af advokat Lippestad og pressen allerede. Jeg troede netop post-Breivik æraen skulle gå ud på, at isolere ekstremister, men der tog jeg fejl. Det har været juleaften hver dag for venstreekstremister lige siden, hvad man også så i dansk presses skændige foromtale af Århus-demonstrationen. Virkeligheden dementerede den så eftertrykkeligt, at man skulle tro, de skammede sig, hvis ikke skam var forbeholdt tænkere, for enhver der tænker tvivler.

På den anden side, hvordan ser der ud i en journalist-hjerne, der omfavner voldelige antifascister og gør dem til main-stream sandhedsvidner, som man hele tiden ser, senest på Danmarks Radio i forgårs? Man må vente sig det værste fra dem. Vi er trådt ind i abekastningens tid, og alle kneb gælder, også i såkaldt public service. Du kaster din og jeg kaster min, som er mindre skyldig end din, og så kalder vi det debat.

En ægte pluralistisk, informeret presse, ville aldrig medvirke til sådanne tilstande. Denne presse har taget sit parti for venstreekstreme, derfor er den selv ekstrem og provinsiel. Den er for indskrænket til at rumme tidens modsætninger, og så er norsk presse endda kun halvt så indskrænket som svensk, journalistikkens  virkelige Sibirien.

The Guardian synes også det er en rigtig kioskbasker sammen med Hope not Hate. Politiken og DN har ikke opdaget den endnu, men Expressen har den som tophistorie, så det kan ikke vare længe. Interessant som disse store medier prostituerer sig for at bekæmpe små, folkelige, artikulerede fisk, der ikke får statsstøtte, ikke er organiserede og ikke repræsenterer andre end sig selv. De udgør ikke nogen demokratisk trussel mod nogen. Men den dag de store, uartikulerede masser måtte tage over, og vi ser virkelig højreekstremisme, så har vi balladen, og så vil vi mangle ord for den. Det kan man ikke forlange at The Guardian og The Workers’ Revolutionary Party’s forestillingsevne rækker til.

Det står efterhånden glasklart, at enhver multikulturel fiasko der måtte komme i fremtiden – og man kan jo sige, at Breivik ikke mindst er et meget tragisk biprodukt af multikulturalseringen, hvis han overhovedet er et produkt af andet end computerspil og familiær patologi, – vil alle blive kaldt medskyldige, som advarede og kritiserede indenfor demokratiets rammer. Det borger for en polarisering, der kommer til at sige spar to, og derfor befinder vi os i abekastningens tid.

 Man bør måske slet ikke være i dialog med MSM, – det er ikke dialog, at ville skubbe demokrater ud af det demokratiske forum med beskidte tricks. En demokratisk diskussion er en, som et flertal af frie borgere kan genkende sig selv og deres liv i. Og det kan de ikke i en rapport, der bundter Fjordman og Lars Hedegaard sammen med Aryan Strike Force og Blood & Honour. Det er forrykt, fordummende, vildledende og til skade for det demokrati, de siger de vil kæmpe for. Desværre et det også befordrende for en radikalisering af vores lande, som nu synes at forløbe på autopilot.

Jeg er vant til at registrere ting, som jeg ikke har nogen ambitioner om at påvirke i mine fotografier. Ligeledes med dette. Lobbyister, heppekor, verdensreddere- og forbedrere, bedsteforældre for idyl, forfattere for anstændighed, skolelærere for inklusion, muslimske fascister, jeg tager bare et billede af dem, og hvis det er godt, er det alt hvad man kan forlange. Snapshot af journalistikken 15.04.2012. Keep the change. – Utenlandske pressefolk strømmer til Utøya.Vil se åstedet for terroraksjonen med egne øyne. Breivik er sprøyte gal

Det er en del år siden, jeg fremhævede det fremtidsperspektiv og det var allerede da ikke nogen særlig visionær eller indsigtfuld spådom, efterom landet allerede for 40 år siden var et safehaven for muslimske terrorister. F.eks. Samir Muhammed al-Qadir, hovedmanden bag terroraktionen mod det italienske krydstogtskib Achille Lauro i 1985, for ikke at tale om terrorbomberne i København samme år, der dræbte en og sårede over tyve mennesker. Tidens gang har ikke gjort andet end at accentuere den. I dag er Sverige mere leveringsdygtigt i terror end nogensinde. “Svenskere” har gjort sig gældende lidt hist og her, i USA, i Irak, på Balkan i Somalia, og flere gange i Sverige, bare spørg Lars Vilks.

Det seneste udslag af svensk multikulturalisme i Danmark er dog det hidtil værste. Godt nok er “svenskerne” åbenbart intellektuelt på sinke-stadiet, – de er jo netop blevet svenskere, for at redde landets økonomi i det 21. århundrede, – eftersom de måtte have vidst SÄPO overvågede dem, men de ville have forrettet et masseblodbad, hvis de kunne. Det synes rigeligt godtgjort, selvom dommen ikke er faldet. Vores held er, at muslimske terrorister generelt er lige så underbegavede, som de er voldelige. Vores uheld er, at der uvægerligt vil dukke én op, der har lidt hjemme foroven. Den dag kommer en del til at lade livet. Nu døde Tøger Seidenfaden imidlertid en udramatisk og af borgerskabet hyldet død, det havde ellers været en historisk, eklatant ironi, hvis Munir Awad var nået frem til at skære halsen over på ham mens han lå i plastik-strips, hans svenske familieforbindelse og ødegård nord for Ørkeljunga også taget i betragtning. Den slags man kan skrive murstens-generations-romaner om, hvis man har tid. Nordmanden Karl Ove Knausgård havde, men så var der unægtelig noget andet hinsides hans navle, han havde forsømt mens han skrev sine 4000 sider.

Der er naturligvis ingen mulig chance for, at det bliver det sidste “svenske” udfald mod Danmark. Spill-over kriminaliteten fra Sverige til Danmark er allerede rutine, hvoraf Danmarkshistoriens største røveri bare er toppen af isbjerget. Hver gang jeg hører ordet “Øresundsintegration”, får jeg nervøse tics. Danske politikere kunne – hvis de ville, hvad de naturligvis ikke vil, – efterhånden med tage sig sammen til at oversende Riksdagen en officiel protest. Det skal blive meget værre, og det bliver det. For hvert år der går, bliver Sverige en dyrere og farligere nabo, det skal siges selvom det er med et vist vemod. – Islamic terror suspects planned to attack event hosted by Danish Crown Prince, “Svenska” jihadister planerade massmord på danska journalister.

Rigsadvokaten procederede i to stive klokketimer, advokat Nemeth i en halv. Alle tilhørerpladser fyldt op, folk var kommet fra Canada og Sverige, Charlottenlund og Nørrebro. Højesteret er det højere jura-teoretiske skoleridt, masser af forudgående retssager i Danmark og ved Menneskerettighedsdomstolen, og en om en taxichauffør fra Hamborg der kørte kurdere ulovligt til Danmark.

Jeg skal vel vare mig for at mene noget som helst om udfaldet, det er et nederlag for min retsfølelse overhovedet at sidde i en retssal for tredje gang på 28 måneder, men det er jo ikke dommernes skyld, de er bare vogterne ved politikernes gærde. Karoly Nemeth lagde ubarmhjertigt ud med at slå fast, at det oprindelige anklageskrift ikke magter at citere Lars Hedegaard ordret, men kun referater af ham i artikler i 180 Grader og i Politiken, og det er ikke helt samme tekst. Forfatterne af det har simpelthen ikke hørt det originale interview i sin helhed. Den eventuelle sandhedværdi af de oprindelige udtalelser, har som bekendt ingen vægt overhovedet i en 266b rettergang. Man kommer ikke ind på emnet. To gange små ti minutter af det blev spillet op i retten, og herefter overlader jeg referatet af dagen til de mere referat-spidsfindige.

“Enhver skal nære sig,” står der i Jyske Lov. Det betyder rigtignok at “enhver skal ernære sig”, men jeg tænker på det sådan i dagens anledning: Skriver jeg af vanvare noget i morgen, der ved hjælp af juridisk røntgenfotografering kan tolkes som en forhånelse af hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, og vel at mærke aldrig min egen majoritets, er det mig ser sidder på anklagebænken i overmorgen. Skal man have det i baghovedet når man taler eller skriver eller kan man slappe af, hvis man ikke er propagandist? Så kan man lukke butikken. Og hvad nu, hvis flere tusinde begynder at citere strafbare korsanenvers, hvor mange dommerstillinger er der i det?

Jeg greb mig i at have ondt af juristerne. Jeg har høje tanker om retvæsnet. Det kan skyldes det ukendskab, der følger af at være ustraffet. Det er sikkert pladder, overempati, måske har de det helt pingeling. Jeg ville gerne have undersøgt, hvad de mon tænkte som hele forestillingen skred frem. Another day at the office? Hjem til lillemor, snaps og dyrlægens natmad? De sagde ikke noget. Jeg havde glemt mine briller, og hvis de sov, havde jeg ikke set det tværs over den statelige sal. Højttalerne var elendige, så jeg havde heller ikke hørt det. Det er sikrest, at vise ærbødighed for retten, man ved ikke hvornår man selv får brug for dens goodwill. Altså, respekt.

Nedenfor fik Lars Hedegaard muligheden for at få de sidste ord overfor de syv dommere. Fire minutter. Tilhørerne var på nippet til at klappe, men tog sig i det. På dommerbænken sorte kapper og knitren af papirer. Vagtmesteren ledte os ud. Udenfor var klokken blevet 12. Aprilsolen var brudt frem. Man kunne sidde ude uden overtøj. (klik fotos f. helskærm)

Min forsvarer har fremdraget de juridiske argumenter, der taler for, at jeg skal frifindes, og dem skal jeg ikke yderligere kommentere. Jeg kan dog ikke tilbageholde en stille undren over, at nogen kan påstå, at det skulle have været min hensigt at beskylde samtlige muslimske fædre verden over for at misbruge deres børn – ganske særligt i lyset af, at jeg omhyggeligt har forklaret, at det naturligvis ikke er min opfattelse, og at jeg ikke har haft forsæt til at udbrede sådanne absurde påstande.Netop fordi det aldrig har været min hensigt kollektivt at sværte op mod to milliarder mennesker, ville jeg have sat pris på at få de udtalelser, jeg nu står anklaget for, til godkendelse, før nogen sendte dem ud på nettet. [..]

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg anser netop denne kamp for bevarelsen af vore frihedsrettigheder for vor tids vigtigste politiske kamp.Jeg ville ikke kunne leve med min dårlige samvittighed, hvis jeg af hensyn til min personlige bekvemmelighed eller af frygt for offentlig fordømmelse eller latterliggørelse undlod at sige sandheden, som jeg ser den. Og uanset hvordan denne sag falder ud, agter jeg at fortsætte min kamp for ytringsfriheden og mod totalitære anskuelser af enhver art. Lars Hedegaard fik mulighed for et sidste ord i Højesteret i dag. Læs det her.(“Something is rotten in the State of Denmark” (fra Holland)

Mark Steyn: Lars Man Standing, Round Three

I’ve written before about the case of Lars Hedegaard of the Danish Free Press Society, my hosts in Copenhagen a year and a half ago. Today, in the third round of a long legal battle, Lars was at the Supreme Court of Denmark appealing his conviction and 5,000 kroner fine for some observations made about – what else? – Islam.

This case shames the Danish legal system, but it’s also representative of a far broader trend. Scandinavia, like France, like the Netherlands, like Britain, Canada, Australia, and many other established democracies, has grown far too comfortable with policing speech. And, as Lars noted in his observations to the court, the policing is only one way:

I cannot recall a single instance in this country where an Islamic spokesman has been prosecuted for saying that, or course, sharia will become the law of the land once the demographic and political realities make it possible. This despite the fact that we have several examples of, e.g., imams who have openly declared that the imposition of theocracy is a religious duty incumbent on all believers.

In return, these theocrats and sharia-advocates must accept the right of those who believe in democracy, free institutions and human equality to criticise Islam and to oppose its dissemination and the atavistic cultural norms practiced by some Muslims.

One-way multiculturalism is slowly throttling ancient liberties. For the US perspective see Hedegaard’s Appeal to the Danish Supreme Court. (For any upstate New Yorkers in these parts, I’ll be speaking on this and related matters in Toronto on April 24th .) National Review

Lars Hedegaards slag i højesteret

Af Drokles
Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Læs mere »

Report of British Freedom London Meeting, London, 7 april 2012. Artikler af Paul Weston.

Rettergangenes tid

Ved retten i Glostrup begynder sagen mod de fire svenske statsborgere, der angiveligt ville lave et Mumbai angreb på Jyllands Posten-Politikens medarbejdere. Det terroranslag, der har været tættest ved målet af alle forhindrede i følge politiet. “Svenskerne”risikerer 14 års fængsel. Man kan følge den live her fra kl 9. I Højesteret afsluttes sagen mod Lars Hedegaard af ikke mindre end syv dommere efter 840 dage og hvem ved hvor mange millioner kroner. Højesterets kendelse kommer dog først om en uge. Og på mandag begynder som bekendt….

Der er international opmærksomhed om Lars Hedegaard sagen. Når dørene til Højesterets Afdeling 1 åbner i formiddag, sidder der op til syv højesteretsdommere for at afgøre en meget vigtigt sag om ytringsfrihedens fremtid i Danmark.
Sagen er ikke bare afgørende for Danmark men kan få konsekvenser for, hvad vi kan tillade os at sige og mene i både offentlige og private fora. Hvis Lars Hedegaard bliver dømt, vil vi i fremtiden være vidne til en ny form for Jihad i Vesten – nemlig en slags Juridisk Jihad mod alle og enhver, der udtaler sig kritisk om islam. Det er intet mindre end den allervigtigste menneskeret, der er på spil i dag i Danmark, nemlig retten til ytringsfriheden. Mishra: Hvad skal Højesteretsdommerne sige i dag til Lars Hedegaard-sagen?

Respektløs skiltning ved fortidsminder i Skåne
Länsstyrelsen i Skåne ser på fortidsmindeskilte. Mig i en nøddeskal, at jeg ikke har bemærket det på mine ture til dem. Tak og lov for undervisiteterne og den gode stat. Kampen for retfærdig skiltning kan ikke prioriteres højt nok:

Oreflekterad exkludering: Det finns en skev fördelning av män, kvinnor och barn på skyltarnas bilder, figur 10 & 13. Totalt finns 33 bilder i det analyserade materialet. Av dessa är det 14 som på något sätt visar människor på bilden. På dessa totalt 14 bilder visas 56 människor. Av dessa är 28 oidentifierbara gestalter, 14 är män, 9 är kvinnor och 5 är döda gestalter. Inga barn finns med på bilderna. Merparten av kvinnorna, 6 stycken, finns på två bilder som är två foton i svart och vitt från Skäralid.

Tar man bort dessa bilder från analysen återstår 3 kvinnor som är illustrerade. Detta innebär att förhistorien och historien till största delen består av oidentifierbara gestalter. När människor kan identifieras till annat än det, är det män som syns.Kvinnor och barn är mindre representerade än döda. Alla männen i bilderna utom en är aktiva på så sätt att de utför någon form avarbete eller uppgift som kräver kroppsarbete eller inlärd kunskap för att utföras. De bär vapen, offrar, slipar, kör traktor, gravlägger en död och blåser i lur. Endast en man återges utan att göra något annat än att stå och se på när en död gravläggs.Ingen av de tre kvinnorna utför något arbete av denna sort. En sitter och vakar över en död och två står tillsammans med den passiva mannen och tittar på en gravläggning. Det innebär att männens arbete som gestaltas kräver fysisk styrka, rörelse eller inlärda kunskaper för att utföras, medan kvinnornas arbete kräver känslomässigt deltagande……”.

Detta handlar om hur vi idag har ett etablerat sätt att se på historien som männens historia, där männen står för framgång och kvinnorna reducerats till hustrur, älskarinnor eller mödrar. Det har inget med hur man uppfattade kvinnor och män då att göra och bidrar endast till att bekräfta etablerade könsroller idag. Nya och gamla berättelser Ett pilotprojekt om att tänka nytt om gestaltning av och berättelser om fornlämningar och kulturmiljöer i Skåne län, rapport 65 sider.