Troede folk virkelig på revolutionen dengang? Efter Gud, ja hvad kom der så…? En ny gud i menneskelig skikkelse, intet mindre.

Af Palle Almindsø

Efter Gud – Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden af Henrik Jensen.

Med sit vanlige afsæt i (efterveerne dvs granatchok og traumer efter ) 1. Verdenskrig laver Henrik Jensen generationsanalyser for de tiår, der følger efter krigen. Fx 50´ernes reaktionære tavshed efterfulgt af de glorværdige 60` hvor verden voksede. Med hovedfokus på 60`erne.

Ikke mindst 1968, som i eftertiden har opnået nærmest kultstatus i en sådan grad, at det for mange især kultur- og meningsdannende personer er blevet det altafgørende år(ti), som har afstedkommet alt det andet som århundredet har budt på af gode ting, fri kærlighed, den grænseløse livsudfoldelse, opgøret med borgerlighedens liguster-fascisme, autoritets- og traditionsbruddet, hovedsaglig fra de venstreorienterede ateister som i dybet var forkælede unge, der blot søgte grænser, den glade selvudfoldelse efter devisen: Har du lyst har du lov, du har selv svarene på alle de store spørgsmål inden i dig.

Finn Ejnar Madsens totalitære frigørelse

Henrik Jensens bog lægger ud med et ikonisk møde mellem en af statens hellige institutioner som her Københavns universitet og en ung mand, Finn Ejnar Madsen (1943-2004) som fik overladt talerstolen af universitetets rektor Mogens Fog, hvorfra han kunne stå og udbrede sig om den totalitære frigørelse fra enhver begrænsning.

To generationer spillede ud, rektoren der var tidligere DKP´er og nu repræsentant for et af samfundets højest besungne institutioner og den unge Finn Ejnar Madsen der repræsenterede den grænsesøgende og revolutionsbegejstrede nye generation, for hvem emancipation, grænseoverskridende selvoptagede kamp mod det borgerlige samfunds begrænsninger – Når vi skal vurdere betydningen af det ikoniske begreb 1968, så lad os give ordet til forfatteren selv:

”1968 kan (…) anskues som en fortsættelse af den store katastrofe (1914-1945). 1968 var ikke en katastrofe i sig selv, men en del af afløbet af en meget stor katastrofe i Vesten, hvis generelle underminering af den moralske modstandskraft, ungdomsoprøret udspillede sig på baggrund af”

Ofrets Århundrede

Som jeg antydede i indledningen har Henrik Jensens forfatterskab altovervejende kredset omkring den 1. Verdenskrig og dens dybe efterveer. Stort set alt hvad der har vist sig på den dybdepsykologiske og storpolitiske scene har haft forbindelse til denne krig, hvilket han viser i sin store bog Ofrets Århundrede, hvor han bl.a. beskriver det første ungdomsoprør imod de forældre, der sendte de unge ud på slagmarkerne til et vanvittigt slagteri. Herefter blev de så henholdsvis fascister, nazister og kommunister, og vi ved hvad der siden skete.

I Efter Gud tages trådene op fra den første bog. Her i den sidste er det i høj grad selvet det handler om. Med en omfattende viden om nogle af de toneangivende filosoffer og tænkere der var med til at tegne forløbet og retningen for noget af den ungdomspolitiske oprørsånd i tiden med Sartre og Foucault som nogle af frontløberne, kommer han bl.a. ind på hjemlige personer som Ebbe Reich og Ole Grünbaum,, begge selvudnævnte profeter for de nye antiborgerlige og progressive strømninger…. Det gjaldt for alt i verden om at være med på vognen.

”Din idiot, det drejer sig om, at der er en vogn. Og så hopper man på den, hvis man er smart. Det det drejer sig om, er at være med på vognen” (Kirkeby)

Hvor vil Henrik Jensen nu have os hen efter de mange tilbageblik og sideordnede opstillinger med filosoffer og forskere der forsøger at besynge 60`erne som frigørelsens tid. ?

Pligtsamfundets vigen for rettighedssamfundet

Nogle af de vigtigste begreber for forfatteren er pligtsamfundets vigen overfor et samfund fuld af rettigheder , i gennem det meste af det 20. århundrede er der foregået en stille men betydningsfuld kamp mellem det gamle traditions- og autoritetsfunderede pligtsamfund og de nye oplevelsesarenaer hvor selvoptagede unge kunne tage for sig af retterne mens repræsentanterne for det agterudsejlede samfund stod og åbnede dørene til selvets paradis, hvor alt handlede om grænser og især om at overskride dem på alle fronter, psykologiske såvel som politiske, sociologiske såvel som menneskelige, individet har ret og står og rocker i takt med the Doors når Jim Morrison står på scenen og synger:

We want the world and we want it now!

Hvis jeg har lyst har jeg lov

Normbærende autoriteter der med eller mod deres vilje bliver skubbet ud på sidelinjen hvorfra de står og ser, hvordan drømmen om den totale frigørelse af selvet udfolder sig. Her har vi en virkeliggørelse af afmonteringen af den vertikale forståelse af pligtsamfundet som noget der nu er vigende og længe har været det overfor en rettighedskultur med mottoet: Hvis jeg har lyst har jeg lov og med en efterfølgende identitetsdyrkelse der har nået hysteriske dimensioner.

Og hvor bevægede den dynamiske selvsikre ungdom sig nu hen, og hvad med alle de spørgsmål der følger i kølvandet på denne lange proces? Ja, det forsøger forfatteren Henrik Jensen at svare på med sin bog om tiden efter Gud. Selv lægger han ikke skjul på, at han bekender sig til kristendommen, der for ham netop indeholder nogle af traditionsbærende hierarkier som det vertikale samfund er gjort af. –

Og her kan vi andre så stille os spørgsmålet, om de store migrantstrømme op gennem Europa i de seneste årtier netop hænger sammen med fraværet af sammenhængskraft og autoriteter der tør stå ved kristendommen som den religion der har bundet Europa sammen over de seneste to tusinde år ?

Efter Gud – Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden af Henrik Jensen