Guderne skal vide at der ikke er meget respekt i vores del af blogverdenen for den linde grød af Ritzau-spam der beklageligvis fylder op på alt for mange avisers websites. Disse her vitaminfattige nyheder om vold- og anden kriminalitet i det danske land, hvor man må opøve en evne til at afkode telegrammet for det der ikke bliver sagt – ikke ulig Tass-telegrammerne i hedengangne tider. Hvilken kvælende dyne af fortielse, hvilken kujonagtig berøringsangst overfor det-De-ved-nok. Nu har de måske nået et nyt lavmål. En kommentar af Hip Hop fra Wilders-tråden her under fortjener fuld opmærksomhed:
Hip Hop said
March 28 2008 @ 7:55 pm · Edit
Ritzau håner dødstruet demokrat
At Ritzau ikke er objektiv, når det gælder omtale af folk, der er kritiske overfor islam, kommer ikke som en overraskelse. Men Ritzau er alligevel nede at skrabe bunden med en fuldstændig malplaceret subjektivitet i forbindelse med et portræt af Geert Wilders.
At Wilders må leve under politibeskyttelse på grund af dødstrusler fra islamister, får Ritzau-journalisten til at fremture med følgende bemærkning:
“Hans (Wilders’, red.) film ‘Fitna’ er stort set, hvad man kan forvente sig fra hans beskyttede værksted.”
Hans beskyttede værksted?!
At en mand lever under konstante dødstrusler skal altså gøres til genstand for plat hån fra Ritzaus side.
Senere skriver journalisten følgende:
“Koranen sidestiller han (Wilders, red.), i lighed med nogle folk fra Dansk Folkeparti, med Adolf Hitlers “Mein Kampf”.”
Dermed får Ritzau lige placeret Wilders og Dansk Folkeparti i samme bås, og til slut håner Ritzau endnu engang Wilders:
“På højrepolitikerens hjemmeside står, at hobbyerne inkluderer læsning og skrivning. Begge dele er ting, han har masser af lejlighed til, eftersom han på grund af dødstruslerne ikke just har nemt ved at færdes i det fri.”
Det Ritzau præsterer her kan næppe kaldes journalistik.
Det er svineri._
Ritzaus telegram – blandt andet bragt på Politiken.dk:
“Portræt: Geert Wilders – løven med affarvet manke
Den islamkritiske hollandske politiker kaldes racist og ekstremist. Og lever under konstant politibeskyttelse.
Det er de færreste menige politikere, der ‘opnår’ international fordømmelse, men det er netop, hvad den 44-årige hollænder Geert Wilders sandsynligvis vil bryste sig af.
Hans film ‘Fitna’ er stort set, hvad man kan forvente sig fra hans beskyttede værksted.
På grund af talrige dødstrusler lever Wilders nemlig under konstant svær politibeskyttelse i Holland, hvor mange borgere stadig martres af en islamisk fundamentalists drab på filmmageren Theo van Gogh i 2004.
Brød med borgerligt-liberalt parti i 2004
Den internationale opmærksomhed kunne kun få forudse, da Wilders fra den overvejende katolske provinsby Venlo startede en forholdsvis anonym politisk karriere i det borgerligt-liberale parti VVD.
Han blev parlamentsmedlem i 1998, men svingede i 2004 til højre og brød med partiet for at lægge en langt hårdere tone i indvandrerdebatten.
Bølgende affarvet hår og bryske holdninger
Ved valget i 2006 lykkedes det for ham at tage arven op fra Pim Fortuyn, den karismatiske højrepopulist, der var blevet myrdet af en dyreværnsaktivist i 2002.
Fortuyn havde bragt åbenmundethed og hårde ‘danske’ tilstande til hollandsk indvandrerpolitik, men efter drabet gik hans parti LPF til grunde i interne magtkampe.
Det åbnede vejen for Wilders, som med sit Frihedsparti, sine bryske holdninger, og sit bølgende affarvede hår har holdt sig i mediernes rampelys lige siden.
Partiet har ni pladser i parlamentet
Hans parti har ni af parlamentets 150 pladser, og han beskrives som en klassisk populist, der uden videre chance for at føre realpolitik kører løs med de kernesager, som Hollands etablerede politiske liv ikke evner at håndtere.
Modstand mod EU er en del af arsenalet, men hovedkravet er et opgør med islam og totalt stop for indvandring fra muslimske lande. Koranen sidestiller han, i lighed med nogle folk fra Dansk Folkeparti, med Adolf Hitlers “Mein Kampf”. Den bør forbydes, lyder det fra Wilders.
»Den indeholder mange vers, der kræver, at folk bliver halshugget, dræbt, slagtet og får huden flået af. Koranen er fyldt med vold, aggressioner og intolerance, og den er stadig gældende for mange muslimer i dag«, sagde han for nylig til Jyllands-Posten.
Hustruen deler ikke altid hans holdninger
Wilders er gift med en bulgarsk kvinde, der, erkendes det, ikke altid deler hans holdninger.
På højrepolitikerens hjemmeside står, at hobbyerne inkluderer læsning og skrivning. Begge dele er ting, han har masser af lejlighed til, eftersom han på grund af dødstruslerne ikke just har nemt ved at færdes i det fri.
ritzau”
Svineriet kan også beskues på jp.dk . Er det bare mig, ellers har Jyllands-Posten en decideret negativ tilgang til Wilders og Fitna? (LFPC).
Hund-bider-mand: Endnu en ekspert, endnu en anti-Wilders-vinkel hos JP
Nå, lad os så se hvilken indfaldsvinkel de nu kan hitte på til denne hersens Fitna:
Koran-ekspert Thomas Hoffmann kritiserer Geert Wilders film for at være et anti-klimaks, da den ikke er så blasfemisk eller kreativt nyskabende, som der var lagt op til, men blot er et sammenklip af tilfældige Koranvers og nyhedsklip.
Fortsæt med at læse “JP og Ritzau håner dødstruet demokratisk politiker”







