Op på en brøkstreg med skidtet
Det er enkelheden og uanseeligheden, jeg kan lide ved striben, det er ikke fordi, den er videre original. Jeg kan godt lide komplicerede ting fremstillet helt enkelt, som den populist, jeg er klar over, at jeg er. Op på en brøkstreg med skidtet.
Fra Sverige er jeg vant til, at det forholder sig omvendt for socialister, liberalister og løgnhalse: Der er det enkle så kompliceret, at de på forhånd afstår for at forklare Nisse i Hökarängen (Maren i Kæret) den dybere sammenhæng, men i virkeligheden er det blot en måde at slippe afsted med politisk svindel og humbug på, og hvor store mængder svindel er der ikke brug for at afsætte i disse år? Jeg samlede den op i kommentaren nedenfor. Kommentatoren “Alfreds Moder” ved måske, hvor den stammer fra?
Multikulturen er revolutionær og et spejlbillede af fascismen
Et interview af Nils Littorin med Göran Adamsson, altså to (forhenværende?) venstreorienterede, da Littorin er gammel kommunist.
Sverige skulle med Proposition 1975:26 være multikulturelt, og Olof Palme vidste i den anledning udmærket, at det var lige så revolutionært et projekt, som det siden har vist sig i virkeligheden. Landsfaderen Erlander havde næret en Robespierre ved sit bryst:
“Naturligtvis är det mångkulturella samhället en revolution. Den är oundviklig. Men eftersom jag är reformist vill jag att denna revolution skall ske gradvis”.
Jo længere vi er kommet frem i revolutionen og de facto ødelæggelsen af en nation, desto mere spørger jeg mig “hvorfor?” og desto mere undslipper svaret mig. Jeg har en mistanke om, at jeg ikke engang vil finde det i Proposition 1975:26, men jeg vil da forsøge.
Men hvad skal der stå på dødsattesten?
Skal det virkelig vedblive at være gådefuldt, hvorfor vi satte os for at ødelægge os selv, lidt som det gådefulde ved Romerrigets undergang og Første Verdenskrigs udbrud? Ingen obducent kan lade rubrikken stå blank, men hvad skal der stå på dødsattesten? Jeg tænker ikke på selve sygdommen, men på, hvordan patienten erhvervede den.
Da kommunismen og nazismen faldt pladask, var det nærmest umuligt på sekundet at opdrive ærlig nazist eller kommunist i hele Europa. Det samme vil ske med multikulturalismen, når kanariefuglen i guldminen – Sverige – endelig stopper sit selvmordsforsøg og begynder at redde de sørgelige resten ud af flammerne. De to i denne artikel udgør sjældne undtagelser. Göran Adamsson får ordet:

