Ghetto eller Qasbah ? Forkludret retorik lammer nødvendig indsats mod fjenden
Af Torben Snarup Hansen, historiker
Hvordan ville Europas politikere og medier reagere, hvis millioner af nazister – med skrårem, støvler, brune skjorter og armbind med hagekors – besatte byerne? Hvad ville de offentlige institutioner gøre, hvis en sådan fjende blokerede trafikken, afbrændte biler, kirker, skoler og butikker, voldtog kvinder og børn, pryglede, udplyndrede og udsatte tilfældige forbipasserende for morderisk terror, mens de råbte “sieg heil!” – og i øvrigt indoktrinerede børn og unge til at føre krig mod demokrati og personlig frihed ?
Naturligvis ville stat og samfund – og højre og venstre – øjeblikkeligt slå hårdt tilbage. Fjendens provokation ville være velkendt og gennemskuelig, og i de enkelte nationalstater ville borgerne og politikerne hurtigt blive enige om at tilintetgøre fjenden.
Dette er selvfølgelig et 100 procent fiktivt billede, da nazismen og fascismen blev knust og udryddet for længe siden. Men i dag er de omtalte blodige aktiviteter daglig kost i store dele af Europa. Blot er uniformeringen fra Hitlers tid udskiftet med symboler og kampråb fra en imperialistisk religion, som bemeldte herre selv beundrede og assisterede. “Allah-u-akbar” er nu kampråbet fra Malmø til Marseilles.
Staten ødelægger samfundet
Der er en slående lighed mellem fortidens nazistiske praksis og nutidens revolutionære profettroende, som i fire årtier har blandet sig med velfærdsimmigranterne, der invaderer de “vantros” lande – og stadig strømmer over Middelhavet fra Afrika og Asien. Men i Vesteuropas stater nægter beslutningstagerne at standse invasionen. Hvorfor handler politikerne ikke effektivt mod denne fjendtlige overtagelse, der også er begyndelsen på en befolkningsudskiftning? Hvorfor tillader de samfundets ødelæggelse i stedet for at beskytte det? Hvis kriminalitet og terror ikke var så alvorlige emner, kunne de mange års omkostningstunge forsøg på “integration” og tilhørende absurditeter samles under overskriften “now look what a fine mess you’v got us into!” (jvf. de gamle film om de klodsede Gøg og Gokke).
En mere seriøs henvisning kunne genopfriske afdøde Niklas Luhmanns påvisning af velfærdsstatens iboende svaghed: Den råder kun over to midler: “Geld und Satzung” – penge og dekreter.
Hvem er ofre?
Fortsæt med at læse “Vesteuropas afmægtige og destruktive politikere”






På Skansen i Stockholm läses numera varje nyårsafton dikten 

