
(Mobilfoto © Snaphanen.dk)
Jeg skrev, jeg ville holde mig væk i sommerferien, med mindre der dukkede noget usædvanligt op. Det gjorde der ret hurtigt. Når denne blog og dens kronikør er på forsiden af Skandinaviens mest indflydelsesfulde avis, er det usædvanligt, og jeg gør en kort undtagelse inden jeg går i havbad og fanger kantareller igen.
Asle Toje er hæderlig, og også meget saglig og grundig. Det tjener avisen til ære, at lade ham få så meget plads på forsiden og side 7. Det er mindre end sikkert, han ville have fået det i Norge og Sverige, og det tjener dele af dansk presse til ære. Langt fra den hele.
Denne blog har masser af venner, de ved, at sandheden tæller over alt andet. Det smerter mig naturligvis at måtte skrive dette om tidligere venner, men hvis de havde været hæderlige, kunne det meget nemt have været undgået. Jeg havde ikke behøvet skrive om det, men disse nordmænd er ikke hæderlige. De vil elskes af dem, der hader dem. Af samme grund arbejder vi ikke sammen længere. De gjorde en ende på det, ikke den anden vej rundt.
Hvad der gjorde dem til forræddere, må I spørge dem om. Andre kan kun gætte, men hvis de har et plausibelt svar på, hvorfor de forrådte deres venner, er de da velkomne i kommentarsporet. Vi kunne have været venner, men de valgte noget andet. Det er helt i orden, så skriver jeg bare om, hvilken slags små personer, de er. Lad det vare længe, inden det er nødvendigt igen.
De kronikker fra 2010, der refereres til, er Søndagskronik: Ett politiskt mord og Søndagskronik: Ett politiskt mord, del 2. Gunnar Sandelins kronik ”Journalisterna mörklägger sanningen om invandrarna” er fra 2008, ikke 2017, som der atypisk for Tojes grundighed står.
Mediemord. Maj Sjöwall og Per Wahlöö byggede deres romanserie på den teori, at forbrydelser er politiske. Gælder det også mordet på Elin Krantz?
Fortsæt med at læse “Weekendavisen: Asle Toje om Julia Caesar”