Av Thomas Nydahl

“Det är skamligt att rösta på Jimmie Åkesson.”

(Uttalande på Bokmässan i Göteborg av Per Svensson, seniorideolog för tillfället placerad på Sydsvenskan i Malmö).

Det som är skamligt är förstås det tabubelagda. Därmed har politiken förvandlats till moraluppfattning. Om jag inte skäms så röstar jag på… och om jag skäms röstar jag inte på…

Den massmediala klassen, intimt förbunden med och beroende av politikerklassen, läxar upp det segment i Sverige som tröttnat på “mångkulturens” enfald och de etniska enklavernas brottslighet och som måhända naivt men uppriktigt drömmer om ett bättre samhälle, kanske rentav ett folkhem som aldrig återkommer. Det gör inte Per Svenssons uppläxning mindre motbjudande, tvärtom. Jag tror inte själv att världen blir bättre av en röst på det ena eller det andra i ett riksdagsval, men jag har respekt för människor som i förtvivlan, uppgivenhet och/eller vrede lägger sin röst för något som de tror ska innebära en radikal förändring. Den besvikelse de kommer att erfara hör framtiden till och behöver inte diskuteras just ikväll.

Fortsæt med at læse “Skam och cynism i politiken”

»Demografi er skæbne«

og skæbnen er allerede skabt af politikerne, mens europæerne sov. 36 procent af de under 5-årige tyskere, er af fremmed herkomst. Vi ved, at svenskere kommer i mindretal i Sverige omkring 2050, og det er ikke meget bedre i Holland, England og Frankrig. Sverige er i en opløsning, det øjensynligt er for sent at inddæmme. Over halvdelen af svenskerne mener, at “Sverige är på väg åt fel håll.” I international presse er Sverige ingen hemmelighed længere: SWEDEN IN CHAOS: Number of ‘no-go zones’ INCREASED as police lose control over violence.

Mange europæerne vågner op i disse år, men de vågner til et fait accompli og de vågner op til politikere og journalister, der hverken kan eller vil overskue situationen. Kun omfattende repatrieringer kan nu afværge den skæbne, deres børn går i møde, men EU mangler komplet forståelse af situationen, nemlig at folkevandringen kun lige er begyndt. Hvis østeuropæerne vinder striden med Bryssel, skylder vi dem uendelig tak for at have skånet Europa for det sidste nådestød og i sidste øjeblik.

Following the release of figures which reveal almost four in ten children under five have foreign roots, Michael Paulwitz says the demographic change will be the death of Germany’s welfare state.

The journalist and historian predicts that “hard struggles” over resources will take place when ethnic Germans are a minority, and that native Germans “will inevitably lose out”.

Fortsæt med at læse “Karachi? Athen: “Rør ikke min koran””

Af Cherif El-Ayouty, Dansk Samling

Alle taler om uønsket ikke-vestlig indvandring. Udtrykket ’ikke-vestlig’ bruges i udstrakt grad i diskussioner om indvandring, asylsøgning og flygtninge, især når man ønsker at være politisk korrekt. Mange bruger også udtrykket ’ikke-vestlig indvandring’ for at give udtryk for og definere, hvem de ønsker at lukke ind i vores land … eller snarere hvem de ikke ønsker at lukke ind

Men hvem og hvad dækker ’ikkevestlig’ i grunden over?

Det nemmeste er at forklare, hvad vestlig er. De vestlige lande omfatter ifølge Udenrigsministeriet EU, USA, Canada, Australien og New Zealand. ’Vestlig’ er således møntet på lande med fri markedsøkonomi og en kultur, som har sin oprindelse i europæisk civilisation, og som stadig har en vis tilknytning hertil og vedkender sig disse rødder.

Ikke-vestlige lande er alle andre lande og omfatter altså ikke blot mellemøstlige folkefærd på flugt eller afrikanere, der jagter lykken på det europæiske kontinent, men også folkefærd, som tæller blandt Danmarks handelspartnere, f.eks. Japan, Kina, Singapore, Sydkorea, Vietnam, Indien, Sydamerika.

Deraf følger, at ikkevestlig indvandring således også omfatter folkefærd, vi ellers meget gerne vil handle og gøre forretning med for slet ikke at sige invitere til at etablere virksomheder og slå sig ned her.

De, der taler om at begrænse indvandring fra ikkevestlige lande for at hindre folk med en dogmatisk religion i at infiltrere vores samfund, risikerer altså med deres argumentation at udelukke mennesker, der deler vestlige værdier, kulturgrundlag og moral og holdning til ligeværd og uddannelse.

Måske er det på tide at lægge den politiske korrekthed på hylden og kalde en spade en spade? Måske er det på tiden at sætte foden ned og sætte en stopper for uhildet knæfald for en samfundsorden, der karambolerer med demokrati og ligeværdighed? Måske er det på tide at tage bladet fra munden og tilkendegive ligeud, hvem der er ønsket, og hvem der er uønsket? Måske er det på tide at stille krav?

Fortsæt med at læse “Hvem skal Danmark ikke tage imod?”

Aftonbladets “hagekorstegning”. Eks. -kommunisten Åsa Linderborg – hende der græd, da Muren faldt – hun  kaldte Lars Vilks ”Sveriges fegaste konstnär”. Hvem er fejg og uden civilcourage? Hvem har nogen agtelse for Åsa Linderborg, andet end det åndeligt indavlede svenske kleresi? Aftonbladet, den gamle nazi-avis, er her  citeret af Weekendavisen:

“Den samme frihed, der gjaldt for Jyllandsposten, bør gælde for Aftonbladet. Ikke alle holder af Muhammed-tegningerne, og ikke alle holder af vores tegning, men ytringsfriheden er universel. De mest fornærmede, korsbærende martyrer mener, at vi bør undskylde vores publicering. Det kan de glemme. Der vil komme mere.”

Mere mod

I Dagens Nyheter annonceres Niklas Orreenius bog om Lars Vilks ”Skotten i Köpenhamn”. Det er formentlig en glimrende bog, men Orrenius er det værste en forfatter eller en journalist kan være: Han er politisk ideolog. Det diskvalificerer ham, og han opdager det ikke selv. Han siger f.eks., at “Vilks  er en magnet for ekstremister.”

Det må bla. være mig, der har mødt ham 25-30 gange alle mulige steder: Hjemme, til konferencer, til private fester. Jeg tænker på en gang, vi mødtes hjemme hos ham, det var før truslerne var akutte. Vi gik ned på Nimis, og det var sommer, så der var mange mennesker. De flokkedes om Vilks for at tale med ham, helt almindelige svenskere som var ivrige for at tale med ham. Flere hundrede. Og dem kalder Orrenius “ekstremister.” Det var et tværsnit af den svenske befolkning 2011-2012.

Det er sikkert en god bog, for så vidt som der findes gode bøger, hvor forfatteren ikke sætter sig selv på spil, men Orrenius er en “antiracistisk ideolog,” hvilket allerede må gøre bogen dårligere, end den havde behøvet være. Måske sætter Orrenius sig selv på spil, han skal have tvivlens fordel, selvom hans behandling af “racisten Julia Caesar” unægtelig gør det svært.

Journalisten skal være som en fotograf: Virkeligheden foreligger, dokumentér den. Det er sådan, jeg blogger. Der er ingen “isme”, der har fortrin for det. Vores egne antipatier kan vente til i morgen. Vilks er fordomsfri, Orrenius er ikke. Der er noget pubertært over ham, ligesom der er over Øyvind Strømmen, der bildte sig selv ind, han havde overblikket til at portrættere den lærde Fjordman. Det havde han ikke, han var blot en norsk miljøpartist der forstod lige så lidt af, hvad der overgik ham, som den norske forlægger  William Nygaard.  En Lars Hedegaard forstår det langt bedre.

Fortsæt med at læse “Mod og mod”