Jeg synes folk selv skal høre hans tale om udenrigspolitik forleden, i stedet for at nøjes med danske politikere og journalister, der også afskyede Reagan i januar 1981. Tydeligst husker man måske fantasten Svend Auken:
“I USA tegner der sig i horisonten en afdanket filmskuespiller Ronald Reagan, denne 70-årige handelsrejsende i konservative banaliteter og uhyrligheder, som opfatter det internationale situation, som enhver anden cowboyfilm.”
Jeg bryder mig ikke meget om politikere, og mindst i valgkampe som jeg med alderen springer helt over, men jeg hørte Trumps tale om udenrigspolitik i forgårs, og jeg blev ganske imponeret over dens klarhed. Det er ikke sofistiskeret – det var Reagan heller ikke -men måske det virker ude i virkeligheden. Mange i U.S.A. blev også omponeret, for eksempel Walid Phares og Newt Gingrich. Det skulle ikke være nogen skam, at indrømme at man har taget fejl af Trumps evner. Selv nogle på venstrefløjen,vil hellere have Trump end Clinton: A Trump presidency needn’t be a nightmare for the left. On many issues, Clinton presidency might be.
Sympatien for Hillary Clinton i Europa, er derimod temmelig irrationel og ubegribelig. Jeg ved ikke, hvor mange der kender portræt-filmen “Hillary- the movie”. Den er selvfølgelig et politisk partsindlæg, men den er dog fuld af mennesker, der har været temmelig tæt på hende og arbejdet for hende, og det er ikke noget flatterende billede, vi ser. Mig minder hun og Bill og præsidentparret i House of Cards.
Når man hører, hvordan Hillary har fejet op efter Bills erotiske eskapader og truet elskerinderne, når man ved, hvordan de har jagtet gigantiske formuer, er de nøjagtig som Claire og Frank Underwood: Deres ægteskab er et firma, som holdes sammen af jagten på magt og penge. hvor Bill er mere sympatisk som hendes vatnisse, end den benhårde Hillary. Gud forbyde hun bliver præsident, her er hendes katastofale tid som udenrigsminister – ikke mindst Benghazi – kun begyndelsen på hendes talentløshed og uhæderlighed.. Se den selv:








