På torsdag skal vi endnu engang stemme om EU emner, der i virkeligheden er for teknisk komplicerede til, at de fleste fatter dem. Det ligner heldigvis et komfortabelt “nej.” Det er vist syvende gang, vi skal stemme om EU. EU skulle være “fredens projekt,” men det hvilede på den fejlagtige antagelse, at det var nationalstaterne, der var årsag til krig. Vi ser nu, at deres afskaffelse og selve EU, er en konfliktskaberen. Skal EU overleve, skal det slankes gevaldigt.
Jeg sætter det op imod Udlændingeloven af 1983, som vi ikke skulle stemme om – “det egner sig ikke til folkeafstemning,” sagde datidens politikere, vi nu med en vis ret kan kalde kupmagere. Det er skidt at være bedrevidende, når man ikke ved noget. De vidste f.eks. intet om islam, hvilket karakterisererede hele generationen. Ikke et klap.
Om 25 år er 21 procent af den danske befolkning indvandrede. Dette er gennemført uden om demokratiet, med det resultat, at mange – antagelig et flertal – ikke identificerer sig med masseindvandringen af især islam. Den er nu født konfliktstof i en uoverskuelig fremtid, først nu 32 år efter aner visse politikere, at det drejer sig om at holde den muslimske befolkningsandel nede på så lavt et antal som overhovedet muligt.
Jeg skulle mene, det havde egnet sig udmærket til en folkeafstemning i 1983. Næsten enhver kunne forstå det. Se på Sverige med 2.1 mio indvandrede, for hver dag er det mere voldeligt og konfliktfyldt. Det fredelige, velstående land tilhører nu for evigt historien. Opløsningen af nationen Sverige vil efter min overbevisning og mine iagttagelser siden midten af 70 erne, føre til krig i dette århundrede.
Efterhånden deler flere min iagttagelse, så det bliver sværere at kalde mig “ekstremist.” Det er kun den sidste måned, der endelig har vist, at det var den svenske elite, der var ekstremistisk, ikke jeg. Jeg var bare tidligere ude for femten år siden, men jeg er vel bevidst om, at sandheden er nyttig, men ikke for den, der siger den. Problemerne er nu så akutte at et treårigt indvandringsstop ikke vil løse en brøkdel af dem. Det er en mærkelig verden, jo ældre jeg bliver, desto mere irrationel og vanvittig forekommer den mig.
Jeg er klar over, at vi blev løjet for om EU da jeg i 1972 for første gang deltog i en folkeafstemning og stemte “ja.” Jeg syntes, det gav god mening dengang. Men The the EU was about building a federal superstate from day one, How a secretive elite created the EU to build a world government, skriver professor Alan Sked i The Telegraph.
Jeg har på grund af besøg fra udlandet ikke haft tid til at følge meget med i debatten om afstemningen, men har dog læst nogle ting, der vedrører den. Peter Nedergaards kronik “Roms Fald” er et must, den læner sig op af Nial Fergusons Paris and the fall of Rome. Der er Mikael Jalvings Siger vi ja til mere EU, siger vi nej til os selv, Sørine Gotfredsen om trygheden i en nationalstat versus det multikulturelle og David Munk Bogballe om nationalstaterne, EU & indvandringen.
Med Hviid Petersen fem markante, borgerlige nej-stemmer. Stem nej på torsdag! Også selvom du ikke forstår “retsakterne”. Hvor mange folketingsmedlemmer har læst og forstået dem? De er skrevet af teknokrater for teknokrater og egner sig virkelig ikke for en folkeafstemning, havde de ikke vedrørt suverænitetsafgivelse.
Affe: Hur länge kan en gräns vara nådd?
