Heldigvis var var Anna Libak og Katrine Lilleør mindre forskruede end familien Wivel. Her hvor jeg bor imellem bøsser, bureaukrater og operasangere, kan Enhedslisten og Alternativet danne regering alene, og adressen er ikke Sankt Hans Hospital. Jeg kom i tanker om et foto, jeg tog på Sild – Sylt, som tyskerne siger. Gode, solide, fiskespisende “Sonderjuden”, som min ven siger. Uden dem, ville det jo gå helt i kage i Danmark. Han er selv sonderjude og gammel livgardist.»Valgets største opmuntring: At smålighed og dum forfølgelse ikke sejrede.«
Aha!
En förklaring till den starka rasismen i Danmark är att landet aldrig gjort upp med sin ww2-historia. Tusentals Waffen SS-frivilliga.
Welcome to Italy: this is what a real immigration crisis looks like
With 50,000 boat people in just six months, and more to come, the politics of asylum here is becoming increasingly toxic
Let us suppose that along the coast of Normandy up to one million non-EU migrants are waiting to be packed like sardines in small unseaworthy vessels and to cross the English Channel. Let us suppose that first the Royal Navy, then the navies of a dozen other EU countries, start to search for all such vessels in the Channel right up to the French coast, out into the North Sea and the Atlantic even, and then ferry all the passengers on board to Dover, Folkestone, Hastings, Eastbourne and Brighton in a surreal modern-day never-ending version of the Dunkirk evacuation of 1940. Would the British government agree to take them all? What of the British people? And if they did agree, what would the British government and people do with all the migrants? How would they cope?
Jascha_Horenstein født i Kiev, 1898, en Mahler, Bruckner og Nielsen dirigent, assistent for Wilhelm Furtwängler. Han dirigerede i København i 1972 Brahms 2 og Webern med Radiosymfoniorkestret. Jeg sad i salen. Jeg kan næsten huske det. Det findes på en DECCA plade. Min forlængst døde ven havde sendt ham 100 roser på Hotel D’Angleterre. Jeg var bare det tynde øl. Dette er en strygersekstet, lavet om til en kammersymfoni.
Det er sart, romantisk og lidt skræmmende. Hør 16:00, hør, hør, som Kierkegaard skriver, hvad er det med de strygere, der griber ens hjerte? Noget glemt og savnet, vil jeg tro. En ømhed som er fraværende i de flestes prosaiske liv, en ømhed musikken minder en om i en verden, der gerne vil gøre en kynisk.
Den politiska adeln
Lars Bern skriver Blir den tysta statskuppen slutet för folkstyret? om det svenske, såkaldte demokrati. Han kan selvsagt ikke skrive i svenske aviser, men der foregår heller intet af betydning der:
Jag har tidigare skrivit om hur de politiska partierna i Sverige gradvis förvandlats från folkrörelser till exklusiva yrkesföreningar för den nya politiska yrkesklassen. Denna klass består av karriärister som i stort sett saknar yrkeserfarenhet och någon betydande bildning. Journalisten Anders Isaksson döpte dem en gång mycket riktigt till den politiska adelsklassen, som likt den gamla adeln skaffade sig toppositioner i samhället utan andra meriter än sin klasstillhörighet.
Det er et godt spørgsmål. Jeg kan ikke besvare det for mit eget vedkommende, men jeg er ikke i tvivl om, at der er mange, der hellere end gerne vil besvare det på mine vegne. Vi lever midt i en opinionstid, og jeg er ikke helt tilfreds med at være en del af den. Heldigvis har jeg midler til at undgå den. Jeg kan fotografere, og holde mund. En blogpost er ideelt set bare et snapshot, ikke masser af opinion.
Jeg har det med den slags spørgsmål, ligesom med spejle: Jeg ejer ikke et, og derfor ser jeg ikke i det. Jeg kunne tage en selfie, og se hvor det stritter, men fotografer kan ikke lide at blive fotograferet, ligesom læger ikke kan lide at være patienter. Jeg har haft flere i familien – læger, og også patienter. Det betyder de, der udholder uden at brokke sig. Sproget er af og til klogere, end vi selv er. Fred med de utålmodige læger, de er også tvivlere, når man kender dem.
Optagelsen er fra maj 2013, men jeg syntes, den var værd at høre, og jeg tror ikke, jeg har haft den før. Interessant om opragelse, skoler, om Thatchers økonomiske snæversyn. “Ikke en konservativ, en radikal, individualist.” Hun taler også om sin selvbiografiske bog Guardian Angel: My Story, My Britain, og beskriver mindre end venligt de uddannede klasser. Man skal også høre argumentet imod det homoseksuelle ægteskab, og nej, det betyder ikke, man vil dem noget ondt.
Have we in the west gone over the cliff? I’m actually an incurable optimist. I don’t belive, it’s ever over before the fat lady sings. If we were sitting around in coffeeshops in Britain in the 18′ century, we would no doubt be bemoaning the state of Britain and the world, and saying: “You know what, it’s all over everyone is lying in the gutter drunk from gin, everyone’s having babies out of wedlock, Britain’s over, we are finished.” And you know what? It turned into the 19′ century, one of the greatest persiods of british history ever, when Britain had an empire, Queen Victoria, all of that.
On the other hand, we also have in front of us the example of the Roman Empire. One day it was there, the next day is was gone. Empires crumble from within. That’s where the damage is really done. The final coup de grace may be inflicted from an external foe, but the real problem is, if the society has crumbled from the inside. Have we passed the point of no return? I do not belive, we have. I don’t believe, we are lemmings going over the cliff. The problem is, we in the west, don’t even know, we are on the cliff, let alone we are about to go over it. If we come to realize, we are going over, we will stop. Stopping will he painful, but we will pull back if enough of us will realize this in time.
De främlingsfientliga
Egentlig tror jeg ikke svenske journalister og akademikere vil gentage 2001-2011, men genusprofessor Drude Dahlerup lægger godt ud:”Dansk folkeparti får finansministerposten”. Lars Dencik er også parat til en ny runde. Egentlig mangler vi kun RUC lektor Håkon Arvidsson. Jeg håber da ikke, han er død i mellemtiden.
– Det är det absolut ett exempel på. Hela Folketinget har gått åt höger när det gäller invandringspolitiken för att förhindra det här – sedan lyckades inte den strategin. Å andra sidan i Sverige har vi inte gjort som i Danmark och sedan har Sverigedemokraterna gått fram i alla fall. Det här är en europeisk trend kanske mycket mer än en dansk.
Jeg noterer mig, at Sahlin tror, Thorning hedder “Thornvig.” Er det ikke mærkværdigt, hun ikke kan Thornings navn efter ti år? Måske har hun skåret sig under barberingen. Sahlin er nederlagets talskvinde, hun er én lang katastrofe, hun er selve argumentet imod at begive sig ind i politik. At hun har klaret sig så godt i Sverige i 40 år, burde skræmme enhver.
Med et SD, der nu er større end DF, lever hun og hendes parti på lånt tid. Den svenske statsminister lever på lånt tid, han kom ikke til Danmark for at støtte sine “främlingsfientliga” partikammerater. Aftonbladet lever på lånt tid. Dagens Nyheter lever på lånt tid.
Kun Expressen forsøger ikke at blive hægtet helt af virkeligheden. Moderaterna hægter sig, som man kan høre, på svenske socialdemokraternes undergang. Inden året er ude, er SD det største parti i Sverige.
Sahlin påstår, at indvandringen er “en tilgång.” Til og med maj i år, er der kommet 22.342 asylsøgere direkte ind på svensk bistandshjælp. Tre gange så mange mænd som kvinder i feministstaten. Sahlin driver sine egne vælgere på flugt, svenskerne flytter fra de ikke-europæiske indvandrere, fordi de ikke i tide stemte imod det.
Moderater og socialdemokraters fattige argument om “deres racistiske fortid”, stammer fra tiden inden Mikael Jansson blev formand i 1995. Det er historie, og svenskerne ved det. Moralisternes tid er ved at rinde ud. Det mest bekymrende ved at danske valg i går er måske, at venstrefløjen ikke tabte større.
Et godt liv uden politik
Med udlændingepolitik mener jeg både integration, asyl og indvandring. Der er andre vigtige temaer: økonomi, uddannelse, miljø, EU osv. Men alt dette angår problemer, der kan løses. I udlændingepolitikken står vi over for noget, der sandsynligvis angår irreversible problemer og dertil eksistentielle. Det omhandler det allervigtigste for vores samfund: sammenhængskraft.
Politik har til formål at løse samfundets problemer, så vi kan leve et godt liv, dvs. et liv uden politik. For med politik er det som med den syge mand, der hele tiden er optaget af sin egen afføring, som C.S. Lewis skrev. Når udlændingepolitikken er det vigtigste valgtema, skyldes det, at vi har fået fundamentale, ikke blot tekniske, problemer ind på livet, som altså synes vanskelige, hvis ikke umulige at løse.
Vi ser, at man nu bliver slået ihjel for at ytre sig frit; et jødehad er blusset op, der ikke er set magen til siden det nazistiske barbari; vi ser islamisering af hele parallelsamfund; vi ser en gennemført afstumpet vold med tusindvis af traumatiserede ofre, især unge mennesker, gaderøverier, hjemmerøverier og meget mere. Derfor er udlændinge valgets vigtigste tema
Selvom jeg har gjort mig umage, for at undgå denne valgkamp, er ingen naturligvis helt uberørt. Og nu er den heldigvis overstået med et bedre resultat, end jeg havde frygtet. Det er hverdag igen. Kasper Støvring skrev igen noget vigtigt forleden, som man kunne parafrasere som: “Politikkens opgave er at sørge for, at almindelige borgere kan leve et liv befriet for politik.”
Politik er vigtigt for politikere, fordi de lever af den, men hvis de politiserer alle os andre, har de gjort det deres job dårligt, og det er hvad jeg mener, de har gjort, når de har kunnet politisere et i grunden upolitisk menneske som undertegnede. Disse politikere har splittet os. De såkaldte 68’ere ville, at alt skulle være politik. Tiden viste, at de havde uret, men at de kunne få ret.
Samfund hvor alt er politik, er syge samfund: Den tidligere Sovjetblok, lande under den politiske religion islam. I Sovjet var der ikke en vise, ikke en vittighed, der ikke var politisk. Disse års politiske kamp, er kampen for at kunne leve et liv befriet politik. “Den arabiske gade” er det sygeste, man kan forestille sig. Jeg har selv oplevet den, da jeg var 19 år og ikke kunne gå i fred i Beirut eller Tanger for heteromænd, der var opsat på homosex. Mellemøsten er syg, og sygdommen hedder islam.
Om kampen for et upolitisk Danmark stadig kan vindes, skal jeg ikke kunne sige. Vores politikere importerer fortsat ufortrødent islam’s samfundssygdom. Når enhver fra mislykkede nationer har krav på asylbehandling, når de krydser vores grænse, er der pricipielt ingen ende på ødelæggelsen af et tusindår gammelt land.
Flygtningekonventionen af 1951 må opsiges af denne regering. Dette land er vores, vore forfædres og vore efterkommeres. Ikke alle og enhvers. Presser I os mere, som venstrefløjen vil, sender I os i krig. Sverige vil højst tænkeligt være et land i krig, inden dette århundrede er slut. Historisk set er krig den normale tilstand, og Sverige er i fuld færd med at blive normaliseret. Svenskere dør af indvandringen hver dag. Elin Krantz døde af den. Lisa Holm døde af den. Utallige andre. At de dør, er noget magten omhyggeligt ignorerer. Hvor længe kan den overleve det?
Mobilfotos Kim Møller, Christiansborg. Mette Fredriksen konsitueres som ny formand. At de taber er ganske retfærdigt eftersom de ikke har haft noget folkeligt flertal siden er par uger i 2011 trods DR og TV 2’s ihærdige indsats. 2011 valget var en fejltagelse, en momentan lapsus. DF står til at blive fire mandater større end Venstre – 17 mandater frem. Jeg følger valget her efterhånden som det skrider frem. Hvis de nuværende opinionstal holder, siger det noget interessant om de mange målinger, der har haft 50-50. Hvad gik galt?
Si meg hva du synes om danskene og jeg skal si deg hvem du er, synes å passe på journalister som besøker Danmark før valget. Svenske aviser stiller i en klasse for seg. Men se om ikke også den tyske kvalitetsavisen Die Zeit er grepet av samme anstendighetsraseri. Også denne avisens utsendte finner bare høyrepopulister i Danmark.
Det betenkelige sett fra Hamburg-avisens ståsted er at “høyrepopulismen” har erobret mainstream, dvs den er stueren. Det er den ikke i Tyskland hvor mediene ikke kan få seg til å behandle Thilo Sarrazin på en seriøs måte, til tross for hans solide bakgrunn som finansbyråd i Berlin og medlem av styret i Bundesbank i sin tid. Har du tatt skrittet over i høyrepopulistenes rekker finnes det ikke noen vei tilbake.
Det har Danmark. Høyrepopulisme betyr at man taler og skriver fritt om islam og muslimer. Det er en slik offentlighet som får de anstendige til å gå amok.“Pøbelvalgkampen”, er tittelen.
For første gang siden 1972 stemmer jeg ikke. Jeg afventer Dansk Samling, men jeg vil opfordre enhver nationalt sindet, der vil stemme til at stemme på det mindst ringe alternativ, Dansk Folkeparti. “Den eneste grund til at Danmark har undgået svenske tilstande, er… Dansk Folkeparti,” skriver Kim Møller. I Sverige ville pressens propagandister kalde mig “nationalist”, men det er jeg ikke. Jeg er patriot i George Orwell’s forstand: George Orwell: Notes on Nationalism.
Næsten samtlige politikere har uden demokratisk tilladelse givet mit land væk til dysfunktionelle landes statsborgere i 32 år, og det skal de holde op med. Ikke delvist, men fuldstændigt. Der skal ikke én eneste “flygtning” ind i dette land mere, og især ikke muslimske.
Tværtimod skal titusinder ud inden de når at starte en borgerkrig i mit land. Når det er almindeligt vedtaget, er jeg igen et medlem af det danske demokrati. Ikke før. Dagens valghandling rager mig langsomt. Det er ikke mine politikere, det er fjendens. Lidt fra eller til efter parti, de er alle Danmarks fjender.
En Frode Jacobsen, en Gunnar Dyrberg eller Hans Edvard Teglers kunne have skudt disse politikere for længe siden. I kunsten at få andre og sig selv skudt, fører svenske politikere jo stort. Bøvede danske og norske halser noget efter dem, og mon ikke de når det?
Deres fremtid er, som man kan se i Sverige, mord. Masser af mord. De onde vil myrde de gode, og de gode vil myrde de ansvarlige for mordene. Mennesket vil være sig selv lig: Morderisk. Den fremtid disse politikere har beredt vores børn, er mord.
Ingen huvudstad är väl mer älskad i Sverige än København, möjligen i konkurrens med London. När Stockholm kallar sig ”The Capital of Scandinavia” vet alla att det egentligen bara finns en riktig storstad i norden, och den bebos av danskar. I Danmark är korven röd, ölet skummande och människorna lite lyckligare.
Tills 2001, då alla blev rasister i stället. Och i morgon ska de rösta fram en ny regering. Det Danmark vi kände gick under i en malström av främlingsfientlig retorik och hårdare tag mot flyktingar, särskilt muslimer. Den nya stjärnan på 00–talet hette Pia Merete Kjærsgaard och hade lika mycket energi som Maud Olofsson men en förfärlig människosyn. Partiet hon grundade, Dansk Folkeparti, blev efter valet 2001 stödparti åt den borgerliga regeringen. Steg för steg förändrade hon Danmark och den danska offentligheten. I dag kan man säga vad som helst om flyktingar men inte kritisera Pia Kjærsgaard utan att bli slarvsylta i medierna. En ofta rent rasistisk åsiktskorridor reglerar alla samtal och de flesta humanistiska röster har tystats.Det Danmark vi inte känner
“Racismen” er stor i Sverige ligesom den statsunderstøttede genus-ideologi. Der gør ikke nogen af delene mere virkeligt eksisterende. PEW Research afkræfter det. Protestantiske noreuropæere er de mindst “racistiske” i verden, men dumme politikere kan naturligvis gøre dem til “racister” ved at sende dem ud i en overlevelseskamp, hvis de er ihærdige nok jævnfør landsforrædderne gennem 100 år, Det Radikale Venstre, Helle Thornings kompissar.
Frihedskæmperen Gunnar Dyrberg sagde: “Når jeg tænker tilbage, skulle vi nok have likvideret nogle flere stikkere. Det var faktisk alt for få, vi fik ram på”. Der vil komme en dag, hvor danskere ikke kan få ram på politikere nok. De skal ikke forestille sig, at de er ansvarsfri. De skal ikke forestille sig, at det kun er en Westergaard eller Hedegaard, som skal bøde personligt for politik. Naturligvis ikke.
I deres Danmark lever vi risikabelt, og det vil også komme til at gælde for dem efterhånden. Det manglede bare, at der ikke skulle herske “alla människors lika värde” på det felt. Nogen vil efterhånden ønske slå dem ihjel, og det vil desværre være fuldt forståeligt. De har selv skabt vilkårene. Det vil ikke være sådan, at kun nogle lever i livsfare. Alle vil leve i komme til at leve i livsfare, når de her personer får deres vilje. Vi vil ikke se en socialdemokrat eller SF’er gå alene på Købmagergade uden livvagt som man kunne se Villy Søvndal for få år siden. Det vil ikke forekomme. Nogen vil ønske at drage dem til ansvar. Det er det Danmark, du kender, eller som de har lært dig at kende.
Vi er sikkert mange, der husker svenske journalisters dækning af Danmark i årene 2001-2011.
Selvom jeg ikke har haft tid til at skrive eller læse andet end hovedrubrikkerne siden jeg forlod København i fredags, har jeg set dette, som den uindviede må tro er løgn. Det er bare lidt værre end normalt. Siden jeg forlod København, har mindst syv svenskere mistet livet voldeligt. Rare læsere kan supplere med de ofre for svenske politikere, jeg måtte have overset.
Min fornemmelse siger, der er knap et mord i Sverige om dagen, men BRÅ påstår der kun er 90 om året. Jeg prøvede at trænge til bunds i diskrepansen i Det er svært at dø i Sverige, da man skulle tro, det var af en en vis interesse for kommende, voldeligt døde, som BRÅ kalder “selvmordere” eller døde ved “uheld og ulykker.” Døde er de ligevel, og hvad de selv mener om deres egen død, har vi ingen anelse om. Vi kender kun de endnu levendes løgne, og vi ved faktisk ikke, hvor mange mord der er i Sverige om året. Folk dør, statistikere fifler.
Dette er hvad danskerne stemmer for på torsdag. Med “de blå” vil det gå lidt langsommere end med “de røde,” men målet er det samme: Blod, kaos og forarmelse, og danskerne lader sig føre som lam til slagtebænken af politiserende TV journalister, kan jeg forstå. Jeg ser dem med omhu ikke. Sjunne.com.
Videoen skulle komme i dag, tirsdag, redigeret ned til et kvarters tid. men jeg syntes at hele timen fortjener at komme ud til offentligheden. Jeg synes, diskussionen er vigtig, også selvom den burde have varet i tre timer, også uden salen. Det er vor tids vigtigste diskussion i forhold til hvilken, resten af folkemødet blegner. Rigtig mange interesserede i Allinge kunne jo heller ikke komme ind til mødet.
Det var min hollandske ven Jan W., der mindede mig om, at jeg havde back up af lyden, og jeg uploadede den pronto. Det var lykkedes mig at glemme den omgivet af mennesker og turist, som jeg er indtil tirsdag aften.
Katrine Winkel-Holm og Aia Fogh indleder indtil minut 4:40. Flemming Rose slutter minut 15:33, hvor Wilders begynder. Lyden er taget fra højttaleren tæt ved, da jeg ikke kunne placere mikrofonen foran taleren, som jeg plejer. Lyden er dog helt acceptabel.
Trykkefrihedsselskabet annoncerer til sidst en konference den 26 september på Christiansborg med Mark Steyn, Douglas Murray, Henryk Broder og Flemming Rose. København er stadig Europa’s dissens-by, som den var Europa’s jazz-hovedstad i 60’erne og 70’erne. Det gør én stolt som indfødt på Christianshavn.
Poul Christian Matthiessen, professor, dr. polit., og Gunnar Viby Mogensen, dr.phil. “Indvandringstallene er en katastrofe”
Det er denne slags kronikker fra de største autoriteter på området, politikerne konsekvent har ignoreret og ikke kommenteret. Det er derfor jeg tager dem som lutter varm luft ved dette valg. Det er ikke mine repræsentanter længere, jeg deltager ikke. Der foregår – uanset mange ikke har opdaget det,- et irreversibelt, historisk forræderi mod den danske befolkning i disse årtier, og jeg legitimerer det ikke ved at stemme for nogen af de involverede politikere. Tværtimod er min bestræbelse, at de skal komme til at stå med hele det tunge ansvar, som er deres, og det kan kun gå for langsomt her 32 år efter 1983 og 14 år efter 2001.
De nye vandringsstrømme kommer altså til os i en situation, hvor vi under alle omstændigheder for længst har passeret maksimum for, hvor mange borgere fra underudviklede lande, vi kan modtage uden alvorlig skade på velfærden for den befolkning, som er født her, eller som tidligere er indvandret til Danmark. [..]
Den internationale demografiske udvikling generelt peger altså entydigt på, at den voldsomme stigning i vandringerne mod Danmark fra de ikke-vestlige lande vil fortsætte. I SR-regeringens tid, hvor vores udlændingepolitik samtidig er blevet markant lempet, har det årlige antal nye indvandrere fra de ikke-vestlige lande gennemsnitligt ligget omkring 50 pct. over niveauet under de forudgående borgerlige regeringer (Nyt fra Danmarks Statistik 10.02.2015).
