Jeg går en tur inden det er blevet over 25 grader og igen efter solnedgang. Luften er allerede til at skære i. Byen er næsten morgentom bortset fra nogle utrættelige, asiatiske turister.
Det er etterhvert et berg av informasjon som peker i retning av at IS-kalifatets islamister ønsker å ta krigen videre til Europa for alvor. Når den tyske avisen Die Welt setter noe av denne informasjonen sammen, avtegner det seg ikke noe lystelig bilde, ei heller for Norges vedkommende:
For et år siden proklamerte IS sitt kalifat. Nå forbereder de islamistiske terroristene en ny strategi: systematisk å sluse krigere langs flyktningerutene inn i EU.
Avisens reporter Alfred Hackensberger har møtt en anonymisert person som i lang tid har arbeidet som Midtøsten-informant for flere europeiske sikkerhetstjenester. Han er preget av å ha vært i et fangenskap i Syria som han klarte å rømme fra med en kombinasjon av flaks og dyktighet, og har ikke tenkt seg tilbake i jobben. Kanskje står han derfor friere til å lufte sine tanker for en reporter: Informanten er redd for hva som er under oppseiling i Europa.
Lorenz Berger er fremdeles blek i ansiktet. Uken i fangenskap hos terrormilitsen “islamsk stat” har satt sine spor. Det gjør vondt i ryggen etter gevær- og stokkeslag, som han pådro seg for krusifikset på halskjedet sitt. Det forurensede vannet han måtte drikke gir ham fortsatt magekramper. Berger heter egentlig noe annet, og han kan håndtere ekstreme betingelser. Han var en gang soldat, og har lenge reist rundt i Midtøsten for diverse europeiske sikkerhetstjenester, som freelance-agent så å si.
Men det var noen dager i Nord-Syria han trodde at han ikke ville slippe unna i live. Så slapp luftvåpenet til diktatoren Assad noen bomber. Blant Bergers torturister brøt det ut panikk. Da en av dem lå død i et hjørne, tok Berger geværet hans, stormet avgårde og skjøt seg vei gjennom. “Jeg ser fortsatt for meg overraskelsen i øynene deres,” erindrer han. “Men da de så meg, var det for sent for dem.”
Reporteren møter Berger i Istanbul. Dit kommer også en av hans kontakter i IS. Han har hatt problemer med å reise til Europa, men løser dem snart:
”Desværre vil der på grund af fejhed og dumhed hos en række civiliserede lande, som ikke er villige til at danne en international styrke, dø hundredevis, hvis ikke tusindvis uskyldige mennesker, siger Milos Zeman. Milos Zeman er overbevist om, at Vesten skal stoppe indvandringsbølgen til Europa, som finder sted i øjeblikket.
Jan Sjunneson om den dag den svenske middelklasse vågner og opdager, de alligevel ikke vil afskaffe sig selv. Da slutter en hel del politiske karrierer, må man forudse:
Manipulativt angrep på Lars Vilks-komiteen HANS RUSTAD
Kristeligt Dagblad serverer et ytterst perfid angrep på Lars Vilks-komiteens primus motor Helle Merete Brix. Avisen gjør seg til talerør for Informations redaktør Niels Ivar Larsen og en mer perifer Firoozeeh Bazrafkhan.
Journalist Benjamin Krasniks story foregir å være et nyhetssak, men den er en blanding av rykter, påstander, halvsannheter og fremfor alt: vikarierende motiv.
Krasnik gjør ikke noe forsøk ved å stille spørsmål ved Larsens begrunnelse for å melde seg ut av Lars Vilks-komiteen. Intervjuobjekt og journalist inngår i en incestuous symbiose, hvor den ene snakker den andre etter munnen. Det er spesielt kvalmende når det kommer fra en avis som kaller seg kristelig: Man støter noen ut, brennmerker dem med en sørgmodig mine, som om man har gitt tåls og funnet seg i mye, men at det dessverre er nok nu.
Denne blanding av halsvannheter og vikarierende motiv er vanskelig å forsvare seg mot når de serveres med glatt ansikt.
Belinda Olsson kan ikke lide Jimmie Åkesson, men det er mere end det. Hun har åbenlyst besvær med at stille relevante eller bare forståelige spørgsmål, og skjule sin egen politiske observans lykkes hende heller ikke. Den kompetente Mats Knutson fik et hjerteinfarkt, og så blev det amatørernes dag. Sex av tio M-väljare vill ha nyval, men det går ikke, for vi ved jo hvad resulatet bliver: SD bliver større end DF er i Danmark. Det må ikke ske før det sker, nemlig i 2018. Da er Sverige måske allerede “en fejlslagen stat”, som psykiateren Henrik Day Poulsen skriver i Berlingske. Selv har jeg beskrevet tilstanden som: En maksimal indvandrerbefolkning, på vej mod 50 procent, og en maksimal modstand. God idé? Den der lever, får se.
Varmeglæde
Jeg downloadede en temperatur-app og gik i byen. Det er jo ikke til at mene noget i det vejr. Det er ikke til at udstå dårlige nyheder sådan en dag.
Nogle gange kan man ikke lade være med at gyse, når man tænker på hvilke små marginaler i fortiden, der kunne have haft vidtrækkende konsekvenser for den nutid, vi er så heldige at have. Hvis ikke stormen på København var blevet slået tilbage i 1659. Hvis ikke Napoleon havde haft svære hæmorider ved Waterloo, hvis ikke Hitler konstant havde blandet sig i sine professionelle generalers beslutninger med amatøragtige, impulsive indfald. Hvis ikke muslimerne havde lidt nederlag i kamp med Karl Martels hær ved Poitiers 732. “Maurerne” blev ikke skubbet ud af Frankrig i ét slag – men i fjorten over næsten 200 år.
Hvis ikke den polske kong Jan Sobiesky og hans kun 14.000 ryttere i alleryderste 12. time havde reddet den lille garnison i Wien fra tyrkerne på Kahlenberg lidt øst for byen. Hvor tynd en tråd Wien og Vesteuropa hang i i 1683, blev jeg mindet om ved gensynet med denne dokumentar.
I stedet blev det begyndelsen til enden for det Osmanniske Imperium, Kalifatet (1299-1922), der endelig gik nedenom og hjem 300 år senere, og det blev begyndelsen til det Habsburgske Dobbelmonarki og oplysningstiden i Europa, der med sikkerhed ikke ville have fundet sted i et europæisk kalifat. Farvel Tycho Brahe, farvel H.C.Ørsted, farvel dampmaskiner, rumfart og computere. ISIS ville ikke have haft deres Toyota’er, mobiltelefoner og Kalashnikov’s. Verden havde henligget i Muhammed’s formørkelse, ligesom tyrkerne gjorde de næste tre århundreder indtil Atatürk befriede dem. De har aldrig indhentet det de forsømte ved f.eks. at forbyde bogtrykkerkunsten.
Der er stadig mellemeuropæiske politikere, der ved udsigten til et tyrkisk EU-medlemskab udbryder: “Redningen af Wien i 1683 kunne lige så godt ikke have fundet sted,” men de var jo nok populister. En populist er en, der mener noget andet end en journalist. Det er dejlig nemt at huske.
Det har vakt en smule oppsikt at Informations redaktør Niels Ivar Larsen via Facebook bekjentgjør at han trer ut av Lars Vilks-komiteen.
Hermed bekendtgøres: Jeg er ikke længere medlem af Lars Vilks-komiteen. Til gengæld vil Lars Vilks i morgen blive inviteret til at blive medlem af Fri Debat. Lars Vilks fortjener hele to foreninger, der kæmper for hans ytringsfrihed.
Noe av begrunnelsen kan man finne i en annen postering samme kveld:
Muhammed-tegninger i dag? Kan de kalde på en befriende latter, kan de rykke os alle et nyt sted hen? 10 år efter er svaret nej. De er kapret af en konfrontationslogik, der fordummer totalt. Religionssatiren må søge nye veje. Hvis den vil være intelligent og morsom. Og hvis den ikke vil være det, så kan det være det samme.
