Jeg og min ledsager, som Jonna Dwinger altid skrev, – lad mig kalde ham Sosu-assistenten – vidste der var TV-debat mellem Thorning og Løkke. Ingen af os ville overvære den for penge, og vi havde en stående aftale på Grillbar Grisen i Fredensgade, som Pia Kjærsgaard for nylig indviede. Grillretter men alt hjemmelavet. Jeg kom en tre-fire Kim Larsen numre for tidligt, og måtte fortælle servitricen, at Kim Larsens stamværtshus på næste hjørne, Broens Bodega, var lavet om til Frederiks Café. Et tab for kvarteret. “Bor han ikke i Odense?” “Jo, men det har han ikke altid gjort. Han boede i Rørholmsgade, så han kunne kravle hjem fra Broens Bodega.” Den havde åbent til kl. 05.
Det har været et “annus horribilis”, dette halvår. Charlie Hebdo og Krudttønden med efterfølgende pop-gange og sange. Hospital og operation, tabet af 90.000 i annoncekroner for bloggen, og nu en mulig rød valgsejr. Alle ulykker vil ske på én gang, tror Fanden man vil trøstespise.
Jeg havde forberedt mig ved ikke at spise hele dagen. Sosu-assistenten ankom og vi gik ombord i de dejlige retter, som madanmeldere nærmere har beskrevet. Jeg lader 68 ernes børn anmelde mad, de trænger til noget at gå op i, som er lyserødt uden at være decideret revolutionært: Haute cuisine!
“Har du lagt mærke til, hvor hipt et publikum det er for Nørrebro,” sagde han. Han er barnefødt i Rantzausgade. “Vi er nok i 2200 N, men mentalt og socialt er vi på Østerbro.” Jeg syntes også, når jeg så mig omkring, at det lignede antropologistuderende med en forældrekøbslejlighed. Der foregik en politisk samtale ved bordet bag os, som han diagnosticerede til Enhedslisten, og de og de Radikale kan danne regering alene flere steder på brokvartererne. Det er ikke løgn! Der er ingen DF plakater, de har opgivet på forhånd.
Jeg fortalte min ven om Kollektivet Fredensgården, der lå ude hvor midterrabatten af motorvejen Fredensgade nu ligger, hvor jeg har røget noget hash dengang. Det var en smal gade, hvor der ikke var plads til meget foruden linje 10. Viggo Rivad fotograferede da den blev stormet og revet ned. Fredensgade er en af Danmarks flere, blinde motorveje. Da den nåede Øster Søgade, ombestemte øvrigheden sig. Den er et sindbillede på demokratiets virkemåde, ligesom TV 2. Det skulle være privat og ligge i provinsen, men det blev både privat og licensfinancieret og ligger både i Odense og København. Portræt af overblikket hos ‘the best and the brightest’.
Vi gjorde os færdige og gik ned langs Sortedamssøen mod den café, hvor Restaurant Guldanden lå, dengang jeg i starten af 60 erne boede i nr. 99. Den er også ret hip, hvad området virkelig ikke var i 1960. Oven over restauranten boede rigtig nok Ebbe Rohde, men lige på den anden side af gaden boede 10.000 havnearbejdere fra den stadig eksisterende Frihavn, men på Ingrid Jespersen går overklassen stadig som den gjorde for 50 år siden. Jeg har gået i børnehave der, men drenge kunne heldigvis ikke gå på en pigeskole, som den endnu var.
Nu stødte vores ven, turistføreren til, han havde set valgdebat, og fortale at Thornings debatkultur og hendes afbrydelser var en skandale, at hun var hektisk, nervøs og eksalteret. Alene hendes vejrtrækning. “Hvordan kan denne flagrende person være mere tillidsvækkende end Løkke,” spurgte jeg mig selv og overvejede om jeg alligevel skulle se den. “Så kan journalister alligevel udrette mirakler,” svarede jeg mig selv.
Da jeg kom hjem, så jeg ti minutter, men så svigtede modet mig. Skuespillere er mere naturlige, det gav mig lyst til at drikke noget beroligende, baldrian eller whisky. Jeg satte mig til at se mine fotografier igennem. Der er noget landligt og 70′ er-agtigt over interiøreret på “Grisen”, der indgav mig en vis tryghed. Kongehuset, kobberkedler, juleplatter, kronhjorte. En lille lomme af en mere tilregnelig og overskuelig tid.
Fortsæt med at læse “Grisen og flugten fra debatten”
