Af Monika Maron (Snaphanens oversættelse)
Forfatteren Monika Maron tog før jul til Dresden for at danne sig et billede af demonstrationerne. Hun forstår ikke ophidselsen og opfordrer ytringsfrihed.
Mandag før jul tog min ven og kollega Peter Schneider til Dresden. Vi ønskede selv at se fænomenet Pegida, der har hensat medier og politikere i en sådan ophidselse. Det er svært for mig at finde den rigtige tone om dette emne, de rigtige ord, fordi diskussionen er så forgiftet af de uvillige modtageres vrede. at den for hver sætning hænger mig i øret. Hvad er der at sige?
Hvor stammer vreden fra? Tager man Pegida-tilhængerene på ordet, så finder de, at det er vores pligt og asylbehandle krigsflygtninge og ofre for politisk forfølgelse, men at deportere afviste asylansøgere, og de kræver en lovmæssigt reguleret indvandring. Noget andet hørte jeg ikke i talerne, da jeg var i Dresden mandag.
Om de virkelig mener det, kan og vil jeg ikke bedømme. Af disse krav kan man hverken udlede racisme eller fremmedhad, og særligt da ikke nazistiske tilbøjeligheder. Selvom dette skulle være camouflage, og jeg alligevel tillage dem disse synspunkter, ville jeg have udelukket enhver dialog . Men det er, hvad der er sket fra begyndelsen [..]
Alle racister?
Er tre fjerdedele af alle tyskere racister og fremmedhadere, fordi de er frygter at islam vinder for stor udbredelse i Tyskland og langsomt udhuler det verdslige grundlag for vores dagligdag? “Fremmedhadere, racister, islamfjender” (iblandt “islam hadere”), synes at høre sammen i diskussionen om Pegida.
“Islam- kritiker” eller – “modstander” forekommer ikke, kun “hadere” og “fjender.” Men hvad ville en ven af Islam være? Hvilken grund har jeg til at være en ven af islam? Jeg kan være muslimers ven, men ikke en ven af denne uoplyste religion og dens politiske ambitioner, hvis hadpotentiale er så stort, at det har rystet hele verden.
Fra Burkini til megamoske
I den øjeblikkelige misére har alle parter del. Nogle har benægtet, at Tyskland er et indvandrerland, som det har været længe, vi har dog ingen indvandringslove i dag. De andre har råbt på tvangsgermanisering, som at der kun skulle tales tysk i Berlins skoler.
Alle parter har i fællesskab besluttet dobbelt statsborgerskab til flere generationer, som skulle øge integrationen, men har nok bare har handlet om vælgerrekruttering.
Om burkinis, skolerejser, kæmpe moskeer, bederum på skoler eller hvad tyske domstoles absurde mildhed overfor muslimske indvandreres kulturelle særpræg, der først vakte opsigt da en kvindelig dommer i Frankfurt tillod en mand at slå sin kone, ønsker jeg overhovedet ikke at tale.
Islamisering begynder ikke, når islam er blevet statsreligion i Tyskland
Fortsæt med at læse “»Pegida er ikke sygdommen, det er symptomet«”



