Penisblomsten, Amorphophallus titanum, sprang ud i forgårs, det er byens store tilløbsstykke. Der var mange i Botanisk Have, og mange ville fotograferes med den. Sjovt nok udelukkende kvinder. Er der en frisk genusvetare på linjen? De har også en i Bergianska trädgården i Stockholm, der hedder den Jätteknölkalla. Det ved jeg ikke, hvad betyder, men det lyder ikke videre penibelt. Der kan gå ti år imellem, og den er svær at dyrke kunstigt.
Timelapsevideo af blomstringen, otte dage presset sammen.
Mitterands personlige kok
Selvom jeg er en habil kok, går jeg ikke op i den højere gastronomi undtagen én gang om året, hvor jeg går på en svinedyr klasserestaurant bare for at minde mine smagløg om, hvad perfektion er. Spillefilmen Haute Cuisine (2012) handler om en virkelig person, Danièle Mazet-Delpeuch, en stærk dame og en virkelig kunstner fra Perigord, der bliver kaldt til Élysée Palæet af Francois Mitterand. Og den oser af charme.
En ven tog mig til Vester Vov Vov forrige vinter for at se El Bulli Cooking in Progress, verdens bedste restaurant i flere år, som også viser virkelige perfektionister i arbejde. Man kan nu se den hele på You Tube. Det er det der fascinerer mig mest, ligesom det tyske landshold man kan se i aften. Forbold kræver megen fysik, teknik, men tyskerne har det, som få andre hold har i øjeblikket: At spille som et hold, en enhed, der kan modtage en bold og tænke lynhurtigt tre-fire træk fremad. En skakspiller har meget længere tid til at tænke så langt. Hvis et hold ikke er begavet og kan tænke som én organisme, og skifte taktik, er det ikke et rigtigt fodboldhold. Det bliver ikke en nydelse at se på. Brasilianerne var måske ikke så dårlige som 0-7, men de var dummere. – Filmen er tekstet på engelsk.
I Essen er arabere gået løs på – ikke jøder, men glade tyske fodboldfans. I Berlin ville 1000 palestinensere storme en forsamlig af tyske fodboldfans, og blev kun ligge akkurat forhindret af politiet. Der er vold i luften. I Frankfurt lånte politiet endda deres højttalervogn til arabere, så de kunne svine Israel behørigt til. Vil alle nu overleve, når det fænomenale tyske hold formentlig vinder i aften? Det er sorte tider, og politikerne skal Fandeme være glade for, at de ligger på stranden, hvor de kan slukke mobilen. Politiet står tilbage med aben, om få år hvorfor ikke militæret?
Jalving: Svenskerne kan vælge virkeligheden fra
Jeg husker ved valget i 2010, at der foregik en livlig og informeret debat om det svenske valg i Danmark. Af og til var den interessantere end den i Sverige, og jeg er sikker på, at Danmark vil være en smerte i rumpen på syvpartiet denne gang også.
Jeg var derovre og sammen med Uriasposten og fulgte det på nærmeste hold. Det effektive politi nåede at give os to bøder på et døgn for manglende sele på en 600 meters tur og forkert parkering i en ensrettet gade, og vi blev smidt ud af et valglokale af svenskere ikke ville fotograferes, når de stemte. Vi interesserede os ikke for hvad, de stemte, kun for valghandlingens formaliteter. Bortset fra hos de joviale, glade skånske SD’ere, følte vi os ikke rigtig velkomne, og jeg hørte fra Kronofogden i årevis efter, men de blev arkiveret lodret. Jeg betaler ikke 2000 for at gøre Sverige en tjeneste. Jeg ser frem til ugen op til 21 september, nogle vil få nogle underholdende, ufrivillige spasmer:
Rigsdagsvalget nærmer sig i Sverige. Den 21. september falder dommen over den borgerlige regering, og meget ser ud til, at de borgerlige partier vil tabe valget til Socialdemokraterne og venstrefløjen. Men der findes en joker i dette spil. Sverigedemokraterne (SD) vandrer fra skandale til skandale i medierne, men det har tilsyneladende ingen negative konsekvenser. Partiet, som mener at repræsentere det virkelige, homogene Sverige, vokser dag for dag og kan blive tungen på vægtskålen.
Men det er, som antydet, blot en formalitet. For politisk set vil ingen af blokkene æde den hat at skulle samarbejde med et parti, som de selv har dæmoniseret i årevis. Sverige foran et valg
The Atlantic: Mapping which countries have the most and least youthful populations. Som Mogens Camre referede FN’s prognoser i sin tale forleden, så vil alene Afrikas befolkningstilvækst fra i dag til år 2100, være seks gange det antal mennesker der bor i EU i 2014. Milliarderne vil have valget mellem elendighed eller udvandring. Selvom vi ville have dem alle, ville vi ikke have fysisk plads. Europas befolkningstæthed er i dag 72.9/km2, Afrikas er 30.51/km2.
Det siger sig selv, at alene det at EU er begyndt at aftage fattigdomsflygtningene fra Middelhavet, er halsløs gerning der vil føre til et europæisk, demografisk selvmord omkring år 2050, hvis det ikke stopper ret hurtigt. At personer som Cecilia Malmström og europæiske parlamentarikere, der skulle være vidende personer, mener vi skal fortsætte ad den vej, vi er slået ind på, er temmelig skræmmende. Det er folk, som vil leve af at have overblik, der ikke kan se få årtier ud i fremtiden.
EU’s mening om den sag blev udtrykt så sent som i forgårs: More migrants needed in EU to offset age demographics. Lad mig oversætte: For at opretholde befolkningstætheden, er nødvendig ‘collateral damage’, at sende os ud i borgerkrig. Hvorfor skal den forresten opretholdes? Da der var 3.2 mio danskere i 1950, gik det fint selvom der var meget mere manuelt arbejde i landbrug og industri, end der er i dag.
Europa vil stå overfor en betonvæg, hvor det skal beslutte om det vil leve eller dø. Hvor svært kan det være at have ansvaret for et kontinent og en hel kultur, der har været førende i 2000 år, men er kommet i mindretal i verden? (Se Det kreative samfund: ‘Hvorfor kom Vesten foran?’)
Flygtningekonventionen kommer til at blive opsagt, en flådeblokade kommer til at ligge i Middelhavet. Hvorfor skal det ske for sent, hvorfor ikke i tide? Jo længere de ansvarlige venter med at gøre det rette, jo mere vil deres hoveder blive krævet på et fad. Ansvar betyder også at blive gjort ansvarlig – ikke af konventioner eller et korrupt, udueligt FN, men at stå til ansvar overfor et folk, man har forrådt.
Det er sommerferie, også min. Der sker intet udover det sædvanlige. Hamas angriber Israel for tredje gang på seks år, de samme anstændige svindlere protesterer i Politiken over “Israels overdrevne og voldsomme brug af militærmagt over for et folk i knæ“. Hvis Margrethe Auken, biskopperne og Jørgen Bæk Simonsen havde fået en politisk åbenbaring, ville det have været breaking news. Europæiske jøder er lidt mere truet end sædvanligt af agressive arabere. Endnu har de ikke dræbt så mange i Europa, men der er ingen god grund til, at de ikke vil ske. Vi har importeret religiøse fascisters krig.
I radioen er der gået haute cuisine i hippiernes børn, det har ikke været nemt at være børn af alle de rødstrømper og venstresocialister, jeg takker mine højborgerlige, ‘reaktionære’ forældre og ‘den sorte skole’, i Sverige er der de sædvanlige mord, brande, voldtægter og ‘åldringsrån’, oldinge er taknemmelige at overfalde, og i morgen bliver det regnvejr. Intet udover det sædvanlige. Det er så uforudsigeligt, som at høre en metronom tikke. Jeg kan trygt vende mig om på den anden side og høre musik. Alfredo Catalani er alt for god til at være så ukendt. Han var kun 24 år, da han skrev Contemplazione.
En svensk fremmedpolitik? Jo, tak, god idé
Set udefra sejler det hele. Sverige tager revl og krat og følger ikke sine egne love. Sverige lader sig invadere af 2.500 “asylsøgere” om ugen, hvoraf blot en brøkdel har nogen asylgrund. Hvorfor? Hvorfor spørger svenskerne ikke deres politikere, hvorfor de lader dette ske? Hvorfor haster bortgivelsen af landet så meget?
Udsalget af Sverige minder om bogudsalgene i Helligåndshuset, hvor bøgerne første dag koster 50 kr. og sidste dag 5 kr. Kom og køb, det hele skal væk! Man kalder det “et hollandsk bogudsalg”, her kunne vi kaldet det “det store svenske landsudsalg.” Det er et mysterium at bevidne, og Svensson selv er ligeglad eller uinformeret af en presse, der synes, at dette er i sin bedste orden. Sverige er som en patient i det yderste stadie af depression, uden nogen vilje til længere at udholde smerten ved at leve, men for afkræftet af sygdom til at hoppe ud foran et tog. Læs Merit Wagers: ”Varför berättar inte de styrande om det accelererande asylmissbruket?”
Fira din semester i Sverige genom att söka asyl, bo gratis, få semesterpengar och permanent uppehållstillstånd av Migrationsverket!
Varje dag kommer det prydligt klädda barnfamiljer till Migrationsverkets asylansökningskontor. Familjemedlemmarna kan ha sitt bagage i vars sin ryggsäck, barnens ryggsäckar är förstås av modell mindre. De är på semester i norra Europa och passar på att söka asyl i Sverige.
Det Migrationsverkets höge tjänsteman inte ville berätta var att en betydande andel av de asylsökande som säger sig komma direkt från krig/förtryck i Syrien eller Somalia i verkligheten inte på många år har bott i något av dessa länder eller rentav aldrig har bott där.
Hur ser verkligheten ut? Jo, stora grupper av dem som säger sig komma direkt från Syrien bor redan legalt i ett annat EU-land som Danmark, Spanien, Italien eller Grekland och har medborgarskap där eller uppehållstillstånd. Eftersom de bor inom EU reser de legalt, enkelt och bekvämt till Sverige.
Ett annat exempel som beskrivs som vanligt förekommande är att medborgare i Marocko, Algeriet, Libanon, Jordanien eller Irak köper bra förfalskade syriska identitetskort och blir i falska syriska identiteter beviljade permanenta uppehållstillstånd och ges flyktingstatus i Sverige.
Vi tar upp genusfrågan ur olika perspektiv. Är det tabu att prata om kvinnors våld mot män? Har genusdebatten gått överstyr? Medverkande journalisten Ingrid Carlqvist, psykologen Eva Rusz och matematikern Tanja Bergkvist. Mikael Jalving
Det svenske genusvanvid undgår jeg stort set undtagen de mere morsomme udtryk: Ligestillet snerydning, kvinder der vil stå op og tisse, unisex toiletter på Stockholms Rådhus og trompeter som mandlige fallossymboler. Danskere kender lykkeligvis ikke ord som “könmaktsordning” og “härsketeknikker.” Det hele stammer fra nogle temmelig spekulative “forskere” i 70 og 80’erne, og det er politisk pseudovidenskab af værste skuffe.
Svenske politikere har af uvisse grunde forsynet det med godt med penge og professorststillinger, og derfra har vanviddet bredt sig til hele landet. Ingen andre lande kender det med tilsvarende styrke. Jeg kender kun to danskere, der har advokeret for at indføre galskaben i Danmark: Drude Dahlerup fordi hun selv lever godt af branchen, og Hanne Vibeke Holst fordi hun er en naiv politisk drømmer, en kvindelig Jakob Holdt bare lidt mere soigneret. Man kan læse nærmere om det på den livlige og begavede matematiker Tanja Bergqvits blog. – “Those whom the gods wish to destroy they first make mad”
Nogle magthavere der tror, de kan styre det her i længden? Jo, bla. engelske og svenske politikere, men man ser hvilke metoder, de skal gribe til i fremtiden. Held og lykke!
Et enkelt politisk mord, på f.eks. Anjem Choudhary, og de engelske hær skal sættes ind for at belære de politikere, der ikke vil høre på advarsler, hvor tæt de har placeret deres land på kanten af en afgrund. Altsammen fuldstændigt unødvendigt og i Danmark forudset for årtier siden.
Når man hører den svenske debat, gør dens overvejende ubehjælpelighed indtryk på en. I Danmark har debatten lykkeligvis været højnet af ubange akademikere i mange år. Hvor meget det så vil bidrage til at afværge en katastrofe, er svært at afgøre endnu. Når man hører flertallet af danske politikere, synker hjertet brystet på én.
Programmet forsøger at berolige med “nogle få ekstremister,” men det har aldrig være det store, tavse flertal, der flyttede historiens gang: Why the Peaceful Majority is Irrelevant, og det bliver det heller ikke denne gang. En blind tro på fornuften, kan jeg ikke anbefale, der er andet der styrer et samfunds gang, følelser, tilfælde og politikere, der er tonedøve overfor, hvad der bevæger sig i folket.
Känslomässigt stor förlust om någon tar cykeln
Det er Sveriges Radios severing af halvårsstatistikken fra BRÅ. Der blev anmeldt 693 000 forbrydelser, altså én pr. hver 13.5 svensker – på et halvt år. Det er en for hver sjette svensker på et år. Tror Fanden de litterære snyltere har kastet sig over genren “Den svenske krimi.”
Der er mange forbrydelser, der går en følelsesmæssigt mere på end et cykeltyveri. F.eks, at “Brott mot person”, som er øget med 2 procent, eller at seksualforbrydelser er øget med fire procent til 8.840, eller at voldtægt er øget med 9 procent til ufattelige 2.950 anmeldte voldtægter. Man kan lave en krydstjekning mellem SR’s traumatiske, svenske cykeltyverier, og så den virkelighed, som de færreste svenskere ser, fordi den kunne indgive dem forkerte tanker. Anmälda brott Preliminär statistik för första halvåret 2014
Dan Park er fræk ad Helvede til, og der er næppe nogen, han ikke kan provokere, og det er måske netop hans bedrift: At ligesom Lars Vilks virke som en gammeldags fremkaldervæske på svenske magthavere og kunstetablissementet.
Det er der ikke mange svenske (eller danske) kunstnere, der kan prale af, selvom de alle hævder, at netop det provokerende er det interessante ved kunsten. For en ordens skyld, er jeg helt uenig i det. Hvis man ikke har andet end ‘provokation’ at byde på har man noget, men ikke meget. De fleste ‘provokerende kunstnere’ kan ikke engang provokere, og så kommer kunst endda af at “kunne.” De kan altså ingenting.
Tag Elisabeth Ohlson Wallin, der har hele etablissemnet i ryggen for at være provokerende, hvor de eneste hun har provokeret med sine trivielle propagandafotos, er en lille niche af svenske kristne. Wallins billeder viser, hvordan hendes idealverden ville se ud, hvis alle var svenske feminister, pseudokommunister og lesbiske, og det kan virkelig ikke provokere nogen i den svenske elite, som hun har holdt sig så gode venner med. Meget magert er et resultat for en erklæret provokatør, men det gav kors og bånd og stjerner på. Det er altid nyttigt at fedte for magten og censurere sine egne eventuelle tanker.
Park udstiller deres livsløgn, og det er det hele værd uanset om han evt. skulle være “nazist” hvilket foreligger ubevist. Ingen har gjort set siden Vilks i 2007. Så ligegyldige og irrelevante er det svenske velfærsdskunstliv. Hvem interesserer sig for hofsnoge? Det skulle da lige være hoffet selv, og deres andre snoge: journalisterne, som også lever i den livsløgn, at de er magtkristiske og alternative.
Park viser, at hvis man udfordrer deres livsløgn, er der ingen grænse for hvilke yderligheder, de er parate til at gå, og det er i sig selv en sjælden bedrift, især i et konformt land. Han illustrerer, at det multikulturelle Sverige er blevet en totalitær stat. Det var jo Mikael Wiehe, vi var vant til at få den besked fra, men den gamle kommunist er blevet ‘dansband’ musiker, nu hans egentlige projekt gik lidt i vasken i 1989. Det går stadig fint med at smadre fædrelandet, for Wiehe er i virkeligheden også på magtens side, han har bare ikke opdaget det.
Park risikerer alt, Wallin blot hyldest og anerkendelse. Park risikerer fysisk tæv, fængsel og endda sit liv, og han gør alligevel, hvad han gør. Wallin er sandelig en modig kunstner, og Park er en farlig forbryder, ikke?
Billedet forestiller Elin Krantz og hendes morder, ethiopieren Ephrem Tadele Yohannes, en af de ret kriminalsager jeg har valgt ud af dødsofre for svenske multikulturalister. Det er et højpolitisk billede, for svenske medier og politikere gik i de dage rundt og dukkede nakken som de fejge personer, de er over et meget ‘ubekvemt’ mord, som aldrig ville være sket uden deres ivrige medvirken.
Elin Krantz er blevet ikonisk for, hvad Riksdagen gør ved Sverige, så hendes skæbne er stadig værd at læse om, hvis hendes død ikke skal være fuldstændig meningsløs.
Thirty years ago, as editor of the Salisbury Review, I began to receive short articles from a Bradford headmaster, relating the dilemmas faced by those attempting to provide an English education to the children of Asian immigrants.
Ray Honeyford’s case was simple. Children born and raised in Britain must be integrated into British society. Schools and teachers therefore had a duty, not merely to impart the English language and the English curriculum, but to ensure that children understood and adhered to the basic principles of the surrounding society, including racial and religious tolerance, sexual equality and the habit of settling conflicts by compromise and not by force.
Honeyford complained of the damage done by the multicultural ‘experts’, whose sole aim seemed to be ghettoisation. He recounted his efforts to explain to parents that it was in fact against the law to take their children out of school for weeks on end during term time. As a result of these efforts, Muslim activists packed a meeting in his school in order to make loud and threatening protests. Honeyford wrote from a spirit of genuine concern for children whom he was trying to protect — girls who were being forced into marriage, boys who came to school already exhausted from their lessons in the madrasah, children who were being brought up to believe that they were living in an alien place to which they did not belong and to which they owed neither loyalty nor gratitude.
Skarp som Mogens Camre. Hvis – lad os vove en utænkelige tanke, – blev udsendt på DR i ‘primetime’, ville den forårsage en politisk omvæltning i Danmark , der ville få jordskredsvalget i 1973 til at ligne et lille sandslot. Den ville blæse 3/4 af de inkompetente landssvigere ud på Slotpladsen, hvor de hører hjemme: I permanent søging efter et ukvalificeret job, der svarer til deres evner. “At køre truck kræver jo et certificat”. DR ville vide det, og derfor kunne de aldrig drømme om at sende denne tale. Nogle burde undertekste den på engelsk, sådan set alle, men det vil være et kæmpearbejde.
“Der er kommet gang i befolkningsproduktionen efter at den hvide mand opfandt penicillin og udviklingsbistand. Det havde været ønskeligt, om vi samtidig var begyndt at hælde p-piller i disse landes drikkevand. Det voldsomme befolkningspres fordeler sig allerede nu i Europa via lande, hvis ledere ser ud til at have mistet realitetssansen mht. konsekvenserne af befolkningstrykket udefra. …
Professor Raphael Israeli, som er ekspert i islamisk historie og tilknyttet Det Hebraiske Universitet i Jerusalem, forudsiger, at hele Europa vil blive forvandlet til et ‘Eurabia’ i løbet af et par generationer. Af vor verdensdels befolkning (Europa excl. Rusland) er 30 millioner i dag muslimer, men det tal ventes at blive fordoblet til 60 millioner i løbet af de næste 25 år.
‘Den demografiske udvikling vil føre til en situation hvor ingen hollænder eller franskmand vil kunne blive valgt til sit lands parlament uden støtte fra det muslimske mindretal, som vil få en stadig mere afgørende stemme ved sammensætningen af europæiske regeringer.’ …
Befolkningsudviklingen og det deraf følgende stormløb mod Vesten er en altoverskyggende trussel mod hele vores kultur, en trussel mod den vestlige civilisations overlevelse.
“Vi står altså i en situation, hvor antallet af danskere både absolut og relativt falder medens vi ser et voldsomt stigende antal mennesker med en helt anden kultur. Der er ikke saglig grund til at tro, at vores samfundsmodel kan opretholdes, hvis denne udvikling fortsætter, for en alt for stor del af den ikke-vestlige indvandring består af mennesker som i det væsentlige savner kvalifikationer for at begå sig i et moderne samfund og som da også ønsker et helt andet samfund.“ Mosbjerg Folkefest 2014: Mogens Camre – Om demografi og uduelige politikere
Dette har Sheraz M. Kiani sendt til en ven af mig. Han virker vældigt besat af homosex. Han skriver til en anden dansk jøde, med et navn jeg skjuler her.
Heil Hitler!. Stå ret i små hunde, nu er det tid til røvpuling og gas, sagde Hitler til HEC farfar!!! Oberst Schulzt tog dags Negro dildo og gennempulede løst på H…far før han gassede ham til en langsom og smertefuld død. Længe leve Holocaust og læge leve Hitler.
Du er en rigtig dengse, Sheraz M. Kiani. Man kan sige, at danske debatkultur med dig, har tabt noget i kvalitet. Hvem er du, der opfører sig sådan? Det vil uden tvivl interessere offentligheden og der er måske et behjertet menneske, der vil melde hr. Kiani til politiet.
Der findes nogle interessante dokumentarer om nazibevægelsen, som en forening af skabsbøsser: Hitlers hemmelige liv (tysk, engelsk, utekstet, flere overlevende homoseksuelle medvirker.) En vældig ubehagelig erkendelse for homoseksuelle, fordi nazisterne forfulgte og dræbte homoseksuelle, foruden jøder, naturligvis.
Men vidnerne er der helt tilbage fra ungdomskameraten August Kubizek i Wien. Det er meget ubehageligt for homoseksuelle at forholde sig til, men selvom vi aldrig sår sandheden at vide, kan det ikke afvises.Ernst Röhm var udpræget homoseksuel, og Hitler fik ham hurtigt myrdet.
Sheraz M. Kiani kan være en lige så patologisk person, det kan ikke udlukkes, men han må naturligvis undersøges, når han nu stikker hagen så demonstrativt frem. Han er naturligvis velkommen til at henvende sig for en opklaring. Førstehåndsvidner er altid de vigtigste.
Jeg har haft jødiske venner siden jeg gik i underskolen. Jeg har aldrig oplevet nogen antisemitisme i Danmark – nå, ja, lige bortset den dem som Wivel Junior fandt her på Weekendavisen. Det fik han dette ud af. Det må han klare med sin egen samvittighed. Jeg giver ikke to potter the for familien Wivel, heller ikke pappa, der kæmper for sit liv med det vitterlige vås på Politiken. Nu skal jøderne i Israel igen klippe Hamas’- græsset i Israel. Det sker cirka hvert 3 år, når Hamas angriber Israel, at dette affald dukker op i Danmark åbenbart ganske sikre på, at 266 b aldrig bliver anvendt i mod dem.
Mine jødiske venner får at føle følgerne af Udlændingeloven af -83, hver eneste gang værre, følger der i længeden kan true dem ud af Danmark ligesom vi ser det i Frankrig, i Bryssel og i Malmø.
– Det som händer nu är jävligt, jävligt farligt, säger Henrik Rönnquist. Sverige är på väg mot diktatur, och jag vågar inte bo kvar här mycket längre.
Åtta timmar efter att polisen klev in på hans galleri, grep konstnären Dan Park och beslagtog minst åtta tavlor, är galleristen Henrik Rönnquist fortfarande i chock. – Visst skojade vi om att Dan skulle gripas, men aldrig i vår vildaste fantasi hade vi kunnat föreställa oss att det skulle hända. Nu vill jag lämna Sverige, säger Henrik Rönnquist. Dispatch
