D. 2. januar 1492 kapitulerede emiren Boabdil af den muslimske by Granada til det spanske kongepar “los Reyes Católicos” – Isabel og Fernando. De ligger begravet i Capilla Real på den anden side af gaden, og derfor er der tradition for en offentlig mindehøjtidelighed, arrangeret på den centrale Plaza de Carmen af bystyret – med deltagelse af politikere, militære repræsentanter og civile borgere.

Også i år fejrede spanske patrioter denne “dia de la toma” (erobringsdagen), der satte et punktum på den islamiske besættelse efter invasionen år 711 og i øvrigt bekræftede unionen mellem de to monarkers respektive riger León-Kastilien og Aragonien-Katalonien. Og også i år samledes folk fra den ekstreme venstrefløj til en protestdemonstration mod “el dia de la toma”. Den stemples som en racistisk utålelighed mod demokratiet. Blandt initiativtagerne var andalusiske separatister, nogle feminister og en gruppe muslimer ved navn “Fredens Moské”.

I Spaniens civilsamfund og til dels i statsapparatet er der mindre eftergivenhed – “kortere lunte” – i konfrontation med provokerende islamister. For et par år siden klagede en muslimsk organisation i et åbent brev til kongen over en anden nationaldag, som fejres i katedralen i Santiago (Galicien). Her står en statue af Sankt Jakob, som dræber en drage. Traditionen er, at kongen og statsministeren hvert andet år er til stede ved en festgudstjeneste til minde om Spaniens befrielseskamp, der – med pauser – foregik fra 718 til 1492. “Og det vedbliver vi med!” skrev kong Juan Carlos i et venligt svarbrev til de fortørnede muslimer.

– Af Torben Snarup Hansen – se også Izquierdistas radicales pretenden boicotear los actos conmemorativos de la Toma de Granada. Cheradenine Zakalwe er i Granada og poster egne videoes og fotos.

Migrationsverket søger svenske asylboliger – i udlandet

Svenske politikere er i transit fra tragedie til parodi:

I fjol sökte 54 259 personer asyl i Sverige. Mer än en tredjedel av dem var syrier. Andelen bifall har på två år ökat från 22 till 64 procent – och fortsätter att öka. Just nu söker Migrationsverket efter nya flyktingplatser – både i Sverige och ute i Europa.

Migrationsverket letar just nu med ljus och lykta efter fler platser i anläggningsboende och fler mottagningsplatser i kommunerna. Verkets personal söker även efter nya platser i utlandet.Migrationsverket står i år värd för en serie konferenser för att locka fler EU-länder att ta emot kvotflyktingar från Syrien. På uppdrag av UNHCR ska verket försöka slussa 30 000 flyktingar från tältläger i Syriens grannländer till 28 olika EU-länder. Sverige söker plats åt flyktingar utomlands

Karolinska må indhente krigskirurgisk ekspertise i udlandet

Ökningen har gjort att svenska sjukhusens kirurger får gå på kurser i Sydafrika och USA som har en längre erfarenhet av kniv- och skjutskador. Runt fyra till fem procent av alla skador har tidigare varit penetrerande våld, det vill säga skottskador och framförallt knivskador.

–Nu har det vassa våldet ökat till 10 procent, säger Louis Riddez, överläkare och kirurg vid Karolinska sjukhuset. Sedan ett par år tillbaka får Karolinska sjukhusets kirurger gå på kurser för att bättre ta hand om skadorna. Kirurger från Sydafrika och USA har kommit hit för att utbilda de svenska kirurgerna. Allt fler offer för knivar och skjutvapen

“Giv magten til dem der ikke vil have den, for de der higer, vil ikke alle mennesker godt,”

har én sagt, jeg husker ikke hvem. En af dem, der egentlig helst ville være fri for magten, var Jens Otto Krag som blev Danmarks dengang yngste minister i en alder af 33 år i 1947. Han var embedsmand og ville hellere ud af se verden, nu krigen var afsluttet, nedlægge kvinder, skrive romaner og male billeder, men Hedtoft ville have ham som handelsminister. Så sad han sad fast i politik i 25 år. Seks forskellige ministerposter fik han, for hverken han eller socialdemokratiet kunne se bort fra hans talenter. Han blev velfærdsstatens arkitekt og bygherre i samme person.

I baghovedet drømte han om at finde et påskud til at slippe fri for det, men han slap ikke ud i tide. Da han endelig gjorde det, opdagede han, at politik havde taget ham som gidsel og var blevet hele hans liv, og at der ikke var meget tilbage at realisere af ungdommens drømme. Han døde få år efter formodentlig af druk. Det er jo skrækkeligt at tænke på, hvor mange mindre begavelser som bliver hængende i politik hele livet af nogenlunde samme grunde.

For os der husker ham tydeligt, var han den første “TV-statsminister”, den første der måtte indse, at han havde sit væsen imod sig på TV reserveret, stiv og akademisk, som han var. Jeg husker ham ikke smile, før den dag han sagde sit job som statsminister op, og jeg husker vi gjorde grin med hans stivhed som børn. Men han var også sammensat, for han var en festabe og en skørtejæger af Kennedyske dimensioner privat, og så var han en af det 20 århundredes få, store politiske begavelser i Danmark. Krags mange evner lå delvis på et sted, der ikke passede ham, og som han var led og ked af, hvad vi ikke-politikere sagtens kan sætte os ind i. Man vælger i livet, men livet vælger også rundhåndet af én, og der er tider hvor det er svært at afgøre, hvem der er førstevælger.

Det er i korthed, hvad der gør Krags person og skæbne meget interessant, og her er et område hvor Bo Lidegaard taler med stor autoritet, efter som han har skrevet den anerkendte biografi Jens Otto Krag. 1914-1961 og 1962-1978 om ham. Det ville måske ikke være Lidegaard, hvis ikke han også fik sagt noget om “den meget højreorienterede del af modstandsbevægelsen”, skal det være Holger Danske?, men det generer ikke helhedsbilledet. Cordua og Stenos nytårsudsendelse anbefales.

Verdens ældste avis har fødselsdag

Den første udgave af Berlingske Tidende, 3. januar 1749. Avisen hed dengang Kioebenhavnske Danske Posttidender, men kom til at hedde Berlingske Tidende i daglig tale efter grundlæggeren, bogtrykker Ernst Henrich Berling.265 avisforsider fra 265 års historie

Muhammedkrisen i 971 ord

Jeg har forlængst forladt Muhammedkrisen i 2006, så sandt som islam betyder ‘krise’ og Europa nu hver uge har sin større eller mindre Muhammedkrise takket være…nå,ja. Man blir’ så træt i masken, universiteterne kan gnaske i den og producere nogle Muhammedkrise-specialister og seniorforskere, tænker jeg. Jeg holdt op med at læse Tøger Seidenfadens efterfølgende, volumniøse sorgarbejde længe inden han døde fra sit livs fejltagelse.

Det er ingen skam at blive klogere, som nu f.eks. Stig Dalager og andre kunstnere så sagte gør, ja måske en dag ligefrem Klaus Rifbjerg og Suzanne Brøgger, det er bare af begrænset offentlig interesse at læse om resultatet af deres psykologisk-politiske udvikling i slow motion nu syv år efter. Det er ingen skam at blive klogere, men det er en skam at kloge sig på noget, man er blank på, det var hvad Politiken segmentet gjorde i 2006.

Maren i Kæret, hvortil jeg heldigvis hørte i 2006, tænkte umiddelbart: “Her er sgu’ noget galt”, – hvor galt opdagede jeg på Islamofobi-konferencen i Bella Centret i maj 2006, et rædselskabinet af islamister og danske flagellanter – men man skal være venstreintellektuel eller hedde Uffe Ellemann, for ikke at tænke sådan, eller som Orwell skriver:

You have to be an intellectual to believe such nonsense. No ordinary man could be such a fool.

Erhvervsmanden Asger Aamund fremstiller, hvad det hele gik ud på på et læserbrevs længde, og jeg tager det kun op her, fordi det er så kort og faktaspækket. Det er det abstract, man kan nøjes med i stedet for en rapport på 400 sider. Andre vestlige intellektuelle og politikere, især da svenske og norske, hvis dømmekraft svigtede dem over en bank, bør læse med så de er forberedt på det næste, mafiøse anslag fra OIC. Aamund skriver virtuost, han har ikke gået på Journalisthøjskolen, eller hvad det hedder lige pt. Asger Aamund: Abens sidste hyl:

Islamiske organisationer har længe kæmpet for kriminalisere islamkritik i Europa. Man satsede på at bruge Storbritannien som løftestang, men det blev den danske Muhammedkrise som leverede varen. De demokratiske lande kan stadig prale af at have bevaret ytringsfriheden. Men de tør ikke bruge den.

Exodus – Immigration and Multiculturalism in the 21st Century – by Paul Collier, En Oxford professors analyse af Morten J. Lintrup, civ.ing.

Professionelt er Paul Collier ingen almindelig økonom. Han er professor i Oxford og centerdirektør for studier af afrikanske økonomier. Han har tidligere skrevet to prisvindende bøger fra sit fagområde:

The Bottom Billion om den fattigste milliard mennesker, og problemerne i de lande, de lever i, og The Plundered Planet om hvilke udviklingsstrategier, der er mest effektive. Det er ikke nødvendigvis de politisk foretrukne. ­– Med tanke på Grønland gælder, at internationale koncerners udnyttelse af naturressourcer i lande med små økonomier og uerfarne ledere står i toppen af Colliers liste over, hvor begrænsede støttemidler kan anvendes mest effektivt.

Senest har Paul Collier skrevet bogen Exodus (Penguin, 2013, se slutnote) om indvandring og multikulturalisme i det 21. århundrede. Han er selv et globaliseret menneske, gift med en hollænder, der er opvokset i Italien. Han har en søn, der er født og nationaliseret i USA, og den nærmeste familie tæller også egyptere og irere. Den nye bog er skrevet i Frankrig, og han har boet og arbejdet over store dele af verden. Bogens emne er han kommet til at interessere sig for ikke som nationalist men som forsker i de fattigste landes problemer. Fx har han set, hvordan de allerfleste haitianere med en uddannelse søger væk fra Haiti, og hvordan denne trafik er med til at fastholde Haiti i politisk kaos og desperat fattigdom.

Collier er opmærksom på, at ikke ethvert spørgsmål, der kan analyseres økonomisk, primært er et økonomisk spørgsmål. Denne overbevisning er han gradvis kommet frem til, og bogen rummer væsentlige eksempler på forfejlede analyser af indvandringsspørgsmål med afsæt i et snævert økonomisk fokus. Derfor inddrager Collier filosofi og kulturkritik i sine analyser. Det magter han heldigvis også, og han går gerne til kilderne, fx Kant. Han reflekterer også over sin egen livsstil og overvejer, om den måske kun er mulig på en baggrund af nationalstater med borgere, hvis primære identifikation er med nationen eller med endnu mere lokale enheder.

Collier ser således ikke nutidens nationer som noget vederstyggeligt. De allerfleste moderne nationer har lært at være fredelige, og deres primære funktion er positiv. De er uden for konkurrence og i særklasse den vigtigste spiller, når det gælder opbygning af social kapital, inddrivelse af skatter og omfordeling mellem borgerne til fordel for ligheden og de svageste i samfundet. Collier ser en sammenhæng mellem tiltagende despekt for nationalstaterne og den aftagende accept af beskatning og omfordeling fra rig til fattig i de fleste udviklede og velstående lande. Collier bemærker også, at

”[…] hvor jeg arbejder – i de multikulturelle samfund i Afrika – er de negative konsekvenser af en svag national identitet fremtrædende.” (p. 5)

Collier er – som det vil fremgå af artiklens sidste, lange citat – selv opmærksom på, at hans analyser kan støde an mod fordomme, som forekommer selv på ekspertniveau. Han har efter betydelige overvejelser alligevel valgt at præsentere sine resultater på bogform nu og give sit svar på, hvad der i de udviklede lande er den rigtige politik på indvandringsområdet. Han gør det i en forhåbning om, at samfundet har nået et punkt,

”[hvor] det er muligt at skelne mellem begreberne, race, fattigdom og kultur.” (p. 21)

Man kan dertil tilføje, at han både selvstændigt råder over de nødvendige analytiske evner, og har nået en alder og en stilling i samfundet, som på samme tid kan styrke hans professionelle integritet og minimere hans professionelle risiko ved at skrive bogen.

Som allerede nævnt har Collier fundet det nødvendigt at inddrage andre fagområder end økonomi for at gennemføre sin analyse. Hans overblik går dog begge veje, og han er også opmærksom på, at den økonomiske videnskab for ikke længe siden, i 2011, har bidraget med en teori for det økonomiske rationale ved tabuer og fordomme:

”Deres formål er at beskytte en identitetsfølelse ved at skærme mennesker mod indtryk, der kunne udfordre den.” (p. 14)

Personligt har Collier selv en særlig baggrund. Han er 3. generationsindvandrer efter en farfar, der emigrerede fra Tyskland til Bradford, England før 1. verdenskrig. Dér stiftede han en familie, fik seks børn og stablede en forretning på benene. Men lynet ramte, da 1. verdenskrig brød ud. Som tysker blev farfaderen interneret. Derfor måtte Paul Colliers far overtage driften af familiens forretning, da han var bare 12 år!

Faderen fik derfor aldrig en uddannelse. I 1928 ramte depressionen, og senere fulgte 2. verdenskrig. Det meste af faderens liv var en kamp for at klare dagen og vejen. Sit eget liv fik han ikke lejlighed til at prioritere og udvikle. Alligevel blev han aldrig bitter eller vendte sig mod det engelske samfund, som gav ham så vanskelig en tilværelse, tværtimod. Det var faderen, som skiftede familiens tyske navn, Hellenschmidt, ud med det ’Collier’, som sønnen voksede op med.

Paul Collier skriver, hvordan arbejdet med bogen har givet ham et nyt syn på hans far og en stor respekt for faderens positive og konstruktive måde at forvalte sit liv med de begrænsede muligheder, der blev ham til del. Paul Collier noterer også forskellen til de indvandrere, der senere er flokkedes til Bradford, som i dag er et af de mest indvandrertunge steder i England.

På farfaderens tid var Bradford i rivende økonomisk udvikling og indvandrere kom for at få del i mulighederne. I dag er Bradford et nedslidt sted med få muligheder. Alligevel kommer der flere og flere indvandrere. Men nutidens indvandrere kommer i vidt omfang for at få del i velfærdsydelserne i samfundet, – et samfund hvis udfordringer, de ikke tager kampen op med, og hvis bærende værdier, de ikke kommer til at identificere sig med.

På den baggrund – og ud fra sit omfattende kendskab til den nyeste forskning – er et af Colliers centrale budskaber, at kultur er betydningsfuld. Det kan fx forekomme, at en migrant umiddelbart kan tjene det 10-dobbelte i et modtagerland, af hvad hun kunne i sit oprindelsesland. Ved en omtrentlig økonomisk overvejelse modtager enhver arbejder cirka værdien af sin arbejdskraft i løn. Den store forskel må derfor primært tilskrives forskelle i samfundsstrukturerne. Collier konkluderer:

”Migranter flygter grundlæggende fra lande med dysfunktionelle samfundsmodeller. [..H] vis en anstændig levestandard er noget værdifuldt, så er alle kulturer ikke lige [gode].” (p. 34-35)

Fortsæt med at læse “Indvandring og multikulturalisme i det 21. årh.”

Endnu engang med tak til SR P 2, der kan få mig til at glemme næsten hvad som helst, eller koncentrere mig, hvis det er det. Oh, at surfe elegant uden om Helle Thornings nytårstale og alle de stjerner eller kokkehuer, den får og ikke får. At høre den omtalt af Sørine Gotfredsen og Sanne Søndergaard i P 1, var alt rigeligt til at glæde sig over slalomevnerne. Det er svært at blive ‘politisk kommentator’, når man sjældent kan vride sig til at lytte til politikerne, fordi man har hørt det meste for længe, længe siden. Jeg kommer heller ikke i biograferne, før jeg ved, reklamerne er slut. Begge dele smutter selvfølgelig en sjælden gang, men jeg sigter stadig på at nå 100 procents træfsikkerhed.P1 Debat: Sygelig fokus på tryghed?

»Ni är ett folk«

Av Anahita Solimanaznavi

Ni kommer bli bestulna på ert land, och jag antar att det är ok. Så länge ni inte anser er ha ett land. Så länge ni inte ser värdet av det, eller ser något problem med att så småningom behöva göra avkall på de värderingar, och den kultur som ni är uppfostrade med. Så länge ni inte tycker att det är ett problem att ert land håller på att gå under.

Om ni inte bryr er om att generationer av era mor- och farföräldrar offrat blod, svett och tårar för att bygga upp ett Sverige – som nu raseras i en takt snabbare än ett korthus rasar – då är det helt förståeligt. Om ni anser att det gradvisa förråandet av samhället ska få fortgå, där människor som jobbat hela sina liv här får stå tillbaka för en solidaritet som sträcker sig till flyktingboenden, men inte till äldreboenden; till hemlösa romer men inte till härbärgen; som sträcker sig till världens alla nödlidande men inte till ert eget folk.

För jo: Ni är ett folk.

Lika mycket som kurderna. Lika mycket som assyrierna. Lika mycket som indianerna. Lika mycket som alla andra grupper vars gemenskap byggts upp av gemensamma värderingar, normer och seder. Vars grundsten byggts av ett språk och ett land.

Och ni har rätt till ett land. Och ni har rätt till en kultur. Även om jag vet att det finns många som vill försöka få er att tro det motsatta. Till och med era egna ledare. Och jag förstår att det tar emot. För ni är ett fint folk. Ett omtänksamt folk. Som inte är vana att ta för er och helst inte vill tro att ni är något. Men ni blir utnyttjade. Korrumperad av era egna.

Och jag tror att det är dags att säga ifrån nu. Medan ni ännu kan

Anahita Solimanaznavi

Håbet om en fredelig, demokratisk løsning på Sveriges stigende uenighed om fremmedpolitikken fortoner sig i de ankommende masser og protesterne, som etablissementet har overladt til hagekors, grisedele og ekstremister, også Riksdagens ekstremister. I Danmark er skænderiet om asyleriet heldigvis endnu inde i det politiske midterspor, i Sverige er det for alvor ved at spore ud i grøften. Alene øgningen af palæstinensere er på 213 %. Man må give svenske politikere så meget: De er ikke bange af sig, eller værre, de kan ikke føle angst. Familiesammenføringerne er på over 40.000. – Asylsökande 2012 och 2013.

I fjol kom 54 259 asylsökande till Sverige. Det är den nästa högsta siffran någonsin, efter rekordåret 1992, och en ökning med 24 procent från 43 887 sökande 2012.

De största ursprungsländerna för asylsökande i fjol var Syrien, med 16 317 sökande före kategorin statslösa (i huvudsak palestinier) med 6 921 sökande och Eritrea med 4 844. Drygt 54 000 asylsökande i fjol

Porten till Stockholms moské klottrades ner med stora hakkors under natten till torsdagen. ”Självklart känner vi oss utsatta, vi är nazisternas målgrupp”, säger Mahmoud Khalfi, direktör för moskén. De nio hakkorsen – som täckte hela den breda porten – upptäcktes vid sextiden på torsdagsmorgonen, när de första kom för att be i moskén vid Björns trädgård på Södermalm.

– Det här är första gången det är hakkors. Grisdelar i Fittjamoskén, nazister som klottrar i Kärrtorp, hakkors hos oss. Det händer överallt, vad menas? säger han. I mitten av november krossade någon rutan i entrén till moskén i Fittja och kastade in ett tiotal grisfötter. Hakkors klottrade på Stockholms moské. andre steder i landet skændedes der kirkegårde.

Fornuft og sentimentalitet

Ingen der betragter Sverige eller svensk debat på udlændingeområdet, kan undgå at bemærke at den ikke er styret af rationalitet, men af følelser og sentimentalitet, og desto værre som tingene køres op i en spids, Sådan er mange af os, men af folk med et stort ansvar, er det katastrofalt at føre en demokratisk debat derud. Hvis vores ledere ikke er 1) vidende og 2) rationelle, er vi solgt. Ingen fakta eller røde, blinkende lamper har hidtil gjort meget indtryk i Sverige, og jeg er som sagt ved at miste håbet om, at de gør. Dr. Dalrymple har netop nogle betragtninger over følelsernes magt over logik og fornuft, som passer godt ind efter ovenstående:

Recently I have participated in more public debates and discussions than usual (for me, that is). I discovered what many people before me have discovered, namely that it is not logic that convinces but emotion, and that this is so even with highly educated audiences. A carefully constructed argument tends to bore rather than to impress, and even to make him who employs it look arrogant or self-satisfied in the eyes of those who attend. A joke is more effective than a statistic……I also discovered how difficult it is to tell the truth in public, at least on certain matters. Sense and Sentimentality by Theodore Dalrymple (January 2014)

Mere svensk voldspotentiale

Två journaliststudenter, Otto Jägenstedt och Mikael Falk, har just släppt ett litet reportage om vänsterextremism. Kanske finns det om hopp om den framtida mediekåren trots allt? Tobbe video 30/12/2013.

Fortsæt med at læse “Asylrekord og naziprotest, eller hvad det nu er”

Søren Krarup: Nej til muslimsk indvandring

“Drop den rå tone – vis respekt,” sagde Thorning i sin nytårstale. Det var nok sådanne som Krarup hun tænkte på. Hvad mon brandfolk og politifolk i Slagelse synes om respekt-replikken? S har ikke lært andet af 2001, en at prøve at få tryghedsvælgerne tilbage fra DF.

Jeg hilser med glæde, at Dansk Folkeparti nu siger nej til muslimsk indvandring og vil stemme imod den lov, der er opfyldt af muslimske indvandrere. For som sagt: det betyder, at DF siger nej til ikke-vestlig indvandring, og dette nej er rigtigt og berettiget. For muslimsk betyder ikke-vestlig.

I ti år, 2001-2011, var jeg indfødsretsordfører for Dansk Folkeparti, og min politik var naturligvis forsøget på at begrænse den indvandring til Danmark, der på længere sigt er opløsende og ødelæggende. Derfor drejede det sig om at sondre mellem vestlig og ikke-vestlig indvandring, for naturligvis er vestlig indvandring – i begrænset målestok – ikke opløsende for dansk folkelighed. Ikke-vestlig indvandring, der fortrinsvis er muslimsk, er derimod katastrofal i større målestok. Det står klart for enhver, der vil og kan tænke.

Men naturligvis havde det været rigtigere at sige nej til muslimsk indvandring. Det ville svare til at sige nej til ikke-vestlig indvandring. Således havde vi forsvaret dansk eksistens og folkelighed. Og derfor hilser jeg med glæde, at Dansk Folkeparti nu siger nej til muslimsk indvandring og vil stemme imod den lov, der er opfyldt af muslimske indvandrere. For som sagt: det betyder, at DF siger nej til ikke-vestlig indvandring, og dette nej er rigtigt og berettiget. For muslimsk betyder ikke-vestlig. Det er dette, man skal gøre sig klart. Islam er det klare og tydelige nej til vestlig og dermed dansk kultur.

Jo, der er forskel på vestlig og ikke-vestlig, og Europas svækkelse er kun en anledning ekstra til at betone forskellen og lægge vores indvandringspolitik an på den. For den, der ikke vil dige, må vige. Den kristenhed, der ikke tør bekende sit eget udgangspunkt og som derfor ikke vil hævde det i dets fundamentale forskelligartethed fra islam, vil i løbet af få generationer risikere at gå under i folkevandringen fra et islam, der drømmer sine gamle drømme om at kunne sætte foden på nakken af det »vantro« Vesten. Sharia i stedet for Grundloven. Ensretning i stedet for et kristent menneskes frihed. Det bliver ikke lettere for Vesten at værge sig i en situation, hvor menneskerettighedstænkningen og EU trækker i ikke-vestlig, totalitær retning. Nej til ikke-vestlig indvandring

Ambassadør med slag i
Palæstinensere – never a dull moment.

The Palestinian Authority’s ambassador to the Czech Republic has died in an explosion rumored to have come from the mishandling of his own explosives. Jamal al-Jamal, 57, apparently opened a safe or container in his house in Prague, and the subsequent explosion mortally wounded him and also sent his wife, 52, to the hospital with shock and smoke inhalation.

Czech police are saying the explosion was due to an “accident” and not an attack. The Guardian reported that an unnamed “Palestinian official” said, “He moved an old case with him to the new house [where the explosion took place – ed.] from the old house. And when he opened it, the explosion happened.” “Palestinian” Ambassador Reportedly Killed by Own Explosives

Peter Mangs: Enstöring og morder

Det er så vidt vides første gang, man kan danne sig et indtryk af hans person. Han bringer mindelser om Scherfigs Forsvundne Fuldmægtig, der endelig er havnet på et trygt, overskueligt sted, fængslet. Teodor Amsted nøjes dog med ét mord. Han har lidt besynderlige, ‘flummiga’ udtalelser, men er hverken kendt sindssyg eller virker sådan, han mangler Breiviks megalomani og decideret forrykte indslag (atombomber, kommandørtitel osv.) og han er mindre narcissistisk at høre på.

Det burde vel bekymre det svenske samfund mere end det gør, at Mangs ikke engang har Aspergers syndrom. Han vender hele tiden tilbage til ‘arabere der opfører sig dårligt,’ der er ingen tvivl om, at han er trigget af Malmøs multikultur. Hvor mange skrøbelige, livsuduelige personer går der rundt i Sverige og bygger en sådan vrede op? Der er 87 100 misshandelsbrott i Sverige om året, 9.200 personrøverier og op imod 80.000 seksualforbrydelser. Hvor mange vil hævne sig, hvor meget vrede bygges der op hvert år? Interviewet er fra 12 december 2013. Radio 1 interview.

300 av landets ledarskribenter och politiska journalister som röstar i DSM Sveriges Viktigaste Opinionsbildare 2013. Man kan synes, Julia Caesars placering er mærkelig for en skribent, der officielt ikke eksisterer, men der er så meget mærkeligt på spil i Sverige. Det er vel en af grundene til, at jeg er blevet hængende.

“Punished for being punished”

This outright hypocrisy was shown to an extreme level in a case which has just occurred in Sweden. It doesn’t appear to involve the Swedish government/ state itself, although I don’t know enough about Sweden to tell you whether or not Expressen (a Swedish newspaper) and Researchgruppen (a leftist ‘research group’) – the two culprits – have any direct or indirect links to the Swedish state. My guess is that it’s highly likely that they do, especially as the case involves ‘hate sites’ and the incendiary issues of Islam and mass immigration.

Earlier this month Jyllands-Posten – Denmark’s favourite newspaper – ran a couple of critical pieces about Sweden’s self-consciously suicidal policy on mass immigration. (What some countries are prepared to do in order to prove their piously progressive credentials!) One piece, by Morten Uhrskov Jensen, talked about Sweden’s “insane immigration policy”. Another article, entitled “A Land of Ghosts and Shadows” and written by a Mikael Jayling, dealt with asylum smuggling, immigration and crime, sharia law, the costs of immigration, the leftist/ progressive use of the word ‘racism’ to silence any and all critical discussion of Islam and immigration, the silence and hypocrisy of Swedish feminists (who only care about misogyny and sexism when it is carried out by people with white skin) and so on.

Because alternative views on immigration, Islam and much else are very rarely tolerated in the progressive land of Sweden, it will come as no surprise that in response to Mikael Jayling’s article (as well as the others), leftist Internet snoopers and monitors decided to get to work on the problem. More precisely, the Swedish daily, Expressen, told its readers that its editors had collaborated with a Swedish ‘research group’ called Researchgruppen. Why did it do so? Because both Expressen and Researchgruppen wanted to discover and then publish the names of the readers of various Internet news outlets which audaciously dared to contradict or criticise Sweden’s official, progressive line.

Predictably, these sources of alternative news (Avpixlat, Fria Tider, and Exponerat) were classed as “hate sites” (i.e., websites not completely in tune with what they believe) by these often very hateful and zealous leftists. You see, the progressive Left really does completely rely on these soundbite political ad hominems, such as “hate crime” and “Islamophobia”, in order to do the job of silencing all – and I mean all! – alternative or contradictory views.SWEDEN’S PROGRESSIVE SNOOPERS

Geert Wilders’ keynote speech in Australia 2013

Fortsæt med at læse “Sveriges Viktigaste Opinionsbildare 2013”

Aamalienborg Slotsplads kl 18. Markant og personlig tale fra dronningen.

Et lille billednedslag i et alt i alt stilfærdigt år med nogle enkelte rejser til Jylland og Sverige. For Lars Hedegaard var det mindre stilfærdigt 5 februar: Pressekonference med Lars Hedegaard, Lars Hedegaards tale i Landstingssalen, Efter attentatet – hele konferencen.

Billederne er i kronologisk rækkefølge.: Uwe Max Jensen, Lars Vilks, Sabatina James, Frihedskæmperen Lis Mellemgaard i Mindelunden, 4 maj, Peder “Fjordman” Jensen ved en dansk kyst, Thilo Sarazzin, Lone Nørgaard, Lars Hedegaard, Mogens Camre, Morten Messerschmidt, Helle Merete Brix, David Gress, Hans Rustad, Dalby Kirke, Kasper Støvring, Simon Emil Ammitzbøl, Rune Selsing, Abel Azcona, Mols Bjerge, Kim Møller i Sverige, Søren og Marie Krarup, Ahmed Akkari, Fay Weldon, Katrine Winkel Holm, Ingrid Carlqvist, prins Joachim og prinsesse Marie, Søren Pind, Helle Thorning Schmidt (med i dag hele tre forhenværende ministre), Kim Møller og Helmuth Nyborg, Jakob Skovgaard-Petersen og Klaus Wiwel, Henrik Gade Jensen, Torben Hansen og Robert Ellis, Støvring, Carlqvist og Hedegaard og julegudstjeneste i Gilleleje Kirke.

Godt nytår ønskes I allesammmen, ikke mindst alle venner i Norge og Sverige. (Se evt også 2012 i billeder. og 2011 i billeder. Klik f. helskærm.)

Fortsæt med at læse “2013 i billeder”

Salafister truer Tina Petersen efter racismesag

Sagen om den racisme-frifundne fynske lokalpolitiker Tina Petersen har taget en ny drejning. Nu har den salafistiske gruppe Kaldet til Islam nemlig lagt en video op på Youtube, der direkte truer Tina Petersen på liv og førlighed. Udkigsposten har tidligere berettet om den fynske kommunalpolitiker Tina Petersen, der for nylig blev frifundet for racisme ved byretten i Svendborg. Men Sappho og Trykkefrihedsselskabet er ikke de eneste der interesserer sig for Tinas sag.

For nogen tid siden siden lagde den salafistiske gruppe Kaldet til Islam en video op på Youtube, der direkte truer Tina Petersen på liv og førlighed som følge af hendes påståede fornærmelse af islam. Tina Petersen har politianmeldt videoen, og Sappho følger sagen tæt. Sappho