by Fjordman, co-published with Gates of Vienna

I followed Western mass media with bemused interest after it was announced that Nelson Mandela, South Africa’s first black President from 1994 to 1999, had died on December 5, 2013. It wasn’t unexpected, since the man was 95 years old and had been ill for years. I never hated Mandela, but the lavish praise he received from Scandinavia to Alaska went far beyond what was rational or fact-based.

It has been publicly confirmed that Nelson Mandela was a leading member of the South African Communist Party’s central executive committee at the time of his arrest for terrorist activities in 1962. This party then had ties to the mass-murdering totalitarian Communist state known as the Soviet Union.

Winnie Mandela, Nelson Mandela, and long-time leader of the South African Communist Party Joe Slovo at an African National Congress rally, 1990

Peter Oborne, the chief political commentator in Britain’s supposedly conservative newspaper the Daily Telegraph, stated that

“There are very few human beings who can be compared to Jesus Christ. Nelson Mandela is one.”

Really? Now, I’m not a Christian, but according to Christian beliefs, Christ is the son of God and divine himself. This senior writer in a supposedly conservative newspaper thus compared an African former leading member of the Communist party to a god.

We have previously seen a tendency on parts of the political Left to elevate certain human beings, especially Marxist leaders such as Stalin and Mao, almost to the status of demigods. It is a bit disturbing to see the same pattern of personality cult being emulated even in allegedly conservative circles. It only shows that the radical Left has won most of the cultural battles for the past fifty years or so.

Meanwhile in Peter Oborne’s native Britain, the sandwich shop owner Neil Phillips was arrested and held for eight hours by the police, who also took his DNA and seized his computer. The reason? He had dare to make some Mandela jokes.

Earlier that same year, in April 2013, there were open celebrations in parts of the political Left in Britain when the former conservative Prime Minister Margaret Thatcher died. There were even public “Thatcher death parties” in British streets, in which the participants were not arrested.

Thatcher was a leading anti-Communist who fought against the repressive system of the Soviet Union. It is apparently acceptable in the Western world to celebrate the death of conservative white anti-Communists, whereas it is socially impermissible to say critical things about long-time African Communists with a militant past.

Regarding this British man who was arrested for making Nelson Mandela jokes: Does this imply that Mandela is now literally viewed as a deity or demigod, and that saying bad things about him is therefore considered blasphemy?

The ancient Egyptians also believed that the Pharaoh would become a god after he died. Perhaps we should build a pyramid for Mandela, or find some vacant tomb in the Valley of the Kings? It’s even in Africa.

Of course, Mandela was not the worst leader South Africa could have. Compared to his successor Jacob Zuma, he was more competent and less corrupt. Yet the corruption of the African National Congress (ANC) was clearly present already under Mandela’s rule. Praising him as some kind of modern saint is not right.

As the eloquent writer Daniel Greenfield reminds us, South Africa is today for all intents and purposes a one-party state under the ANC’s domination. As a Communist, Mandela had always envisioned a one-party state. According to Greenfield:

Fortsæt med at læse “Fjordman: What Future for Whites in South Africa?”

“Udskamingen af Sverigedemokraterne vil ikke nytte noget i længden, de kan ikke holde SD uden for indflydelse,” siger Erik Meier Carlsen, journalist, forfatter, chefredaktør m.m. og i lang tid en af en lille eksklusiv skare af danske Sverigeseksperter. Han kommenterer den seneste af Expressens kunstigt skabte ‘skandaler’, hvor man savner at høre ham sige, at det lige så skandaløse som nogle af de anonyme ytringer er, at avisen har købt hacket materiale af en adskillige gange dømt Expo- og antifascist, Martin Fredriksson.

Eller som jeg vil sige: “Syvpartiet og Journalistpartiet kan lige så godt spare sig alle de ufine tricks, de har i ærmet til de kommende ti måneder. De skader demokratiet, sig selv og forgifter den almindelige atmosfære i landet. Sverigedemokraterne decimerer de ikke.”

Det er ikke en spådom, det er allerede en gammel erfaring efter adskillige journalistkampagner, som det er utroligt de ikke har gjort sig endnu. Hvor træg, selvfornøjet og indolent kan en såkaldt elite være? Skal man til skafottet, kan man lige så gødt gøre en dyd af nødvendigheden og gå med ryggen rank.

Hvad vi ser nu, er en heksejagt på Sverigedemokrater og på islam- og indvandringskritikere. Arthur Miller skrev i 1953 sit stykke The Crucible om 1600 tallets heksejagt med en aktuel kommentar til senator McCarthy. Her taler Miller om stykket og hysterien i 1991.

“I dont think the hysteria ever ends. Every human being, every society has a panic button, and anyone who is unscrupulous enough to push it, and is unapposed, can end up killing a lot of people. When somebody is yelling fire, when there is no fire, there’s gonna be stampee and somebody is going to get it, and I don’t foresee a time when any society is guaranteed against it.”

– DR2 Morgen – med Niels Krause-Kjær og Sanne Gram Fadel fra minut 2.41:23 (SVT Debatt kl 22 om Expressens åsiktsregistrering.)

Hans Hauge: Apartheid og Den Kolde Krig

Vi havde på universitetet i Århus engang i 90erne besøg af nogle sydafrikanske forfattere. Interessen for at høre dem var minimal. De vidste godt selv hvorfor. For nu var de ikke længere undertrykte anti-apartheid-kunstnere. Rock imod apartheid trækker millioner, men derefter vandrer rockcirkusset et andet sted hen. Det er vel kun fortidens hvide, anti-apartheidforfattere, som vi endnu læser. F.eks. J.M. Coetzee der stort set aldrig har boet i Sydafrika, og Nadine Gordimer. Jeg oplevede hende engang og spurgte hende, om hun kunne se nogen forbindelse mellem Murens fald og ophøret af apartheid. Hun var helt uforstående over for spørgsmålet og kunne ikke se nogen forbindelse. Det mener jeg nu, der er. Apartheidsystemets mulighedsbetingelse var Øst-Vest-konflikten og dermed Den Kolde Krig. Sydafrika følte sig omringet af fjender, der havde forbindelser til Østlandene og Cuba. Og ANC havde nære forbindelser til bl.a. DDR.

Men man skal som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog. Hermed mener jeg: Det kom som et chok for dem i ANC, da DDR blev opløst. Det kommer jeg til til slut. Tiden var jo en anden dengang. Det var Den Kolde Krigs tid. Der må være en sammenhæng mellem Murens og apartheids fald. Sydafrika var realpolitisk set på Vestens side. Det nydannede land eller the Union of South Africa (1910) var sammensat af fire britiske kolonier. Detkæmpede tappert for vores frihed i både Første og Anden Verdenskrig. Det erobrede Tysk Sydvestafrika i 1915. Efter Anden Verdenskrig begynder en ny udvikling, der undertiden beskrives som overgangen fra Nation til Volk. Afrikaanerne, der er efterkommere af de første nederlandske indbyggere, overtog magten efter englænderne. Nu forstærkes det selvbillede, som sydafrikanerne altid har haft.

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University.

Fortsæt med at læse ““Sverige er Danmark for femten år siden””

Denne video er genskabt fra originalen med forbedret billede og lyd. Dette blot for at gøre opmærksom på, at de sidste huller i mit videobibliotek er ved at blive fyldt, efter at You Tube saboterede mig. Det har kun været muligt takket være Claus’ hjælp, han ved selv hvem han er. Tak, Claus!

Genopstået er også f.eks. Wafa Sultan, København 2009, Daniel Pipes, 2008, Gregorius Neckshot, Mikael Jalving, Nicolai Sennels, Sam Solomon og Andrew Bostom, Vilks, Rose, Naser Khader, Kurt Westergaard og Tøger Seidenfaden i 2007, (den hvor Seidenfaden taler uden for manuskript og udvandrer fra forsamlingen minut 10:30) Hamed Abdel Samad, Bat Ye Or og Patrick Sookhdeo, Bruce Bawer og Henrik Broder, Gert Wilders i 2009 og 2012 Douglas Murray, Melanie Phillips Morten Uhrskov om Et Delt Folk og flere andre.

Den mest sete overhovedet er Robert Spencer i Bryssel i 2007, tekstet på utallige sprog, downloadet og uploadet af andre og jeg er forlængst gået tabt som fotograf i cyberspace. Hvis der er noget amatør-You Tubere ikke går op i, er det “hvem, hvad, hvor,” men jeg skænker dem til almenvellet. Dette gælder ikke mine stillfotos.

Der er stadig enkelte huller ude i hjørnerne, men jeg skal få dem fyldt ud. Optageudstyret er blev bedre med årene, men jeg er og bliver stillfotograf, jeg skal have en camcorder med en start og stop knap, ikke meget andet. Efterhånden er der ved gode venners hjælp kommet en god lypoptager til, billederne er blevet i HD, men det hele er gået temmelig langsomt. Efterhånden som optagelserne bliver mere historiske, bærer man dog lidt mere over med bristende kvalitet, hvis man bare hører hvad der foregår, og under alle omstændigheder har dansk TV næsten aldrig været tilstede. De viser enten ikke personerne, eller hvis de gør, viser de dem ikke i 40 minutter.

Videoes kom som næsten alt andet tilfældigt: Jeg befandt mig på Hirsi Alis værelse på Radisson Blu Scandinavia Hotel i 2005 med to interviewere, som jeg skylder megen tak, og det slog mig, det var en skam, jeg ikke kunne videoptage det. Jeg befandt mig stadig i den analoge alder med en Nikon FM med en klaskende motor og et Leica M 3 fra 1963, og manglede en mindre formue at blive digital for. Dagen efter købte jeg et elendigt lille videoapparat, og der begynder det hele rent internetmæssigt. Det har vist sig en god beslutning, når jeg tænker på hvem jeg ellers har haft lejlighed til at filme og fotografere siden november 2005. Hele min genskabte videokanal er her. Begynd med at genhøre Spencers interessante foredrag fra Forfatterforeningen den 12 maj 2009.

CBN: Islam in the UK: “Islam is taking over”

Heathrow Employee Sacked Over Alleged Insult To Islam. CBN. 8 december 2013

Av Gunnar Sandelin, socionom och journalist

Statistiken från Migrationsverket visar på en svensk asylhantering som accelererat och nästan släppt all kontroll, anser Gunnar Sandelin, medförfattare till den omstridda boken Invandring och mörkläggning.

Det totala antalet asylsökande som har fått sina ansökningar beviljade av Migrationsverket under perioden januari-november 2013 har ökat med 144 procent jämfört med hela kalenderåret 2011. Under 2013 har totalt drygt 22 000 asylsökande fått stanna under årets första elva månader. Beviljade asylansökningar leder nästan undantagslöst till permanent uppehållstillstånd (PUT) och i förlängningen svenskt medborgarskap plus en påföljande anhöriginvandring.

I år har rekordmånga asylsökande från Syrien fått stanna permanent. Medan Sverige mellan januari och november 2013 gav PUT till 10 379 syrier, fick 135 syrier stanna i Finland. Sverige tar alltså emot 77 gånger så många syrier som Finland som lyder under samma internationella konventioner och har en liknande utlänningslag som Sverige. Under samma tid gav jämförelsevis Danmark och Norge drygt 1 000 respektive 646 syrier asyl. För hela tiden sedan inbördesskriget i Syrien startade i mars 2011 har Sverige beviljat permanenta uppehållstillstånd till runt 15 000 asylsökande syrier medan motsvarande antal i Danmark är cirka 2 000, Norge cirka 900 och Finland drygt 300. [..]

Sverige är det enda EU-land som bedriver en sådan tillåtande asylpolitik. Tidigare har Sverige tagit emot flest asylsökande irakier, somalier och så kallade ensamkommande flyktingbarn i hela västvärlden. Nu tar vi också emot flest syrier. I takt med att asylinvandringen ökar lavinartat är det inte bara antalet utan även andelen beviljade asylansökningar som ökar. Under november 2013 var den rekordhög: 62 procent, att jämföra med januari 2012 då motsvarande siffra var 23 procent. [..]

I omvärlden hörs alltmer häpna röster. Nyligen varnade historieprofessorn Niall Ferguson i magasinet Neo för att ett resultat av ett så pass ohämmat inflöde tillsammans med vår bristande integration kan få katastrofala följder med explosioner av våld i våra städer. Som ytterligare jämförelse kan nämnas att Sverige totalt hittills i år beviljat runt femton gånger så många uppehållstillstånd till asylsökande som Finland med sina 1 530 positiva beslut, tio gånger så många som Danmark och fem gånger så många som Norge med sina cirka 2 500 respektive 4 450 bifall.

Nu är det gasen i botten som gäller för regeringen Reinfeldt. Är det platsen som humanitär stormakt som åstundas? Finns det verkligen inte något tak för asylmottagandet och den påföljande anhöriginvandringen? Ett rimligt krav är att migrationsminister Tobias Billström förklarar regeringens agenda. Dagens Samhälle

Se også Tino Sanandajis gennemgang af en modannonce til Sandelins og Arnstbergs DN annonce: Fores och Svenskt Näringslivs oärliga i DN-annons

som Simon Spies så rigtigt sagde. Arnstberg og Sandelins bog er nr. 4 på Bokustoppen og midlertidigt udsolgt. Den kan stadig købes som E-bog.

Julegaven til svenske dissidenter

Ja, den er nærmest til alle de svenske dissidenter, der nu befinder sig i venstreradikale Researchgruppen og Expressens kartotek for lovlige men sjældent velpolerede ytringer. Göran Fröjdh, på Aftonbladet i 25 år, skrev den fornuftige artikel Expressen och våldsvänstern skapar eget åsiktsregister, men han har af uransagelige grunde slettet den igen. Den kan dog læses på linket alligevel. Men for fremtiden, svenske dissidenter, ikke-IT-nørder og kommentatorer på svenske blogs:

Nogle af os er dovne. Vi gider ikke rigtigt nørde med at installere og aktivere TOR på vores puttere, blot for at få opskriften på klejner, sprød svær eller ris a la mande. Dermed svigter vi de stakkels stampister, som alt for let får opskrifter, de ikke kan bruge alligevel. De fortærer jo hverken klejner, sprød svær eller nisseøl. Og politifolkene i PET risikerer at måtte spænde livremmen et par huller ud, hvilket ikke er sundt. Men her kommer teknologien – som sædvanlig – os dovendiderikker til hjælp:

Formedelst ca. 300 kr. kan man købe den lille dims, som ses på billedet. Den hedder Safeplug og kræver kuns at man pløkker den ind i sin router med et ethernet-kabel. se videre på Julegaven til dissidenten

“I forfølger folk, skiderikker” (skitstövlar)

Kun 4% af svenskerne har stor tillid til journalisttanden. Det fatter man jo slet ikke. Svenske medier skulder ved skulder med militante venstreradikale: “… avpixlar anonyma skribenter” Resrarchgruppens ansvarlige udgiver og partner med Expressen er Martin Fredriksson Född 1980-04-07 i Västervik Flerfaldigt brottsdömd militant vänsterradikal AFA aktivist, och ”journalist”. Men man kan roligt spare på adrenalinet, det bliver meget, meget værre.

Antimuslimsk demonstration i Paris den 8b december 2013. Vlad forklarer omstændighederne og vanskelighederne med at få tilladelse her: March against Islamic supremacy. Paris March og Riposte Laïque her: Les patriotes retrouvent la rue. Via Hodja. *Laïcité, loven om den verdslige stat fra 1905.

Muslimsk fundamentalisme er udbredt i Europa

Islamischer religiöser Fundamentalismus ist weit verbreitet (Snaphanens oversættelse)

En WZB undersøgelse viser påfaldende høje værdier for fundamentalisme blandt Europas muslimer. Religiøs fundamentalisme blandt muslimer er ikke et marginalt fænomen i Vesteuropa. Denne slutning kommer migrationsforskeren prof. dr. Ruud Koopmans fra Wissenschaftszentrum Berlin für Sozialforschung, Berlin (WZB) i sin repræsentative undersøgelse af indvandrere og indfødte i seks europæiske lande . To tredjedele af de adspurgte muslimer mener, at religiøse love er vigtigere end lovene i det land, hvor de bor. Tre fjerdedele af dem mener, der kun én mulig fortolkning af Koranen .

Disse værdier er væsentligt højere end de tilsvarende blandt indfødte kristne. Af disse mener kun 13 procent at religiøse regler står over statens lovgivning, og kun 20 procent benægter, at Bibelen kan tolkes på forskellige måder. Ruud Koopmans finder den stærke tendens til religiøs fundamentalisme blandt muslimer i Europa alarmerende for “fundamentalisme er ikke en uskyldig form for streng religiøsitet ,” siger sociologen .

“Vores undersøgelse viser, disse er fjendtlige over for grupper, der afviger fra deres fundamentalistiske holdning, såsom homoseksuelle eller jøder.”

Næsten 60 procent af de adspurgte muslimer afviste at have homoseksuelle som venner, 45 procent mener, at man ikke kan stole på jøder, og mange tror , at Vesten ønsker at ødelægge islam. De tilsvarende værdier blandt de kristne respondenter er til sammenligning:  9 procent er åbenlyst anti -semitiske, 13 procent ønsker ikke homoseksuelle som venner, og 23 procent mener, at muslimerne ønsker at ødelægge den vestlige kultur .

De seks lande som undersøgelsen omfatter, var Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien , Østrig og Sverige. 9.000 personer med tyrkisk eller marokkansk indvandrerbaggrund blev sammenlignet med en lige så stor indfødt gruppe. For første gang kan der på dette grundlag sammenfattes omfanget og virkningerne af religiøs fundamentalisme i Europa.

Ruud Koopmans præsenterer sit studie i artiklen “Fundamentalismus und Fremdenfeindlichkeit. Muslime und Christen im europäischen Vergleich” i den netop offentliggjorte udgave af WZB – Meddelelser i december. Ruud Koopmans: Fundamentalismus und Fremdenfenidlichkeit Muslime und Christen im europäischen Vergleich.PDF, Six Country Immigrant Integration Comparative Survey (SCIICS)

Fortsæt med at læse “»Rør ikke vores laïcité« *”

Af Lene Kattrup, dyrlæge, medlem af etisk råd, i Kristeligt Dagblad 9.12.2013

Forskellene præger udvikling på forskellig vis. Religion kan defineres som et individuelt trosanliggende, det vil sige det enkelte menneskes verdensanskuelse, der ikke kan begrundes rationelt. De enkelte religioner har en indre rød tråd eller en kerne.

En ideologi kan defineres som de systematisk sammensatte idéer og programpunkter, der ligger til grund for en politisk, religiøs eller filosofisk helhedsanskuelse, skole eller bevægelse. Nogle ideologier er totalitære som for eksempel fascismen, nazismen og kommunismen.

Med hensyn til ideologier er de fleste af os enige om, at de er meget forskellige, samt at deres betydning for samfundsudviklingen de steder, hvor de dominerer, er stor. Vi vil sjældent putte dem i ”samme skuffe” og omtale deres betydning i fællesskab eller som værende relativt ens. Det ville være meningsløst. Vi ved for eksempel, at kommunismen og nazismen har et forskelligt idé- og værdigrundlag, hvorfor de befordrer forskellige politiske systemer og samfund.

Det undrer mig gang på gang, at en del af vores forskere ikke i deres arbejde tager udgangspunkt i, at religionerne på samme måde i de fleste tilfælde er så grundlæggende forskellige, at det ikke giver mening at behandle dem i fællesskab, når man vil studere deres betydning for udviklingen.

Efter min mening er forskellene så store, at deres konklusioner bliver forkerte, fordi de fra start af har haft en forkert præmis for deres arbejde. Dette synes jeg kan indses logisk, men det bekræftes også af et studium af virkeligheden.

I klummen ”Kan religion og udvikling forenes?” i Kristeligt Dagblad den 22. november forsøgte Brian Esbensen at forene og sammenfatte religionerne på denne måde med en del eksempler fra forskningen, hvorfor konklusionerne flere steder blev fejlbehæftede.

Det fremgik, at præmissen var, at religionerne i det store og hele nok er ret ens eller i det mindste har så store fællestræk, at man ikke kan forvente, at de påvirker demokrati, frihedsrettigheder og økonomi meget forskelligt.

Et eksempel. Malaysia blev omtalt som et muslimsk vækstmirakel. Dette eksempel blev brugt til at påvise, at vi kan se rigdom i lande med dominans af islam, selvom vi i de øvrige muslimske lande desværre hovedsageligt ser det modsatte. Malaysia får teorien om, at religionens art ikke har så stor betydning, til at passe.

Fortsæt med at læse “Religioner er ikke ens”

Et folk uden religion står i den yderste dødsfare. (Vilhelm Grønbech –historiker.)

af Kurt Rosenstrøm

Som den danske religionshistoriker Vilhelm Grønbech ( 1873-1948) udtrykker det i sit omfattende kulturopgør, så opfatter det moderne menneske ikke længere religionen som ånden i samfundet, troen styrer ikke virkelighedsopfattelsen. Men som Grønbech også slår fast med syvtommersøm, er denne udvikling en katastrofe for kulturen, for et folk uden religion står i den yderste dødsfare.

For at starte med begyndelsen, så er det ingen sensationel nyhed, at med multikulturens udbredelse og EU,s indblanding i medlemsstaterne indre anliggender, er Nationalstaten ikke så populær, som den har været. Det er således en udbredt tanke, at det selvfølgelig er meget godt at kende sin historie, men i den moderne verden hvor alle kulturer er lige gode, og nye mennesker fra andre kulturer indvandrer til Danmark, må vi tilpasse os de nye værdier og blive multikulturel. Dermed passer det som fod i hose også med EU, der som bekendt arbejder på at få flere indvandrere ind i EU. Samtidig med at vi skal tilegne os den EU identitet, som de begejstrede EU tilhængere i sin tid plaprede op med, da danskerne i 1993 meldte sig ind i Den Europæiske Union.

Imidlertid var tankegangen en fiasko i 1993 og den er naturligvis dødfødt idag. Danskerne har ikke noget fælles med portugisere og grækere, som ikke har noget til fælles med tyskere og vice versa. Europæerne har kun demokratiet til fælles, og det skaber hverken identitet eller fællesskab. Kan mennesket derfor ikke identificere sig med de normer og værdier som ligger i traditionen, har det ingen rigtig identitetsbevidsthed, hvilket man godt kan svinge sig op til at sige faktisk er afgørende for meningen med tilværelsen. Nationalstaten er derfor en nødvendighed for at holde samfundet sammen og for at danskerne kan identificere sig som danskere og opføre sig ordentligt overfor hinanden.

Eller som Som Marie Krarup MF (DF) så præcist skriver i sin kronik Nationalstaten – et civilisationsfremskridt (Berlingske 4 december 2012)

”Der ligger en følelse af fællesskab og medlemskab i det nationale, fordi man deler sprog og kærlighed til den samme plet på Jorden. Den nationale loyalitet, der er vokset frem gennem mange århundreder, er gået forud for vores demokrati og er forudsætningen for vores samfundsopbygning.”

Eller som filosof og biolog Konrad Lorenz skærer ud i pap. (Bagsiden af spejlet). “Vi må forstå,” skriver Lorenz, “at et systematisk opgør med forfædrenes traditioner er ensbetydende med at undergrave sin egen identitet, en undergravelse der giver rodløshed.” Faktisk mener Lorenz, at et isoleret menneske slet ikke et menneske, da menneskeånden er et overindividuelt fænomen, bundet sammen af slægternes traditioner. Vi har således to fremragende forklaringer, der får sat kulturen og Nationalstaten ind i den begrebsramme, hvor den hører hjemme.

Men den form for tænkning er ikke noget der præger professor Christian Bjørnskov, der I en Kronik i Jyllandsposten (Religion blokerer for udvikling) 30.10.13) skriver:

” Fortalerne for religionens fortsatte betydning i Danmark har et forklaringsproblem”.

Det må nok siges at være en udtalelse, der vil noget. Men hvorfor mener Vilhelm Grønbech så, at et folk uden religion står i den yderste dødsfare, medens Christian Bjørnskov mener, at religion blokerer for udvikling? De kan jo ikke begge have ret. I resten af Kronikken skal jeg forklare, hvorfor det er Christian Bjørnskov, der har et forklaringsproblem.

Hvad er religion, og hvordan hænger religionen sammen med kulturen?

I dag er en af årsagerne til kritik af religionen, at mennesket er rationelt væsen, og at udviklingen i verden viser, at religion fører til fanatisme og ekstremisme. Og da sekularisering i den moderne verden samtidig beror på ønsket om en adskillelse mellem politik og religion er konsekvensen blevet, at religion ikke hører offentligheden til, eller at religion ikke er for oplyste og rationelt tænkende mennesker.

Den alvorlige fejlslutning er imidlertid, at den menneskelige psyke udover at have en rationel side, som omfatter sekundærprocesserne, også har en irrationel side som omfatter primærprocesserne. Denne todeling i den menneskelige hjerne er lige uundværlige og tjener forskellige formål. Fx sikrer den rationelle tænkemåde, at vi kan tilpasse os de fysiske, biologiske og samfundsmæssige vilkår omkrig os, medens de irrationelle primærprocesser beskæftiger sig med banale eksistentielle betragtninger som mening med livet og orden og sam-menhæng i tilvarelsen. Og det er her Konrad Lorenz kommer ind i billedet med sit syn på, at menneskeånden er et overindividuelt fænomen, der er bundet sammen af slægternes traditioner.

Forklaringen er således, at religion primært er et åndsfænomen, som er en del af det, som psykologen C.G.Jung (26 juli 1875 – 6 juni 1961) i sin tid kaldte de arketypiske forestillinger. Dvs. forestillinger der bygger på myter, fortællinger, og gudsforestillinger, der til stadighed lever videre i det kollektive ubevidste, og som er fælles for alle mennesker og kulturer.

En kultur uden religion gives derfor ikke, da de grundlæggende arketypiske forestillinger bygger på åndsfænomener og dermed det kollektive ubevidste og dermed de irrationelle primærprocesser, der som omtalt beror på en indre instans, der forsøger at opretholde meningen med livet, orden og sammenhæng. Religion er derfor primært en eksistentiel og meningsfortolkning, der bygger på de psykiske primarprocesser. At religion så blokerer for udvikling, kan derfor anskues på to måder, som jeg skal komme tilbage til. Christian Bjørnskov uddyber den 8. november i ”Punditokraterne” påstanden om religionens problem.

”Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og jeg har foreløbig forfattet to studier, hvor vi omhyggeligt har håndteret virkningen af religiøsitet og af forskellige religioner. Vores hovedfund – og grunden til at vi netop ikke diskuterer de forskellige hensigter med forskellige religioner – er at vi ikke finder forskelle på deres konsekvenser. Med andre ord er de to studier anskuelighedsundervisning i et hoveddiktum i al empirisk forskning i samfundsvidenskaberne: Man kan aldrig antage, at bestemte hensigter fører til tilsvarende konsekvenser!”

Fortsæt med at læse “Religion og nødvendighed”

“What is wrong with you if you would do this at a funeral?” skriver Dean Skoreyko. (Nu er det ikke selve begravelsen) Tjah, Michelle Obama er ‘not amused’, eks-kommunisten Thorning har en virkelig fest samtidigt som hendes højre hånd må træde vanæret tilbage hjemme i Danmark. Der var noget fjoget og useriøst over Svend Auken, man genkender hos Helle Thorning. Der er ikke tale om helstøbninger i begge tilfælde. Man kan mene så meget om Mandela, men dette er uværdigt, selv hvis man ikke er statsoverhoved. Det er voksne børn, som ulykkeligvis er statschefer. The Death of the Grown-Up. – Barack Obama, David Cameron and Helle Thorning-Schmidt Take Selfie At Nelson Mandela Memorial, Why do Cameron and Obama feel the need to behave like idiots?

CBN,December 10, 2013: Brotherhood Supporters Advising Obama Administration? Se også Inside the Muslim Brotherhood in the West og Muslim Brotherhood America’s Next Great Enemy? og dokumentaren Brotherhood of Terror – The Muslim Brotherhood

Hvem ejer multikulturen, II ?

Jeg har tidligere fraskrevet mig ethvert medejerskab til multikulturen under henvisning til 18 meningsmålinger foretaget i om dansk fremmedpolitik mellem 1985 og 2002. På intet tidspunkt viser de flertal for den førte fremmmedpolitik. Selvom man skulle mene, det var en central demokratisk pointe, er det et ikke-diskuterbart faktum med det mindretal, der installerede multikulturen. De ville skulle indrømme, at de handlede mod demokratiske grundprincipper, og det vil de naturligvis aldrig gøre.

Jeg mener imidlertid, det er en helt afgørende pointe at holde dem fast på enhver negativ konsekvens af masseindvandringen, hvad enten de er i live er er nået at dø som f.eks. Svend Auken. Kastanjerne i ilden er deres. De har lavet et barn på os, og barnet er i mine øjne illegitimt.

Er det tilstrækkeligt, at en vidtgående, upopulær beslutning er gennemført af folkevalgte, eller er det ikke jvf. alle EU afstemninger? Politikerne vil gerne have brede forlig om f.eks. forsvar, sundhed og skole, men de har ikke skønnet at bred enighed var vigtig om, at vi om to årtier er en million fremmede i Danmark. Multikulturen er født som konfliktstof, sådan som den er kommet til verden, og konflikten kommer til udbetaling. De rette kan lige så godt modtage den nu, hvor den endnu er håndterbar, mens nogle af problemerne endnu kan løses demokratisk. Når der er en halv mio muslimer i landet, er den tid antagelig forpasset. Uden et folkeflertal bag sig, er den politiske klasse på dybt vand, når og hvis indvandringsproblemerne bliver mere akutte, end de er nu.

De der har skabt nuværende og kommende problemer, ejer dem. Jo værre de bliver, desto mere skal de eje dem. Jeg ville selfølgelig gerne høre en god grund til, at jeg skulle hæfte solidarisk med et mindretals hasarderede handlinger, men da masseindvandringens legitimitet som sagt er udiskuterbar, forventer jeg den ikke. De kan tvinge os til at betale til deres eventyr, men de kan ikke tvinge os til at acceptere problemerne som vores, især ikke når de selv smyger sig udenom så godt de kan jvf. socialdemokraters privatskolevalg.

Det kan da også være, – relativt utænkeligt – at de røde lamper holder op med at blinke, at det hele går helt pingeling, og at ingen vil komme efter multikulturalisternes skalp, det er bare ikke det som er at se i min krystalkugle i disse år og der skal drastiske forbedringer af mange forhold til, før jeg ser den fremtid. I yderste instans, i tilfælde af at danskerne bliver påført krig af multikulturalisterne, befinder vi os på hver sin skanse. I skyder på mig, jeg skyder på jer, og jeg er til orientering en ret god skytte, ikke som de ‘danske’ amatører, der render rundt nede i Syrien og skriger og råber ‘allahu akkbar’ og skyder op i luften og får sig selv slået ihjel på  samlebånd..

Den samme antidemokratiske tendens man ser af danske målinger, finder den norske professor Sigurd Skirbekk i hele Europa i sin artikel The Immigration Debate: A Question of Moral, Science, Ideology, Myth or Belief?

When arguments in public debates do not represent the view of experts, this could be because they rather represent an overwhelming public opinion. But that is certainly not the case regarding this debate. Migration policies have rarely been voted on. The closest we can come to a determination of the popular will is various opinion polls, with comparable questions from the same period.

In 1994, the German periodical Focus pointed to opinion polls taken in Germany, France and England in which 55, 52 and 50 per cent, respectively, felt that their countries accepted too many immigrants.1 There are corresponding figures for the Scandinavian countries. From Norway we have a representative study from 1987 which showed that 51% of the people felt that the country should accept fewer immigrants; 25% felt that politicians should stick to current practice, while only 8% wanted to accept more immigrants.2 A similar study in Sweden, made a couple of years later, showed that 54% of Swedes felt that too many people were immigrating to Sweden.3 A later Gallup poll in Denmark showed that 59% of Danes wanted to limit immigrants access to their country.4 In later studies the figures have varied somewhat; but there have always been more people who have favored a restrictive policy than those who favored liberalization.

The extent of recent immigration cannot be explained on the basis of popular opinion. So the next question is this: can it be explained on the basis of a superior insight among groups that have dominated the debate in the public media? If so, the arguments in favor should not be falsified by empirical data or represent obvious logical self-contradictions.