Manifestation mot DN – Wolodarski “sympatiserar” – Det hele begyndte med, at professor Arnstberg og journalist Gunnar Sandelin efter en måneds forhandlinger fik en stilfærdig og saglig annonce i Dagens Nyheter for deres bog Invandring och mörkläggning, en saklig rapport fra en förryckt tid. Det var selvfølgelig en ren alibibeslutning fra redaktør Wolodarskis side, i dag er det hverdag igen og avisen vil nægte en hvilken som helst kronik eller annonce optagelse – business as usual. Wolodarski kan ikke snyde nogen til at tro, at DN ikke er et censurerende propagandaorgan for multikulturen, hvor mange har DN ikke lukket munden på inden det skrækkelige internet underminerede deres ytringsmonopol? I dag skal han brændes, men i morgen er han glemt:(Klik billeder for helskærm)
Redaktøren satte imidlertid gang i Twitterhønsenes standende brigade af debattyranner, de svenske, overvejende kvindelige multikulturalister i de snakkende klasser, der er vant til at have bukserne på og shame enhver politisk debat til i moralisme og politisk religiøsitet. Når folk holder op med at tro på Gud, begynder de at tro på Helle Klein , Alexandra Pascalidou, Lena Sundström og Elisabeth Olsson Wallin, den fejge fotograf, der lever i det meget kristelige Sverige af 50’erne og har så travlt med Jesus, men ikke kunne drømme om at træde ind i nutiden og røre ved Muhammed. Der skal dæleme ikke være nogen debat i Sverige, som baserer sig på fakta og fornuft. Mikael Jalving har vittigt beskrevet det hele i Jyllands Posten i dag i Et land af skygger og spøgelser.
Mens jeg var ude og passe mine daglige gøremål, fik jeg så en mail om næste geled af Twitterhønsenes aktioner i Sverige i dag, fodtussernes og gadeterroristernes. Nu skal der brændes hekse, aviser og bøger, men Sverige vil ankomme til virkelighenden frivilligt eller uvilligt, og visst vill det göra ont när knoppar brister. Vielgrescheri, Bedsteforældre for hyl, Ingen racister i vore gader og bongotrommer. Burn baby, burn.
Alle hønsene m/k har så ondt i rumpetten, at de ikke kan lægge æg i dag af lutter ophidselse. Helle Kleins skriverkarl Mattias Irving er så venlig at opmærksomme yours sincerly og et foto jeg har taget. Skide godt, hans skinhellighed, vi har kun det sjov, der kommer fra det svenske matriarkat og deres kastratsangere. Jeg bliver i særlig godt humør af at blive set gennem Expo og Segloras briller, ellers er det ærlig talt for kedeligt et syn at spejle sig. Det har intet med politik at gøre, og alt med magt, religion og følelser at gøre.
Sådan har nordmændene det jo også med Sverige i øjeblikket. Egentlig har vi ondt af svenskerne, men ikke nok til at afstå fra at more os af den grund, og i morgen er det som sagt atter hverdag, og Helle Klein kan lægge guldæg igen i “skärningspunkten mellan det existentiella o samhälleliga”, og Wolodarski kan renvaske svensk debat som normalt i hele opløbet til valgkampen. Hans alsidighedsalibi er hjemme, tror han, og imens bare vokser Sverigedemokraterne.
Vist gør det ondt, høns, men ikke en brøkdel så ondt som på hundredetusindvis af svenske voldsofre for multikulturen. Disse apologeter for bortgivelse af land har ikke et folkeflertal bag sig, de er et døende segments hyleri, mennesker der ikke kan se et anduvende, politisk nederlag i øjnene med værdighed.
Det svenske folk har lidt. I vil komme til at lide en dag, hyl eller ej. Et delt folk betyder dem og jer og der er ingen selvklar grund til, at Helle Klein , Alexandra Pascalidou, Lena Sundström, Elisabeth Olsson Wallin og Mattias Irvings standpunkter vil vise sig gratis i længden efterhånden som Sverige forfalder. Vrede over hvad der er sket, og hvad der kommer til at ske, er min bestående følelse over for disse modbydelige forræddere. I ventetiden kan man more sig lidt efter fattig evne.
(Se også Karl-Olov Arnstberg, “Jag är förbannad för att man inte får säga sanningen i Sverige”, När fakta blir rasism, Aftenposten : Leserstorm mot innvandringskritisk annonse i svensk avis, Dispatch LEDARE: Hitler hade varit stolt över ”anti-rasisterna” og Helle Klein interviewet i Ekot. En enkelt hæderlig socialdemokrat, Widar Andersson, går op imod strømmnen: När fakta blir rasism )
Glædelig jul, Malmø
Fra Uwe Max Jensen














