Migrationsverkets prognoser har altid været for lave. 69.000 asylsøgere til Sverige næste år, er utænkeligt lavt. Der har været nævnt tal på op til 130.000. Migrationsmedarbejderen Migga_X skriver: “Inom de närmsta tre åren kan en halv miljon människor komma att bosätta sig här. Politikerna verkar inte fatta allvaret.”

Inför våren diskuteras “extraordinära åtgärder”. Migrationsverket har haft kontakt med Försvarsmakten för att se om det finns nedlagda logement som kan användas. Man har också fört diskussioner med statliga Specialfastigheter som bland annat har hand om landets fängelser, men det har inte gett så mycket.

Det bli aktuellt med andra tillfälliga lösningar. – Kommer det folk och vi inte har något ställe att lägga dem på kan det bli tal om sovsalar, gymnastiksalar, båtar och sådana där oljeplattformar till exempel, säger Martin Helander. Stor brist på flyktingbostäder

At Sverige har olieplatforme er en nyhed for mig, men der skal måske opføres nogle. En skribent spørger sig, hvad der egentlig foregår i svenske politikeres hoveder: Man kan säga att svenska politikers agerande har passerat gränsen för ren dumhet och det liknar mer en medveten strategi för att förgöra landet och överlämna det till främmande makt.

Det svenske Liberale Ungdomsforbund vil masseevakuere syriske flygtninge fra Syriens nabolande. Det er over to millioner mennesker, LUF vil have til Europa. De kan da sagtens være i tyndtbefolkede Sverige allesammen, LUF sørger bare nogle flere olieplatforme. Jeg bør gense Gøgereden i aften, jeg mener at huske, der var et vist rationale i dårekisten. I morgen har jeg måske et bud på, hvad der foregår.

Svensk imam storsmugler af våben til Syrien

Haytham Rahmeh var imam ved Stockholms moské på Medborgarplatsen, som er Islamiska förbundet i Sveriges, det vil sige Det Muslimske Broderskabs religiøse fascister, som den svenske nomenklatura har en særlig forkærlighed for. Den er naturligvis kendt for hadprædikanter og antimemitisme. Haytham Rahmeh har holdt fredagsbøn i SVT og er stadig folkeregistreret på en adresse i Solna ved Stockholm.

Mannen heter Haytham Rahmeh och kommer från Syrien. Ekot kan i dag avslöja att han är en av de viktigaste personerna för att förse rebellerna med vapen.

Under flera år var Haytham Rahmeh huvudimam i Stockholms moské på Medborgarplatsen. Han har också varit ordförande i en europeisk organisation för imamer. Men sedan ungefär ett och ett halvt år tillbaka ägnar han sig i stället åt den syriska oppositionen och åt vapensmuggling, enligt Ekots källor som finns både i Sverige och utomlands. Svensk före detta imam smugglar vapen till Syrien, Svensk imam pekas ut som vapensmugglare

Se også DKA: Nye tal fra PET: Danmark er storleverandør af krigere til blodbadet i Syrien.

Løgn og hykleri

Svenskerne stemmer med fødderne. I et demokrati er det selvfølgelig ønskeligt at folk stemmer med stemmesedlen inden noget uønsket sker. Når demokratiet svigter eller sættes ud af kraft, som tilfældet er med masseindvandringen), går der råd i samfundet og helt ind i den enkeltes bevidsthed. Nu er det uønskede desværre sket, og Sverige atomiserer på alle områder og det begynder allerede i barndommen. Svensk middel- og overklasse sørger for, at deres børn går i etnisk svenske friskoler, mens rosset kan gå i kommuneskolerne – dvs. underklassen og indvandrerne. På papiret skal friskoler tage imod enhver elev, men i praksis er det langt fra, hvad der foregår.

Reportagen Friskolor väljer bort besvärliga elever minder visse ster om den berømte Valstugareportage fra valget 2002. Hvis ”Sandheden skal gøre jer frie”, som Jesus siger, så der der nogle her der lever i et fængsel. En af SVT’s ansatte skriver på sin blog: ”Skiten måste fram” – om mediebevakning i förorten. I Sverige har den offentlige løgn nået en størrelse, så den lever sit eget liv og apropos løgn, så læs et stykke, som en af kommentatorerne var så venlig at minde mig om forleden: Minnen från landet där den offentliga lögnen fått en svindlande omfattning av professor emeritus Jacob W.F. Sundberg.

Jeg kan være i Sverige i måneder uden problemer og nyde det, hvis jeg holder mig fra andet end P 2 klassisk (som DR’ P2 kunne lære alt af), men jeg har en streng kvote på, hvor længe jeg kan opholde mig i svensk offentlighed af journalistik og opinion uden at pådrage mig depersonalisering, en meget ubehagelig tilstand af angst, stress og uvirkelighed. – Se Uppdrag Granskning.

“Uppdrag Granskning” vill i morgondagens program visa hur en skola selekterar elever utifrån etnicitet. Men, redan innan programmet sänts slår skolan fast: “Vi ska stämma dem för förtal”. Skola hotar att stämma Uppdrag Granskning, “Anna” fick plats, men inte “Alejandro”.

Fortsæt med at læse “Trængsel i Gøgereden”

Af Tim Pallis

Vi befinder os i en tid, hvor uddannelsessystemet er blevet stærkt politiseret. Eksperters rapporter og udtalelser i medierne oser af venstreorienterede og kulturradikale holdninger. Hvor går grænsen mellem videnskabelig forskning og politiske holdninger? Hvorfor er der ikke længere balance i mediernes brug af eksperters politiske holdninger? Man kunne forvente en højere grad af saglighed i den akademiske verden.

Det tydeligste eksempel på dette er vore religionssociologers islamapologi. De undskylder, forsvarer og bortforklarer hele tiden de voldelige træk ved sharia-islam. Folkekirkens netværk af islamkritiske præster, som for det meste er tidehvervspræster, bliver betegnet som fundamentalistiske højrefløjskristne, skønt det er helt forkert. Kirkens højrefløj er nemlig Indre Mission, hvor det ikke er nogen skam at bekende sig til kristen fundamentalisme.

Er der en forklaring på, hvad der er galt med den religionsvidenskabelige forskning? Ja det er der! Det drejer sig om det antropologiske kulturbegrebs dominans i venstreorienterede forskermiljøer. Kim Møller skriver i sit speciale Vejen til Damaskus Dansk islamforskning 1885-2005. Fra København til Damaskus om Jørgen Bæk Simonsens humanistiske skift fra den filologiske metode til det antropologiske kultursyn. Bæk Simonsen gik væk fra de skriftlige kilder om troen og indledte en dialog med de troende. Det mener jeg ikke er en anvendelig videnskabelig analyse af islam eller af nogen anden religion for den sags skyld.

Der gik socialkonstruktivisme i universiteterne, så det ikke længere er muligt at skelne mellem det fagligt korrekte og det politisk korrekte. Der er heller ikke nok kendskab til de magthistoriske og idehistoriske sammenhænge, fordi vi har svært ved at komme forbi den marxistiske historievirus.

Universiteterne overalt i verden har nu i 4 årtier været domineret af kritisk teori, kritisk pædagogik, kritisk psykologi og kritisk sociologi, som er det samme som kulturmarxisme. Og universiteterne har smidt historien på lossepladsen. Historikeren Bernhard Lewis har i et i et interview med Flemming Rose i Jyllandsposten sagt, at vietnamkrigen er middelalderen og koreakrigen antikken. Uvidenheden er enorm.

Det, der præger tiden, er en relativisme på alle planer. Her tænker jeg ikke på Einsteins relativitetsteorier eller på den relativitet, som findes i de økologiske systemer, hvor alle ting gensidigt påvirker hverandre. Jeg tænker heller ikke på den buddhistiske relativitet, hvor ethvert fænomen opfattes som betinget af ethvert andet fænomen. Det, jeg tænker på, er kulturrelativismen, hvor man ikke må opfatte den ene kultur som bedre end den anden.

Man må altså ikke kritisere en anden kultur. Der tales også om religionsrelativismen, hvor den ene religion ikke er rigtigere eller bedre end den anden. Om det er buddhisme, kristendom, Jehovas vidner, scientologi, islam eller asatroen kan vel være lige fedt. De ateistiske religionshistorikere mener forøvrigt, at de er lige skøre alle sammen – i fænomenologien og hermeneutikken er alle katte grå.

Kulturrelativisme og religionsrelativisme er at lade normative vurderinger af menneskelig adfærd relativere kultur og religion. Derfor må man ikke kritisere andre kulturer eller religioner end sin egen. Vi må gerne dyrke selvhadet, oikofobien, for vi har rigtig meget at undskylde, ellers vil den store verden ikke købe vore produkter.

Men ifølge værdirelativismen, må vi ikke gøre os til dommere over andres værdier og normer. Man må gerne kritisere undertrykkende handlinger, men ikke den kulturelle eller religiøse ideologi, som forårsager dem. Denne relativisme udspringer af de kulturradikale og socialistiske principper om, at alle skal sættes lige i samfundet. Det er det svenske princip om alle menneskers ligeværd. Men en gnosis siger, at lighed uden skelnen er dårlig lighed og skelnen uden lighed er dårlig skelnen.

Multikulturalismen og kulturrelativismen udspringer direkte af Frankfurterskolens svar på hvilke værdier, der fortjener at blive sat i højsædet for at bestemme den retning, udviklingen skal tage. Multikulturalisterne gør oprør mod det, de opfatter som kultur imperialisme, etnocentrisme og nationalisme, skønt der blot er tale om kulturkonservativisme og nationale særpræg.

De mener, at alle kulturer bygger på relative værdier, og at alle kulturer og alle værdier er relative. Ingen kultur og slet ikke den vestlige må bedømme andre kulturer. Enhver kultur skal kun forstås og vurderes indefra på grundlag af sine egne værdier og målestokke.

Derfor har alle kulturer sammen værdighed og lige rettigheder og bør behandles med samme respekt. Vestens rejsende skal ikke komme med deres bedreviden og bedømme andre ude i verden. Denne tankegang er som snydt ud af næsen på Franfurterskolens elevklasser.

Umiddelbart kan det jo synes pænt, at man ikke kommer med sine fordomme og bedreviden til en anden kultur, men medbringer en fin tolerance og et åbent sind overfor alt, hvad der møder en på vejen ude i verden. Det var tidligere antropologernes dilemma, at de mødte kulturfolkenes liv med deres vestlige værdisystem i bagagen og derfor ikke rigtig kunne tune ind til, hvad der egentlig foregik.

I Niels Bohr udvidede komplimentaritetsteori så han et problem i, at den antropologiske iagttager interfererer med det miljø, som han ønsker at beskrive og derfor beskriver det forkert. Men Bohr havnede ikke i den kulturrelativistiske suppedas.

For her må vi ikke længere vurdere menneskelivet i etisk henseende. Skal vi være tolerante over for intolerancen? Skal vi være tolerante overfor de fejlslagne virkelighedsbeskrivelser, som dyrkes i kommunismen, nazismen og islam? Skal vi være tolerante overfor chauvinisme, totaritalisme og fascisme?

I sin bog Mig og Muhammed spørger Michael Jalving, hvordan en trosretning, der hævder at være fredelig og civiliseret, samtidig kan rumme et så omfangsrigt katalog af undertrykkelse og dødbringende intolerance. Er det et forkert spørgsmål at stille?

Selv om tolerance er et etisk udtryk for kærlighed til næsten, foretrækker jeg en mere sekulær forståelse af tolerance begrebet. Det bør ikke gælde for de overtrædelser af menneskerettighederne, som foregår i denne verden, det bør ikke gælder for intolerance, kvinde- og børne-mishandling og terror og vold mod homoseksuelle og anderledes troende. Den store tyske forfatter Thomas Mann sagde engang: “Tolerance er en forbrydelse, når den gælder for ondskab.”

Multikulturalisme og kulturrelativisme er filtre, som forhindrer en klar virkeligheds beskrivelse. Det er en forvrængning af virkeligheden. Tilhængerne af disse politisk korrekte synspunkter har givet afkald på deres egne kulturelle normer i en kvasi religiøs tro på Frankfurterskolens kulturmarxisme. Derfor vil de være ganske forsvarsløse overfor de krav, som de vil møde fra islam.

Kulturrelativister er lige så svage som kristne, som jo i evangeliet opfordres til at vende den anden kind til. Deres værdirelativisme er en kritikløs omfavnelse af islam og det værste er, at de ikke er klar over det. De kulturradikale, multikulturalisterne og kulturrelativisterne er alle islams nyttige idioter. Den menneskelige psykes evne til fortrængning, virkelighedsfornægtelse og selvbedrag er enorm.

Tidlligere domprovst Poul E. Andersen omtaler de tolerante multikulturalister hippe kulturfordærvere. Han henviser til Ibn Warraq, som har sagt:

“Hvis relativismen er sand, får det som konsekvens, at man ikke kan sammenligne Jesus Kristus, Sokrates eller Solon med Hitler. Vi kan ikke sige, at Jesus var moralsk højerestående end Hitler, hvilket er absurd”.

Lige siden de græske sofister i 400-tallet fvt. hævdede, at der ikke findes nogen absolut sandhed om noget som helst, har et hjørne af de ateistiske filosoffer bedyret, at der kun findes meninger. Dette har været vand på antropologernes mølle. Man har ikke lov til at karakterisere polygami, omskæring og drab på homoseksuelle som barbari, bare fordi vi ser tingene udfra vore egne etnocentriske fordomme. Vi bør se tingene ud fra en kulturel helhed, hvor shariaen har en funktion i helheden.

Den kulturrelativistiske tese er, at vi slet ikke kan tale om, hvordan virkeligheden er i sig selv, fordi vi kun kender den i forhold til vor egen bevidsthedsopfattelse. Intet virkelighedsbegreb er mere korrekt end noget andet. Vi kan derfor slet ikke tale om, hvad der er sandt eller virkeligt.

David Favrholdt skriver følgende i artiklen En streg i sandet fra 2006:

“Herhjemme blev kulturrelativismen forfægtet af mange, nok klarest af teologen Johannes Sløk. »Virkeligheden er ikke et eller andet uafhængigt og i sig selv værende og ’objektivt’ uden for mig,« skrev han. »Selve virkeligheden kan aldrig blive andet end min virkelighed.« (i Herre, giv mig mere vantro, 1988). Min virkelighedsopfattelse deler jeg med andre, der har samme sprog og begreber, som jeg selv, men folk i andre kulturer strukturerer med deres sprog virkeligheden helt anderledes end jeg, er hans budskab. Derfor er det ikke engang sikkert, at Jorden er rund. Og derfor er alle andre kulturer i enhver henseende ligestillede med vores. Også i moralsk henseende? Ja, er Sløks svar: »Det giver ingen mening at tale om en absolut moral, lige så lidt som det giver mening at tale om en absolut sand virkelighed.«

Sløk var universitetsprofessor ikke mystiker, og derfor var han en del af det intellektuelle miljø, som skabte Frankfurterskolen. Han var i hvert fald kulturrelativist. Jeg har lov til at undrer mig over, at hans kulturrelativisme gik så langt ud i ekstremerne, at han var åben overfor den mulighed, at jorden er flad, og at der ingen absolut moral findes og ingen absolut sand virkelighed.

Kasper Støvring er herhjemme en af den moderne konservativismes helt store politiske filosoffer. Han har tilmed en forunderlig evne til at tænke og skrive klart og præcist. I artiklen Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde skriver han:

Fortsæt med at læse “Kulturrelativismens fornægtelse af normativ skelnen”

Det er jo en fantastisk bedrift af norske politikere på kun én generation. Er de i skabs-svenskere eller danske folkesocialister? Her er lidt af den lidelse, de har påført deres godtroende landsmænd:

Sturla Nøstvik (36) ante ingen fare før et pistolskjefte ble slått i pannen hans. Det ble starten på et 50 minutter langt helvete som gissel i ranernes vold. Ranerne tror ikke helt på sin egen trussel og instruerer Sturla til å si at ranerne ikke er mørke, men hvite i huden. Selv tipper han de er somaliere.

Der kvinner voldtas ute i oslonatten, der ranes menn i langt større omfang. Bare de siste ti årene er mer enn 4000 personer blitt ranet i Sentrum og Grønland politistasjons område, de fleste unge menn.

Sturla Nøstvik er ransoffer nr. 351 bare på Grønland i år, mens det i samme periode er anmeldt drøyt 50 overfallsvoldtekter i hele Oslo. Politiet oppsøkte Sturla Nøstvik da han var på legevakten til behandling etter ranet. ….Han er blind på venstre øye. Han er derfor glad det ikke gikk verre. Kuttet i pannen er rett over det friske øyet.

De sa at alle har krav på å føle seg trygge, men at de ikke har mulighet til å forhindre ranene. “Vi har tapt byen”, sa de. Så spurte de om jeg kunne gjette hvor mange patruljebiler de hadde ute i sentrumsgatene denne kvelden, sier Nøstvik. Ransoffer nr. 351, Grønland

Dragsdahl: Opgøret fra den kolde krig er ikke slut

I et stort interview med Bent Jensen får man et indblik i, at den netop afsluttede retssag handlede om langt mere end Jørgen Dragsdahls ære, og som prof. Bent Jensen siger, var det dumt af ham at anlægge den, for fokus rettes igen og forstærket på et kapitel, mange helst vil glemme. Selvom den kolde krig er overstået, er det det polititiske bo, der skal deles og trådene fra Dragsdahl fører så langt op i det politiske system, “at PET og Justitsministeriets viste udtalt mangel på samarbejdsvilje” med den kommende bogs forfattere. Danmark havde så vidt vides ingen flagrante landssvigere som socialdemokraten Arne Treholt eller oberst Stig Wenneström, men eftermælet er af stor betydning for alle, ikke mindst for de toneangivende på venstrefløjen under firsernes fodnotepolitik. De vil ligesom besættelsesgenerationen slås for det, til de dør, og når det er sket, får vi måske det hele at vide. Forudsat vi selv lever. Et par pluk:

Efter frifindelsen af professor Bent Jensen i Østre Landsret i fredags kan storværket “Ulve, får og vogtere” om den kolde krig i Danmark omsider udkomme. ” Vi tillader os i værket at anlægge et nationalt perspektiv og taler om ting som landets overlevelse, det danske folkestyre og truslen imod det. Det er usædvanligt,” siger Bent Jensen forud for udgivelsen interview

Dengang [1947-1950 og 1953-55] stod socialdemokraterne last og brast med Nato.” 2o år senere drejer partiets holding sig i en helt anden retning. ” Fra 1970′ erne får den sovjetfinansierede fredsbevægelse indflydelse. Det fremgår tydeligt, da Sovjet opstiller sine SS20-raketter vendt mod Vestens storbyer. Man hører ikke ét pip til protest fra fredsbevægelsen. Men da Nato som modtræk opstiller sine Pershing-raketter, bruser forargelsen op. Man protesterede aldrig over ondets rod, men altid over svarene på Østblokkens initiativer. Det svarer til venstrefløjens holdning i dag til truslen fra islam: Vesten bør uafbrudt være dem, der skal neje og bøje sig.” Bent Jensen og hans medarbejdere betoner i det nye værk, at de ikke har fundet noget, der giver anledning til mistanke om, at de mest sovjetvenlige socialdemokrater handlede som agenter.

Fortsæt med at læse “Oslo politi: “Vi har tabt byen””

af Torben Snarup Hansen, historiker, lektor emer.

En kultur virker ved efterligning, assimilering og etablering af sædvaner, idealer og normer. Denne kendsgerning erkendes ikke altid, og det gælder i høj grad embedsmænd, akademikere og politikere, der i dramatisk målestok mangler viden om ikke-vestlige kulturer – i modsætning til f.eks. sømænd.

Disse uvidende lærere, socialrådgivere, redaktører og parlamentarikere tror, at alle kulturer passer sammen. De tror endvidere, at hvis der opstår problemer med immigranter, er årsagen dels dumme danskere, dels for få kvadratmeter boligareal eller for få penge, overført fra kommunen.

Dette er en vigtig årsag (men ikke den eneste) til, at det statsligt/kommunale bureaukrati gennem tre årtier stadig ikke fatter, hvad der sker, når forkerte indvandrere gives adgang til forsikringsselskabet Danmark. Det samme gælder de fleste andre vestlige velfærdsstater.

Læreren tager en skoleklasse med i zoologisk have. Der kommer en meddelelse: Lågen til løveburet står desværre åben! Det korrekte ordvalg giver læreren mulighed for at tage forholdsregler, der redder elevernes liv. Den indvandringspolitik, Vestens magthavere fører, er 1) at åbne rovdyrburet og 2) at meddele, at det er lukket, og at der ikke er nogen fare.

Grov kriminalitet, skyderier og utallige tilfælde af chikane, trusler og tølperadfærd er nu blevet hverdagskost i de vestlige velfærdsstater som en konsekvens af de herskende klassers naive immigrationspolitik. Hvorfor kan et såkaldt “videnssamfund” ikke foretage de nødvendige justeringer og undgå denne elendighed og vold, som forårsages af fejlplacerede immigranter?

Efter Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 udviste Vestens herskende klasser i vidt omfang mådehold og rettidig omhu. Velstand, sikkerhed og stabilitet befordrede en gavnlig afpolitisering af samfundet (i modsætning til de totalitære massebevægelsers vanvid), og i flere stater forekom korruption stort set ikke.

Men de mange års fred og velstand har sløvet borgernes – samfundets – forståelse af at udvise rettidig omhu. De bemærkede ikke en orm, der gnavede sig ind i de statslige institutioner og efterhånden underminerede frihed, sikkerhed og velstand. Ormen – ormene – hed Gramsci, Lukacs, Adorno, Horkheimer og Marcuse. De var pionerer i en idéhistorisk kolbøtte: Frem til det 20. århundrede var næsten alt intellektuelt arbejde nært forbundet med et krav om frigørelse. Dette ændrede kommunismen (og i mindre grad nazismen, hvor der ikke blev tænkt ret meget).

Siden da har humaniora og samfundsfag, seminarer, skoler, medier og kirkelige organisationer været domineret af tyranniske ideologier som heterofobi, islamofili og klimareligion. Sproget og dermed undervisning og forskning blev hermed alvorligt kvæstet. Kritik blev afløst af politisk korrekt retorik og ensretning og foragt for faglig kundskab bredte sig.

Dette er baggrunden for, at beslutningstagerne i stat og kommune hverken kan eller vil meddele læreren og skolebørnene i zoologisk have, at lågen til rovdyrburet står åben. De – embedsmænd og politikere – har selv åbnet den, og nu vil de ikke indse, hvilke konsekvenser, dette fører til.

Fortsæt med at læse “Arabiske imperialister i Europa”

By Fjordman

The Camp of the Saints is a dystopian novel written by the French author Jean Raspail. Although it was first published as long ago as 1973, the author is still alive today. Now 88 years old, his brain remains remarkably sharp for a man his age.

Raspail has published many books, but the one for which he will be chiefly remembered is ironically his most atypical one. Over forty years ago, The Camp of the Saints predicted a Third World mass invasion of Europe, causing the downfall of Western civilization. This process was compressed in time so that what might take fifty years in real life took fifty days in the book. Also, the main bulk of illegal immigrants in the novel came from India. Today, while immigration to Europe comes from every corner of the planet, much of it comes from the Islamic world and Africa.

Apart from that, the novel was remarkably prescient in describing the dysfunctional mindset of the modern Western world. We have become so wedded to unsustainable humanitarian ideals that we are mentally incapable of defending our own continued national existence. When faced with millions of people coming from the global South, we simply raise a white flag and say that they are welcome to colonize our countries.

Or at least, that’s what our leaders and mass media do. Some of the natives are finally and belatedly starting to get restless about their state-approved ethnic displacement. Is this European awakening coming too late, or does it happen at the very last moment? Only time will tell. Jean Raspail was pessimistic on behalf of his native France in a new interview with him made in 2013.

In the generations that have passed since its original publication, The Camp of the Saints is no longer just a novel; it has now become actual reality in Europe. Hordes of illegal immigrants are entering the continent, sometimes by boat as in the novel, sometimes by other means.

In May 2011, I went for a trip to northern Italy. When visiting Pisa in magnificent Tuscany, I was greeted by sub-Saharan Africans selling Chinese-made authentic Italian souvenirs in the streets. Globalization is wonderful. I doubt all of these immigrants were in Italy and the EU legally.

For the first time in recorded history, the continent of Africa now has a larger population than the continent of Europe. What’s more, the already unsustainable African population is set to double in the coming two generations.

Africa is on the move, and it’s moving north. The Middle East and regions further east in Asia have already seen a growing influx of Africans. I visited Tel Aviv, Israel, in early 2013, for the first time in ten years. In just one decade, I saw many more Africans there than before. Obviously, Israel has some Ethiopian Jews, but Ethiopians have a distinct look. The ones I saw this time were often not Ethiopians. They were sub-Saharan Africans on the move out of Africa.

Ultimately, the intended destination for many of them is no doubt Europe, the promised land of milk and honey. The only response European political elites and the EU have to this is that it is “shameful” for Europe if foreigners trying to illegally enter and colonize Europe run into accidents along the way.

Meanwhile, the few people of European descent still left in Africa — mainly white South Africans — are being systematically wiped out in the most brutal manner possible. Africans wipe out the few Europeans in Africa, and then promptly follow them to Europe. Africa for Africans, and Europe for Africans, too.

One of the few contemporary scholars from Norway actually worth quoting is Sigurd Skirbekk, professor emeritus at the University of Oslo. Skirbekk questions many of the assumptions underlying Western immigration policies today. One of them is the notion that rich countries have a duty to take in all people from other nations that are suffering, either from natural disasters, political repression or overpopulation.

According to him, it cannot be considered moral of the cultural, political and religious elites of these countries to allow their populations to grow unrestrained and then push their excess population onto other countries.

Fortsæt med at læse “The Camp of the Saints and the Golden Dawn”

BBC Sunday Morning Live Se også France: Front National now enjoys equal approval ratings with Socialist party Hvad de godt måtte snakke lidt om for min skyld, var hvad Enza Ferreri skrev forleden. Det gælder nemlig hele Europa:

I said it’s odd but in fact it isn’t. There’s a crucial reason why the decisions about mass immigration have been taken by the various successive governments from the post-war period to now without bothering to find out what the people actually wanted. Because politicians know extremely well that the vast majority of the British population do not want this large-scale demographic experiment performed on them, as all opinion polls clearly show. IMMIGRATION: UK PUBLIC WAS NEVER CONSULTED

“Allahu Akhbar” tyske kristne!

Neustadt- Hambach . Søndag den 27/10/13 blev der i den lokale evangeliske Pauluskirke afholdt en “Fredmesse”. Højedepunktet i den første del af arrangementet var en ægte muezzin og Imam Rai it Altindaay . Han er imam for den nyåbnede moske i Neustadt. Som fra en minaret lød den tre minutter lød lange bøn ” Allahu Akbar … ” gennem kirkerummet. De besøgende stirrede anspændt frem for sig under det muslimske bønnekald, mens Allahs navn blev proklameret i kirken. Video: Muezzinruf in der Pauluskirche Hambach med fotos af moddemonstranter (Snaphanens oversættelse)

Neustadt- Hambach ligger ironisk nok kun 30 kilometer fra Worms, hvor Martin Luther forsvarede sine skrifter mod Pavekirken den 16. april 1521 og blev erklæret fredløs af den katolske kirke. Sveriges nye ærkebiskop, Antje Jackelén, har vagt sig ordsproget “Gud är större”. Hvad hun selv lægger i det ved jeg ikke, men Uammah’en vil ikke kunne fortænkes i at tolke det: Allah er større end ærkebiskoppens gud. Sådan ser det også ud, når vi kaster et blik ud over resterne af europæisk kristenhed. Christopher Hitchens havde et skrapt blik for, hvordan flertallet vestlige kristne står forrest i forræderiet mod deres egen tro og civillisation. Paven og ærkebiskopper fordømte ikke Ayatollah Khomeini i 1989 – men Salman Rushdie. “Rushdie var mit 9/11”, sagde Hitchens.

“Främlingsfientligheten som tränger in i våra vardagssamtal ska inte längre bemötas med tystnad – stöd ett Sverige för oss alla,” skriver Jan Scherman, Steffo Törnquist, Lasse Kronér och Erik Ullenhag tillsammans med flera hundra kända och okända svenskar. Uppropet publicerades den 13 september i både Aftonbladet och Expressen.

”Alla vi som bor här har ett ansvar. Vi kan inte flytta över det på någon annan.”

Var bor då dessa moraliska föredömen som uppmanar oss andra att göra upp med vår intolerans och bli lika goda människor som de? Hur mångkulturellt bor de toleranta? I Stockholms kommun har i genomsnitt 30,3 procent utländsk bakgrund.

1. De ljusaste stadsdelarna på kartan har en population där mindre än 30 procent har utländsk bakgrund. Klicka på stadsdelen för att visa exakt procentandel. De blå prickarna visar var undertecknarna av uppropet bor. Adresserna är hämtade från folkbokföringen 2013. De adresser som visas på kartan är inte exakta, för att inte peka ut någon enskild individ. Klicka på bilden för att komma till kartan på Google Maps og se videre på Affes Statistik-blogg, der også viser de tolerante kvarterer, “der ikke flytter ansvaret over på andre” i Malmø og Gøteborg. Hur mångkulturellt bor de toleranta?

I Norge sagde Professor i Socialantropologi, Thomas Hylland Eriksen for nogle år siden: “Jeg bor i en kjedelig, hvit del av byen, men det er iallfall fine høstfarger nå.” Han er nok flyttet til noget mindre kedeligt i mellemtiden.

Svensk sosse: “Weimarepublikkens sidste dødstrækninger”

S-bloggeren Johan Westerholm, søn af generaldirektören for socialstyrelsen, Barbro Westerholm, nu riksdagsmedlem for Folkepartiet), vidner om Sverigedemokraternes folkelige styrke og Socialdemokratiets svaghed. Han advarede som en af meget få Sverige for den 29 juli om det virkelige farepotentiale i forårets optøjer i artiklen Porten till helvetet:

Expressen rapporterar i dagens tidning om de politiska partiernas valbudgetar inför ”Supervalåret” 2014. De fyra partier som har de största budgetarna är Socialdemokraterna, Moderaterna, Centerpartiet samt Sverigedemokraterna. ……Sverigedemokraternas anslagna medel förvånar dock. Jag vet inte om detta belopp baseras anonyma partibidrag eller den brandskattning som vi vet skett av lokala SD-föreningar. Det senare inte helt i linje med vad lagen om partibidrag avsåg men det är en annan historia.

Moderaterna har aviserat ett mål på 900 000 samtal innan valdagen, socialdemokraterna har inte satt något absolut tal men kommer mest sannolikt ha ett liknande internt. Hur det senare skall gå till är för mig en gåta då medlemskåren blir glesare och mer ålderstigen med tiden.

Vi [S] är nere under 100 000 medlemmar och medelåldern ökar snabbt nu. Inte sällan landar dörrknackarkvällar på ett handfull tappra och om några år så utesluter jag inte att vi måste boka färdtjänst för att över huvud taget kunna genomföra aktiviteter som dessa. När inte ens de som aviserat sitt intresse för att representera partiet i olika församlingar dyker upp på utåtriktade aktiviteter är anden, eller kanske det politiska budskapet, svagt.

Allt detta gör att Sverigedemokraternas 45 miljoner kronor kommer räcka längre än vad våra 65-70 kommer göra. Av fler skäl. Sverigedemokraterna äger idag stora delar av nätet. De äger de stora chat- och communitysidorna genom att kontrollera moderatorerna. De ser till att släcka ut kommentarer som är kritiska för att sedan tända dom igen när de ligger så långt ner att få, om ens någon, läser dem. De äger tidningarnas kommentatorsfält och har drivit opinion för sin sak där i flera år. När jag tog upp detta med ansvariga för bloggkontakter på staben så blev reaktionerna milt sagt förvånande: ”Äh, inget för oss. Vem läser dom? Bara troll”.

Fortsæt med at læse “Tolerancens adressser”

Mon han er vendt tilbage til Saudi Barbarien? Barbari? Se her. Måske en anledning til at se den ægte vare dokumentaren Marley (2012).

“Sverige har inte fri invandring, Tobias Billström”

En udfordrende leder af Per Gudmundsson for regeringen at læse. Indvandringen til Sverige er en del friere i praksis, end på papiret. Over 100.000 illegale smides ikke ud, man kender ikke den virkelige identitet på et meget stort antal, som får permanent ophold. Sveriges asylpolitik nærmer sig vejs ende – om den ende bliver rent logistisk (mangel på sengepladser, penge, villige kommuner, borgernes tålmodighed osv.) eller politisk, tilbagestår at se. Alt tyder på det første. Svensk folkestyre har malet sig op i et hjørne, de kan ikke komme ud, men de vil heller ikke bede om hjælp. Der sker altså ikke noget, før mange nok hjælper dem, eller systemet chrasher under sin egen vægt. Riksdagen kører på reservetanken nu.

”Finns det någon gräns?” Det var frågan, i veckan som gick, till migrationsminister Tobias Billström, med anledning av att prognoserna för antalet asylsökande har skrivits upp. I år beräknar Migrationsverket att 56 000 asylsökande kommer till Sverige, och för 2014 säger prognosen att mellan 52 000 och 69 000 personer kommer att söka asyl, till stor del beroende på hur inbördeskriget i Syrien utvecklas.

Det nuvarande mottagningssystemet är pressat till bristningsgränsen, och Migrationsverket söker nu, med alla möjliga medel, skaffa fram boenden. Vandrarhem och campingplatser bokas upp till kostnader långt över det normala.[..]

När Tobias Billström och hans stab påstår att det inte finns någon gräns eller något stopp frånhänder de sig ansvaret i en av vår tids svåraste moraliska frågor. Alla kan se misären i världen runtomkring, och alla måste väga den mot nationella förmågor och intressen. Vad man kommer fram till varierar självklart – det finns inga givna svar – men det är ofrånkomligt att beslut måste fattas och att ansvar måste bäras.

Det finns en solid majoritet för reglerad invandring, med alla de etiska problem den innebär (även med fri invandring följer etiska problem, förstås). Migrationsministern borde stå upp för den linjen, alternativt förklara varför avvägningen i dag är problematisk och bör ändras.

Tobias Billström har med stor skicklighet lyckats sitta på posten som migrationsminister längre än någon annan. Förmodligen har han bättre förutsättningar än många av sina företrädare att därmed kunna föra en uppriktig debatt med medborgarna även på detta svåravvägda område. Att det inte finns några givna svar ökar behovet av politiskt ledarskap. Svenska Dagbladet, leder – Se også om Sverige i dag: The Art of Fooling the Swedish People- Distinguish between Swedish politicians and Swedish citizens

217 skyderier i Sverige på 10 måneder af 2013

Det är bekymmersamt mycket skjutningar, inte minst på grund av risken för att allmänheten ska hamna i fara, säger Lars Byström på länskriminalen i Stockholm. 217 skottlossningar bara i år

Ekelöf: Mölna-elegi. Foto © Snaphanen, klik f. helskærm
Fortsæt med at læse ““Oktober töar bort i gula löv””

Asger Aamund i Lars Vilks komitteen, København, 28 september 2013.

“Så er det nok”

England, Holland, Frankrig, Sverige, Norge, Østrig, Danmark og Schweiz. Der er en bred politisk forskydning i gang i midt- og Norduropa, der ikke helt får den opmærksomhed, den fortjener – endnu. I Sydeuropa, hvor det demokratiske engagement er svagere, ser vi ikke noget lignende. Man skal ikke bekymre sig før den dag indvandringsmodstanden går uden om demokratiet og skaber partier, ingen ønsker sig undtagen visse EU-kommissærer og den svenske Riksdag, som jeg læser deres uansvarlige opførsel.

På söndag är det parlamentsval i Schweiz, och åter är det invandringsfrågan som står i centrum. Det största partiet, det invandringskritiska SVP, schweiziska folkpartiet, ser ut att kunna öka sin väljarandel ytterligare.

“Nu är det nog – stoppa massinvandringen” står det på SVP:s valskyltar över hela Schweiz inför valet på söndag. På affischerna ser man svarta kängor som vandrar in över den schweiziska rödvita flaggan. Kängorna ska symbolisera det SVP kallar massinvandringen, budskapet är hotfullt och uppenbart effektivt.

Jag är absolut inte ingen rasist, men jag hade hoppats på att invandrarna skulle anpassa sig mer, när de kommer hit, säger en man i den lilla staden Wangen bei Olten som ligger mellan Zurich och Bern. Invandringskritiskt parti störst inför Schweiz-val

Så er det nok, II

Indvandrere har foranstaltet en bølge af gaderøverier i Oslo uden sidestykke. Over 60 gaderøverier på 14 dage i en mindre storby som Oslo. En type forbrydelser, der var NUL af for bare 25 år siden, og som illustrerer det værste ved indvandringen: opløsningen af tillidssamfundet, der har det til fælles med rav og kantareller, at man ikke kan skabe det kunstigt.

En stor del af røverne er asylsøgere, at deres handlinger traumatiserer ofrene og kan sygemelde dem i flere år, er underordnet “asylinstitutionens” ukrænkelighed. Forleden fik to nordmænd nok og sendte en røver på hospitalet til operation med sine tænder i en pose ved siden af. Jeg er sikker på at rigtig mange Osloboer frydede sig højlydt over denne historie. Nu må vi så se, hvad det koster at gribe ind over for politikernes klanforbrydere og kolonisatører i Norge. Det bliver ikke sidste gang Ola Nordmand har fået nok, og han lærer vel hen ad vejen at bevæbne sig, når det nu er hvad situationen kræver. Loven kan sige, hvad den vil. Der er ikke mange, der sætter loven over deres egen sikkerhed. Hvem bevæbnede normændene, vil der blive spurgt: Stoltenberg og alle hans lignende.

Det skulle de ikke gjort. To andre menn var vitne til ransforsøket og la de to utenlandske ranerne på 18 år og 24 år i bakken. Det gikk så hardt for seg at tenner lå strødd utover asfalten etter basketaket, og den yngste raneren ble kjørt med ambulanse til Ullevål sykehus. – Han fikk ganske store skader og måtte opereres.

De to som forsøkte å ta mobiltelefonen fra 10-åringen, er begge kjenninger av politiet og er tatt for lignende forhold før. De to som grep inn er ikke kjent for politiet fra tidligere. Skulle rane – ble banket opp – Disse 14 unge ranerne er dømt 57 ganger siden 2002, Oslos rånvåg skildras ocensurerat i norsk media.