Vad är det som hänt med Sverige, som gjort det legitimt att demonstrera sin vördnad för en imam som dog på 600-talet i Karbala, i svenska städer som Karlskrona? Varje gång jag ser dessa bilder – de brukar komma från Malmö – funderar jag på den svenska pk-elitens honnärsord “integration”, “antirasism”, “mångfald”…
Tror ni att föräldrarna till dessa svartklädda flickor nöjer sig med sådana ord? Klart att de inte gör. De vandrar för en död imam – noga räknat heter han Hussein – och det spelar ingen roll om de vandrar på skånsk eller blekingsk jord, de har ändå ingen som helst förbindelse till Sverige. Annat än den som försörjer dem, förstås. Ursäkta en lördagstrött livsvandrare, men det här kan jag varken förstå eller godta. Jag vill inte ens argumentera som anti-muslimska aktivister som framhåller att “Sverige är ett kristet land” – det är vi nämligen inte alls, Sverige är ett sekulariserat land, och här kan man, jude eller grek, leva i samförstånd om man dämpar manifestationer av makt genom religion. Det är uppenbart att muslimer inte tänker sig en sådan framtid i Sverige. Ändå ska vi “leva i samförstånd”. Nej,jag tror inte att det fungerar, inte idag och framför allt inte imorgon. (Se også Karlskronabloggen inkl. fotos)
En folkekirke i frit fald
Jo mindre snak om den kostfæstede og opstandne Kristus, jo bedre. For den slags splitter jo folk, og er det ikke samhørighed, vi ønsker? Så DR hyrede både Pless og københavnerbiskoppen, og så sendte DR nytårsaften den mest stemningsfulde multireligionsfest, man kunne tænke sig.
Det begyndte med, at Pless talte varmt imod arbejdsløshed og fattigdom, så sang en grønlænder en sang om lyset, og så kom turen til københavnerbiskoppen, der talte fløjlssort om de farlige “doktriner”, som vi ikke må gemme os bag ved. Endelig tog skuespiller Lone Hertz ordet og smilede sit sødeste smil: »Denne her aften er skabt i fællesskabets ånd, for Danmark er et moderne samfund, hvor mennesker søger det guddommelige af forskellige veje«. Så ku’ de lære det derude ved skærmene! Der er mange motorveje til Gud, og ikke én er bedre end en anden.Frem trådte derfor imam Naveed Baig, der havde glemt at tage sin nytårshat af, men ikke glemt at fordømme” islamofobi” og os mod dem-retorikken.
I samhørighedens ånd havde han selv engang gengivet en imams opfordring til drab på frafaldne muslimer med varm tilslutning.Og i samhørighedens ånd arbejder han nu for, at muslimske bønneudråb skal overdøve kirkeklokkerne. Men det har ikke noget at betyde, for Baig er sådan et net menneske.Da alle religioner havde været på kirkegulvet, var religionsfesten forbi. DR’s traditionsrige nytårsgudstjeneste var til gengæld aldrig begyndt. Fra: Katrine Winkel-Holm: Historien om en nytårsgudstjeneste, Jyllands-Posten 05.01.2013 (ikke online)


