Tysk soldat ved Østerport Station om morgenen 9 april 1940 spærrer vejen til Kastellet, den danske hærs hovedkvarter, Amalienborg og Indre By. Restaurant Glacis i baggrunden husker de fleste indfødte østerbroere.
“En ny »Modstandsdatabase« udarbejdet af Frihedsmuseet viser, at 85.000 personer var med i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Det er næsten en fordobling i forhold til historikeres tidligere vurderinger. Den danske modstandsbevægelse talte langt flere og næsten dobbelt så mange personer, som historikere hidtil har peget på. Frihedsmuseet har siden 2008 udviklet en »Modstandsdatabase«, som påviser, at der var omkring 85.000 personer med i modstandsbevægelsen. Det skriver Weekendavsien onsdag.”
“Museet har registreret mænd og kvinder i den elektroniske database, og man har i den forbindelse gennemgået en enorm bunke af bøger, artikler, erindringer og megen anden dokumentation om modstandsbevægelsen.
– Vores arbejde har medført en betydelig opskrivning af, hvad vi ellers har anset for at være modstandsbevægelsens størrelse, siger Frihedsmuseets leder, Esben Kjeldbæk, til Weekendavisen.”
– “I alt har vi indtastet 85.448 personer i databasen, og det er et overraskende stort tal. Det er næsten en fordobling i forhold til det antal, som historikerne hidtil har anset for at være modstandsbevægelsens maksimale størrelse ved slutningen af krigen,” siger han. Danmark havde dobbelt så mange modstandsfolk. Frihedsmuseets modstandsdatabase.
Jeg har brugt et par timer på at søge på kendte og mindre kendte navne, heriblandt tre familiemedlemmer og nogle andre jeg har kendt selv, og det er ganske imponerende hvor detaljeret og nøjagtig denne database er. Den “passive modstand” – hjælp til flygtende sabotører osv. – var selvfølgelig langt den største, men når man tænker på at Danmark i 1940 kun havde 3.8 millioner indbyggere, føler man alligevel en vis ydmyg stolthed og taknemmelighed. En af de mest betydningsfulde faggrupper imodstanden, var danske læger, hvad man kan læse om i Den Hvide Brigade, Danske Lægers Modstand. I Danmarks Frihedsråd sad tre læger: Husfeldt, Chievitz, Fogh. Selv de læger, der ikke var organiserede modstandfolk, gemte gerne sabotører i hospitalssenge, indtil de kunne bringes i sikkerhed. Min far var som nybagt læge en af dem på Bispebjerg Hospital, der var det vigtigste i København i den trafik. – SE også 378.000 har set filmen om Hvidsten-gruppen. Siden jeg skrev det den 17 marts, er det blevet til 500.000 billetter.
Labours kollaboratører: George Galloway og Ken Livingstone
Engelsk MSM har ikke brudt sig om at hæfte sig ved, hvorfor Galloway vandt i Bradford. DR-Ritzaus søforklaring er enslydende med Dagbladet Arbejderens, og de rammer begge en kilometer forbi målet.
Galloway won because young Bradford Muslims turned out for him in droves.They did not vote for him because he was promising them better public services. They did not vote for him, indeed, on account of any British domestic issues. They did so because he tailored his message to appeal to their religious passions and prejudices about conflicts abroad.Specifically, he campaigned against the wars in Afghanistan and Iraq and for the Palestinians, declaring that his victory would help satisfy voters’ ‘duty’ to care about such grievances.
Most commentators have dismissed this victory as a shocking one-off with no further significance than an upset by an entertaining maverick.Not so. For with Galloway’s election, religious extremism has become for the first time a potential game-changer in British politics. The point being so resolutely ignored is that Galloway ran on an Islamist religious ticket. It wasn’t simply that he was pandering to Islamist foreign policy obsessions. He made explicit references to Islam throughout his campaign.
‘All praise to Allah!’ he saluted his victory through a loud-hailer — having previously told a public meeting that if people didn’t vote for him, Allah would want to know why. Indeed, declaring in one address that ‘God knows who is a Muslim’, he implied that he was even more of a true adherent of that faith than Labour’s Muslim candidate who, he suggested without a shred of evidence, drank alcohol whereas he himself had never touched the stuff.
When my book Londonistan was published in 2006, my warnings about the supine response of the British governing class to the Islamisation of Britain were dismissed as scare-mongering. What we are now seeing, however, is of course far more alarming even than that response by a complacent and ignorant elite which appears to be possessed of a desire for cultural suicide. Melanie Phillips: A lethal game-changer for British politics?
Hvad en video kan gøre
Det er dagen efter modtagelsen af Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, og Olga Romanova er glad.Hun har ellers meget at bekymre sig om. Hendes mand, Aleksej Kozlov, er netop blevet sendt tilbage i fængsel på opdigtede anklager, og menneskeretssituationen i Rusland er alt andet end lys.
Olgas glæde skyldes, at den video, der blev optaget af hendes tale til Trykkefrihedsselskabet den 31. marts – og som Snaphanen lagde på nettet samme aften – er blevet spredt med rasende fart i hendes hjemland.
Flot – jeg græder. Olga åbner sin computer og viser nogle af de mange hundrede reaktioner, hun allerede har modtaget. læs vide på Hundreder af reaktioner på Olga Romanovas Sappho-pris
I Weekendavisen skriver Leif Blædel i analysen Nu er det Putin (ikke online) et sarkastisk referat af generalforsamlingen, hvis essens er, at det hele handler for meget om islam. For at forstå hans analyse rigtigt, må man vide at han forlod lokalet direkte efter formandes beretning en time inden Romanovas tale, og altså ikke selv udviste nogen særlig interesse for Rusland. Weekendavisen udkommer i dag onsdag, måske den havde deadline lørdag aften:
Det er første gang siden selskabets stiftelse i 2004 at det giver ytringsfrihedsprisen til en person, som ikke er muslim-kritisk. Det bekræfter formandens udtalelse under hans beretning, at selskabet ikke kun beskæftiger sig med islam. Og det kan måske have en sammenhæng med det faldende medlemstal.












