Fjordman» og Lars Hedegaard de viktigste ideologene i den anti-islamistiske bevegelsen Dette er de tolv viktigste aktørene i det anti-islamistiske nettverket. Jeg har aldrig hørt om Searchlight Magazine, men det ses at det er engelsk AFA, “antifascistisk”, og så har man lov at betvivle seriøsiteten og upartiskheden. “Journalisten” hedder Nick Lowles, nu for tiden “ekspert i det højreekstreme miljø”, han stammer fra en trotskistisk sekt udskilt fra The Workers’ Revolutionary Party. En rigtig Expo-fyr.

Norsk TV 2 vover på  baggrund af Lowles at påstå, disse mennesker “deler værdier med Breivik” og er parate til “at tage stærke virkemidler i brug for at bekæmpe islam.” Befri mig for det vås, pas jeres retssag og brug troværdige kilder, der er uden åbenlyse politiske aktier i sagen. Den er nok Tivoliseret af advokat Lippestad og pressen allerede. Jeg troede netop post-Breivik æraen skulle gå ud på, at isolere ekstremister, men der tog jeg fejl. Det har været juleaften hver dag for venstreekstremister lige siden, hvad man også så i dansk presses skændige foromtale af Århus-demonstrationen. Virkeligheden dementerede den så eftertrykkeligt, at man skulle tro, de skammede sig, hvis ikke skam var forbeholdt tænkere, for enhver der tænker tvivler.

På den anden side, hvordan ser der ud i en journalist-hjerne, der omfavner voldelige antifascister og gør dem til main-stream sandhedsvidner, som man hele tiden ser, senest på Danmarks Radio i forgårs? Man må vente sig det værste fra dem. Vi er trådt ind i abekastningens tid, og alle kneb gælder, også i såkaldt public service. Du kaster din og jeg kaster min, som er mindre skyldig end din, og så kalder vi det debat.

En ægte pluralistisk, informeret presse, ville aldrig medvirke til sådanne tilstande. Denne presse har taget sit parti for venstreekstreme, derfor er den selv ekstrem og provinsiel. Den er for indskrænket til at rumme tidens modsætninger, og så er norsk presse endda kun halvt så indskrænket som svensk, journalistikkens  virkelige Sibirien.

The Guardian synes også det er en rigtig kioskbasker sammen med Hope not Hate. Politiken og DN har ikke opdaget den endnu, men Expressen har den som tophistorie, så det kan ikke vare længe. Interessant som disse store medier prostituerer sig for at bekæmpe små, folkelige, artikulerede fisk, der ikke får statsstøtte, ikke er organiserede og ikke repræsenterer andre end sig selv. De udgør ikke nogen demokratisk trussel mod nogen. Men den dag de store, uartikulerede masser måtte tage over, og vi ser virkelig højreekstremisme, så har vi balladen, og så vil vi mangle ord for den. Det kan man ikke forlange at The Guardian og The Workers’ Revolutionary Party’s forestillingsevne rækker til.

Det står efterhånden glasklart, at enhver multikulturel fiasko der måtte komme i fremtiden – og man kan jo sige, at Breivik ikke mindst er et meget tragisk biprodukt af multikulturalseringen, hvis han overhovedet er et produkt af andet end computerspil og familiær patologi, – vil alle blive kaldt medskyldige, som advarede og kritiserede indenfor demokratiets rammer. Det borger for en polarisering, der kommer til at sige spar to, og derfor befinder vi os i abekastningens tid.

 Man bør måske slet ikke være i dialog med MSM, – det er ikke dialog, at ville skubbe demokrater ud af det demokratiske forum med beskidte tricks. En demokratisk diskussion er en, som et flertal af frie borgere kan genkende sig selv og deres liv i. Og det kan de ikke i en rapport, der bundter Fjordman og Lars Hedegaard sammen med Aryan Strike Force og Blood & Honour. Det er forrykt, fordummende, vildledende og til skade for det demokrati, de siger de vil kæmpe for. Desværre et det også befordrende for en radikalisering af vores lande, som nu synes at forløbe på autopilot.

Jeg er vant til at registrere ting, som jeg ikke har nogen ambitioner om at påvirke i mine fotografier. Ligeledes med dette. Lobbyister, heppekor, verdensreddere- og forbedrere, bedsteforældre for idyl, forfattere for anstændighed, skolelærere for inklusion, muslimske fascister, jeg tager bare et billede af dem, og hvis det er godt, er det alt hvad man kan forlange. Snapshot af journalistikken 15.04.2012. Keep the change. – Utenlandske pressefolk strømmer til Utøya.Vil se åstedet for terroraksjonen med egne øyne. Breivik er sprøyte gal

Det er en del år siden, jeg fremhævede det fremtidsperspektiv og det var allerede da ikke nogen særlig visionær eller indsigtfuld spådom, efterom landet allerede for 40 år siden var et safehaven for muslimske terrorister. F.eks. Samir Muhammed al-Qadir, hovedmanden bag terroraktionen mod det italienske krydstogtskib Achille Lauro i 1985, for ikke at tale om terrorbomberne i København samme år, der dræbte en og sårede over tyve mennesker. Tidens gang har ikke gjort andet end at accentuere den. I dag er Sverige mere leveringsdygtigt i terror end nogensinde. “Svenskere” har gjort sig gældende lidt hist og her, i USA, i Irak, på Balkan i Somalia, og flere gange i Sverige, bare spørg Lars Vilks.

Det seneste udslag af svensk multikulturalisme i Danmark er dog det hidtil værste. Godt nok er “svenskerne” åbenbart intellektuelt på sinke-stadiet, – de er jo netop blevet svenskere, for at redde landets økonomi i det 21. århundrede, – eftersom de måtte have vidst SÄPO overvågede dem, men de ville have forrettet et masseblodbad, hvis de kunne. Det synes rigeligt godtgjort, selvom dommen ikke er faldet. Vores held er, at muslimske terrorister generelt er lige så underbegavede, som de er voldelige. Vores uheld er, at der uvægerligt vil dukke én op, der har lidt hjemme foroven. Den dag kommer en del til at lade livet. Nu døde Tøger Seidenfaden imidlertid en udramatisk og af borgerskabet hyldet død, det havde ellers været en historisk, eklatant ironi, hvis Munir Awad var nået frem til at skære halsen over på ham mens han lå i plastik-strips, hans svenske familieforbindelse og ødegård nord for Ørkeljunga også taget i betragtning. Den slags man kan skrive murstens-generations-romaner om, hvis man har tid. Nordmanden Karl Ove Knausgård havde, men så var der unægtelig noget andet hinsides hans navle, han havde forsømt mens han skrev sine 4000 sider.

Der er naturligvis ingen mulig chance for, at det bliver det sidste “svenske” udfald mod Danmark. Spill-over kriminaliteten fra Sverige til Danmark er allerede rutine, hvoraf Danmarkshistoriens største røveri bare er toppen af isbjerget. Hver gang jeg hører ordet “Øresundsintegration”, får jeg nervøse tics. Danske politikere kunne – hvis de ville, hvad de naturligvis ikke vil, – efterhånden med tage sig sammen til at oversende Riksdagen en officiel protest. Det skal blive meget værre, og det bliver det. For hvert år der går, bliver Sverige en dyrere og farligere nabo, det skal siges selvom det er med et vist vemod. – Islamic terror suspects planned to attack event hosted by Danish Crown Prince, “Svenska” jihadister planerade massmord på danska journalister.

Rigsadvokaten procederede i to stive klokketimer, advokat Nemeth i en halv. Alle tilhørerpladser fyldt op, folk var kommet fra Canada og Sverige, Charlottenlund og Nørrebro. Højesteret er det højere jura-teoretiske skoleridt, masser af forudgående retssager i Danmark og ved Menneskerettighedsdomstolen, og en om en taxichauffør fra Hamborg der kørte kurdere ulovligt til Danmark.

Jeg skal vel vare mig for at mene noget som helst om udfaldet, det er et nederlag for min retsfølelse overhovedet at sidde i en retssal for tredje gang på 28 måneder, men det er jo ikke dommernes skyld, de er bare vogterne ved politikernes gærde. Karoly Nemeth lagde ubarmhjertigt ud med at slå fast, at det oprindelige anklageskrift ikke magter at citere Lars Hedegaard ordret, men kun referater af ham i artikler i 180 Grader og i Politiken, og det er ikke helt samme tekst. Forfatterne af det har simpelthen ikke hørt det originale interview i sin helhed. Den eventuelle sandhedværdi af de oprindelige udtalelser, har som bekendt ingen vægt overhovedet i en 266b rettergang. Man kommer ikke ind på emnet. To gange små ti minutter af det blev spillet op i retten, og herefter overlader jeg referatet af dagen til de mere referat-spidsfindige.

“Enhver skal nære sig,” står der i Jyske Lov. Det betyder rigtignok at “enhver skal ernære sig”, men jeg tænker på det sådan i dagens anledning: Skriver jeg af vanvare noget i morgen, der ved hjælp af juridisk røntgenfotografering kan tolkes som en forhånelse af hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering, og vel at mærke aldrig min egen majoritets, er det mig ser sidder på anklagebænken i overmorgen. Skal man have det i baghovedet når man taler eller skriver eller kan man slappe af, hvis man ikke er propagandist? Så kan man lukke butikken. Og hvad nu, hvis flere tusinde begynder at citere strafbare korsanenvers, hvor mange dommerstillinger er der i det?

Jeg greb mig i at have ondt af juristerne. Jeg har høje tanker om retvæsnet. Det kan skyldes det ukendskab, der følger af at være ustraffet. Det er sikkert pladder, overempati, måske har de det helt pingeling. Jeg ville gerne have undersøgt, hvad de mon tænkte som hele forestillingen skred frem. Another day at the office? Hjem til lillemor, snaps og dyrlægens natmad? De sagde ikke noget. Jeg havde glemt mine briller, og hvis de sov, havde jeg ikke set det tværs over den statelige sal. Højttalerne var elendige, så jeg havde heller ikke hørt det. Det er sikrest, at vise ærbødighed for retten, man ved ikke hvornår man selv får brug for dens goodwill. Altså, respekt.

Nedenfor fik Lars Hedegaard muligheden for at få de sidste ord overfor de syv dommere. Fire minutter. Tilhørerne var på nippet til at klappe, men tog sig i det. På dommerbænken sorte kapper og knitren af papirer. Vagtmesteren ledte os ud. Udenfor var klokken blevet 12. Aprilsolen var brudt frem. Man kunne sidde ude uden overtøj. (klik fotos f. helskærm)

Min forsvarer har fremdraget de juridiske argumenter, der taler for, at jeg skal frifindes, og dem skal jeg ikke yderligere kommentere. Jeg kan dog ikke tilbageholde en stille undren over, at nogen kan påstå, at det skulle have været min hensigt at beskylde samtlige muslimske fædre verden over for at misbruge deres børn – ganske særligt i lyset af, at jeg omhyggeligt har forklaret, at det naturligvis ikke er min opfattelse, og at jeg ikke har haft forsæt til at udbrede sådanne absurde påstande.Netop fordi det aldrig har været min hensigt kollektivt at sværte op mod to milliarder mennesker, ville jeg have sat pris på at få de udtalelser, jeg nu står anklaget for, til godkendelse, før nogen sendte dem ud på nettet. [..]

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg anser netop denne kamp for bevarelsen af vore frihedsrettigheder for vor tids vigtigste politiske kamp.Jeg ville ikke kunne leve med min dårlige samvittighed, hvis jeg af hensyn til min personlige bekvemmelighed eller af frygt for offentlig fordømmelse eller latterliggørelse undlod at sige sandheden, som jeg ser den. Og uanset hvordan denne sag falder ud, agter jeg at fortsætte min kamp for ytringsfriheden og mod totalitære anskuelser af enhver art. Lars Hedegaard fik mulighed for et sidste ord i Højesteret i dag. Læs det her.(“Something is rotten in the State of Denmark” (fra Holland)

Mark Steyn: Lars Man Standing, Round Three

I’ve written before about the case of Lars Hedegaard of the Danish Free Press Society, my hosts in Copenhagen a year and a half ago. Today, in the third round of a long legal battle, Lars was at the Supreme Court of Denmark appealing his conviction and 5,000 kroner fine for some observations made about – what else? – Islam.

This case shames the Danish legal system, but it’s also representative of a far broader trend. Scandinavia, like France, like the Netherlands, like Britain, Canada, Australia, and many other established democracies, has grown far too comfortable with policing speech. And, as Lars noted in his observations to the court, the policing is only one way:

I cannot recall a single instance in this country where an Islamic spokesman has been prosecuted for saying that, or course, sharia will become the law of the land once the demographic and political realities make it possible. This despite the fact that we have several examples of, e.g., imams who have openly declared that the imposition of theocracy is a religious duty incumbent on all believers.

In return, these theocrats and sharia-advocates must accept the right of those who believe in democracy, free institutions and human equality to criticise Islam and to oppose its dissemination and the atavistic cultural norms practiced by some Muslims.

One-way multiculturalism is slowly throttling ancient liberties. For the US perspective see Hedegaard’s Appeal to the Danish Supreme Court. (For any upstate New Yorkers in these parts, I’ll be speaking on this and related matters in Toronto on April 24th .) National Review

Lars Hedegaards slag i højesteret

Af Drokles
Det var en flot fredag til at starte med, senere blev det regn. Hvis det var en dag, som statistisk lignede alle andre dage ville 2 danskere blive udsat for gaderøveri af muslimske mænd oveni at hver muslim via staten allerede ville modtage 100,- fra danskerne. Og da det var fredag ville der tillige blive spredt muslimsk had fra enhver moske mod danskere, jøder, vesterlændinge, ytringsfrihed, kvinder, vantro, tanker osv. Det var dog en særlig dag, hvor sagen mod Lars Hedegaard så sit sidste slag i højesteret for tanker han havde ytret. En sag af principiel betydning for ytringsfriheden, så principiel at det tager hele syv dommere, har kostet vel over 10 millioner kroner for en potentiel bødestraf for Lars Hedegaard på 5.000,- for noget som han har sagt og som andre ikke kunne lide. Da jeg hilste på Lars Hedegaard før showet startede var det mig svært at forbinde det smilende og rare ansigt med den Lars Hadegaard man med systemets hjælp forsøger at tegne.

På en stor skærm blev der afspillet to sekvenser fra Lars Hedegaards julefrokostinterview med Asger Trier Engberg. Her kunne de syv dommere se en lettere snaldret Lars Hedegaard dele billede med en ølflaske i forgrunden og mellem sunde slurke (af glas skal det siges) tale frit om virkelighedens islam i Danmark og om de mulige konsekvenser efterhånden som spændingerne i samfundet stiger. Jeg har senere ladet mig fortælle at Hedegaard slet ikke var påpvirket af alkohol da det var hans første øl inden julefrokosten overhovedet kom i gang, men den oplysning ødelægger en del af magien ved interviewet.

Fortsæt med at læse “»Hæderværdige Højesteret«”

Report of British Freedom London Meeting, London, 7 april 2012. Artikler af Paul Weston.

Rettergangenes tid

Ved retten i Glostrup begynder sagen mod de fire svenske statsborgere, der angiveligt ville lave et Mumbai angreb på Jyllands Posten-Politikens medarbejdere. Det terroranslag, der har været tættest ved målet af alle forhindrede i følge politiet. “Svenskerne”risikerer 14 års fængsel. Man kan følge den live her fra kl 9. I Højesteret afsluttes sagen mod Lars Hedegaard af ikke mindre end syv dommere efter 840 dage og hvem ved hvor mange millioner kroner. Højesterets kendelse kommer dog først om en uge. Og på mandag begynder som bekendt….

Der er international opmærksomhed om Lars Hedegaard sagen. Når dørene til Højesterets Afdeling 1 åbner i formiddag, sidder der op til syv højesteretsdommere for at afgøre en meget vigtigt sag om ytringsfrihedens fremtid i Danmark.
Sagen er ikke bare afgørende for Danmark men kan få konsekvenser for, hvad vi kan tillade os at sige og mene i både offentlige og private fora. Hvis Lars Hedegaard bliver dømt, vil vi i fremtiden være vidne til en ny form for Jihad i Vesten – nemlig en slags Juridisk Jihad mod alle og enhver, der udtaler sig kritisk om islam. Det er intet mindre end den allervigtigste menneskeret, der er på spil i dag i Danmark, nemlig retten til ytringsfriheden. Mishra: Hvad skal Højesteretsdommerne sige i dag til Lars Hedegaard-sagen?

Respektløs skiltning ved fortidsminder i Skåne
Länsstyrelsen i Skåne ser på fortidsmindeskilte. Mig i en nøddeskal, at jeg ikke har bemærket det på mine ture til dem. Tak og lov for undervisiteterne og den gode stat. Kampen for retfærdig skiltning kan ikke prioriteres højt nok:

Oreflekterad exkludering: Det finns en skev fördelning av män, kvinnor och barn på skyltarnas bilder, figur 10 & 13. Totalt finns 33 bilder i det analyserade materialet. Av dessa är det 14 som på något sätt visar människor på bilden. På dessa totalt 14 bilder visas 56 människor. Av dessa är 28 oidentifierbara gestalter, 14 är män, 9 är kvinnor och 5 är döda gestalter. Inga barn finns med på bilderna. Merparten av kvinnorna, 6 stycken, finns på två bilder som är två foton i svart och vitt från Skäralid.

Tar man bort dessa bilder från analysen återstår 3 kvinnor som är illustrerade. Detta innebär att förhistorien och historien till största delen består av oidentifierbara gestalter. När människor kan identifieras till annat än det, är det män som syns.Kvinnor och barn är mindre representerade än döda. Alla männen i bilderna utom en är aktiva på så sätt att de utför någon form avarbete eller uppgift som kräver kroppsarbete eller inlärd kunskap för att utföras. De bär vapen, offrar, slipar, kör traktor, gravlägger en död och blåser i lur. Endast en man återges utan att göra något annat än att stå och se på när en död gravläggs.Ingen av de tre kvinnorna utför något arbete av denna sort. En sitter och vakar över en död och två står tillsammans med den passiva mannen och tittar på en gravläggning. Det innebär att männens arbete som gestaltas kräver fysisk styrka, rörelse eller inlärda kunskaper för att utföras, medan kvinnornas arbete kräver känslomässigt deltagande……”.

Detta handlar om hur vi idag har ett etablerat sätt att se på historien som männens historia, där männen står för framgång och kvinnorna reducerats till hustrur, älskarinnor eller mödrar. Det har inget med hur man uppfattade kvinnor och män då att göra och bidrar endast till att bekräfta etablerade könsroller idag. Nya och gamla berättelser Ett pilotprojekt om att tänka nytt om gestaltning av och berättelser om fornlämningar och kulturmiljöer i Skåne län, rapport 65 sider.

Kampen om indvandringen går som serie på DR 2 i øjeblikket, og det er som at se et superkoncentrat af Morten Uhrskovs 612 siders historiske standardværk “Et delt folk”. DR begynder i 1960’erne, fører historien henover skandalen, Udlændingeloven af 1983, “verdens mest liberale udlændingelov”, der blev vedtaget imod et folkeflertal og mødte modstand fra første færd. Derefter til de første folkelige oprør ved Søren Krarup, Ole Hasselbalch og Mogens Glistrup midt i firserne, vestegnsborgmestrenes protester mod partilinjen, – Ishøjs Per Madsen kalder det “det osmanniske riges genopståen i Danmark”, – der druknede da Svend Auken blev formand for partiet i 1987, Tamilsagen da justitsminister Ninn Hansen tog helt fejl af stemningen i socialdemokratiet (han fylder 90 i dag så den evindelige Krause Kjær lige kan nå at sparke en sidste gang til ham), og er nået til 1992 hvor Poul Nyrup tager over og fortsætter den katastrofale fremmedpolitik presset af De Radikale og deres lobbyister og solidt cementerer de problemer, vi nu står i idag og som få tør tænke 20-30 år ud i fremtiden så hidsigt som de røde lamper allerede blinker. Enhver ved, at vi kun står ved den spæde begyndelse af en lang udvikling, som ingen har begreb om, hvor fører hen. Hvad vi ved er, at den har kostet utalte milliarder og ikke så få menneskeliv.

Serien er en hændervridende at overvære, en skamstøtte over et folkestyre, der ikke bare kørte over vælgerflertallet, men også viste sig beslutningsudygtigt stillet overfor eskalerende problemer, indtil demokratiet endelig fik sin chance igen i 2001 – iøvrigt ikke helt med Anders Foghs gode vilje. Han dæmpede ufrivilligt galskaben, ved de kort tilfældet spillede ham i hænde. Få af de optrædende politikere fra dengang, havde det fjerneste overblik over, hvad de havde indladt sig selv og Danmark på. – Jeg konkluderer som Uhrskov: Socialdemokratiet står med den største skyld, ikke fordi de var værst, men fordi de havde magten til at forhindre det der skete og undlod at gøre det. På en halv generation ændrede de Danmark for altid. Man må ønske for alle udenfor Danmark, at hele dette lærestykke af serie kommer online. Første afsnit kan ses fra DR her, afsnit 2 her, afsnit 3 her – muligvis kun i Danmark. Det bør komme på You Tube og tekstes på udenlandsk.

Nægter at vidne i Cirkus Breivik

Stein Lillevolden er gammel aktivist i det venstreekstreme Blitz-miljø, der besatte huse i Oslo i starten af 80’erne. Han blev i 1987 dømt efter den sjældent brugte “opviglerparagraf.” Lillevolden bor i dag i København, hvor han kan blive afhentet hvis Loven om nordisk vidnepligt også gælder i Norge. Spørgsmålet er dog, om han ikke er for perifer til besværet. Hvad kunne han tilføre sagen udover sin egen ungdoms indsigt i venstreekstremisme, og hvad kommer den overhovedet Breivik-sagen ved?

Jeg nekter å bli slept rundt i manesjen som en annen pauseklovn i gjerningsmannens bisarre vrangforestillinger.Tiltalte forsøker å tilegne seg initiativet og kontrollen i denne rettssaken med sin vitneliste av hummer og kanari, gjennom å bruke «kjendisvitner» som springbrett for medieoppmerksomhet med fortsatt hatmobilisering og selviscenesettelse som korsridder for en «god sak». Jeg anerkjenner ikke at han skal ha en slik arena, og nekter å bli slept rundt i manesjen som en annen pauseklovn i hans bisarre vrangforestillinger.[…]

Som en Raskolnikov påstår seg å ha nødvergerett til å drepe, og derfor ikke kan dømmes av noe så banalt som Oslo tingrett. Til tross for at han benekter dette systemets rett til å dømme ham, er han påfallende hurtig til å påberope seg det samme lovverks nødvergebetraktninger.[…]

På bakgrunn av den politiserte rettssak nekter jeg å bli avhørt som «vitne», rett og slett fordi ethvert vitnemål somikke passer den tiltalte, vil brukes som propagandabevis på at han har rett i sitt menneskefiendtlige prosjekt, ut fra at hans syn ikke er blitt hørt og tatt hensyn til i samfunnet. Rettssaken skal være en arena for hans egen perverterte selvoppfatning og undertrykkelsesideologi som påstår at massedrap på uskyldige barn og unge skal frigjøre Europa. Jeg nekter å vitne (Lillevolden møter forståelse for vitnenekt.)

Peder Jensen (Fjordman) skrev i forgårs en kommentar, der ligger i forlængelse af tankegangen i det ovenstående:

That’s what this is really about: Making the entire world talk about Breivik. The manifesto itself is just an excuse for his narcissism, and the terror attacks a vehicle to achieve fame and notoriety. He wants to become known and attract attention, and committed an act so spectacular and shocking as to ensure that goal. Breivik is a rebel without a cause, or perhaps we could say a rebel searching for a cause to hide behind. Yet the cause he champions is mainly himself, his vanity and his grossly inflated ego; everything else is secondary.

Welner sensibly points out that if Breivik had actually cared about ideology, he wouldn’t have committed an act so horrible as to scare off and alienate people who might otherwise be interested in certain aspects of an ideology. This is not about saving Europe, it’s all about promoting himself and his ego. That makes Breivik an extremely selfish individual.

He hurts not only the victims of his terror attacks and their families, but also all of those individuals who one way or the other are mentioned in his manifesto and therefore get dragged into this horrible case against their will. Having finished reading through the manifesto in full — which I finally did on April 9 2012 — it seems likely that this result could be deliberate on Breivik’s part. Whether he is insane or not is hard for a layman to determine, but he clearly betrays a powerful sadistic element of his personality.

The very last page of his manifesto contains a photo of Breivik together with what appears to be his mother and sister, whom he had accused previously in the same text of having venereal diseases because they’re “sluts”. One can only imagine how Breivik’s family must feel because of this. The same goes for his friends, who apparently had no idea of what he was up to regarding terrorism. Breivik himself indicates that they have been kind to him personally, but he nevertheless doesn’t hesitate to drag their names through the mud.

The fact that he shows such cruelty or indifference even to his closest friends and family strongly indicates that he may have wanted to deliberately hurt those individuals whose texts he cited in his manifesto, myself included. Author Daniel Pipes, who is mentioned in the manifesto several times, suggested this possibility just a few days after the terror attacks had taken place. This hypothesis is greatly strengthened by a highly revealing quote on page 1399 of Breivik’s manifesto, where he states openly that his brief and quite limited association with the Progress Party in Oslo may now hurt that party in the public opinion. He derives great satisfaction from this thought.Breivik the Narcissist – ( Breivik varsler show i retten, Breivik skal ha fått flere drapstrusler, Det norske folk er lei av medienes terrordekning)

Også i Danmark overrasker bildene. Den danske tabloid-avisen BT har intervjuet advokat Bjørn Elmquist, som sier dette:- Disse bildene er uvanlige og i og for seg usmakelige. Jeg har aldri vært ute for noe lignende. Kanskje man kan finne på noe slikt i USA, men jeg kan simpelthen ikke finne noe legitimt formål med slike bilder. Rett nok skriver BT at det er snakk om PR-bilder, men det er det altså ikke. Også avisen Berlingske plukket opp saken, og prioriterte den som hovedoppslag på sin nettutgave onsdag morgen.Kritiserer Breiviks forsvarerteam for å stille opp som fotomodeller. Defending Breivik: Get ready for Scandinavia’s newest crime drama starring mass killer’s deadly serious legal team

Fortsæt med at læse “It’s showtime: Fra husmandsadvokat til marketingchef”

“I den tyske bananrepublik, der tillader denne blog at angribe vores profet.” Den store tyske blog PI, har været nede i nogle døgn. Her følger den charmerende forklaring ovenfor. Går man ind på PI, skal man have et opdateret virusprogram, der spærrer den trojaner, siden er inficeret med.

Hadi – flykting från Iran – kallas ‘rasist’ för hans sanning om islam

HADI, 21, har flyktingstatus och har uppehållstillstånd. Han flydde från Iran när han var 15 år. Har nu bott i Sverige cirka fyra år. Hans far är imam, verkar för Hamas och Hizbollah och har en högt uppsatt tjänst i regimen.

Sedan 5 års ålder fick Hadi undervisning i islam. Meningen var att han skulle gå i pappas fotspår. Men så blev det inte.”Väldigt tidigt började jag tveka om det jag va tvungen till att utöva.” Han var för ung för att gå på en vanlig islamskola som “Hoze Elmye Qum” och då fick han träffa dessa lärare som i övrigt var goda vänner till hans pappa och en av dem var just den berömde imamen Naser Makarem Shirazi som jag träffade i både Teheran och Qum.

“Ja, det blev inte så som pappa och mamma (Koranlärarinna) hade tänkt sig. Jag började opponera och till slut konverterade jag till kristendomen (dock utan att bli döpt; av säkerhetsskäl görs inte det för en som konverterar i Iran).

Började bli mer aktiv och missionerade. Till slut blev jag fängslad (tre gånger – den sista under sju månader) och torterad. Flydde landet med hjälp av några hjälporganisationer. För några år sen valde jag att tro på vetenskapen i stället för snurriga osynliga figurer såsom Gud och blev ateist.”

Inför en dokumentär på UR/SVT (se 20:50-23:51: Hadi’s sång om flyktingpolitik, ensamhet, frihet) intervjuades Hadi av Göteborgs-Posten. Hadi konstaterar att GP:s intervjuare inte skrev någonting alls om det som är en av Hadis hjärtefrågor, nämligen att ge den sanna bilden av islam vilket han berättade för GP.

“Jag har inte så mycket att förlora. Det som ska komma fram är “en sann bild av Islam” då ganska få i Sverige är bekanta med den sanna bilden. Går islamiseringen för långt har vi alla förlorat öppenheten i det svenska samhället. Många tar inte detta på allvar men jag som kommer från ett samhälle med islam djupt inrotad i precis alla sammanhang känner en stor fara,” uppger Hadi i samtal med MXp.

 Ett sätt att sprida den sanna bilden av islam är att dela med sej genom sin nystartade blogg Allahuasghar. (‘Allahu asghar’ =Allah är inte större än människor). Bloggens första artiklar handlar om islam och kvinnornas plats. Gå gärna till bloggen och kolla Hadi’s islamiska insikter. Och observera att Hadi fått mångårig undervisning av ayatollan Naser Makarem Shirazi.

Fortsæt med at læse ““Disse zionistiske aber og svin””

Dansk demokrat eller Teherans opvigler på stedet?

Kampagnejournalistik eller uvidenhed?: Da sagen i maj 2011 kom op om den danske statsborger Abdulhadi Alkhawaja, der er fængslet og dømt i Bahrain, satte Uriasposten og undertegnede os for at efterforske, hvad der egentlig er sagt og skrevet om ham: Abdulhadi Al-Khawaja uden mediernes røgslør: Shiitisk fundamentalist der støttede Khomeini, “Dansk menneskerettighedsaktivist fængslet”

Det stod ret hurtigt klart, at der er mere end ét billede af ham, hvis man ofrer nogle timers læsning og få hundrede klik, og det stod lige så hurtigt klart, at der ikke var nogen ude i det danske mediehav, der interesserede sig et klap for at nuancere billedet af ham. Her var en snehvid dansk statsborger, der er vores pligt at redde fra barbari. Der var billedet den sande demokrat, som Enhedslisten vil at dronning Margrethe skal intervenere for, som de sammen med SF vil give en “ytringspris”, og som hans datter propagerer, og der var billedet af medlemmet af underafdelingen for Islamic Front for the Liberation of Bahrain, Bahrain Centre for Human Rights en shiitisk fundamentalist og aktør i Teherans almindelige destabilisering af sine naboer, som vi kender så godt øst, vest og nord for Iran.

Det er svært at gøre fra Danmark, – skønt Thorning, SF og Enhedslisten ikke synes at have det fjerneste besvær, – hvilket der passer, men det interessante fra en dansk synsvinkel er: hvorfor får vi kun det ene billede fra danske journalistik ? At Villy Søvndal må erklæres blank på emnet, er business as usual, men hvorfor har dansk presse intet ikke gjort for at fylde hullerne ? Når himmel og hav er i bevægelse i over en uge, skulle man da tro det æggede en nysgerrig journalist, når nu ambassadør Kønigsfeldt skal rette sig efter de vinde, der blæser derhjemme og ellers holde sin mund, hvad diplomati stort set drejer sig om.

Enhver kan med få klik på Mullahernes Press TV se Teherans massive interesse i den danske demokrat, for ikke at tale om styrets gesandter i moskeen på Vibevej i København. Én ting synes givet: I en tid hvor sunni og shia står skarpere overfor hinanden end længe – Syrien, Teherans A – våben – er det mere end almindeligt naiv at tro, at det strategisk beliggende Bahrain med den amerikanske 5 flåde, skulle være interesseret i at række Teheran så meget som en lillefinger i form af Alkhawaja, så danske journalister og SF’ere og Enhedslistemedlemmer, kan nok glemme alt om at redde ham ud af det fængsel, han er dømt til.

Men pressen kan måske nå det endnu: Hvem er den virkelige Abdulhadi Alkhawaja, hvis hele billedet skal med? Efter en uge i medierne, har vi vel krav på at vide det fra andre end hans kone og hans datters mund. Søren Espersen tillod sig at spørge, men Naser Khader siger, han skal skamme sig. Back to square one. Khader kunne glide lige ind på TV-Avisen eller TV 2 Nyhederne, ingen ville mærke forskellen, og det i en tid hvor alle så gerne ‘vil gøre en forskel’ uden at kunne. Vel er Golfstaterne alt andet end demokratiske forebilleder, men man kunne måske introducere deres synspunkt på ‘danskeren’, når man nu kalder sig public service?

“He said that Mr Al Khawaja has absolutely no interest in democratic reforms and that if Mr Al Khawaja ever took over, people would look back on the days of the Al Khalifa as paradise. Dr Al Jamri said Mr Al Khawaja’s goal is to provoke the government to aggressive responses, believing that he is untouchable, because he has backing of the United States, Europeans and Western human rights groups. – “Even if you ignore Dr Al Jamri’s comments, the Denmark intervention is bang out of order – especially when you consider the serious nature of the charges Mr Al Khawaja was convicted of. But what do you expect from a country that previously granted political asylum to the man widely reported to be a member of the Iranian-backed Islamic Front for the Liberation of Bahrain – which was allegedly behind a 1981 coup attempt and other acts of sabotage? The truth about activist revealed Video: Abdulhadi al khawaja’s speech condoning violent revolt and promoting martyrdom part 1 of 2

Är nationellt självbestämmande politiskt korrekt?

Af Kjell Håkansson

När franska styrkor år 1830 tågade in i Alger var det inte ett självständigt land som kuvades, utan en provins i det ottomanska imperiet som bytte ägare och kom under franskt förmyndarskap. El Djezair var ett ökänt sjörövarnäste som länge hade plågat det kristna medelhavets sjöfart och kuststäder. Liksom dagens somaliska pirater livnärde man sig på att kräva lösen för tillfångatagna européer (bland andra Cervantes). Denna verksamhet var betydande under 15 och 1600-talet men avtog under 1700-talet och när fransmännen intog staden fanns där inte mer än dryga hundratalet fångar, jämfört med 20-25 000 två sekler dessförinnan. Den vapenteknologiska utvecklingen hade sprungit ifrån staden.

Maktövertagandet ledde till en tillflyttning av fransmän och andra européer som assimilerades med fransmännen. Fransmännen och deras ättlingar kom av någon anledning att kallas ”svartfötter”. Vid tiden för Algeriets självständighet utgjorde svartfötterna mer än 10 % av landets befolkning, men var ojämnt fördelade. I Oran, där Albert Camus ”Pesten” utspelas, var cirka hälften av befolkningen svartfötter medans Kabyliens befolkning nästan uteslutande var berbisk. Kolonialtidens multikulturella Alger har förevigats i gangsterfilmen ”Pepé le moko” med Jean Gabin i huvudrollen.

Under kolonialtiden behandlades algeriska muslimer länge som andra klassens medborgare, men samtliga algerier fick franskt medborgarskap 1946 (la loi Lamine-Gueye) . På grund av vallsystemets konstruktion med elektorer var algeriska muslimers röster i de franska valen mindre värda än svartfötternas fram till 1958, då lika rösträtt för alla infördes av femte republikens nytillträdde president Charles de Gaulle. Då hade konflikten mellan algeriska nationalister och kolonialstyret emellertid eskalerat till den grad att det inte längre fanns någon väg tillbaka. För den nationella befrielsefronten FLN var mord på civila en legitim kampmetod, samtidigt som franska militärer gjorde sig skyldiga till krigsförbrytelser i en sällan skådad skala. Antalet algeriska dödsoffer har av historiker uppskattas till 400 000, eller 4 % av befolkningen. Efter förhandlingar och en folkomröstning kunde en självständig diktatur utropas den 3 juli 1962.

Ett par saker är värda att notera i sammanhanget:

För det första innebar Algeriets självständighet en delning av ett mångkulturellt Frankrike-Algeriet till ett franskt Frankrike och ett arabisk-berbiskt Algeriet. Graden av den i dag så hyllade mångkulturen avtog med andra ord.

För det andra så upphörde den fria rörligheten mellan Algeriet och Frankrike. Algerier som tidigare fritt kunde invandra till Frankrike för att från dag ett bli fransmän i juridisk mening måste i och med självständigheten söka uppehållstillstånd för att bosätta sig i Frankrike och förblir då algeriska medborgare under lång tid.

För det tredje är migrationsströmmen enkelriktad. Tidigare flyttade folk i båda riktningar, men i samband med självständigheten flydde nästan alla svartfötter undan de våldshandlingar gentemot den franskspråkiga gruppen som följde på självständigheten. Paradoxalt nog har den algeriska migrationsströmmen mot Frankrike däremot ökat efter självständigheten. Denna enkelriktning av migrationsströmmarna präglar också resten av Västeuropa och tredje världen. I Sverige talar en del politiker gärna om att man vill se fler ”nybyggare” komma till Sverige (termen är löjeväckande eftersom Sverige är redan är industrialiserat och uppodlat). Det är däremot svårt att föreställa sig en ansvarig politiker föreslå europeisk bosättning i tredje världen, till exempel Algeriet. Det skulle väcka minnen från kolonialtiden och idéerna om den vite mannens överhöghet till liv.

För det fjärde anses det i dag högerextremt att hävda det egna folkets rätt till självbestämmande, men i det här fallet leddes den nya staten av socialisten Ben Bella som fick stöd av stora delar av den europeiska vänstern. FLNs rimliga krav på självständighet har för övrigt ingenting att göra med dagens jihadister, nyligen exemplifierad av Mohammed Merah i Toulouse. Jihadisternas mål är inte ett självständigt Palestina utan ett nytt kalifat där ett kuvat Europa skall ingå, alltså en ”omvänd kolonialisering”.

Den femte aspekten är synen på utveckling. Vid tiden för Algeriets självständighet sågs tredje världen som något som skulle utvecklas. Förkortningen ”U-land” bytte i Sverige betydelse från ”underutvecklat land” till ”utvecklingsland”. ”Brain drain” var fram till 1990-talet något mycket fult, ett sätt att beröva utvecklingsländerna en del av deras resurser. Idag ser svenska politiker det som något positivt att ”vinstmaskiner” flyttar från sina fattiga hemländer till Sverige.

Sverige har som mål att ge en procent av BNP till ulandsbistånd men hjälpen är slentrianmässig och något brinnande intresse för den kan man knappast spåra hos Sveriges politiker. För många svenska debattörer är det värsta öde som någonsin kan drabba en människa att han eller hon inte får bo i Sverige. Man verkar anse att fattigdomen i tredje världen enklast löses genom att invånarna där flyttar till Sverige eller något annat europeiskt land, och inte genom utveckling. Då inställer sig frågan vad avkolonialiseringen egentligen var bra för.

Kjell Håkansson

Progredierende polarisering

Ligesom man så at Sverigemokraterne blev det 4. største parti i de parallele skolevalg, som Sverige afholdt i 2010, – nogle steder det største med over 40 % – ser man i Frankrig at Le Pen og Front National er det største parti blandt de unge 18-24-årige med 26 %. Marine Le Pen pourrait arriver en tête chez les jeunes Dette betyder selvfølgelig ikke at hun bliver præsident eller bare kommer videre til anden runde. Det betyder at fremtiden er svanger med forandringer, man havde gjort klogt i at kalkulere med i tide.

Filmen kommer ikke her fordi jeg vil diskutere dødsstraf for ekstraordinære forbrydelser, – Breivik ville være det oplagte eksempel, hvis nogen ville, men det vil nogen ikke, – for det er ikke sådanne forbrydere, den handler om. Disse ofre og forbrydere er dagligdagens små mennesker, som skæbnen har spillet terninger med, og de har allesammen tabt.

Den kommer fordi Herzog er en stor kunstner, der stiller spørgsmål og vil trænge ind i et voldsomt emne, der er større end nogen af dets aktører. Herzog er ikke film-aktivist eller debattør. Han har ikke en sag, han skal have langet over disken, han sigter et helt andet sted hen og han ender med lige så mange nænsomme og direkte spørgsmål til en virkeligheden, som da han begyndte. Men hvert eneste af hans spørgsmål er stillet med en kunstners absolutte gehør, og han finder glimt af poesi i de medvirkende jo dybere han trænger ned, netop som man tror, man ligger ned og ikke kan rejse sig igen. Et klinisk blik, men mere end undersøgende – åbent og forstående. Filmen kredser ligesom Truman Capotes “In Cold Blood” om én enkelt mordsag fra Texas. “In Cold Blood” åd Capote op, hvad Herzog tog med, ved jeg ikke.

Herzog taler om de store ting i et dagligsprog renset for klicheer, og han kalder sine medvirkende til live med sit sprog, selv den unge Michael James Perry, der skal henrettes mandagen efter. Det er en oplevelse, det er reportage som ingen journalist laver det, for de ejer hverken Herzogs sprog ellers hans enestående tilgang. Werner Herzog: Into the Abyss, – A Tale of Death, A Tale of Life, 2011.(Werner Herzog: fearless odysseys into the abyss, Werner Herzog: Ned i afgrunden. Filmen havde biografpremiere i Danmark den 4 april 2012.)