“De er ikke nazister, men….”
Siger Expos Daniel Poohl, kaldet “ekstremismeekspert” i dagens Information om Lars Hedegaard, Uriasposten og Snaphanen. Det stormer i Norge og blæser i Danmark. Jamen, takker ærbødigst Poohl og Information. Min far deltog i danske lægers modstand mod nazisterne på Bispebjerg Hospital (se Den Hvide Brigade), en ven blev torteret til lirekassemand af Gestapo, danske jøder er mine venner og har været det siden jeg var seks år gammel. – Poohl bør om nogen vide noget om ekstremisme. Hans propagandaorgan har nylig om Merkel, Sarkozy og Cameron skrevet, at de “legitimerar högerpopulistisk främlingsfientlighet.” Expo er militant multikulturalistisk, og mener at de der ikke er, ikke er demokrater. Expo kan nok så meget have Mona Sahlin i styrelsen, det er venstreradikale aktører, som Information giver ekspert-status. De er ikke gået af vejen for at bryde post- og telefonhemmeligheden,i deres forfølgelse af lovlige, demokratiske, politiske modstandere. Svenske politikere holder hånden over disse politiske gangstere, fordi de måske med en vis ret bilder sig ind, at de kan forhindre multikulturens politiske bombe i at eksplodere op i deres ansigt. De lever på lånt tid.
Der er ingen tvivl om, at den norske forbryder og nihilist Breivik, ønsker at sætte ild til et bål som en vor tids Gavrilo Princip. Han er et barn af sin tid, omend en frygtelig vanskabning. Det er beskrevet i hans manifest, hvordan han vil fremskynde en revolutionær situation. Han ønsker at fremme sin dagsorden fra retssalen. Der er desværre heller ingen tvivl om, at der fremover vil dukke mange andre op, der også ønsker at sætte ild til det anlagte bål. Hizb-ut-Tahrir, en Anjem Choudhary bestiller ikke andet. Men man må spørge sig: Har vi anlagt det? Har vi ønsket at sætte ild til det? Har vi bare beskrevet bålet i ord i og billeder? Meget af det, der forekommer her, er rent deskriptivt af hændelser, der ikke engang når danske medier. Det er ikke megen opinion vi skriver, vi dokumenterer en del, ikke mindst på video. Det er brudstykker af den selvransagelse, der foregår på denne blog i disse dage, for når man ikke er en politisk troende, men en evig tvivler, må man stadig tåle spørgsmål til sine observationer.
Hvad har vi foretaget os? Vi har formidlet først og fremmest Sverige. Voldtægter og skolebrande har vi alene bragt til kendskab i Danmark. Vi har ladet en svensk journalist skrive artikler, hun aldrig ville have kunnet få i sin gamle avis, artikler der er naturlige i Danmark. De er ikke opildnende, – for så vidt som fakta nu ikke er det – de er gennemresearchede og faktaspækkede. Vi har vores lille andel i, at den danske debat om det svenske valg sidste år, var mere kvalificeret end den nogensinde har været. Vi har formidlet stof fra Europa, bøger af Caldwell, Sarrazin, Heisig, Hamed Abdel-Samad og mange andre, ofte måneder inden de blev omtalt i dansk presse. Vi har dækket samfundsforhold i Belgien, Holland, England, Tyskland og optøjer i Frankrig, som danske medier kaldte “studenterprotester”, men franske medier kaldte “en intifada.” Vi har brugt anerkendte, pålidelige kilder, aldrig højre- eller venstreradikale. Det er ikke “højreekstremisme”, vores ord og billeder slår ingen ihjel. Vi er ikke politikere, vi er borgere og formidlere. Vi lader os ikke trække ind i Expos forskruede, provinsielle begrebsverden. Desværre slipper vi ikke for, at leve med konsekvenserne af det multikulturelle kaos, som Poohl og hans lige har arbejdet så ihærdigt for.
Henrik Gade Jensen skrev for nogle år siden i sin kronik om Enoch Powell, at “Sandheden er nyttig, men ikke for den, der siger den.” Da Winston Churchill i 1935 fortalte sine stadig krigstrætte landsmænd, at de var på vej ind i en ny storkrig, var reaktionen ikke ligefrem en tak. Den krigen endelig kom, var Churchills reaktion ikke “hvad sagde jeg”, men en dyb forstemmelse over ikke at have kunnet forebygge katastrofen. Vi opfatter grundlæggende det vi gør her, som et forsøg på forebyggelse på efterkommernes vegne. Vores analyse kan selvfølgelig vise sig at være forkert, men idag kan ingen udelukke den som en mulighed. De røde lamper blinker, og de er ikke i aftagende. Der foregår en mindre voldelig konflikt i europas storbyer hver dag. De der har skaffet den, vil ikke se den. En ven jeg har, der er domsmand, siger når han har set indvandrere og HA’er i retten, at en etnisk krig i Danmark allerede er brudt ud i det små.
Er man enig i det, må man mene, det er en god og uegennyttig gerning vi gør, selvom vi ikke forventer at blive bespist på rådhuset for det. Er man ikke enig, ja så er vi “ikke nazister, men………” Kritikerne skal dog spørge sig selv, om ikke det er selve virkeligheden, de ikke bryder sig om, og om ikke de skyder på budbringeren. For at vi skulle anstifte vold og antænde det omtalte bål, det bliver meget svært at overbevise os om. Bålbyggerne findes i Folketinget, på avisredaktioner, i partier og interesseorganisationer. De der vil tænde det, kan komme fra hvor som helst. Det er alles opgave at sørge for, at der ikke går ild i det, men det er nogens mere end andres. Det giver ingen mening, at vi der fik tæsk for at advare tidligt, nu også skal have det, når den radikalisering vi advarede imod bliver til virkelighed.
Jeg er pessimist. Når man har så meget at miste, som vi har, er pessismisme den fornuftige grundstemning. Jeg frygter at Norge efter denne rædselsgerning, kommer ud som et mere splittet og polariseret land, end det var inden i fredags. Jeg frygter også, at Breivik kun er et skridt af mange imod en erosion af det norske samfund, som ingen længere kan stoppe. Skylden ligger hos politiske aktører og beslutningstagere, ikke hos dem der beskriver dem.
Lars Hedegaard:»Jeg kender ikke nogen, der tilhører en ekstremistisk højrefløj. Hvis du mener folk, der kritiserer islam, kan jeg ikke se, at det har med højrefløj at gøre. Islam er højrefløj og en form for totalitarisme, og det er efter mine begreber det yderste højre. Og er der en forbindelse mellem islam og vold? Ja. Det er ikke alle muslimer, der ønsker eller benytter sig af vold, men det er ikke en overtrædelse af deres religion, hvis de gør det. Der er ikke noget, der indikerer, at Jesus skulle have opfordret sine disciple til at anvende vold tværtimod.«
»Han refererer også til Shakespeare, Platon, Winston Churchill og John Stuart Mill. Jeg synes, du skulle ringe til dem for at høre, om de føler sig ansvarlige for hans ugerning. Jeg er ikke herre over, hvem der refererer mig, og jeg har hverken sagt eller skrevet noget, der kan tages til indtægt for optøjer eller vold. Så der er ingen forbindelse.«
Der er de, der mener, at en skarp retorik mod islam og muslimer er med til at nære folk som Anders Breivik hvad mener du?
»Nu har jeg altid skelnet mellem muslimer og islam. Jeg har kritiseret islam. Enhver radikal kritik kan nære hvad som helst. Under Den Kolde Krig var der en skrap kritik af kommunismen, det betød ikke, at man gik ud og slog kommunister ihjel. Vi har en tradition for, at vi i vores samfund kan kritisere alt muligt skarpt og koncist, men at udlægge det som opfordringer til had og vold er langt ude.«Hedegaard: Jeg er ikke herre over, hvad folk refererer mig for, Ekstremisme-eksperter: Breivik er ingen ensom ulv,Ord, der dræber.
Faktuelle elefanter og anden fauna
Vi kommer til at bringe flere selvindlysende disclaimers her på Snaphanen. De er kedelige at skrive, og det er ydmygende at være nødt til at skrive dem. Og effekten er begrænset når vi tillægges ikke-eksisterende læserkommentarer i EB, og ureflekteret kaldes “højreradikale” af BT, til trods for at vi i det uendelige i vores skrivearbejde har bekendt os til demokratiet og de traditionelle frihedsrettigheder.
Det handler om vilje og evne til at læse, og om almindelig omtanke og empati. Og allerværst handler det ofte også om ond vilje. Her kan vi intet stille op, men bare acceptere at dette er et grundvilkår når man debatterer disse ting. Vi ved at vi har fat i den lange ende og fortsætter med at dække multikulturen kritisk, og det siger sig selv at en EU-madamme med kommunistisk fortid naturligvis aldrig vil få os til at underkaste os nogen form for registrering.
Dét vi her og nu kan gøre er at give nye læsere uden æstetiske eller ideologiske skyklapper nogle vigtige ledetråde når de læser om blogs som Snaphanen i medierne: Læg mærke til om journalisten omtaler vores skrivearbejde som ren opinion, eller som dækning af virkelige forhold i virkelighedens verden. Det er vist uden undtagelse det første, men stort set alle poster her på bloggen tager udgangspunkt i historier fra mainstreammedier eller andre kilder. Vi ‘mener’ ikke at der er en exodus af jøder fra Malmø, at overfaldsvoldtægter i Oslo begås af ikke-vestlige indvandrere, eller at marokkanere er overrepræsenteret i overfald på hollandske homoseksuelle. Vi refererer først og fremmest til facts.
Læg også mærke til om aggressive læserkommentarer vendt mod bloggen (oftere på Uriasposten end her) tager udgangspunkt i det faktuelle, eller om det handler om stråmænd og motivtilskrivning, og hold øje med om det første overhovedet forekommer.
Kig også efter om der overhovedet er nogen der erklærer støtte til Anders Breivik. Dette er jo den velvoksne elefant i rummet, og et uadresseret paradoks: Dette med at man på internettet kan være anonym og hælde alskens snavs ud, men realiteten er altså at ingen jubler over Breivik. Til dato kender jeg kun til to eksempler på eksplicit sympati: Jihadisters spontane jubel, som rapporteret i Der Spiegel lige efter udåden, og en henvisning til Facebook på Uriasposten. Der er givetvis flere hvis man kigger efter, men kontrasten mellem det vi shames til at mene, og hvad man faktisk kan læse, er ikke til at komme uden om (LFPC).
“Jeg ønsker ikke dette, jeg advarer imod det”
Da Fjordman også har publiceret på denne blog, og da rygterne om ham også er kolporteret i Danmark, gengiver vi her hans reaktion. Først på engelsk, derefter på norsk:
Thoughts on the Recent Atrocities
We have unusual traffic to this website right now because of the massacres that took place in the Oslo region this Friday, July 22. Apparently, the person who is currently suspected of having committed these atrocities and murdered nearly one hundred people in cold blood, Anders Behring Breivik, has quoted me and this website in a book he has published.
It is only fair in this situation that I publish some of my thoughts about this horrible weekend, one of the worst my small nation has experienced in a long time. I know there are journalists trying to get in touch with me at the moment, but I cannot answer everybody, nor do I want to. I may publish more texts in the coming week as well but let us start with this. I normally write for an international audience, but since this incident involved Norwegian victims and a Norwegian perpetrator I will also include the same text in Norwegian, after the English one.
In English:
No, I have never met Anders Behring Breivik in my life. He doesn’t even know what I look like.
No, I had absolutely nothing whatsoever to do with the massacres that took place on Friday in central Oslo and at Utøya. I was nowhere near the scene. I was planning to go and watch a movie at a local cinema with a family member when I got a message that a massive explosion had rocked central Oslo. From that moment on, I was liveblogging along with nearly a dozen different people at Gates of Vienna until after the assumed shooter had been caught at Utøya.











