Nu er dette selvfølgelig ingen forbrydelse, og pointen er da heller ikke at det burde være det, men derimod det himmelråbende hykleri der gør én mands afbrænding af ét eksemplar af en privatejet bog til en verdensbegivenhed og afbrænderen til den skyldige i efterspillet, og disse San Francisco-homoseksuelles organiserede smæderi af en religionsstifter der ikke slog ihjel, giftede sig med mindreårige og ernærede sig ved karavaneplyndringer, til blot mere af den velkendte lokalkolorit som ingen reaktioner afføder. Zombies overskrift til den fyldige reportage er selvfølgelig polemisk vendt på hovedet: Christians mock gays at shocking Easter service (LFPC).
Pirrende politisk korrekte forbrydelser
Det begyndte da jeg tændte bilradioen i går på vej fra Danmark til Sverige netop landet i Helsingborg. Fire kilometer, og en gennemført anderledes, parallelforskudt virkelighed. Her skal den formes, ikke først og fremmest afdækkes og undersøges. Uvirkeligheden siver ind i Volvoens kabine gennem højttalerne.
I 20 nyhederne var tophistorien af højdespringeren Patrik Sjöberg var blevet seksuelt misbrugt af sin træner…. for 30 år siden, altså. Jeg tænkte , det var da en underlig topnyhed, der tilmed fyldte tre fjerdedele af udsendelsen. Jeg anede nok hvor det bar hen og værre skulle det også blive. SVT Aktuellt havde på sine 30 minutter to hovedhistorier. Alt for mange svenskere er småalkoholikere, lægerne skal konfrontere dem. Som om det overhovedet var prioriteret, når en svensker endelig får fat i sin læge, får sin kræft-diagnose og kan kigge i vejviseren efter sygedagpenge. Lidt for mange genstande, hr. eller file af køen? Men to tredjedele handlede om Patrik Sjöbergs pilfingrede træner. TYVE minutter ! Aviserne er fulde af det, radioen, og i skrivende stund er hele nationens kollektive liv fikseret i den unge Patriks underliv anno 1980.
I dag fortsætter det i svensk TV i SVT Debatt i aften. Det er fænomenalt “poppis”, de er simpelthen pjattede, eksede, og ekstatiske over det. Seneste måneds darling Fukushima kan kan smelte ned til et spejlæg i fred for svensk journalistik. Og er der ikke nok pædofili indenlands, går man til udlandet efter det. I dag står den på absolut nul MSM radio og tv, kun seriøst deprimerende blogs. Den kommende uge bliver ét incestuøst Oxford-møde, ethvert anstændigt menneske melder sin far til politiet over genfundne barndomserindringer. Desuden magter jeg ikke de antimonarkistiske journalisters schizoide, skræk-oppiftede fryd over prinsebrylluppet i England. SVT´s madamme i London var igår synligt forfærdet over, at 80 % af englænderne er så plebejeriske og uoplyste, at de støtter “det udemokratiske monarki,” men hun har ikke i sinde at lade dem dø i synden, mens hun rapporterer om deres hatte og rober med den anden halvdel af sin lyserøde tunge. Hvad Ingrid Carlberg sagde for en måneds tid siden i København om journalistikkens små-perverse sutteklude, lå hele tiden i baghovedet. Ud i virkeligheden igen:
Første gang jeg udfordrede den politisk korrekte konsensukultur i Sverige, var da jeg i begyndelsen af halvfemserne skrev om falske beskyldninger om incest. Naiv som jeg var, troede jeg mine artikler ville få stor gennemslagskraft. Tidligere havde journalister skrevet, at incest var meget almindeligt, det var endda måske 50 % af alle børn, der oplevede det. Nu afslørede jeg, at en stor finsk undersøgelse viste, at det var mellem 2 og 5 promille.
Hvad tror I mødte mig efter tre dage med store artikler ? Tystnad. Tavshed. Ingen fulgte det op. Journalisterne blev lige så vrede på mig, som den finske forskers kolleger blev på ham, da han præsenterede undersøgelsen. De sagde , at sådanne undersøgelser burde man ikke have lov at foretage og ikke skrive om, for så kan folk jo tro, at det ikke er så almindeligt forekommede med incest. Jamen, det er jo ikke så almindeligt forekommende med incest! Hallo, det er good news. Og nu er der gået tyve år, og jeg kan konstatere at incest-hysteriet er værre end nogensinde i Sverige.
Det vestlige selvmordsparadigme
Brussels Journal interviewer norske Ole Jørgen Anfindsen fra HonestThinking.org. Via Gates of Vienna.
[…] SS: What can be done to keep the West from committing suicide? Do you see any chance of this happening, or is it already too late?
OJA: While I do not see it as inevitable that the West will eventually commit suicide, it does appear to be a quite likely outcome of today’s processes. The currently ongoing destruction of our societies is possible because people either don’t care enough to speak out against our elites, and/or because they actually believe that we are merely going through some ‘adjustments’ on our way to the multicultural paradise. Our political Titanic can only be turned around if sufficient numbers of voters demand a change.
This appears unlikely to happen in the near future, and I suspect that part of the reason has to do with a certain level of decadence that has permeated the Western mindset. Exaggerating somewhat, people care more about wealth, status, and careers than about the future of their own children. As a matter of fact, we are not even producing sufficient numbers of children for there to be any future for us at all. Unless there is a change in attitude here, our societies are doomed, and deservedly so.
I suspect we have a long fight in front of us; a fight that will ultimately be about what Western civilization is, and upon which values it should be built. As we engage in battle with those who hate the West and everything it stands for, as well as those who despise people of European descent, let us not stoop to their corrupt ways and despicable methods. Let us affirm the value of every human being, irrespective of ethnicity, race, or religion (or lack of such). Let us be caring, reasonable, and generous – without becoming utopian, stupid, or naïve. And let us, above all, seek the truth – wherever it may lead. The Suicidal Paradigm – A Conversation With Ole Jørgen Anfindsen
Eva og Petters jordkoja
Som de allerfattigste boede i Småland, i dette tilfælde mellem 1829 og 1906. Tre små huse. Et til brænde, et til forråd og et til beboelse. Der var også dyrene om vinteren, én ged og fem høns. Nærmere forklaring på nederste foto. (foto © Snaphanen)
Fortsæt med at læse “Tænk hvis de begik en hate crime og ingen reagerede”











