Mange timer bag rattet på motorvejene i selskab kun med gamle CD’er, man troede man kendte, men genopdager mens man synger med. Jeg troede kun jeg sang i badekarret og saunaen. Synsfeltet er snævrere, når man bevæger sig, skarphedsdybden er mindre. Man kan få ideer. Man kan tænde piben, man må godt ryge i min bil. Van Morrison er ikke medlem af de ateistforeninger, islam har på sin samvittighed i Vesten. Lyt nærmere.
Some say why don’t you love your neighbours, Go ahead, turn the other cheek, But there’s nobody on this planet that can ever be so meek, And I can’t bleed for you, You have to do it your own way, And there’s no religion, no religion, no religion here today. – Van Morrison – No Religion Lyrics.
»Nedarvet foragt for kvinder«
Hvor Politikens anmeldelse af Hedegaards “Muhammeds Piger” (Lars Sandbeck) og Jyllands Postens (Dennis Nørmark) overvejende er debatindlæg mod bogen og forfatteren, Sosun Sendis i Weekendavisen er neutral grænsende til berøringsangst, er Sørine Gottfredsens i KrD ikke bare den første positive, det er også den eneste der opfylder endnu en af en anmeldelsens krav: den potentielle læser har efter læsningen et tydeligt billede af, hvad bogen faktisk indeholder, emne, metode, kilder osv.
Lars Hedegaard har skrevet vigtig bog om islams kvindesyn. Den er barsk og visse steder ubærlig at læse, men den bør føre til større erkendelse af afgørende kulturforskelle .Hvis man gerne vil optræde i lækre talkshow og udtale sig til Politiken om sine kulturvaner, skal man ikke udgive en bog som denne. ” Muhammeds piger”, skrevet af historiker Lars Hedegaard , falder som syreregn over et politisk korrekt dansk blomsterbed.
Det er modbydelige, men uomgængelige overvejelser og vidnesbyrd, der findes i denne bog, og medmindre nogen sagligt kan tilbagevise Hedegaards pointer, er vi nødt til at lytte. Indtil videre kniber det dog med sagligheden, for mens ingen har kritiseret bogens dokumentation, er den blevet omtalt som unuanceret og ensidig. Og er den så det? Ikke spor mere end så mange andre kortfattede bøger med et klart defineret tema.
Det er muligt, at Lars Hedegaard af og til formulerer sig tankeløst, men ikke desto mindre er det ham, der gør en indsats for at forske i virkeligheden.Alt imens det pæne selskab slår syv kors for sig, taler om gensidig forståelse og lader tusindvis af kvinder i stikken. Også inden for dette lands grænser. Af SØRINE GOTFREDSEN, Kristeligt Dagblad 5.4, ikke online, men prøv linket om et par dage eller køb avisen. (Se også Hedegaards miserable piger- anmeldelse af Hege Storhaug.
“Vårt Nya Sverige”
I 1975 vedtog den svenske riksdag, at Sverige skulle være “mångkulturelt” – ikke parallelkulturelt med multiple monokulturer, som det jo så blev. Følgelig producerede Invandringsverket i 1980 denne propagandafilm, der ikke er rar at se, når man ellers har varme følelser for Ernst-Hugo Järegård. Dens argumenter er håbløst agterudsejlet af tiden (vi tjener på det, vores køkken bliver mere spændende osv.) ikke mindst fordi arbejdskraftinvandrere blev afløst af såkaldte flygtninge (som sjældent er det) og deres familier og familiers familer. Hvad kan man lære af den? Kunstere skal agte sig for politik, så har man ikke sagt for meget. Man kan også lære, at svenske politikere og journalister ikke har rykket sig mange centimeter mentalt siden de glade uskyldsdage i 1980. Linen løbes helt ud. Til gengæld er der kommet knap 2 millioner nye “svenskere” siden disse argumenter var gangbare, hvoraf alene 500.000 tilhører en vis autoritær sekt, der er mest kendt for at ville dominere enhver af en anden observans. Ingen generation har ændret landet hurtigere og mere radikalt i historisk tid, og uden at ville spørge nogen om lov. Alene deres ord, var lov, modsigelse tåltes ikke, den var “anti-demokratisk” og hvem vil være det? og nu er dissens alligevel 20 år for sent ude. Nu er alle i landet så blevet gidsler for deres egenmægtighed. Bordet har fanget, de ansvarlige sidder med et kæmpeansvar, ingen forestiller sig de nogensinde vil tage på sig. En retræte kan ikke tænkes og Ernst-Hugo er fanget i en unådig tidslomme, han ikke slipper ud af. Et ubarmhjertigt selvportræt af en epokes selvgode galskab:
Svensk propagandafilm från 1980, beställd av dåvarande Invandringsverket (nuvarande Migrationsverket) vars syfte var “att skapa förståelse för och nyttan av vår invandringspolitik”. Denna statliga propagandafilm visades i alla möjliga sammanhang, men vände sig främst till skolbarn.














