Som altid med CBN skal man leve med den ældre herres salvelsesfulde ind- og udgangsbøn, men de parisiske interviews fejler ikke noget.

An ordinary French citizen who has been watching the Islamization of Paris decided that the world needed to see what was happening to his city. He used a hidden camera to start posting videos on YouTube. His life has been threatened and so he uses the alias of “Maxime Lepante.” ……But Lepante has observed cars coming from other parts of Paris, and he believes it is a weekly display of growing Muslim power.”They are coming there to show that they can take over some French streets to show that they can conquer a part of the French territory,” he said. 1september 2010: CBN ‘Islamization’ of Paris a Warning to the West. The Iconoclast ‘Islamization’ of Paris a Warning to the West

Rapporter om valfusk – har du sett något?

Som väntat strömmar nu rapporter in från hela landet om valfusk, där Sverigedemokraternas valsedlar systematiskt tas bort, slängs eller göms. Vissa röstmottagare har rapporterats vägra lägga ut partiets röstsedlar.Sverigedemokraterna lanserar därför e-mailadressen valfusk@sverigedemokraterna.se. Folket uppmanas att maila dit ifall man ser att valfusk pågår, ifall valförrättare vägrar lägga ut valsedlarna, ifall de saknas eller andra problem. Det är av yttersta vikt att alla händelser rapporteras! Maila alltså till valfusk@sverigedemokraterna.se!

Dur heller ikke …

Det er bare ikke muligt. I en Googletid kræver det kun en computer med internetadgang at skyde en multikulturel drøm i sænk. Det burde jo ellers være enkelt: Når man inviterer til rituel spisning i illusionens navn finder man vel bordpartnere der som en selvfølge opfylder helt elementære forudsætninger – dokumenterbar tilslutning til demokrati og pluralisme på ubestemt tid, frasigelse af herrefolksmentalitet og sharia, og accept af andre udvalgte og mere ægte offergrupper. Men de findes ikke, slet ikke hvis det skal være folk der kan siges at være bredt repræsentative for islamisk kultur. Beggars can’t be choosers, og så må man tage sig til takke med lidt intolerance og hadkultur. Men en dag så indfinder den sig nok, den så eftertragtede multikulturelle harmoni. Det blev ikke lige denne gang (LFPC).

Tyrkisk familieminister har kaldt homoseksualitet for en ‘sygdom’. Dansk Folkeparti kritiserer, at hun er inviteret til Ramadan-middag på Christiansborg.

En af deltagerne i den omstridte Ramadan-middag, som holdes på Christiansborg, kritiseres nu for at være kommet med fordomsfulde udtalelser om homoseksuelle.

Tyrkiets familieminister, Selma Aliye Kavaf, vakte tidligere på året opsigt i sit hjemland, da hun blandt andet fortalte avisen Hurriyet, at ‘homoseksualitet er biologisk uorden, en sygdom som bør kureres’. […] Homo-hadende minister til ramadanmiddag

The BBC’s propaganda for fundamentalist Islam

One of the main conclusions I drew from my Telegraph/Channel 4Dispatches investigation of the East London Mosque was quite how gullible some parts of the white establishment were in the face of a persuasive PR machine telling them what they wanted to hear.

Since we exposed some of what actually goes on inside this mosque, there has been a welcome reduction in the number of politicians and suchlike prepared to visit. But one key part of liberal Britain, the BBC, retains a trusting faith in the mosque’s spin that no amount of contrary evidence appears able to shake.

In March, as I wrote here, the BBC allowed its flagship discussion programme, Any Questions, to be hijacked by the mosque. That could, conceivably, have been carelessness. But last week the Corporation went one step further. Its BBC1 documentary on the East London Mosque, Middle East Enders (available to watch here for another day) was quite simply a licence-fee-funded, half-hour advertorial. […]

As we reported, and as the BBC must have known, the East London Mosque is in fact controlled by, and is the headquarters of, an Islamic supremacist group called the Islamic Forum of Europe – which, in its own words from one of its own leaflets, is dedicated to changing the “very infrastructure of society, its institutions, its culture, its political order and its creed … from ignorance to Islam.” It has been accused by the local Labour MP of infiltrating his party to achieve these ends.

In another leaflet, the IFE says it “strives for the establishment of a global [my italics] society, the Khilafah … comprised of individuals who live by the principles of … the Shari’ah.” The IFE’s “primary work” to create this state, the document goes on, “is in Europe [my italics] because it is this continent, despite all the furore about its achievements, which has a moral and spiritual vacuum.” […]

In keeping with its spirit of tolerance, bridge-building and harmony between faiths, the East London Mosque has hosted such notably tolerant and harmonious meetings as, for instance, the half-day conference on ‘social ills’ on 9 July last year. One of the “social ills” — with an entire session to itself — was “music,” described by one of the speakers, Haitham al-Haddad, as a “prohibited and fake message of love and peace.” […]

Or then there was the mosque’s even more tolerant and harmonious event with a man called Murtaza Khan – who told his audience that women who use perfume should be flogged – and the harmonious, tolerant “Spot The Fag” contest run, at the mosque, by an anti-gay preacher called Abdul Karim Hattin. There’s been a big rise in gay-bashing in that part of East London lately – but it can’t have any connection with the tolerant, harmonious views preached at the mosque, of course. […] Andrew Gilligan: The BBC’s propaganda for fundamentalist Islam

NY borgmester Bloomberg: Her går det godt, send flere petrodollars

Læs denne historie i forlængelse af de to ovenstående, og vi har et ganske godt billede af tidens syge: Politikere associerer sig i multikulturens navn med personer der er multikulturen fjendtligt stemt – statsstøttede mediemastodonter kolporterer løgn og propaganda for landets og demokratiets fjender – og en entreprenant borgmester giver direkte udtryk for modvilje mod åbenhed i spørgsmål om evt. undergravende kræfters økonomiske støtte til et projekt i hans lille kongerige (LFPC).

Attorney General Andrew M. Cuomo should not investigate the financing of the proposed Islamic community center near ground zero, Mayor Michael R. Bloomberg said on Tuesday, reiterating his support for the project.

“I think it’s a terrible precedent,” he said. “You don’t want them investigating donations to religious organizations, and there’s no reason for the government to do so.” […] Mayor Opposes Examining Islamic Center’s Finances

Efter att TV4 vägrat sända den reklamfilm som Sverigedemokraterna producerat, har partiet idag tillsänt TV4 en ny reklamfilm. Då TV4 tidigare menat att den ursprungliga filmen brutit mot lagen, har SD nu försökt tillgodose de av TV4 påstådda lagöverträdelserna. Detta har inte varit helt lätt då TV4 aldrig preciserat vad det är i den ursprungliga filmen som varit olaglig – På tvärs med juridisk expertis, och med censurkritik från den danska regeringen som följd, har TV4 nekat oss att sända den reklamfilm som vi avtalat om. Utan precisering från TV4 avseende vad det är i vår reklamfilm som skulle vara lagvidrigt har det varit svårt för oss att anpassa oss efter TV4:s godtycke.
– Vi har dock gjort vårt bästa för att få bort alla element i filmen som TV4, ens med största fantasi, kan uppleva som politiskt stötande.Vi beklagar att politisk censur förekommer i Sverige, men ser nu fram emot att få se vår nya reklamfilm rulla i TV4 den 6-17 september. Sverigedemokraterna lanserar ny reklamfilm för TV4

Svensk valgfejde i Danmark

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man næsten tro at der den 19 samtidigt var valg til det danske Folketing: Lars Hovbakke, ph.d., lektor, Aarhus Universitet,Sverigedemokraterna kan blive den store vinder , Kasper Støvring Når politik bliver til moral, begynder volden og Morten Uhrskov Jensen, Lad den svenske elite stege. JP Leder: Rigtige meninger, Desuden på P 1 i dag :Svenske valg er frie men ikke fair, og Lars Trier Mogensen og Erik Meier Carlsen: Dansk-svensk tummel. Valgstederne er åbnet i Sverige. Stemmesedler og valgplakater med det  Sverigedemokraterne bliver fjernet.Det er ikke så ligetil at følge med, og så er Jimmie Åkesson i DR 2 Debatten i morgen:

DR 2 Debatten inviterer Sverigedemokraterne til debat

Sverigedemokraterna, Sveriges svar på Dansk Folkeparti, står i flere meningsmålinger til at komme ind i det svenske parlament ved valget 19/9. Men svensk TV4 nægter at vise partiets valgreklame, som stationen mener hetzer indvandrere. Og formanden, Jimmie Åkesson, er ikke blevet inviteret til den den afsluttende partilederrunde på svensk tv.Åkesson er gæst i sæsonpremieren på DR2’s DEBATTEN, der viser valgreklamen i sin helhed og – i tradition med en dansk partilederrunde – giver Åkesson to minutter til at præsentere sit valgoplæg.Emnet for udsendelsen lyder: Skal Sverige kopiere Danmarks udlændingepolitik? Debatten 02. september 2010 kl. 20:00 på DR2

“Vi kan inte heller mötas utan att kunna ta varandra i handen”

af Lars Berglund, docent (nægtet optagelse på SvD Brännpunkt)

Jesus Alcala skrev på Debatt (2010-08-29) en artikel under rubriken ”Med täckta ansikten kan vi inte mötas” Alcala beskrev på ett föredömligt sätt de problem som uppstår i vårt sekulariserade, moderna samhälle när muslimska kvinnor kräver att få bära heltäckande kläder i offentliga och andra miljöer.

När jag läste denna artikel kom jag osökt att tänka på den debatt som uppstod när en ung, muslimsk kvinna, i samband med en TV-intervju, vägrade att skaka hand med författaren Carl Hamilton. Det är klart att Hamilton blev förnärmad över denna oartiga provokation.(Newsmill 2008-11-04) ”Vem skall anpassa sig till vem”, undrade han och ansåg att folk bör ta seden dit de kommer. Och han frågade sig: ”Vad vill de?

Fortsæt med at læse “SDs valgfilm – TV4-tilpasset version”

Formelt er det selvfølgelig svært at fange den svenske-mediepolitiske klasse i flagrante demokratibrud, men de har årtiers rutine i at balancere på kanten. Det er muligvis lige akkurat lovligt, set med lokale og internationale retsøjne, men det er i særklasse uskønt: Deres politiske skøn falder ud til samme side hvergang, nemlig for dem selv og imod oposition og opkomlinge, der udfordrer deres magtmonopol. Den onde, udemokratiske vilje tvivler ingen der har overværet det i årtier et sekund på. Hvis svenskerne var revolutionært anlagte – hvad de mildest talt ikke er – ville denne elites ageren have fremtvunget en folkelig opstand forlængst.

Også fra Norge er der kritik: Frp: – Svensk brudd på demokratiske spilleregler. Ledarsidorna teg om dansk kritik.

Ellemanns ævl

Det kræver åbenbart ikke ret meget at have en blog på Berlingske Tidende. I et indlæg kloger Uffe Ellemann sig på svenske valg.“Vi kan lære lidt af svenskernes mere tænksomme og hensynsfulde debatkultur.” Ja, men nu snakker vi ikke kultur, vi snakker grundlæggende demokratiske og valgtekniske principper. De sidste 15 år, har der været “urelgelmæssigheder” ved svenske valg. Svindel, for at sige det som det var. Allerede i 2002 kritiserede Helsinki Watch den svenske demokratiske proces, både mediemæssigt og rent valgteknisk. Stemmesedler der systematisk forsvandt, plejehjemsansatte der stemte for 300 af deres beboere, partier der ikke havde adgang til medierne osv. Kunne man ikke forlange af en fhv. udenrigsminister, at han satte sig bare rudimentært ind i hvad han skrev om, fremfor at skrive ufunderede tonemester-causerier? Er Ellemann venstremand, når det kommer til stykket? Det han hylder i sit blogindlæg, er AFA og Enhedslistetanker. Han vender det blinde øje til mange års censur, vold, forfølgelse og berufsverbot. Helsinki Watch: Swedish General Election 2002

As nationalism rises, will the European Union fall?

Det er altid interessant at se Danmark eller Europa anskuet udefra. Enten får man indsigt i store linjer man ikke selv ser for bare træer, eller også afsløres iagttagerens eget udgangspunkt i nærmest pinlig grad, uagtet dennes kvalifikationer. Jeg tillægger således ikke amerikanske akademikeres fascinerede skræk for dunkle, folkemorderiske kræfter i folkedybet af The Old World større vægt, andet end som en perspektivering af deres egen historie. Jeg håber selvfølgelig at Charles Kupchan langt væk har ret i dette scenarie, men her i europæisk jordhøjde virker EUs kvælertag nu ikke til at blive sluppet. Kupchan er professor i ‘international affairs’ ved Georgetown University (LFPC).

The European Union is dying — not a dramatic or sudden death, but one so slow and steady that we may look across the Atlantic one day soon and realize that the project of European integration that we’ve taken for granted over the past half-century is no more.

Europe’s decline is partly economic. The financial crisis has taken a painful toll on many E.U. members, and high national debts and the uncertain health of the continent’s banks may mean more trouble ahead. But these woes pale in comparison with a more serious malady: From London to Berlin to Warsaw, Europe is experiencing a renationalization of political life, with countries clawing back the sovereignty they once willingly sacrificed in pursuit of a collective ideal.

For many Europeans, that greater good no longer seems to matter. They wonder what the union is delivering for them, and they ask whether it is worth the trouble. If these trends continue, they could compromise one of the most significant and unlikely accomplishments of the 20th century: an integrated Europe, at peace with itself, seeking to project power as a cohesive whole. The result would be individual nations consigned to geopolitical irrelevance — and a United States bereft of a partner willing or able to shoulder global burdens. […]

Europe is hardly headed back to war; its nations have lost their taste for armed rivalries. Instead, less dramatically but no less definitively, European politics will become less European and more national, until the E.U. becomes a union in name only. This may seem no great loss to some, but in a world that sorely needs the E.U.’s aggregate will, wealth and muscle, a fragmented and introverted Europe would constitute a historical setback. […] Charles Kupchan: As nationalism rises, will the European Union fall?

Sarrazin: Tyskland om 100 år – drøm eller mareridt?

Pågrund af Sveriges rejse kom vi bort fra oversættelserne fra “BILD.” Vi genoptager dem her.

Tyskland diskuterer Thilo Sarrazins nye bog.. I den udvikler han to scenarier for Tysklands fremtid: “Jeg lader min fantasi løbe frit . Den er tilspidset, den er satire, men den er ikke urealistisk, “skriver SPD politikeren.

af Thilo Sarrazin

I Tyskland år 2017 er den politiske klasse faktisk ganske tilfreds med sig selv, økonomien vokser langsomt, men den vokser dog. Siden efteråret 2017 er Angela Merkel leder af en sort-grøn regering.

Koalitionsregeringen bebuder et lovforslag der kriminaliserer fremmedhad og islamofobi. Jürgen Trittin havde under valgkampen vakt opsigt med sin udtalelse: “50 procent af araberene er mig kærere end de fem procent af højreradikale.”

Med stærk modstand fra EU, var kurser i tysk blevet fjernet som en betingelse for familiesammenføring.

Fortsæt med at læse “Valgobservatører ?”

Mølle på sydsiden af Kullen var det hotteste før første verdenskrig. Der gik tog fra Berlin, og der gik skib direkte fra Bellevue i Danmark. Kejser Wilhelm ferierede der, og var nær ved at blive dræbt på en ridetur. Hvad kunne det ikke have mefdført for Europas historie, hvis mordet var lykkedes hesten?

Når jeg ser Mølle, tænker jeg på Hjalmar Söderberg og hans danske barnebarn, Henrik Stangerup. Havde det ikke været for forfatteren til Doktor Glas og Elsa Gress, havde den danske litteraturhistorie set anderledes ud. Stangerup havde den prøvelse det var, at være en borgerlig intellektuel af europæisk observans i de røde halvfjerdsere, men da han døde i 1997 blev han lynhurtigt en troende socialdemokrat, hvilket beviser at der er frelse, selv for den mest forhærdede synder.

Stangerup ville stik imod tidsånden retablere skylden og ondskaben som virkelighed. (Manden der ville være skyldig), hans helte hed Holberg, Camus, Koestler, Orwell og Karin Boye, blandt mange andre. Få stemmer er mere savnede i dag end Stangerups. Jeg gjorde grin med ham i Politiken for mange Herrens år siden: “Man må forestille sig Henrik Stangerup som et lykkeligt menneske”. Da var ordene betydeligt klogere, end jeg selv var. Hvor mange dumheder får man ikke trykt, alene fordi de er fikst formulerede ? Små hvalpe pisser op ad store træer, men hele koret pissede med mig dengang. Er der andre, der skammer sig ?

Det er de tanker, der løber igennem mit hovede, når jeg ser Grand Hotel i Mølle, hvor Söderberg mødte sin danske Emilie Voss i 1910, dengang verden endnu var ung og bristefærdig af fremtidstro. Söderberg tog sit liv i oktober 1941 hos sin datter Betty i Øster Søgade 96 i København, i det der for ham var den sorteste af alle nætter: Nazisternes besættelse. Jeg ville gerne have læst, hvad hans barnebarn kunne have skrevet om vor tids nazister. Det er som om, de altid er der i forskellige klæder. Mogens Fog, Erik Skinhøj, Knud Jespersen, Gert Petersen,Ole Sohn og Lars Ohly, Gudrun Schyman og alle de sidstedages-hellige. Nyt tøj for hvert årti. Der går en lige linje fra Robespierre til Bin Laden og DR´s lidt forhenværende yndling, imam Abu Laban, smidt ud af tre lande, men nu langt om længe udvist af Danmark af døden. Ikke af nogen andre, vel at mærke.

Tolerance er de vantros erstatnings-credo, den er en “omni-spiritualitet”, der krammer enhver voldspsykopat, for “onde mennesker” er bare folk, der har fået for lidt kærlighed. Uden den tvangstanke, vælter deres liv. Til søs kaldte vi det “narrefisse”. Søfolk havde – i al fald dengang – et meget ærligt sprog. Når en luder var gratis, hed det “sympatifisse”. Man er helt ajour, det var rendyrket tillid. Særligt af lykken tilsmilede kunne få det, men i det daglige og i det store hele, måtte vi som regel leve uden den nåde. Det hedder “dagligdagen”. De fleste bruger lang tid på at  drømme sig væk fra den.

Stangerup og Camus lærer én, at man kan leve uden den åndelige rollator, den sympati fra den mulige gud og den kærlige, alt-overbærende kvinde, der giver én alt det, man ikke har fortjent. At mange andre ting end dagligdagen, er betydeligt værre, og at ønske sig væk, er  opskriften på katastrofe. At når små mennesker får store “visioner”, er der fare på færde. “Bereite dich zu leben”.

Det er mange imod, næsten rent  fysisk. Hele partier er dannet på  kvalmen over livet, som det er. Den konservative tanke er, at det er et mirakel, at det hele ikke er værre end det er, men at mareridtet altid er inden for rækkevidde. Det var de mareridt, Stangerups forfatterskab blandt andet handlede om, en fysisk realitet i hans levetid. Og det var Mølle den dag, i et land på vej væk fra sig selv ind i en fremtid, der for en omhyggelig betragter gennem fire årtier, ligner en uundgåelig katastrofe.

Da jeg så ud over Mølle-bugten i fredags, tænkte jeg: “Det er ikke sandt. Jeg tager fejl, dette forsvinder aldrig. det er min onde drøm.” (foto Söderberg i København.)

Under sina senare år i Köpenhamn ägnade sig Söderberg allt mindre åt skönlitteratur. Istället bedrev han religionsforskning i verk som Jesus Barabbas och Den förvandlade Messias. Söderberg menade att Jesus och Barabbas var samma person. Söderberg har också bland annat översatt Jens Peter Jacobsen och Anatole France till svenska.I Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning skrev Söderberg mycket kritiska artiklar om nazismen och dess anhängare. HJalmar Söderberg –  En kosmopolit i dansk litteratur, På Hotel Kullaberg fann Hjalmar Söderberg den stora kärleken, Badeskandalen i skånske Mölle,

Journalist-rektor: Nærmest censur mod svenske nationalister

De svenske nationalister Sverigesdemokraterne bliver forsøgt tiet ihjel af svenske medier, der ikke vil have dem med i den afgørende tv-debat og ikke vil sende deres valgvideo. Svensk presse svigter sin rolle, og det var aldrig sket i Danmark, mener journalistrektor Anne-Marie DohmJournalisten

Sandt nok, men det er set før og hørt før, det kommer op hvert 4 år ligesom valgobservatørerne, og så glemmer alle det igen. De der nyder godt af tingenes tilstand, de syv konservator-partier, har ingen interesse i at de  ændres. Man kunne  lade folk stemme hjemme fra deres pc, spare en masse penge og opnå en højere valgdeltagelse, men det er der heller  ingen,  der er  interesseret i.

Når angivelig offerstatus ‘fører til’ ekstremisme

De fleste af vores læsere er sikkert bekendt med Robert Spencers analyser og kommentarer på Jihad Watch, og henvisninger hertil er formentlig normalt overflødige. Citatet her er dog så præcis en afdækning af de uforenelige tænkemåder der er oppe imod hinanden, at det fortjener særlig opmærksomhed (LFPC).

[…] “The joke is on moderate Muslims,” said Muqtedar Khan, a University of Delaware political scientist and author of “American Muslims, Bridging Faith and Freedom.” “What’s the point if you’re going to be treated the same way as a radical? If I get into trouble are they going to treat me like I’m a supporter of al-Qaeda?”…

What’s the point? Did he really ask that? How about this for a point: Muslims should not support Al-Qaeda because of human decency. Because of respect for human life. Because of the importance of human rights. Because the “radicals” are perpetrating great evil, murdering innocent people and working for the subjugation of women and non-Muslims, and the extinguishing of the freedom of speech and the freedom of conscience. And apparently all that is just fine with Muqtedar Khan, if you make him angry.

That’s “moderation”? “Moderate Muslims” threaten to turn “radical” if they get angry

For dem er det store ting, den vises på TV, Danmarks største nyhedsprogram. TV 2 har fra svensk adopteret ordet “nationalister”, som vi ikke bruger i Danmark. Endnu. Og så mener jeg også, at når man “har nogen som sit idol”, er det en person, ikke et parti. Men hvad ved jeg om TV ? Men der er også ros til TV 2:

”I ett närmast kafkaeskt universum…” Haha, tack för att ni finns, Danmark.

Omtalen af bojkotten af denne valgfilm er yderst sparsom i svenske medier. “Det kunne jo bidrage til martyr-glorien” og den slags. Den såkaldt liberale Expressen skal dog have presset lidt galde ud ude i korridoren på en blog: Goebbels skulle ha applåderat dig, Jimmie Åkesson. De har det rigtig svært, de svenske  levebrødsskribenter. På den ene side skal de skamme SD ud, på den anden side skal de  også tie dem ihjel. Oveni det, skal de fremstå som normale, vestlige, frie demokratiske medier, når valget er overstået. Hvis ikke ordet schizofreni var så misbrugt….Derfor ser man også det aldrig før sete, at Jimmie Åkesson får lov at skrive på SvD Brännpunkt i dag. Det er helt uhørt, men det tjener et formål: Pressens rygte post den 19.9. Historierevision i de allersidste sekunder inden lukketid, der spiller på den kollektive amnesi, vi alle sikkert helt rigtigt formodes at lide af. Hvem kan huske noget nu om stunder ? Jeg husker fra min TV tid, at når man slukkede efter et par timer, var harddisken oveni totalt raderet. Den 19 september  har vi alle fødselsdag, og vi fylder nul år samtidigt med 18.000 svenske journalister. Grattis ! – Bortset fra det, så beskriver Sverigedemokraternas valgfilm noget der foregår i virkeligheden. Væddeløbet mod de offentlige kasser. Der er ikke én svensk kommune, hvor udlændinge ikke lægger beslag på plus 60 % af socialudgifterne, men at sige det, det er naturligvis Joseph Klumpfod Goebbels. Med lidt uheld, kan Sverige blive historiens første land, der dør af høflighed og pænhedsbetændelse. – Vidoen er tekstet på svensk, helt uomgængeligt i en globaliseret verden af lutter kosmopolitter. ( En halv miljon har sett Sverigedemokraternas valfilm, Stoppad SD-reklam blir fråga för Europaparlamentet.)

Radioreklamen de ikke må høre

Under förra veckan meddelade TV4 att man stoppar Sverigedemokraternas TV-reklam. Idag fick partiet besked om att även den planerade rikstäckande radioreklamen på SBS Radio, Mix Megapol och Rockklassiker stoppas.Sverigedemokraterna hade avtalat med SBS Radio om att sända rikstäckande reklam på kanalerna Mix Megapol och Rockklassiker.Sverigedemokraternas radioreklam stoppas.

Pittelkow: Vi burde interessere os mere for Sverige

Det var lige min tanke med det jeg skrev i  aviserne (danske, jeg har ikke kunnet skrive i svenske) inden denne blog, og det jeg har skrevet her efter den kom til i 2004:

For tiden kunne vi drage nytte af de positive svenske erfaringer med en økonomi, der befinder sig i kraftig vækst.Samtidig er det værd at følge den fejlslagne svenske indvandrings- og integrationspolitik. Sverige har kastet sig ud i et gigantisk forsøg på at opløse sig selv som nation. Vi bør betragte det som et lærestykke i, hvordan man ikke skal gøre.Ved at interessere os mere for Sverige kunne vi måske også yde et beskedent bidrag til den nødvendige svenske selvransagelse. For eksempel ved at stille spørgsmålet: ”Hvornår får Sverige demokrati?”.Hvornår får Sverige demokrati?

Svenske medier har over en bred bank misforstået det totalt: De er blevet den fjerde magt: Den fordømmende og censurerende.Tak til alle I svenskere, som har sendt mig mails og breve. Jeg ønsker jer og jeres land alt det bedste, og jeg håber ikke mindst, at I får såvel bedre politikere som bedre medier.Dét fortjener I nemlig!
Med venlig hilsen, Pia Kjærsgaard. Pia K.: Er Sverige Nordens bananrepublik?

Mellem shawarma og skriftsteder

Historien er en fin illustration af meningsløsheden i de ofte hørte påstande om at unge muslimske kriminelle, de såkaldte ‘utilpassede’, ikke skal forstås i religiøse termer, men sociale. De ved reelt ikke noget om islam, de er ikke rettroende i deres levevis, osv. Formuleringen af problemet er misvisende, og virkeligheden er formentlig endnu værre i og med at gruppeadfærd og -identifikation ikke står og falder med viden om, og efterlevelse af, religionen. Hvad der her har været motiverende for balladen kan meget vel have været en mere primitiv, men stadig islamisk, opfattelse af angreb på islam fra de urene kuffar. Denne gruppebevidsthed er ikke just fremtrædende i debatten, hvor modsætningerne fremstilles som mellem ‘radikaliserede’ og almindelige muslimer.

Historien burde være et vink med en vognstang om hvad der venter Europa når særligt ekstreme moskéer i de kommende årtier søges lukket. Myndighederne i Hamborg lukkede forleden en moské med forbindelser til 9/11-bagmændene, og ingen forestiller sig vel at dette lod sig gøre uden grundige drøftelser og aftaler på forhånd med lokale imamer og muslimske ledere. Sagt på en anden måde, staternes suverænitet indskrænkes i disse år (LFPC).

To dages uro med hætteklædte unge i Nordbyen i Slagelse skyldes formentlig boligforeningens trusler om at nedlægge et bederum. Ifølge politi og beboere opstod balladen som følge af et brev fra en afdelingsbestyrelse i boligforeningen, hvori der opfordres til lukning af et bederum under den lokale grillbar, fortæller TV2 ØST. […]

“Der bliver svinet over det hele, så viceværten skal bruge tid på at rydde op efter alle dem, der sidder der og hygger sig hele fredag eftermiddag. Dette må ophøre, ellers må grillbaren lukkes, hvis ikke den bøn bliver lagt på hylden og alt det svineri ophører.” […] Bederum formentlig årsag til uro

Islams magt og europæernes tolerance

I deres nye bog “Islams magt. Europas ny virkelighed” argumenter Karen Jespersen og Ralf Pittelkow for at Europa bliver mere og mere muslimsk i disse år. Det kan betyde at islam bliver en stærk magtfaktor i det europæiske samfund.Hvor stor en rolle spiller selve religionen i den øgede islamiske indflydelse? Er det den som dikterer vold og mangel op integration – eller er den tværtimod den det bedste redskab til at få unge muslimske kriminelle på andre tanker? Karen Jespersen og Ralf Pittelkow er gæster i ugens Religionsrapport. P1 (55:48)

Sverigedemokraternas voldtægtsstatistik

er omdiskuteret og der er ikke den feminist, der ikke er parat til at smide grus tallene. (Dags att tala klarspråk om våldtäkterna! pdf 9 sider.) Men SD´s tal virker troværdige, ikke mindst når man tænker seks år tilbage i Danmark og husker på, at indvandrerandelen i den svenske befolkning er omtrent den dobbelte af den danske:

Mere end hver tredje voldtægt her i landet begås af en indvandrer eller en andengenerations indvandrer.Ud af de voldtægtsdomme, der blev afsagt i 2002, var næsten 40 pct. af de dømte indvandrere eller efterkommere.Det oplyser justitsminister Lene Espersen (K) i et svar til Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

Fortsæt med at læse ““Filmen svenskerne ikke måtte se””

af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

”KUNSKAP ÄR MACKT” förkunnar stora svarta graffitibokstäver på en husvägg när tåget närmar sig Borlänge. Bättre kan det inte sägas i en stad där andelen analfabeter i befolkningen ökar lavinartat genom import av somalier i stor skala. På bara några år har Borlänge tagit emot 1 000 somalier – den mest svårintegrerade kategorin av alla. Somalia är nu det vanligaste ursprungslandet bland utrikes födda i Borlänge. Fram till 2009 var det Finland. En undersökning som kommunen gjorde 2008 visade att mer än hälften av de nyanlända, 53 procent, är analfabeter. Den stora andel som lever på försörjningsstöd håller på att skjuta kommunens ekonomi i sank.

Borlänge är en kolonialiserad stad. En importerad grupp från ekvatorn dominerar kommunen fullständigt och är på god väg att sänka den. Nu måste Borlänges invånare försörja inte bara sig själva utan också den snabbt växande somaliska kolonin. Höga skatter tynger invånarna, de verklighetens inbyggare som sliter hårt i tunga jobb utan att någonsin få en guldkant i tillvaron. Några lediga bostäder till Borlängeborna finns inte. Alla lägenheter går åt till invandrarna. Deras hyror betalas av skattebetalarna via socialtjänsten, det vill säga av just dem som själva blir utan lägenheter när invandrarna går före i kön.

Det kunde vara vilken svensk stad som helst. Det finns många kommuner av samma sort som Borlänge, i synnerhet i Norrland. En socialdemokratiskt styrd bruksort som står och faller med ortens två stora industrier, Kvarnsvedens pappersbruk och Domnarvets järnverk (SSAB). En socialistisk majoritet som står och faller med en gammal arbetartradition som historiskt har spelat ut sin roll och går mot sin upplösning. Ett av de många sossenästen som har bedrivit en fullständigt ansvarslös invandringspolitik och passat på att fylla tomma lägenheter med invandrare när lågkonjunktur och hög arbetslöshet under 1980- och 90-talen drev de egna invånarna på flykten. Nu står man där med resultatet: en stad i snabbt förfall.

Med bävan närmar jag mig mina drömmars stad

Det kunde vara vilken stad som helst. Men det är det inte, inte för mig. I Borlänge bodde jag de lyckligaste åren av min barndom. Borlänge är mina drömmars stad. Drömmen som förvandlades till en mardröm. Med bävan närmar jag mig staden i mina drömmar. Jag har inte varit här på många år. På barndomens gata rör jag mig med försiktiga steg. Det förflutna måste man närma sig varsamt. Risken för brustna drömmar är överhängande.

Bullermyren på 1950-talet var ett typiskt arbetarområde, en samling slarvigt uppmurade tegelkaserner utkastade på en åker i stadens utkant. Staden växte, hela Sverige växte snabbt decennierna närmast efter andra världskriget. Järnverket och pappersbruket gick för högtryck och behövde mängder av arbetskraft. Till Borlänge kom arbetskraftsinvandrare främst från Finland – de som nu är förbisprungna som största invandrargrupp. De finska barnen gick i min klass i Tjärnaskolan och lärde sig mödosamt det svåra svenska språket. Arbetskraftsinvandrarna var behövda och önskade. På sina arbetsplatser kom de rakt in i ett socialt sammanhang och integrerades på nolltid. Genom hårt arbete bidrog de till att bygga upp den svenska välfärden. Deras barn blev svenskar.

Vi var arbetarnas barn

Vi som bodde på Bullermyren var arbetarnas barn. Våra pappor arbetade på järnvägen, posten eller CTH mössfabrik. Många arbetade på järnverket eller pappersbruket. I de mörka morgnarna cyklade papporna till sina jobb med unikabox på pakethållaren. Mammorna var hemmafruar. Ingen hade bil. Alla var fattiga och trångbodda. Leken fick ske utomhus, vi lekte på gatan och på åkrarna och byggde kojor i skogen. En familj i huset hade fyra barn, tre flickor och en pojke, Klas. Det fanns inga pengar att köpa pojkkläder för, så Klas fick ärva sina systrars klänningar. Med sina långa blonda lockar såg han ut som en flicka. Ingen retade honom, ingen tyckte att det var konstigt att han hade flickkläder. Alla hade det knapert, det var inget särskilt med det. Vi var fria och trygga, vi fruktade ingenting.

På dörrarna i hyreskasernerna på Bullermyren stod det Eriksson, Rylander, Olofsson, Augustsson och Bergström. Husen var fuskbyggda och lyhörda. Vi hörde alla till leda familjen Erikssons enda grammofonskiva som spelades om och om igen på deras stora stolthet, radiogrammofonen i polerad björk. Vi som bodde på Bullermyren uthärdade vår fattigdom för att vi inte visste om något annat. Vi trodde på att vi skulle få det bättre. Vi hade ett hopp och en framtidstro. Om papporna arbetade hårt skulle vi alla få det bättre.

Folkhemmet byggdes för oss

Det var för oss socialdemokraterna byggde Folkhemmet sedan de kommit till makten under Per Albin Hanssons ledning 1932. Vi fick barnbidrag och möjligheter för arbetarklassens barn att studera och bli någonting i samhället. Vi fick de möjligheter som våra föräldrar aldrig hade haft. Ingen pojke behöver längre ärva sina systrars klänningar.

Men samma socialdemokratiska parti som byggde Folkhemmet har rivit ned det, förblindade av makt. De har plundrat ordet solidaritet på dess mening och gjort det till ett av de mest pestsmittade ord som finns. De har grovt missbrukat människors solidaritet och tillit genom att driva en totalt omdömeslös invandringspolitik. Sedan 2006 har den borgerliga alliansregeringen låtit invandringen skena ännu mer. Solidariteten gäller uppenbarligen bara människor från andra länder. Den inhemska befolkningen struntar man i, utom när det gäller att kapa åt sig så mycket som möjligt av deras inkomster. Socialdemokraternas framfart i Borlänge och många andra kommuner är förskräckande vittnesbörd om en politik som fullständigt har havererat. Det kommer att ta decennier att överblicka dess skadeverkningar.

Signaturen Fallaci skriver i en läsarkommentar i Dala-Demokraten den 26 mars 2010:

”Det som pågår just nu i Sverige är det största övergreppet på arbetare och socialt svaga som någonsin förekommit. Ni skänker bort den välfärd vi byggt upp till analfabeter och lycksökare som inte har det minsta intresse av det svenska folkhemmet.”

”Det finns snart ingen plats att sitta på”

Träden på Bullermyren har vuxit sig höga. På gatan som den gången genljöd av glada barnröster och mammornas prat är det kusligt tyst. Som om en bomb utplånat allt mänskligt liv. Bara några få barn syns till. De vuxna är på jobbet. De arbetar för att försörja sig själva och de ettusen somalier som de aldrig har bett om att bli försörjningspliktiga för. Barnen på gatan leker inte i skogen längre utan i en välordnad lekpark. Men tegelkasernerna är sig lika. De luktar fortfarande fattigdom. De är slitna nu, asfalten utanför sprucken och illa underhållen. Jag läser namnen på dörrarna: Abdulrhaman, Mohammad, Osman Abdulle, Süheyla Goban och Karakecili – men också svenska namn; Holmström, Persson, Arnberg, Eriksson.

Jag går sakta Hagavägen från Bullermyren ned mot stans centrum. Jag sitter av parkbänkarnas depression. Överallt somalier, kvinnor insvepta i stora tygmassor, oftast med en stor barnskara i släptåg. I köpcentret Kupolen sitter mängder av invandrare från morgon till kväll. Signaturen Perunkel skriver i en läsarkommentar på bloggen Politiskt Inkorrekt:

”Att gå till Kupolen var tidigare ett nöje, men i dag drar sig vanliga människor att åka dit om det inte är absolut nödvändigt. På i stort sett alla sittplatser och på kaféerna sitter det invandrare. Det finns snart ingen plats att sitta och vila sig på eller ta en fika då invandrarna sitter där hela dagen, från det de öppnar tills de stänger. De pratar i sina nya mobiler – som du har betalat, rullar sina radband och pratar på sitt språk. Skulle de inte lära sig svenska? Och eftersom 53 procent av dem är analfabeter kommer de att sitta kvar där så länge de lever.”

Hijab och sexhjälpmedel

Det är märkligt hur detaljerna kan skvallra om en stads uppgivenhet. Det bristfälliga gatuunderhållet, groparna som inte lagas, solarierna och de sunkiga butikerna. Över hela Borlänge vilar en atmosfär av resignation och förfall. Den syns och känns, det går att ta på den. På en bänk i en busskur sitter två somaliska mammor med var sin dotter i tvåårsåldern. Båda kvinnorna och den ena lilla flickan är tungt beslöjade. Flickan är inte tre år fyllda, men hennes hijab täcker huvudet och den lilla kroppen ned till knäna.

Här utspelar sig en kulturkollision som skulle kunna vara en fars om den inte vore så sorglig – Borlänge i blixtbelysning. Strax bakom busshållplatsen med de somaliska kvinnorna aviserar en butik med sexhjälpmedel föga diskret sin existens. ”Lust och kärlek– butiken som kryddar ditt kärleksliv”, öppen måndagar till fredagar 11-18. I skyltfönstret paraderar sexiga spetsunderkläder, dildos och andra sexleksaker i glada färger.

Som en flämtande sista utpost av kultur ligger Jussi Björlingmuséet på Borganäsvägen. Ett litet muséum tillägnat Tunabygdens store son, världstenoren (1911-1960) som drack sig till en för tidig död vid 49 års ålder. Han ligger begravd vid Stora Tuna kyrka, och där blir det minneskonsert på hans dödsdag den 9 september.

Somalierna intar Borlänge

På 1980-talet började det gå utför med Borlänge, som med så många andra svenska städer. Allt följde en logisk nedåtgående spiral: sjunkande orderingång i industrin, lågkonjunktur, arbetslöshet, depression och uppgivenhet, ökande missbruk, narkotikabrott och våld, utflyttning av skötsamma invånare till andra kommuner. De tomma lägenheterna fylldes upp med invandrare enligt den socialdemokratiska idén att alla människor är lika och alltså utbytbara mot varandra. Om det uppstår hål så fyller man dem bara med likformiga klossar. I Borlänges fall fyllde man upp med somalier.

Ett folk från en muslimsk nomadkultur i Afrika, hundratals år efter den industrialiserade världen i utveckling, präglad av analfabetism och klanstrider – vilka möjligheter har de att integreras i Sverige, i en liten industristad med 48 681 invånare? De frågorna har Borlänges socialistiska majoritet uppenbarligen inte ställt sig. Besluten kännetecknas av totalt hjärnsläpp. Kommunens styrande har inte tänkt alls. Eller också har de trott sig ha en övermänsklig förmåga att mirakulöst förvandla somalier till svenskar så fort planen från Mogadishu tar mark i Sverige. Ett mer hopplöst projekt är inte tänkbart.

Socialbudgeten tyngs till jorden

Fortsæt med at læse “Søndagskronik: Mina drömmars stad”

Konservative mediepersoner og konservative politikere har tilladt sig at afholde et stævne på samme sted og samme dato som Martin Luther King holdt sin berømte “I have a dream”-tale. Liberal medier reagerede Pavlov’sk. Et stærkt nedkogt sammendrag af The Daily Callers gengivelse af væsentlige udsagn i dækningen (LFPC).

“Conservative commentator Glenn Beck and tea party champion Sarah Palin appealed Saturday to a vast, predominantly white crowd on the National Mall to help restore traditional American values and honor Martin Luther King’s message.” — Associated Press

“…. the predominantly white crowd, … — AFP

“…. the predominantly white crowd” — James Hohmann, Politico

“Beck says he and his overwhelmingly white followers ….”— Ben Adler, Newsweek

“…. overwhelmingly white….,” — Brian Montopoli, CBS

“…. overwhelmingly white crowd… .’” — Philip Rucker & Carol Morello, Washington Post

“… overwhelmingly white crowd … .” — Mark Benjamin, Salon.com

“The crowd, however, was overwhelmingly white.” — Michael A. Memoli and Kim Geiger, LA Times

“Out in the overwhelmingly white audience… ” — Mitch Potter, Toronto Star

“I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.” — Martin Luther King, Jr.

Ytringsfriheden skal ikke tages fra Morten Sabroe

Selv om man vel efterhånden har set det mest ekstreme og svinske i hadesprog og -tegninger fra Politiken og omegn, skal jeg gerne indrømme at jeg ind imellem stadig kan blive chokeret.

[…] I en passus om Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard, der beskrives som ”den altid PMS-ramte hystade”, skriver Morten Sabroe følgende om Hedegaard og dennes adkomst til ytringsfriheden.

”Det er sateme svært at bakke op om den mands ret til at ytre sig. Mellem os (Jørgen Leth og læserne af bogen, red.) mener jeg også man burde tage den ret fra Hedegaard med en henvisning til hans evindelige blødninger.”

I samme ombæring omtales Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som ”Flemming Roses provokation”, og tegner Kurt Westergaard får også hårde ord med på vejen:

”Og så blev manden, der er dummere end ti døre tilsammen, Kurt Westergaard, helgenkåret for en fuldstændig amatøragtig tegning, en tegning der var helt uden satirisk raffinement. Den var bare plump, ligesom manden selv.” […] Forfatter: Ytringsfriheden skal tages fra Lars Hedegaard

Siden omkring 1983-84 er en polarisering og et had vokset frem herhjemme og er bare blevet tingenes naturlige tilstand. Den Kolde Krig fandt sin afslutning, og mange kommunister og appeaseniks måtte efterfølgende gennem en modningsproces. Jfr. Dragsdahl/Jensen-sagen eksisterer der stadig modsætninger hidrørende fra denne periode, men min pointe er at verden bevægede sig, og det blev muligt at se disse årtier i perspektiv.

Kan man forestille sig noget lignende om kulturkløften med rod i Udlændingeloven fra firsernes start? Det er vanskeligt at se hvordan. Man kan derimod nok fastslå at der kun er plads til én på historiens mødding, enten Sabroe-segmentet, eller (firkantet sagt) Kjærsgaard-segmentet. Er det sidstnævnte der havner der, skal man altså forestille sig at ghettoer udviskes og opløses, stenkast mod myndighedspersoner aftager og ophører, danske forældre motiveres ikke længere til at flytte deres børn i privatskole, kritik af islam forstummer, skyderier i bandemiljøer ophører, og hegnet om ældreboligerne på Nørrebro og den jødiske skole kan pilles ned som overflødigt. Bare til en begyndelse.

Så meget tør jeg godt påstå, at følelsernes inerti vil betyde at hadet mellem de nuværende aktører vil fortsætte uden ophør. Morten Sabroe vil, ligesom Svend Auken, dø mæt af dage og med gruppeidentifikationen og illusionerne intakt. Spørgsmålet er snarere om efterfølgende generationer der ikke har kendt til freden, harmonien og stabiliteten i årtierne efter Anden Verdenskrig vil være i stand til at tænke i disse polariserede baner og opfatte sig som på vindende eller tabende hold – eller om de bare vil lide (LFPC).

Tidligere – i femten år – var jeg i Sverige en gang om måneden, samenlagt tre måneder om året inklusiv jul og nytår. På det senere er det desværre blevet mindre, men de to sidste dage tog jeg revanche. Det er hvergang både med glæde og med vemod, jeg genser Sverige. Vi besøgte Lars Vilks og Ladonia, og her blot nogle enkelte fotos. Vilks har bygget på Ladonia i tredive år, værket er enormt. Det ligger  på nordsiden af Kullen med udsigt til Bjärehalvön længere oppe. Det er stejlt og det er højt for mennesker med højdeskræk. Jeg betroede min til Vilks, og han sagde at han havde det på samme måde, men at Ladonia havde kureret ham for den. En viljesakt af dimensioner.

Mens vi var der kom mellem 60 og 100 turister, der ville se det bygningsværket. Svenskere, amerikanere og mange danskere. Noget af det interessanteste var, at se Lars Vilks tale med de besøgende svenskere. Det var ikke til at tage fejl af den hengivenhed og sympati, de omfattede ham med, uden lige at komme ind på den der rondellhund. Der kommer her et længere interview og nogle dage, ikke af mig, jeg er bare fotografen. . Efter at have set staten Ladonia, har jeg besluttet mig for at blive medborger der, der er er allerede 15.000. Ikke noget Monaco, men dog en småstat der står udenfor EU. Men jeg skal lige have forbedret min kondition, så den matcher Vilks´. Benene har det idag som efter en fodboldkamp med forlænget spilletid. Det er en stat for klatrende mennesker, rent fysisk, ikke socialt, altså. Vilks er ikke i branchen for pengenes skyld… Ladonia – Proud, free and interactive. (fotos © Snaphanen, klik for helskærm.)

Drakabygget ved Ørkeljunga
Fortsæt med at læse “Ladonia og Drakabygget”

Swedish TV channel TV4 announced on Friday that it has refused to broadcast a campaign advert by the far-right Sweden Democrats because it claims it contains racial hatred.[…]

The party wanted to pay the channel 1.5 million kronor ($201,240) to run the ad. The half-minute advert shows a race in which an elderly woman with a walker is chased by a group of burqa-clad women pushing prams with a slogan promising to safeguard pension funding at the expense of immigration.

As an alarm-like sound plays in the background, a voiceover says, “All politics are about priorities – now you have a choice.” […]

“The film is contrary to the democracy clause in the Radio and Television Act and also against democracy clauses which the Sweden Democrats, among others, have adopted for the equality of all people, regardless of whether it is the European Convention or the UN Charter,” [TV4 CEO Jan Scherman] said.

“The film is also against the constitution act on freedom of speech that prohibits hate speech,” Scherman added.

Per Hultmangård, a lawyer at the Swedish Media Publishers’ Association (Tidningsutvgivarna), came to a different conclusion. He does not see how the video would violate the law.

“I cannot see how this would be hate speech,” he told news agency TT. “This is an election ad. The scope is wide for what one can say. They simply play on people’s fears. Legally, it is within the allowable framework.” […] TV4 refuses to air Sweden Democrat ads

Lena Sundström, journalist och författare:

Trodde inte de skulle gå så här långt – dock. Tror det kan slå tillbaka. Betydligt extremare än nogot jag sett i Danmark.GP

DF: Sverige overholder ikke internationale standarder for afholdelse af parlamentsvalg

Dansk Folkepartis medlem af Europa Parlamentet, Morten Messerschmidt, er dybt rystet over, at svensk TV4 nægter at vise en valgvideo for Sveriges Demokraterne og mener, at det er det sidste bevis i rækken på, at Sverige ikke overholder internationale konventioner for afholdelse af parlamentsvalg. Morten Messerschmidt vil rejse sagen overfor Vendig-kommisionen og samtidig have en debat i Europa Parlamentet, om svenskernes mangelfulde demokrati.- Den uafhængige Venedig-kommission nævner specifikt skævvridning i medierne, som et af de større problemer i forbindelse med mange valg.Når et demokratisk parti ikke får lov at vise sine valgvideoer på nationalt tv, så høre al snak om demokrati op, og man må tage sig selv i at sammenligne Sverige med mindre udviklede lande mod øst eller sydpå, siger Morten Messerschmidt. Pressemeddelelse.

Hegnet mod de vilde horder: ‘Løsninger’ som våd håndsæbe

Det er en ufravigelig regel i debat om diverse problemer affødt af multikulturen, at enhver form for indgriben med karakter af konsekvens vil blive afvist med at det kun gør ondt værre. Der er altid en mere eller (gerne) mindre formuleret tilgang af typen ‘prøv, med kærlighedens stærke arm’. Her i tandem med kollektiv skyldsfritagelse og agensforskydning (“hvis man rejser et hegn”):

[…] De ældre på Hothers Plads på Nørrebro vil have sat et højt hegn op for at skærme deres have for invaderende unge. Men hegnet er ikke en løsning, mener Khosrow Bayat, som er leder af Sjakket, en selvejende, socialpædagogisk institution i Mjølnerparken. Han arbejder til daglig med de unge:

»Jeg tvivler på, at et hegn vil løse problemet. Tværtimod kan det eskalere. De unge sidder bare og keder sig. Hvis man rejser et hegn, giver man dem jo noget at lave. Mon ikke de vil prøve at vælte det.«

De unge har allerede vist deres modstand ved at chikanere håndværkere, så de indstillede arbejdet med at rejse hegnet. Khosrow Bayat tror, at det kræver helt andre tiltag, hvis konflikten skal løses:

»De unge skal motiveres og aktiveres. Men det kræver en enorm indsats, og vi har hverken penge eller folk nok til at få fat i dem alle. Det kræver flere midler fra kommunen, hvis vi skal tage hånd om dem. Men det er ikke fordi, vi ikke prøver. Vi har et værested på DSB-Arealet for de 13- til 25-årige, og vi har i dag holdt et møde med ni drenge over 18, som vi forsøger at få i job. […] »Hegn løser ikke problemet«

Man må blot resignere og konstatere at et demokratisk flertal af danske vælgere er enige i at “det kræver en enorm indsats”, og at denne indsats påhviler os. Og lad os være brutalt ærlige: Formentlig ganske mange af beboerne på det pågældende plejehjem har stemt socialdemokratisk hele deres liv. Ud over den frygt for at være uanstændig og ikke-stueren der trumfer alle andre hensyn, er problemet her også manglende sammenkædning af de store årsager og virkninger: At tildeling af et stort stykke af samfundskagen til en part der ikke har gjort sig fortjent til den også betyder mindre kage til resten.

Historien om hegnet fandt vej til Danmarks Radio, og et eller andet sted undervejs forsvandt dels etniciteten, dels handlende individer med fri vilje til ikke at opføre sig som primitive barbarer. I stedet blev ondskabens primus motor upersonlige, blinde omstændigheder, formidlet i passivform (LFPC):

En forening med ældreboliger på Nørrebro i København vil opføre et pigtrådshegn for at beskytte sig mod unge fra den socialt belastede nabobebyggelse Mjølnerparken, skriver Berlingske Tidende.

De unge fra Mjølnerparken har gennem længere tid indtaget den have, som ellers tilhører de ældre i boligforeningen Hothers Plads. Bebyggelsen er i forvejen plaget af indbrud, hærværk, tyverier og stenkast. […] Ældreboliger skal beskyttes med pigtrådshegn

Ubekvemme fakta, ubekvem fremtid

Kulturkonflikten i den vestlige verden over bl. a. multikultur skabes i høj grad af en lidet erkendt præmis, nemlig spørgsmålet om håndteringen af nøgne kendsgerninger. Mon ikke de fleste af os på denne side af hegnet har oplevet det som en evig frustration og et stadigt irritationsmoment at modparten glider udenom at forholde sig til ubekvemme facts? Afglidningen hænger ofte sammen med aggression i form af ad-hominem-angreb og stråmænd, forsvinden fra debatten, og nogle grupperinger vil endda gribe til vold for at lukke munden på den modpart man ikke kan argumentere imod.

De to fløje taler forbi hinanden, fordi de respektive præmisser om håndtering af facts er så taget for givne at man ikke kan sætte sig ud over dem. Jeg kan her bruge mig selv som eksempel: Da Ekstra Bladet kørte sine kampagner om Godhedens Pris, befandt jeg mig selv på den anden side af hegnet. Jeg husker at jeg var vred, faktisk rasende, over historien om en flygtningefamilie der modtog et årligt millionbeløb i bistand. Jeg husker det tydeligt, men alligevel kan jeg ikke sætte mig ind i hvordan det hang sammen for mig selv – at jeg ikke stillede mig spørgsmålet om oplysningerne, hvis de nu var sande, ikke også burde kunne debatteres åbent. Det er meget mærkeligt at tænke tilbage på, og det er endda ikke så mange år siden.

[…] Som ovenfor citeret afhænger de saglige argumenter af Hans Lassen [vedr. indvandringens omkostninger, LFPC] ikke af deres sandhedsværdi alene, men om de bruges proaktivt, dynamisk og offensivt. En bemærkning som han også afsluttede Deadline-debatten af med.

Her er vi ved et afgørende punkt.

Er en påstands gyldighed afhængig af, om den kan bruges dynamisk og offensivt? Eller er påstanden sand eller falsk uafhængig heraf?

Når Hans Lassen kan sige, at det afgørende ikke er hvad der er sandt eller falsk, men hvad de økonomiske beregninger bliver brugt til, står han i fare for at ofre sandheden på det velmenendes alter. […]

Et slående træk ved det at være venstreorienteret er, at sandheden på en eller anden måde afhænger af, hvad den bruges til. Mens det modsatte syn, kald det for mig gerne borgerligt, består i at fastholde en objektivitet (eller idealet om den) uafhængig af klasseinteresser. Studenteroprøret i 1968 bestormede ideen om værdineutral, objektiv videnskab og ville bruge fagligheden til fagpolitiske kampe. Mange levn fra den tid rumsterer stadig. Henrik Gade Jensen: Er det proaktive, dynamiske og offensive vigtigere end fakta?

Og at disse rumsteringer kan forventes at få helt afgørende betydning for hvordan virkeligheden tackles, har en af disse 68’ere indset og fortrudt bittert (LFPC).

[…] Læring via forståelse og selvaktivitet er det gyldne mantra i folkeskolen, gymnasiereformen og de mellemlange og videregående uddannelser.

Men dette er en katastrofal fejlforståelse!

Grundlæggende enkeltfaglige skolekundskaber er ikke modsætningen til selvstændig indsigt, de er forudsætningen for selvstændig indsigt. En dag mange år senere står jeg på et VUC (voksenundervisningscenter) og taler med en gruppe indvandrerkvinder.

»Vores lærer har sagt, at vi ikke skal bruge vores hukommelse«, siger en ung tyrkisk kvinde engageret. »Hvorfor står du så og siger, at hukommelsen er vigtig for læring i skolen?«.

De ser på mig, intenst afventende. Pointen er, at deres lærer tager fundamentalt fejl: Skoleelever, VUC-kursister og studerende skal vægte hukommelsen og forståelsen lige højt. Ellers får de aldrig solide moderne fagkundskaber, som de kan bruget til noget selvstændigt.

Lærerens fejltagelse er vidt udbredt i det danske uddannelsessystem. Den samfundsmæssige betydning af det er, at elever, kursister og studerende får usikre og overfladiske kundskaber.

Og deres viden er begrænset. De kan via internettet lokalisere viden, men de kan ikke vurdere kvaliteten af vidensmængder uden selv – i hovedet – at have solide fagkundskaber. Så ender man med at tro, at holocaust er løgn og digt – for man kan finde en hjemmeside, der ’beviser’ det. […] Cand. psych. Sten Clod Poulsen: Undskyld, vi tog fejl

Uro ved EDL-demonstration i Bradford

Selvom the Daily Mail måske har Storbritanniens mindst politisk korrekte dækning i et landsdækkende dagblad, skal deres dækning af nyheder om EDL af udenforstående som os nok læses med et vist forbehold. EDL er en mere sammensat størrelse end de obligatoriske billeder af hooligan- og skinheadtyper lader ane, og det er selvfølgelig på ingen måde retvisende at omtale deres ekstremt voldelige modstandere som “anti-fascists” i samme omgang. Dét der er interessant for os er nok ikke at finde den endegyldige sandhed om EDL, men snarere det store billede: I det store billede repræsenterer EDL og sympatisører en mikroskopisk brøkdel af det voldspotentiale de er oppe imod, fra muslimer i ghettoer og deres supportere på venstrefløjen. Højlydt modstand mod udviklingen i Storbritannien bliver ikke nødvendigvis et kønt syn, når man betænker hvem der går forrest her, men på landsplan udgør de absolut intet. Det glemmes let i reportager i jordhøjde som denne (LFPC).

Bottles, stones and a smoke bomb were thrown during demonstrations by supporters of the English Defence League and opponents from Unite Against Fascism in Bradford today.

Police confirmed five people have been arrested after officers were forced to erect a temporary barricade around the city’s Urban Gardens, where the EDL group has been meeting throughout the day.

At present there is only one entrance open to the Gardens and protesters have to pass through metal detectors to gain entry. There is a heavy police presence on duty in the city but trouble flared up around 2pm.

EDL supporters began throwing bottles, cans and stones over the barricade towards opponents gathered opposite the Urban Gardens.

A smoke bomb was also thrown over the temporary 8ft high wall separating the two groups, landing on the ground and exploding by uniformed police officers. […] Bottles, stones and smoke bomb hurled during English Defence League demonstration in Bradford

Et af de hyppigst hørte argumenter for Ground Zero-moskéen er at forhindres opførelsen af den, vil vestlige lande miste moralsk legitimitet i kravet om tilsvarende rettigheder for ikke-muslimske trossamfund i muslimske lande. Argumentet er selvfølgelig absurd. Der er ingen erfaring der giver formodning om at opførelsen vil blive mødt med en erkendelse af gensidighed i muslimske lande. Misforholdet mellem muslimske kontra ikke-muslimske trossamfunds forhold i hhv. vestlige kontra muslimske lande er dertil så grelt, at ‘vi’ burde kunne kræve talrige modydelser før kontoen udviste bare tilnærmelsesvis balance. Desuden vil enkelte hypotetiske goodwill-tilladelser til f. eks. kristne kirker ikke rokke ved det underliggende problem: At forbudet mod opførsel af nye kirker, templer og synagoger i muslimske lande er solidt etableret justits med solid folkelig opbakning. I den såkaldte Omars Pagt fra det 7. århundrede forpligter dhimmaen, dvs. de ‘beskyttede’ ikke-muslimer, sig til bl. a. dette:

We shall not build, in our cities or in their neighborhood, new monasteries, Churches, convents, or monks’ cells, nor shall we repair, by day or by night, such of them as fall in ruins or are situated in the quarters of the Muslims. Medieval Sourcebook: Pact of Umar, 7th Century ?

Egypten, f. eks. kunne formentlig lade opføre en symbolsk kirke som en synlig gestus under stærk bevogtning, men det frådende folkelige had der rammer kristne her og i bl. a. Indonesien, er stadig solidt funderet (LFPC).

Egyptians, Muslims and Christians alike, are closely watching the controversy associated with the Ground Zero Mosque project, though for different reasons. The Egyptian media is giving this issue full coverage with articles mostly accusing Americans of Islamophobia, and supporting Muslims to hold on to their rights to build a mosque anywhere as guaranteed by the US constitution, regardless of what Americans think. […]

American-Egyptian Copts were also accused of organizing the rally which is to be staged on 9/11 with Geert Wilders, reported the Egyptian daily “youm7” on August 20, 2010.

“I cannot believe the double standards of the Egyptian Muslims,” commented Coptic activist Magdy Guindi. “It is obvious that Americans don’t approve of this Mosque being near Ground Zero. Is this not one of the conditions applied to church building in Egypt?” […]

Much of the on-going sectarian strife in Egypt is related to the ability to build churches. Unlike Muslim citizens, who only need a municipal license to build mosques, the Copts require presidential approval for a church, based on the 1856 Ottoman Hamayoni Decree, in addition to ten humiliating conditions laid down by the Ezaby Pasha Decree of 1934, before being considered for a presidential decree. These include the approval of the neighboring Muslim community.

“Muslim clerics and Islamists easily persuade Muslims that a church is equivalent to slandering Islam, so they take advantage of this “Muslim approval” condition,” said Guindi.

Even after obtaining licenses for a church, Muslims still attack Christians and demolish or burn their churches (AINA 7-12-2009). […] Mary Abdelmassih: Building Churches in Egypt and the Ground Zero Mosque

GZ-imam Raufs mafiøse trusler mod malaysiske kristne

Der kommer dagligt flere belastende oplysninger om Ground Zero-moskéens imam og åndelige bagmand imam Feisal Abdul Rauf end vi kan nå at bringe her. Der er rigeligt til at undergrave det candy floss-billede af en forsoner og brobygger som mosképrojektets støtter prøver at sælge til den amerikanske befolkning. Om noget er denne sag også interessant for os her i Danmark og Europa, fordi den illustrerer hvor svært, og reelt umuligt, det er at opbygge vildledende skønbilleder i en internet- og Google-tid, og en tid hvor lyd- og billedoptagelser er en mulighed for enhver. At dokumentere noget endegyldigt positivt er altid vanskeligt – at debunke og dokumentere snavs i bagagen og modstridende udsagn er i dagens verden indenfor rækkevidde af enhver med en computer med internetadgang. Det er noget vi måske er kommet til at tage for givet, men det er jo noget ganske nyt, og det har således givet en ‘kontroversiel’ blogger som Pamela Geller en indflydelse der ville have været utænkelig for blot halvandet årti siden.

Men alle kan være med, og jeg vil godt vædde et signeret eksemplar af Ibn Kathirs Muhammedbiografi på at når lignende mosképrojekter bliver realiseret her i landet, vil det ikke være muligt at opstille et troværdigt og pletfrit billede af folkene og bevægelserne bag. Pletfrit forstået som bekendelse til pluralisme og demokrati på ubestemt tid. Det er bare ikke muligt, sådan er realiteterne. Der hvor kampen skal føres er i forsøget på at trænge gennem virkelighedsfortrængningen hos politikere og medier.

[…] I reported the horrific story out of Malaysia where numerous churches were burned over a court ruling that allowed a Catholic newspaper to use Allah in its Malay-language editions, Muslims rioted at mosques and set churches on fire.

I think it is critical for Americans know how the “moderate” Imam of the Ground Zero Supremacist mosque advised the Christian community to submit to Islamic dominance, violence and terror.

Seeking harmony in Malaysia

By IMAM FEISAL ABDUL RAUF

Yes, it is true that Allah is the Arabic word for God and that Arab Christians use the word Allah when they refer to God. And yes, it is true that under freedom of speech and freedom of religion, one should be able to refer to the supreme deity any way one wants.

[….] To live harmoniously in that competition requires everyone to understand the consequences of their actions.

My message to the Christian community in Malaysia is that using the word Allah to mean the Christian God may be theologically and legally correct, but in the context of Malaysia, it is socially provocative. If you want to have influence with people in Malaysia, you must find a way to convey your message without provoking this kind of response. […] Imam Rauf Tells Non-Muslims to Submit to Islamic Terror, Do Not Use Word allah

Rauf kommer herefter med en forsikring om at kirkeafbrændinger er u-islamiske, og det er netop her det mafiøse kommer ind: ‘Det er ikke noget jeg ønsker, men jeg kan ikke garantere for konsekvenserne, hvis …’ (LFPC).

Thilo Sarrazin: Den nye  underklasse

“Der vokser en funktions-, og arbejdsløs underklasse frem” (Snaphanens oversættelse)

AF Thilo Sarrazin

Uhensigtsmæssige incitamenter i den tyske velfærdsstat binder folk i underklassen, skriver Thilo Sarrazin

“De vil alle, men de har ikke en chance.” Denne sætning er sand for nogle, men forkert for mange. Desuden er det så som så med viljen.

Som 13-årigt skolebarn ville jeg gerne lære latin, jeg ønskede hver dag at øve en side i verber, jeg kun gjorde det dog ikke, trods mange formaninger fra forældre og lærere. I sidste ende sad jeg der blandt alle de andre med et femtal i latin, som jeg  helt fortjente.

Det var en lektie for mig, for jeg indså, at ingen  ligefrem ville proppe ordene ind i mit hoved. For mig virkede straffen og frygten for, at jeg ikke skulle klare den og den virker fremdeles og bragte mig videre frem i min karriere.

Fortsæt med at læse “Gensidighedens Ground Zero”