-Ett starkt motiv för centralorten Karlsborg är att det är en militärort. Det bullrar och smäller och det är inte lämpligt om man kommer från krigshärjade områden. Om man har traumatiska upplevelser är det här kanske inte den lämpligaste miljön, säger Kjell Sjölund (C,) kommunalråd i Karlsborg. Karlsborgs kommun tar inte emot flyktingar.
Når man lever i et miljø, hvor sandheden enten altid er fornærmelig, farlig for ens karriere, eller begge dele, udvikler man et kodesprog af velklingende løgne. Om løgnene også siver ind i tankerne, så man ikke længere kan skelne sandhed fra løgn, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har aldrig levet længere tid ad gangen i et land, hvor jeg ikke kunne tale og skrive frit. Kommunen er på 801,48 km² , så det må være nogle gevaldige kanoner, de har.Karlsborg 2006-2010: O flygtninge.
Life and Death of a Radical Mosque
Al-Quds, the Hamburg mosque that hosted several of the 9/11 attackers, has been closed down. The only question now is: Why on Earth did it take 10 years? [..]
The mosque that was closed on Aug. 9 is a good example. It’s better known around the world by its old name, al-Quds, where Mohamed Atta and two other of the 9/11 pilots worshipped. (It was renamed in 2008.) When the attacks took place in 2001, I went to Hamburg along with many other journalists and tried to talk to the people who ran it and worshipped there. Everyone we met said that they didn’t know the plotters and that their radicalization must have taken place elsewhere.
That turned out to be exactly wrong, as police investigations later showed. In 1998, in fact, the al-Quds mosque showed up in a German police investigation. A Sudanese man, Mamdouh Mahmud Salim, had been arrested in a Munich suburb, charged with conspiring to build an al Qaeda network in Germany. [..]
When I visited the al-Quds mosque in 2001, it was clear to me that it was a special place. The mosque itself is unremarkable, little more than a prayer room and a few offices in a nondescript building near Hamburg’s red-light district. But it was distributing literature promoting a xenophobic worldview in which Muslims are seen as victims of unremitting discrimination. One brochure talked about the “genocide” going on in Palestine, while another bemoaned the role of Jews in the world. Almost all the worshippers were immigrants from Arab countries, and they clearly hadn’t left their conspiracy-theory-ridden politics back at home. A year later, I revisited the mosque and talked to one of its stalwarts, Riad Barakat. He praised his one-time congregationist, Atta, saying, “He was a true martyr,” because after the 9/11 attacks 71,000 people allegedly converted to Islam.
Such views were hardly unique at the time. One of Atta’s roommates on Marienstrasse, Abdelghani Mzoudi, said on tape after the attacks that he wished “to die a martyr’s death.” He later got this wish blessed by an imam in the al-Quds mosque, according to a police tape made there………So why close it this week? Most likely, Germany has finally realized that the tactic of keeping it open for observation isn’t working. Foreign Policy Video: Pressekonference med Hamborgs innensenator Christoph Ahlhaus .
JP-journalisternes mentale sikkerhedshegn
Det er en surreel følelse: Nogle af de største problemer i tiden er på én gang umulige at ignorere, men er samtidig fuldstændig ubeskrevne i mainstreammedierne – hvor peger de daglige historier om stenkast i ghettoer, jihadceller, krav om særbehandling, tørklædetrakasserier, livslang beskyttelse af Wilders, Westergaard, Hirsi Ali osv. tilsammen hen? Er det bare forbigående, og hvad i alverden giver anledning til at tro dette? Og hvis det er tegn på varige ændringer, hvor fører det så hen? Kunne rettidig politisk omhu være alarmerende påkrævet? Jeg kan ikke forestille mig noget mere vedkommende, men det er altså helt fraværende spørgsmål i mainstreammedierne.
Mere bizart kan dette fravær næppe illustreres end af Jyllands-Postens daglige reportere, dem der tilskærer Ritzautelegrammer om utilpassede unge eller pr. refleks kolporterer tilsvining af Israel, og aldrig kunne drømme om at vinkle kritisk, mod flokmentaliteten, perspektivere med henblik på fremtiden, eller bare borgerligt. Her kan man nemlig læse hvilke groteske sikkerhedsforanstaltninger der er blevet samme reporteres hverdag, uden at der går en prås op for dem om at de faktisk befinder sig lige midt i en kæmpe, kæmpe historie der har perspektiver for vores alle sammens fremtid. I stedet er det bare blevet noget taget-for-givet, en følgevirkning af den der Muhammedaffære. Jeg vil aldrig kunne fatte det, og jeg vil heller aldrig betale for perspektivløs metervarebladsmøreri (LFPC).
Terrortruslen mod Morgenavisen Jyllands-Posten er efterhånden bedømt så stor, at avisens hovedkontor er blevet yderligere sikret. […]
Hegnet er etableret på anbefaling af PET, og der forestår også yderligere sikringsarbejder på JP/Politikens bygning på Rådhuspladsen i København, oplyser JPs chefredaktør, Jørn Mikkelsen. […]
Hele hovedsædet i Viby er nu omgivet af et godt 2,50 meter højt og meget iøjnefaldende metalhegn, og de mange hundrede meter hegn er spækket med overvågningskameraer. Bag hegnet er placeret kampesten, der vil kunne standse eventuelle biler, der braser gennem hegnet.
Indkørsel med bil til selve hovedsædet foregår nu gennem en kraftig sluseport, som betyder, at porten bag bilen skal være lukket, inden den næste port kan åbnes.
Journalister og andre medarbejdere går gennem en særlig indgang, hvor kun en person af gangen kan passere efter brug af personlig kode. […] Jyllands-Postens hovedsæde i Viby er nu så sikret med hegn, at det minder om en amerikansk ambassade i en fjendtlig stat. Hegnet er opført på PET’s anbefaling.Kilometerlangt hegn omkring hele avisens store grund. Video: JP’s hovedkvarter hegnet ind.







Vi har skrevet et par gange, at kun fantasien sætter grænser for de tricks, der vil blive anvendt mod Sverigedemokraterna i valgkampen. Det kommer til at passe. Når nogen så meget som gør mine til at rykke ved Riksdagens firmament, er den politiske adel uden hæmninger. For næsten to år siden pudsede Sveriges Radio tre spioner på partiet, “wallrafning” kaldte SR det med en tyk eufemisme, for SR har aldrig brugt den metode på partier og institutioner, der virkelig har magt og indflydelse, som Walraff ville have gjort. Det vi så, var ynkelige lakajer, der poserede som en af vor tids store journalister, men som gjorde i bukserne af angst over ingenting. SR´s 
