Hvis Salman Rushdie ikke havde skrevet sin bog, eller hvis Newsweek ikke havde gengivet et rygte om at Koranen var blevet smidt i toilettet på Guantanamo, ville frådende horder på den anden side af jordkloden ikke have dræbt trosfæller i sanseløst, atavistisk raseri. Hvis paven ikke havde citeret en af sine forgængere i en tale i 2006, ville en nonne i Sudan ikke være blevet dolket ihjel. Der er uendeligt mange hvis-ikke’r der kunne have sparet menneskeliv. Men kun i forhold til én ganske bestemt, samfundssplittende gruppe kan skyldsspørgsmål på denne måde sendes tilbage i begivenhedskæden, så det ikke længere handler om frie mennesker der ved benyttelse af egen fri vilje begår forfærdelige ting. Weekend-Avisen havde engang for ikke så mange år siden en markant, skarpt borgerlig profil. Den slags borgerlighed eksisterer kun i små lommer i dag, og avisen er en udvandet omgang pænhed som alt andet, men med et vitterligt pænt layout, bevar’s. Men avisen kunne efter dette lavpunkt i dens historie gå videre til næste logiske spørgsmål: Hvis vi vantro slet ikke var – enten i live eller vantro – kunne utallige liv skånes i de kommende år (LFPC).
[…] Midt under interviewet skifter jeg uventet vinkel. I løbet af de to timer, har vi næsten ikke berørt tegningerne. Men til sidst stiller jeg alligevel mit watergate spørgsmål, som gav mødet en hel anden drejning.
”Kurt, du har fortalt mig i dag, hvor helligt menneskeliv er. Vi er nået frem til den erkendelse, at der skal værnes om menneskelivet, og at drab er den værste form for forbrydelse. Hvis vi vender blikket mod Jyllandspostens tegninger af muslimernes profet Mohammed, som kostede 150 ”hellige” menneskeliv. Det er mennesker, som bløder som du og jeg, som har drømme, følelser og visioner, som du og jeg. Hvis du kunne – altså rent hypotetisk – gå tilbage i tiden og trække tegningerne tilbage og forhindre, at de 150 mennesker skulle dø, ville du så gøre det”, spørger jeg halvretorisk og provokerende og læner mig tilbage i træstolen.
”Det er jeg ikke blevet spurgt om før. Det sgu et godt spørgsmål,” konkluderer Kurt Westergaard og forsvinder fra samtalen og ind i sit eget univers. Tarek Omar: Hvis Kurt ku´- ville han så? [Weekend-Avisen 13.11.2009, ikke online]
»Yngre dommere er i nogle tilfælde konfliktsky«
Både hos Nordsjællands, Vestegnens og Østjyllands Politi nikker de politifuldmægtige genkendende til beskrivelsen af urolige, forstyrrende tilhørere og en vigende konsekvens fra dommernes side.
– Vi oplever i høj grad at dommerne er blevet mere langmodige. Tit kunne vi godt tænke os en mere håndfast retsledelse. Det er ofte anklagerne, der må skrue bissen på, når der bliver for meget larm og ballade. De yngre dommere er i nogle tilfælde konfliktsky. Jeg tror de er bange for balladen – de sidder med grundprincipperne om offentlighed i retsplejen og det er jo godt nok – men alt for mange barylere kommer ind med omvendt kasket, og en provokerende attitude uden at få besked på at opføre sig ordentligt, pointerer Politiadvokat i Vestegnens Politi, Ole Stig Weikop. [..]Det er blevet rutine for os at overveje, om det kan give problemer, og hvordan vi tackler det. Det sker jævnligt, at vi får ryddet retssalen eller bruger politiloven til at få folk smidt helt uden for retsbygningen. Vi oplever store grupper af tilhørere, men det er meget etnisk bestemt.Dansk Politi: URO I RETTEN.
Gad vidst om »yngre journalister er i nogle tilfælde konfliktsky« også – Kritisk journalist fik brændt sin bil af, – eller om det bare er meningen, de skal blive det ?
Anstændigheden skammer sig
Britta Mogensen læser ”Afvist – Asylansøgere i Danmark” (2009 – Tiderne Skifter),
Når man læser ”Afvist – Asylansøgere i Danmark”, er der noget, der slår èn ved gennemlæsning af de forskellige sager. Mændene er meget, meget skrøbelige. Disse dominerende mænd fra en stærkt patriarkalsk kultur må stort set overlade hverdagens trængsler og børnene til deres langt stærkere kvinder. Stærke? Ja, det er de nødt til at være, for det er ikke muligt for begge forældre at give slip, krybe under dynen og lade alt sejle, så sejleriet overlades til mændene, der er på piller og i professionel behandling. Man kan nok også undre sig en smule over de mange børn, der fødes i asylcentrene i den tid, hvor asylansøgerne ikke ved, om de er købt eller solgt, altså om de får ophold eller sendes tilbage til hjemlandet. Uansvarligt at føde børn i en sådan vanskelig og uoverskuelig situation, der også rammer børnene? Det må andre dømme om.


