To ganske udmærkede indslag fra P 1 Orientering om de sidste dages SD- fejde, som måske vil interessere vores svenske venner: Heftig svensk debat om politisk parti, min 10: 03 med bl.a. professor Tom Bryder og Søren Espersen: DF bruges som skræmmebillede, men almindelige svenskere holder meget af Pia, min. 6:55. P1 roder lidt rundt navnene og mener at svenske indvandrere er bedre uddannede og integrerede end danske, men det er skønhedspletter. (foto: Søren Espersen)
Hvem er populist?
Det kan man nok tænke over. DR føler sig altid kaldet til at annoncere “højrepopulisten Geert Wilders”. Dagens Nyheter definerer det her, men det er vi ikke trygge ved. Det er enhver der ikke er DN liberal: “Antiintellektuelle, der ikke støtter frihedsværdierne.” Lidt mere kød kommer der på her: Samtal med författaren och journalisten Christian Andersson som analyserar begreppet och tendensen med populistiska partier i Europa. Men det er stadig ikke udtømmende. Det eneste man med sikkerhed kan sige er, at populist er den som én til enhver tid lige udnævnes til populist. Holder Wilders op med at være populist den dag 70% af det hollandske parlament mener som han? Næppe. DR vil stadig synes det. Måske de ville begrunde det overfor os der lytter? Er det op til en public service station, at strø om sig med mishagsadjektiver med stærkt flydende betydning? ER DR’s oplæsere bedre informeret om Holland og Islam end Geert Wilders? Hvorfor er Pia Kjærsgaard ikke højrepopulist i DR, når hun er det i svenske medier hver dag? Mener DR, at det er forbeholdt udlændinge? Er man venstrepopulist, når man baserer sine vurderinger på mange, gode følelser og et minimum af viden? Er pastor Ramsdal og Gadegaard populister, fordi de mener der er politiske standpunkter, der er særligt magtpåliggende for kristne? Måske skulle man bare undgå ordet og fastslå, at det i øjeblikket siger mere om den talende end om den beskrevne. Hvis populisme er forbeholdt bestemte holdninger, og ikke måden man har dem på, så er det ikke længere en brugbar beskrivelse af noget. Det er måske derfor journalister elsker ordet, der betyder alt og ingenting, men dog mest om dem man ikke kan lide: Det fuldendte gummiord. Når alt flyder, kan man altid klynge sig til ordenes oprindelse. Det vil vi lade os nøje med. Måske vi vil begynde at kalde folk, der overhovedet bruger ordet, for populister.
Da kærlighedens stærke arm brækkede
Abildgårdskolen må siges at have nogle umiddelbart kønne idealer om demokrati og nultolerance. Sagen har alle chancer for at blive pædagogik på nationalt plan: Voldsofferet var tilsyneladende en sekulær araber/berber, og sagen kan derfor ikke spinnes til at handle om snævertsynede og intolerante danskere. Skolen på sin side må klargøre helt nøjagtigt hvilke “anderledes holdninger” der alligevel ikke kræves “åbenhed” overfor. Ubegrænset tolerance kommer tydeligvis til kort. Og når nu overtrædelse af kropslige tabuer er forbundet med voldsom adfærd, kunne det så være at man skulle overveje frivillighedsaspektet omkring tørklædeindpakning? (LFPC)
Abildgårdskolen er en skole med godt 500 elever, heraf er 91 % tosprogede. Eleverne kommer fra 24 forskellige lande og mange forskellige trosretninger er repræsenteret. […]
I den daglige undervisning tages der udgangspunkt i elevernes forskellighed. Gensidig respekt og tillid, åbenhed overfor nye og anderledes holdninger, udseende og påklædning er en del af mangfoldigheden på skolen. […] 7. årg. tager på demokratitur til København, besøger Folketinget og diskuterer med politikere……Vi fejrer hvert år skolens fødselsdag med masser af danske flag og fødselsdagssange. Hvert år d. 5. juni fejrer skolen Grundloven med et stort fællesarrangement. Demokrati og indsigt i hvordan samfundet fungerer er hovedtemaerne. […]
Vi ser skolens mangfoldighed som en styrke – en ressource – og ikke et problem. Det gælder også det enkelte menneskes ret til selv at bestemme om man ønsker at bære tørklæde el. ej. […] Allan E. Feldskou, skoleinspektør: Mangfoldighed frem for ensretning
[…] En skole-hjem samtale på Abildgårdskolen i Vollsmose i Odense udviklede sig til et voldeligt overfald onsdag eftermiddag. En far slog en lærer i gulvet og bed ham kraftigt bag øret. Læreren blev kørt til behandling på skadestuen, oplyser politiet.
Faderen og hans datter i 3. klasse skulle til samtale med to lærere, en 47-årig mand og hans kvindelige kollega. Men inden de var kommet i gang, gik det galt. – Da den mandlige lærer gik frem mod dem og ville give hånd til pigen, hidsede faren sig voldsomt op. Han råbte noget på arabisk og spyttede læreren i ansigtet, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi. […]
Faderen er 33 år og herboende statsløs palæstinenser. Læreren er 47 år og har i øvrigt marokkansk baggrund.[…]Lærers håndtryk til pige udløste overfald
Jørgen S. Nielsen blandt venner
Infamien i professor Jørgen S. Nielsens to indlæg om Danmark på IslamOnline.net overgår nok det meste man har set, og det er jo ikke så lidt. Påstandene – så som at danskerne skulle være særligt disponerede for fremmedhad på grund af usikkerhed over deres nationale identitet – er uhyrlige og udokumenterede, ligesom den erasmusmontaniske fremhævelse af de sofistikerede borgere i andre lande. Den vestlige verden er polariseret i hvidglødende antagonisme i spørgsmålet om islam, men sker der nogen bevægelse de to fronter imellem, kan afskalningen kun gå i vores retning, al den stund at virkeligheden bliver vanskeligere at fortrænge, og naturligvis ikke det modsatte. Derfor er der heller ingen grund her til at gå ind på nærmere kritik af Nielsens postulater – de vil ingen som helst effekt have på et vestligt publikum, ikke sælge billetter for apologien, og hans indlæg er jo også henvendt til læserne af den selvmordsterrorforsvarende, bøssehenrettelsesfortalende, hustruvoldsgodkendende “sheik” Yusuf Al-Qaradawis site IslamOnline.
Jørgen S. Nielsen forstår at vælge sine venner. Han har valgt side.
Der var også mange personer der under 2. Verdenskrig og Den Kolde Krig valgte side med fjenden, fulde af hybris og tankeløse antagelser om at vinden ikke ville vende – imod dem. Man kan diskutere om redepisser, landsforræder eller påvirkningsagent er den rette etiket at hæfte på professoren. Vi skal ikke her afgøre sagen, og Nielsen begår næppe noget strafbart i denne forbindelse. Hvad angår den mulige betegnelse påvirkningsagent kan man kun igen ytre ønske om, én gang for alle, at få afklaret om motivationen hos alle nielsenerne og bæksimonsenerne til den forbløffende konsekvens i fortielser og apologi i deres udmeldinger kunne have såre kontante årsager. Den der smører godt kører godt, osv.
Nielsen pisser på os, derfor må det også være berettiget at stille spørgsmålstegn ved motiverne: Når nu en saudiarabisk rigmand kunne donere 20 millioner dollars til deres ligemand John Espositos såkaldte “H.R.H. Prince Alwaleed bin Talal Center for Muslim-Christian Understanding” – ja, opkaldt efter rigmanden – ved Georgetown University, kunne man så forestille sig at lignende midler også er dryppet over danske forskere/aktivisters hoveder? Vi siger ikke, vi siger bare. Usle petrodollars, eller bare indfedtning i et miljø hvor det er karrieremæssigt selvmord at fortælle den beskidte sandhed, iblandet et drys Stockholmsyndrom? Få sandheder kunne være mere velgørende at få på bordet i den aktuelle situation (LFPC).
[…] At a deeper level, the regularly returning debates on Islam and Muslims — first and foremost of which is the cartoon crisis of 2005 and 2006 — are really driven by a widespread sense of crisis of national identity. Through many generations, and up until the 1960s, Denmark became one of the most monocultural countries in Europe, a country where people, language, culture, law, and religion became monolithic. Denmark was thus different from other European countries where there was a tradition of several religions (especially Catholicism and Protestantism), often of various nationalities as in the United Kingdom, or even of several languages as in Switzerland. […]
In the 1970s and 1980s, the immigrants from Turkey, Pakistan, and Iran — together with the refugees, particularly from Lebanon, Somalia, and Iraq — upset this self-contained stability. Once a country of one culture, Denmark now suddenly started to find out how it is to be a society of many cultures. Without an imperial past like that of France or Britain, Denmark had no experience of how to live with differences.
At the same time, this was all happening as globalization was on the rise. In this period of rapid change, all the new things made many people nervous and uncertain. For Denmark, becoming part of the EU was a source of both optimism and instability. Globalization meant that events on the other side of the world or on the other side of the Mediterranean had threatening consequences that could not be understood or controlled. […] Danish Context of Debates on Islam (Part 2)

Et logisk svar kan man nok let give på det umiddelbare spørgsmål ‘hvordan kan nogen dog gøre sådan noget’: Udgangspunktet er ikke vestlige begreber om barmhjertighed og rimelighed, udgangspunktet er sharialovgivningens krav om håndsafhugning for voksne berigelsesforbrydere. Som sådan er lynjustitsen mod den iranske dreng her, der angiveligt skulle have stjålet brød, jo for så vidt ‘afdæmpet’ nok. Men husk nu: Sharia er meget mere end drakoniske straffe. Dette skulle vistnok tjene til beroligelse. Tip fra Robin Shadowes i Snaphanens kommentarer (LFPC). 





