Hizb-Ut-Tahrir på Rådhuspladsen, 2006
Er du politiker med muslimsk baggrund er det svært at føre valgkamp i fred, mener flere politikere i dag. Özlem Cekic fra SF har haft Hizb-Ut-Tahrir inde på livet.Den radikale islamiske organisation, Hizb-Ut-Tahrir har ifølge flere politi kere truet kandidater til byråd og folketing, fordi organisationen mener, at man ikke kan være demokratisk og muslim samtidigt. Senest er det gået ud over den socialdemokratiske kandidat til Københavns borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, der blev mødt på gaden med trusler, da han førte valgkamp. [..]
Truslerne mod politikerne med muslimsk baggrund vækker vrede på Christiansborg, hvor flere partier tager afstand fra Hizb-Ut-Tahrir. Formanden for folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF), vil nu overveje at genåbne diskussionen om hvorvidt Hizb Ut-Tahrir kan forbydes: “Jeg syntes de er gået over stregen for, hvad man kan tillade sig i forhold til grundloven så mange gange, at der er grund til at diskutere det igen”, siger Peter Skaarup. Politikere: Hizb-Ut-Tahrir truer
Tyrkiet: Rutinemæssig vold mod kvinder
136 mord om måneden. 4.5 mord om dagen. Mange er udsat for vold, men overlever. Regeringen mener 42 %. FN mente i en rapport over 80 %.
Statistics made public by Justice Minister Sadullah Ergin reveal that the number of women murdered in Turkey has drastically increased (+1.400%) in the past seven years, at an average of 4.5 women per day, 31 per week, as pro-government Today’s Zaman reports. Justice Minister Ergin noted that 66 women were murdered in 2002, whereas this figure rose to 953 in the first seven months of this year. The breakdown of the figures provided by Ergin is as follows: Eighty-three women were killed in 2003, 164 in 2004, 317 in 2005, 663 in 2006, 1,011 in 2007 and 806 in 2008. 953 WOMEN MURDERED IN FIRST 7 MONTHS
I Sveige prøver de i dag at komme tilrette med den overvældende kvindevold, de har importeret: Välkommen till konferensen, Hedersvåld, kulturrelativism och EUs engagemang i dessa frågor,
Sverige accepterer kvindevolden uden at kny
Seneste tilfælde var her i weekenden. Man må forstå, at feminismen udelukkende er en akademisk øvelse. Ingen skal ligefrem risikere noget. Ingen advarerer uvidende unge kvinder, fordi det ikke er pænt at sige sandheden, men de dør af tavsheden. Deres omgivelser svigter dem fuldstændigt. Jeg har ikke tal på hvor mange hundrede unge svenske kvinder, der har mistet liv og førlighed bare de sidste 10 år. De der fortier virkeligheden, – svenske journalister – har blod på hænderne. Riksdagen har disse unge liv på samvittigheden også, og de efterlader sig et spor af smerte og sorg, man må håbe for politikere og journalister, de ikke nogensinde får retur. Det vil ikke blive kønt.
Konsekvensen af “det tredje standpunkt”
Svenska politiker gjorde inte en ansträngning för att undergräva sovjetdiktaturen utan snarare sökte vägar att förklara dess existens i “rationella” termer. Berlinmuren hade bestått om inte andra tagit tag i det och trycket hade ökat på Sovjetunionen och dess ekonomiska system. I enkelhet kan man säga att med amerikanska pengar, afrikanskt blod och östeuropeiskt lidande rev muren. Den svenska “fredrörelsen” ägnade hela 1980-talet åt att demonisera västvärlden och särskilt USA samtidigt som man förringade och bortförklarade det enkla faktum att inga val hölls öster om Elbe. Maj-Britt Theorin reste runt i landet som “fredsforskare” med socialdemokratins stöd och förklarade för den indoktrinerade allmogen att problemet var NATO och deras allierade – och öst nämndes aldrig. Det bara accepterades.
Varje liten landsortskommun hade utnämnt sig som “kärnvapenfri zon”, eller åtminstone ett bibliotek och några dagis däri, samtidigt som organisationer som “Bibliotekarier mot kärnvapen” gavs riksmedialt utrymme som säkerhetspolitiska orakel. Berlinmuren hade stått kvar – om svenskarna fått bestämma, “I do have a strategy,” Reagan said after one detailed briefing on the challenge of the Soviet Union: “We win, they lose!”.
Fort Hood som mikrokosmos
Jeg ved godt at vi har dækket omstændighederne omkring massakren på Fort Hood i Texas særdeles intenst her på Snaphanen, men dens tragiske natur til trods er den i kompaktform hele den problematik som vi og andre blogs dækker dagligt. Alle elementer er til stede: En kultur af berøringsangst og politisk korrekthed, spørgsmålet om hvor muslimske officerer og soldaters loyalitet ligger, manglen på skarpe skel mellem demokrater og jihadister der kan frascreene sidstnævnte, mediernes og politikernes offergørelse af og fokus på muslimer på bekostning af amerikanernes sikkerhed, og sympati og/eller fortielse i majorens bagland. Man kunne godt have den fornemmelse, at netop fordi fronterne i disse spørgsmål er trukket så aggressivt op som de er, bliver sagen her reelt en dyst om hvis side ‘vinder’. Hvis fortælling bliver eftertidens?
Retssagen, når den kommer, bliver hvor alle de forhold vi har omtalt her kommer for en dag – hvis da ikke fokus forsøges lagt helt andre steder. I skrivende stund er det nærmest umuligt at se hvordan de penible aspekter jeg nævnte kan unddrage sig mediernes (modvillige) dækning. Vil man forsøge at køre sagen på en påstand om sindssyge i gerningsøjeblikket – hos en psykiater i et miljø der burde have opfanget symptomerne? Det bliver en kabale hvor ønske om fortrængning og fortielse står i skarp modsætning til hvad der ligner ubekvemme sandheder (LFPC).
The warning signs were all there: the justification of homicide bombings; the spewing of anti-American hatred; the efforts to reach Al Qaeda …
But the U.S. military treated Major Nidal Malik Hasan with kid gloves, even after giving him a poor performance review. And though he was on the radar screen of at least one U.S. intelligence agency, no action was taken that might have prevented the Army psychiatrist from allegedly gunning down 13 people and wounding 29 others in the Fort Hood massacre last week. […]
“There were all sorts of … comments made throughout the year that made me question his loyalty to the United States, but nothing was done,” said Finnell, who recalled one class during which Hasan gave a presentation justifying homicide bombings.
“The issue here is that there’s a political correctness climate in the military. They don’t want to say anything because it would be considered questioning somebody’s religious belief, or they’re afraid of an equal opportunity lawsuit. […]
Finnell said the warning signs were clear to many, not just classmates. Faculty members, including many high-ranking military officers, witnessed firsthand his anti-Americanism, he said.
[…] Army Ignored Warning Signs From Fort Hood Shooter, Former Classmate Says
Den etiske fordring
Af: Asger Trier Engberg, filosof
At blive forrådt af en ven, er noget af det mest smertelige, et menneske kan komme ud for. Den ven man havde satset på, sat sin lid til, regnet med ville have været der hvis der var problemer, ja overladt sin sikkerhed til, den ven kan man ikke tillade svigter. Som den danske filosof K.E. Løgstrup siger i sit hovedværk “Den etiske fordring”, så holder vi hinandens liv i vore hænder idet vi er afhængige af hinanden.
Danmark er sandsynligvis blevet forrådt af sine politikere. Men ikke bare politikerne, også centrale mediefolk, kunstnere ja det meste af det kulturelle parnas har svigtet de venner der stolede på, at de ville skabe et land de kunne færdes trygt i.
Fortsæt med at læse “Hizb-ut-Tahrir truer muslimske politikere”




Den primære indfaldsvinkel for mig i forbindelse med massakren på Fort Hood i Texas er mediernes grad af virkelighedsbeskrivelse. Vi venter vist alle her i blogverdenen på et gennembrud på denne front, som måske/måske ikke vil brede sig som ringe i vandet: En forbrydelse der uden indpakning forklares som legitimeret i islamisk mainstreamteologi, uden offergørelse af gerningsmanden, uden skift af fokus til bekymring for det mytiske ‘backlash’ mod muslimer under ét, uden relativering med forbrydelser angiveligt begået i kristendommens navn, og uden mikrofonholderi i forhold til kompromitterede muslimske interesseorganisationer som (i USA) CAIR.
Det lyder uhyrligt, men ikke overraskende. Også herhjemme har vi utallige eksempler på ualmindeligt dårlige valg: Såkaldte rollemodeller for ghettounge der begår grov kriminalitet, eller imam Abdul Wahid Pedersen der kan tilslutte sig stening, og alligevel være inde i varmen som ‘moderat’ muslim. Der foregår givetvis screening for forbindelser til erklæret voldelige islamiske grupper både her og i USA når det drejer sig om følsomme stillinger, men ingen steder screenes der for antidemokratiske idealer, eller for potentiale for ‘Sudden Jihad Syndrome’ som alt tyder på var hvad overgik Major Hasan. Dels findes der ingen måder at screene for disse ting, dels ville der formentlig ikke rigtig blive nogen emner tilbage. Og så er det udtryk for uanstændighed at screene for disse ting (LFPC).


