Vi henviste til SR, P 1 interviewet i foråret, men da var det ikke lagt på You Tube. Interviewet med Malmø jøden David hiver på seks minutter og atten sekunder tæppet bort under politikernes hule snak om tolerance og “anti-racisme”. Hvis svenske politikere kunne skamme sig, så er tidspunket kommet nu. Værre ambassadører for idéen om folkestyre, kan man dårligt tænke sig. Det var aldrig en folkelig beslutning, at gøre Malmø til en mellemøstlig by. At det er gået, som det er, viser to ting: 1) At den Gud (læs: SAP) giver embede, giver han ikke også visdom, og 2) Sverige er et teater-demokrati. Hvis historien dømmer, vil den dømme dem hårdt. Hvis ikke, må det være straf nok for Malmø Stadsråd at skulle styre byen i fremtiden.
“Vi kommer ikke til at forblive i Malmø. Vi har taget beslutningen at forlade Malmø. Hvornår har vi ikke besluttet. Hvorhen har vi ikke besluttet. Diskussionen lige nu, er om vi skal holde os indenfor Sverige, men vi overvejer også at flytte udenlands. Vi har mistet håber om at der findes en fremtid for os her i Malmø. Vi er ikke de eneste, der har ræsoneret lige sådan. Der er en blomstrende antisemitisme i Malmø, det er et faktum.
Den kreative klasse forlader den synkende skude: I knap 15 år har jeg boet i min elskede bydel. Været på første parket til dramaet om ungdomshuset, set Nørrebrogade blive smadret gentagne gange men også nydt elektroniske musikfestivaler, gay pride-parader, gadeloppemarkeder og økologiske markedsdage. På en eller anden måde har Nørrebro altid kunne rumme alle de modsætningsfyldte strømninger, der stritter i øst og vest, og hverken min familie eller jeg har nogen sinde følt os truet eller utrygge ved at færdes på Nørrebro – heller ikke om natten.
Den fornemmelse har ændret sig. En sommeraften i juli, da jeg ved midnatstid cyklede fra Vesterbro til Nørrebro, blev jeg umotiveret overfaldet og slået i hovedet af en ung fyr i Griffenfeldsgade. Intet forspil, ingen forudgående konflikter, ingen provokation. Et 100 procent tilfældigt overfald, som heldigvis kun resulterede i en bule i baghovedet og en enorm forskrækkelse, som stadig ikke helt har sluppet sit tag i min bevidsthed. Jeg undrer mig stadig over hvorfor. Vores held er, at vi kan flytte os – til bedre, tryggere kvarterer med velordnede forhold og stillevejsbump. Bag os efterlader vi et Nørrebro, som ingen synes at tage hånd om. En skilsmisseramt bydel, hvor de ressourcestærke siger farvel, og hvor en voksende gruppe synes at leve efter deres helt egne love. Hvor borgerne i visse kvarterer ikke kan få politiassistance, medmindre de rykker ud med indtil flere mandskabsvogne. Hvor børnehaverne snakker om at få sat skudsikkert glas i vinduerne. Hvor den femårige på legepladsen risikerer at finde en håndgranat i sandkassen. Hvor man skal passe på med, hvordan man ser ud, og hvem man kigger i øjnene. Farvel til 2200
Nidal Malik Hasan: Forbindelser til åndelig bagmand bag 9/11
Et par udpluk fra en god artikel i the Telegraph, der jo ikke er den værste mainstreamavis:
Hasan, the sole suspect in the massacre of 13 fellow US soldiers in Texas, attended the controversial Dar al-Hijrah mosque in Great Falls, Virginia, in 2001 at the same time as two of the September 11 terrorists, The Sunday Telegraph has learnt. His mother’s funeral was held there in May that year.
The preacher at the time was Anwar al-Awlaki, an American-born Yemeni scholar who was banned from addressing a meeting in London by video link in August because he is accused of supporting attacks on British troops and backing terrorist organisations.
Hasan’s eyes “lit up” when he mentioned his deep respect for al-Awlaki’s teachings, according to a fellow Muslim officer at the Fort Hood base in Texas, the scene of Thursday’s horrific shooting spree. […]
Charles Allen, a former under-secretary for intelligence at the Department of Homeland Security, has described al-Awlaki, who now lives in Yemen, as an “al-Qaeda supporter, and former spiritual leader to three of the September 11 hijackers… who targets US Muslims with radical online lectures encouraging terrorist attacks from his new home in Yemen”. […] Fort Hood shooting: Texas army killer linked to September 11 terrorists
Vil man se et eksempel på ‘journalistik’ når det er mest tåkrummende pinligt, kan man sammenholde the Telegraphs artikel med Kaare Skovmands lille pludrende stykke poesi i Systemet Politiken. Hasan-familiens forsikringer om Nidals oprigtige fædrelandskærlighed og renfærdige sind som vi citerede Reuters for i går, labbes ukritisk op – pæne mennesker antyder ikke at sørgende muslimske pårørende lyver groft – og Kaares research udmønter sig i flg. mulige forklaringsmodeller (LFPC):
[…] Stress, krigsangst, mobning. Der er peget på flere motiver. Men endnu kender ingen Hasans dybere bevæggrunde, som ifølge hans familie i hvert fald ikke skyldes had til USA. […] Kaserne-morders familie: »Han elsker USA«
Robert Spencer on the Fort Hood shooting
Robert Spencer discusses the Fort Hood Jihadist on the Savage Nation
Warning: Don’t come to Denmark!
En herboende, dedikeret engelsktalende blogger med en mission.
Grøn ungdom hele livet
Den primære indfaldsvinkel for mig i forbindelse med massakren på Fort Hood i Texas er mediernes grad af virkelighedsbeskrivelse. Vi venter vist alle her i blogverdenen på et gennembrud på denne front, som måske/måske ikke vil brede sig som ringe i vandet: En forbrydelse der uden indpakning forklares som legitimeret i islamisk mainstreamteologi, uden offergørelse af gerningsmanden, uden skift af fokus til bekymring for det mytiske ‘backlash’ mod muslimer under ét, uden relativering med forbrydelser angiveligt begået i kristendommens navn, og uden mikrofonholderi i forhold til kompromitterede muslimske interesseorganisationer som (i USA) CAIR.
Det lyder uhyrligt, men ikke overraskende. Også herhjemme har vi utallige eksempler på ualmindeligt dårlige valg: Såkaldte rollemodeller for ghettounge der begår grov kriminalitet, eller imam Abdul Wahid Pedersen der kan tilslutte sig stening, og alligevel være inde i varmen som ‘moderat’ muslim. Der foregår givetvis screening for forbindelser til erklæret voldelige islamiske grupper både her og i USA når det drejer sig om følsomme stillinger, men ingen steder screenes der for antidemokratiske idealer, eller for potentiale for ‘Sudden Jihad Syndrome’ som alt tyder på var hvad overgik Major Hasan. Dels findes der ingen måder at screene for disse ting, dels ville der formentlig ikke rigtig blive nogen emner tilbage. Og så er det udtryk for uanstændighed at screene for disse ting (LFPC).






