Nya besked om danska kärleksflyktingar
Vi er poetiske. Vi tager “kærlighedsflygtninge” med. Bemærk den sproglige bæ, Sydsvenskan skal røre ved : “Udlændingeservice“. En “udlænding” er en asylsøger, Sverige ikke har gjort til EU borger endnu. Det kommer. Under 5 % har formel asylgrund, men de har krav på Moder Sveas omsorg alligevel. De koster trecifrede milliarder, men det er umagen værd. EF domstolen mener også, de skal kunne hente “familie” og bo i Danmark allihoppa. Venstres menige vælgere og medlemmer mener det ikke, hvad Rønn Hornbech nok allerede ved.
Danska integrationsministern Birthe Rønn Hornbech (Venstre) lovar att ompröva de fall där danska medborgare nekats att bo i landet med sin utländska partner.Beslutet har fattats efter den stundvis skarpa kritiken från bland andra folketingets ombudsman. Den så kallade danska utlänningsservicen menar till exempel att de äkta paren har vilseletts om vilka regler som gäller. Beskedet från Venstres integrationsminister kommer ett drygt halvår efter att de strikta reglerna för familjeförening satts ur spel efter ett beslut i EG-domstolen. Nya besked om danska kärleksflyktingar
Gidsler i Tingbjerg
Få kilometer fra Nørrebro – i den københavnske bydel Tingbjerg er bebeoerne plaget af overfald og uro. Den lokale præst erklærer nærmest bydelen i undtagelsestilstand og overvejer at flytte fra området.
Sten Eiler Rasmussens »Menneskesamfundet Tingbjerg«, ‘en lavmælt og ydmyg’ arkitektur“, et sindbillede på og et monument over Socialdemokraternes historiske svigt, burde man nok tilføje. Jeg kom en del i Tingbjerg, dengang jeg for mange år siden kørte taxi om natten. Lutter hæderlige arbejdere, pensionister og enlige mødre. Sosse-kernevælgere allesammen, nu forrådte af deres parti hvis daværende formand kan himle med kors og bånd og stjerner på og som multimillionær. For nogle år siden, var Tingbjerg et DF stronghold, men de sidste danskere må være på en white-flight bølge ud. Tung bagage for Thorning og Søvndal, men lur mig om de klarer den. Amnesi er det stærkeste, politiske aktiv. Det behøver man ikke være spindoktor, for at vide. Alt skal glemmes og genopleves, jævnfør Papazu, en must-read artikel.
Vilks uden Vilks
Friseret ytringsfrihed: En udstilling om bla. Lars Vilks, der ikke tør vise Lars Vilks :
Nej, Nobels fredssenter i Oslo, som producerat Nobelmuseets nya utställning, har dessvärre haft en uppsjö av exempel att ösa ur för att berätta om yttrandefrihetens pris, från Sokrates till Lars Vilks. Utställningen har, i sin svenska version, kompletterats bland annat med en nyinspelad intervju med Ingvar Bratt, den Boforsanställde ingenjören som avslöjade företagets olagliga vapenaffärer på 1980-talet. Därtill har SVT-filmen Makten och sanningen, om IB-avslöjaren Peter Bratt, fått ersätta originalversionens norska tv-dokumentär om Muhammedkarikatyrerna. Det som ger utställningen dess nerv är dock frågan i titeln: var går gränsen för yttrandefriheten?
Just därför är det synd att museet inte redovisar sina skäl till att inte visa Lars Vilks bilder av Muhammed som rondellhund, när man nu ändå omnämner affären. Kanske gör museet rätt i att inte visa dem, men det hade varit intressant att få veta hur resonemangen gått. SvD
Nobelmuseet “Hvor går grænsen for ytringsfrihed?”, Anders Morgenthalers “Burka på skateboard“, og Nadia Plesners “Skateistan“, der pt. er på auktion hos Lauritzen com, ville nok heller ikke være hængt op hos Nobel i Stockholm. Better safe than sorry.
Could Americans’ Discontent Turn Violent?
We are only a few thousand points and runaway inflation away from a potential societal explosion
Jeg skriver vist i tide og utide, at vestlige mennesker har mistet evnen til at blive vrede. Jeg tager her udgangspunkt i det grelle misforhold man kan observere i f. eks. Holland og Storbritannien mellem en åbenlyst forværring af samfundets fred og frihed påført af multikulturalismen, og manglen på reaktion fra vælgernes side herpå. Jeg venter og venter på at overlevelsesinstinktet, og ren og skær harme, skal overtrumfe frygten for stigmatisering som uanstændig og fremmedfjendsk. Intet tyder på at noget bobler under overfladen – jo, Geert Wilders’ parti og det norske Fremskridtsparti oplever massiv fremgang, men den rigtige og sunde vredesreaktion ville udmønte sig i et pres nedefra i samtlige partier for kursændring – dette handler jo i sidste ende ikke om højre kontra venstre, liberal kontra konservativ kontra socialistisk, men om civilisation kontra barbari. Marginalisering af vreden til udvalgte partier – deres kvaliteter til trods – viser i bedste fald kun at noget er ved at komme op til overfladen.
Ind på scenen træder så finanskrisen, og lige i øjeblikket skorter det ikke på prognoser om vrede briter eller andre i en Summer of Hate/Summer of Discontent. Hvis magelige vesterlændinge alligevel stadig besidder nogle urinstinkter, herunder evnen til at give udtryk for vrede, er det selvfølgelig et sundhedstegn i sig selv. Det er bare lige et spørgsmål om hvordan vreden kanaliseres ud. Jeg personligt orker ikke tanken om meningsløse optøjer over finanskrisen, optøjer der vil være ren katarsis og intet konstruktivt vil kunne medføre. Jeg orker ikke tanken om Europa eller USA som en global udgave af franske bønders og industriarbejderes sanseløse destruktion. Nu er det hele jo stadig rent hypotetisk, men personligt føler jeg en undren over hvorfor finanskrisens konsekvenser opleves som mere personligt alvorlige end erosionen af hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder. Vrede kan være en god ting, men anarki og destruktivitet er ikke bare en infantil afreageren, men afslører også hvor lang vej der er med at gøre truslen fra multikulturalismen personligt vedkommende – og med at kanalisere vreden herover ud på en mere frugtbar måde end sommerens ‘street fighting men’ måske vil gøre det til overflod (LFPC).
At what point does discontent turn to violence?
Economically, we may or may not be close to hitting rock bottom, but policy-wise, this market still has a long way to fall. While there are individual sectors that in normal recessionary times would still be good hedges against further downturns, these days investors don’t seem to be as concerned with equity, value, and earnings as they are with Washington’s proposals. Stable, profitable companies, like many energy firms and pharmaceutical companies, see their equity slashed by the threat of regulation, while others with little prospects for profitability increase in value through the infusion of taxpayer subsidies. This is no way to rebuild an economy.
Unfortunately, the president’s actions have put the country on notice that dependency-building not economy-building is his plan. His budget has the federal government spending an astounding one-third of the nation’s GDP, fully half of which is borrowed from the future.







Så tænker jeg på bl. a.
Nej, ikke helt, men den polemiske udskiftning her af de angiveligt moderate elementer viser jo absurditeten, der nok bunder i rådvildhed i forhold til et fænomen man ikke kan tøjle eller inddæmme. Første trin mod overgivelsen. Via 

