Jeg genhørte forleden Kennedys tiltrædelsestale fra 1961 (hør nedenfor) , og bad andre lytte med. Den er et bevægende mesterværk og tidsdokument, og ikke kun af sentimentale grunde. Nu har jeg så hørt Obamas tale med, den er ovenfor og begynder min. 2:30 inde i videoen. Den er god, rigtig god. Han er en glimrende taler. Den flyver, pletvist højt, men som helhed langtfra så højt som Kennedys. Hans tale var ladet af skæbne og bitre erfaringer, Obamas fortaber sig for en del i øjeblikkelige besværligheder. Jeg anvender kun sammenligningen, fordi andre så flittigt har gjort den. Begejstring, våde øjne, – det løber afsted med dem ude på Amager Fælled og i andre af verdens betydende, intellektuelle centre.
En god taler er ikke det samme som en god præsident, selvom vi lever i en TV-tid, hvor “appearances” er alt, og hvor letbevægelige sjæle stadig kan betale flere tusinde kroner for at møde Clinton himself live. Clinton var en glimrende taler, men en undermålig præsident. Demokraten Truman var det omvendte. Republikaneren Reagan var en god del af begge dele, med lidt hjælp fra teleprompteren. Samtiden hadede dem begge, men elskede Clinton. Kennedy var en større retoriker end præsident. Havde han fået otte år, og havde helbreddet holdt, var han måske blevet en stor præsident. Bush var en rædselsfuld retoriker, og derfor af DR og mange andre godtkøbsbedømmere allerede dømt som den værste præsident nogensinde. Sådan kværner hurtigpressen. Alt skal afgøres under historiens vingesus inden deadline. Det er øregas, men det er betalt gas. Af dig og mig. Vi kan godt vente vente 25 år med at afsige foreløbige domme, og vores pointe er, at samtiden er en upålidelig, støjende bedømmer. Hvem videofilmer abegrotten ved fodringstid? TV gør. Umistelige klip man fodrer seere med.
Har den mopsede olding Gore Vidal haft ret i noget som helst, er det det, at en amerikansk præsident er en kransekagefigur. Man kan udnævne sin yndlingshest til præsident, og systemet vil stadig fungere anstændigt videre. Det er dets store, indbyggede styrke. Indsætter man en stor personlighed, vil han flytte det nye steder hen og komme store ulykker i forkøbet.
I en internettid, hvor opinionshurlumhejet har udstrakt sig til enhver patologisk hysteriker med en netopkobling, er der allerede millioner der mener ditten eller datten om Obama: Verdens frelse og undergang, intet mindre. Nettet er en rendesten for troende, ikke for tvivlere. Vi mener pt. kun dette: Han er en glimrende taler, han er godt uddannet og har den rette alder. Resten tilbagestår at se. Han kommer næppe til som Robert Kennedy, som en spontan sorgreaktion (På Martin Luther King-mordet), at citere Aeschylus elegi “Even in our sleep“, men mindre kan nemt gøre det. Det er ikke det, det kommer an på. Som grundlæggende, taknemmelig og usvigelig ven af USA, er dette en dag, hvor det er en refleks for os at ønske tillykke. Europa behøver stadig USA mere, end USA behøver Europa, ligegyldigt hvem der er præsident.
Internethysterikerne II : Radikal personforfølgelse og internetterror
»Fascister, fremmedhadere, rabiate islamofober, demagoger«
Sådan karakteriserer bloggeren og det Radikale partimedlem Margrethe Monika S Hansen deltagere i en lovlig demonstration i København lørdag den 10.1. for Israel. Hun har i længere tid chikaneret Uriaspostens historiker Kim Møller og hans familie med offentlig løgn og infameren på sin ubehjælpsomt skrevne blog, “Shansens blog for et mere anstændigt Danmark.” Niveauet i dagspressen kan være barskt, men der er dog et par kilometer ned til det lavmål, man kan opleve på nettet.
M. Hansen kan ikke stave, men da hun heller ikke kan argumentere politisk, er personforfølgelse blevet hendes politiske weapon of choice. Smæderiet fra rendestenen ville kun være et skuldertræk værd, hvis ikke hun nu var overgået til at fotodokumentere dem, der ikke deler hendes politiske synspunkter. Det har hun forsøgt på her: Den Danske Forening og venner til Pro-Israel demonstration i København .Til held for de involverede, også M. Hansen, er det gjort så talentløst, at de færreste fotografier er behæftet med de rigtige navne. (Jeg er fotograferet, det er blot ikke mig). Flere nævnte deltog ikke engang og hendes ene fotograf er så kluntet, at han ses på adskillige billeder fra pladsen den dag. En nydelig penionist fra den københavnske vestegn, men en fumlegøj af en spion og en slet fotograf. Det ligger os dog fjernt at benytte os af samme metoder som den anstændige M. Hansens, dvs. offentliggøre hans navn og foto. Man kan sige, det må være op til blogger Hansens videre opførsel, hvorvidt det vil ske her. Men andre er mindre langmodige og har helt forståeligt fået anstændighed nok, så M. Hansens “anonyme” pensionist-fotograf må finde sig i at træde frem på scenen her.
Det pikerer naturligvis velanskrevne main-steam kronikører, der møder op til en fuldt lovlig demonstration for Israel, at blive kaldt “fascister, fremmedhadere, rabiate islamofober og anti-muslimske demagoger” af en repræsentant for den gode tone, og udsat for et forsøg, om end nok så hjælpeløst, på personregistrering. Men den skærpende grund er naturligvis den, at der var mange trusler og megen vold i luften i København de dage, (jeg fik selv min rigelige del for at udføre normalt, lovligt pressearbejde), og det er vanskeligt at se det radikale partimedlems bestræbelser, som andet end en indirekte opfordring til vold mod de afbillede. Eller i det mindste som en advarsel mod at møde op til andre lovlige demonstrationer, hun ikke bryder sig om. Margrethe Monika S Hansen fremfærd på nettet lader ikke til at afficere medlemmer af Det Radikale Venstre, men man må sandelig håbe, at det kun skyldes, at de ikke har læst hendes udgydelser. En smagsprøve her på hendes karakteristik af deltagerne på Rådhuspladsen den dag. Radikalt nye metoder i den politiske kamp fra de Radikale, hvis de står inde for denne beskrivelse af danske venner af Israel:
Også den massive deltagelse af Den Danske Forenings fremmedhadere og højrenationalister samt vaskeægte anti-muslimske demagoger, som var stærkt overrepræsenteret ved den danske Zionist forenings Pro-Israel demonstration forrige lørdag, burde have udløst omtale i den danske presse samt her på internettet.
Men som forventet har højre nationalisterne og rabiate islamofober kun travlt med at sprede deres egen fordrejet og løgnagtige oplevelse af lørdagens Pro-Israel Demonstration, løgne og manipulerende fordrejninger om voldsomt ballade og utryghed veltilrettelagt og koordineret i samarbejde mellem flere forskelige højrenationale blogs både her i Danmark og i Sverige.
Og hvorfor skulle de også fortælle alle at de selv, samt alle deres højre nationalistiske venner, anti-muslimske demagoger, fremmedfjendske små tosser og hadske islamofobiske præster samt et par racistiske højre ekstremister, var med side om side med de få helt almindelige danskere som var troppet op for at vise solidaritet med Israels ret til at tæppebanke civil befolkningen i Gaza.Men ingen tog afstand fra racisterne og fremmedhaderne som deltog i den Pro-Israelske demonstration.
Landsformand Søren Bald svarer i en venlig mail, at Margrethe Monika S. Hansens intimidering og trusselskultur ikke er partiets problem og opfordrer til politianmeldelse, hvis nogle mener love er overtrådt, og “at Monika Hansen ikke repræsenterer Det Radikale Venstre og derfor – uagtet sit medlemskab af partiet – ikke udtrykker Det RadikaleVenstres synspunkter.” Man skal altså være dømt ved en domstol, for at kompromittere de Radikale, det er ikke nok at bruge SA-metoder. Det forstås, at R synes de har mere presserende problemer lige nu, men M Hansen er uden stopklodser, det har hun været længe, så hun vil blive R´s problem, nu eller siden. Og hun vil falde tilbage på partiet, ligesom Safia Aoude kom til at klæbe til de Konservative, indtil de tog hende alvorligt. Endnu en prøve på den nye Radikale debattone: Se Anti-Jihadist- frihedskæmperen Lars Hedegaard hygge sig med sine venner fra Anti-Jihad netværket /USA.
Outrage: Dutch court to prosecute Wilders for Fitna
Panik før lukketid i Europas måske sygeste land.
– Ved at angribe den muslimske religions symboler, har han også krænket muslimske troende, meddelte distriktsdomstolen i Amsterdam i en skriftlig erklæring. Domstol: Wilders har krænket muslimer. Outrage: Dutch court to prosecute Wilders for Fitna
Dutch court decided to prosecute Wilders over Fitna after complaints from nine people
There’s one thing you can say about the Dutch political establishment: it is thoroughly immune to irony.
The images of burning cars and firebombed synagogues have barely faded from the TV screens of the Netherlands.
The cries of “Heil Hitler!” and “Jews to the gas!” that mingled with “Allahu akhbar!” are still echoing in the glass-strewn streets.
Yet Geert Wilders – who speaks out against these barbaric forces, and proposes to halt the Islamization of his country in order to put a stop to them – is the one who is being prosecuted for “hate speech”.
The true heirs of National Socialism rage unimpeded through the streets of Europe, while Geert Wilders is the one who “incites hatred” and “insults groups of people”.
Obama: Nu også til branding

“Vi byder Obama velkommen med AMERIKANSK UDSALG!” (email til CD-Wows kunder 21.1.2009).
Det endegyldige bevis på at Barack Obama ikke er politiker, men feelgood-ikon, virtuelt krammedyr og en entitet man kan projicere alle ens mere eller mindre sentimentale drømme over på. CD-Wow er en international online-kæde der hovedsageligt sælger, ja, cd’er og dvd’er, så billigt og ved brug af parallelimport at brancheforeningerne arbejder hårdt på at få dem lukket. Et udmærket koncept da priserne gerne er lave, og der ingen forsendelsesomkostninger lægges oven i. Men – kæden er mig bekendt ikke amerikansk, men centreret i Hong Kong. Den langt overvejende del af deres kunder har således ikke kunnet stemme ved det amerikanske præsidentvalg – men dette ved vi jo fra og med denne valgkamp er af mindre betydning for engagementet. Obama var kandidat for drømmere og Gutmenschen verden over. Reklamen her overgår dog alt jeg har set før. Man deler sig jo normalt efter anskuelser, men CD-Wow har helt åbenbart ikke tænkt på dette som et politisk statement der kunne støde visse kundegrupper væk, men som et sales pitch der vil ringe klokker hos kunderne, så pengene i kassen klinger. Enten et dristigt forretningstræk, eller snæversyn og hybris (LFPC).
Og før vi glemmer det: George W. Bush og ‘amerikansk teokrati’

Hadet til USA nåede uanede højder under George W. Bush. Dette land var, forstod man, på tærsklen til magtovertagelse af fundamentalistiske teokrater, måske med hjælp fra Dick Cheneys tvivlsomme forretningsforbindelser. Og så var amerikanerne jo ikke bare rabiate fundamentalister, men også dumme og vulgære. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at få afskaffet USA, så verden ville blive, ikke et multipolært lovløst helvede, men præget af anstændighed og harmoni. How times have changed (LFPC).
Obsessiv-kompulsiv religion
Den spøjse lille episode i læserbrevet her afspejler nok mere folkelig religiøsitet end fatwa-pålagt rettroenhed. Men den illustrerer hvordan tvangsmæssig fokuseren på halal kontra haram åbner op for opportun shopping og legitimering af asocial adfærd. Fyren her kan selvsagt ikke leve dette tankesæt ud konsekvent uden at blive ramt af handlingslammelse (aldrig at smide en gratisavis i skraldespanden, f. eks.) – men netop den muslimske verdens mangel på positiv dynamik hænger jo nok på denne måde sammen med tankegangen her (LFPC).
I S-togslinje E mod København 12/12 med afgang fra Hillerød kl. 11.52 sad en ung mand og læste med musikpropper i ørerne og med en beskidt støvle oppe på det polstrede sæde overfor. Det irriterede mig, men i stedet for at sige noget tog jeg en gratisavis og gik hen til ham og gjorde tegn til ham om at løfte foden og tage avisen ind under, så sædet ikke blev svinet endnu mere til.
Det lykkedes. Han løftede foden og lod den hvile på den brugte avis. Men det varede kun ca. 10 sekunder, så løftede han foden igen, flyttede avisen væk og anbragte den gadesnavsede støvle på stofsædet igen. Først da sagde jeg noget til ham, idet jeg spurgte, hvorfor i alverden han tog avisen væk? Han svarede: »I avisen står der måske navnet på en god muslim, det vil jeg ikke risikere at træde på.« Jeg gav op og gik væk.
Størst mulig foragt
Jeg fatter ikke den tankegang, men måske Jyllands-Posten har journalister, der kan skaffe svaret fra en eller anden imam? Hvis det skulle ske, så spørg samtidig, om det er rigtigt, at den unge muslim ved sin adfærd har vist den størst mulige foragt for pæne danske togsæder – ligesom da der blev kastet sko efter George W. Bush. Hans klare foragt for mig, en ældre mand, er ganske ligegyldig. Palle Mosegaard: Ufattelig muslimsk tankegang





Det er ikke os der spiller nazikortet, der vitterligt bliver skamredent i debatten, og endda har fået navnet 
Er der to parter der står sammen … De har dog udeladt hagekorset på det israelske flag af oplagte grunde (LFPC). 


Jeg må med oprigtig skam melde at jeg i flere perioder af mit liv gik med partisantørklæde, Arafattørklæde, terroristtørklæde, eller hvad man nu kaldte det, om vinteren. Heldigvis lå der ikke andet i det end et anti-fashion statement, for jeg havde ikke det fjerneste engagement i konflikten dernede. Længere end ‘israelerne er nogle brutale sataner’ gik det ikke, men at jeg ikke så noget odiøst i keffiyya’en afspejlede selvfølgelig at Mellemøstproblematikken var noget man kunne forholde sig lige så nært eller distanceret til som man lystede. Sådan er det desværre ikke længere, og skal man prøve at sætte nogle pejlemærker i udviklingen fra dengang, henimod i dag hvor den foreløbige kulmination synes at være opfordringer til folkemord på gaden – og udbredt ligegyldighed fra medierne, kan man opremse en række af begivenheder der hver især – og sikkert forskelligt for os som individer – har bragt den mellemøstlige sump af vold og had alt for tæt på os. Dertil kan man føje markante personligheder som var udstyret med større vilje end det knusende flertal til at se virkeligheden i øjnene, og som af denne grund opnåede et tvivlsomt ry blandt anstændige mennesker: