“We shall not flag nor fail. We shall go on to the end. We shall fight in France and on the seas and oceans; we shall fight with growing confidence and growing strength in the air. We shall defend our island whatever the cost may be; we shall fight on beaches, landing grounds, in fields, in streets and on the hills. We shall never surrender and even if, which I do not for the moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, will carry on the struggle until in God’s good time the New World with all its power and might, sets forth to the liberation and rescue of the Old.” Audio -Winston Churchill, Speech before Commons(June 4, 1940) (tegning: Gregorius Nekschot)
I Big Brothers hjemland
Essayisten El Inglés havde engang en højst besynderlig oplevelse efter en snak på en pub:
[…] A few years ago, I was in the process of discussing with a friend the possibility of creating an undercover documentary to expose the corrosive effect Islam was having on freedom of speech in the UK. Needless to say, this would have been a relatively clandestine and hair-raising operation, and there was an air of excitement and conspiracy to our discussions on the subject. After having discussed the details with my friend one night in our local pub for a couple of hours, I returned home at about midnight and discovered that someone had left a very strange message on my answering machine.
It was a barely audible conversation between two, perhaps three people, the voices muffled almost beyond comprehension. Ordinarily I would have dismissed it as an error and deleted it, but, my mind having already edged in paranoia thanks to my conspiratorial activities, I listened to it again, carefully. One of the voices seemed vaguely reminiscent of that of an old family friend, but I didn’t see how I could possible have received any such call from him.
Phone eavesdroppingAs I recall, it was on the third listening that it occurred to me that the two voices (there were definitely only two) sounded rather like those of myself and my friend. Now that I had a fix, I thought back over our conversation that night, and realized for sure on the fourth listening that the message was about two minutes of our conversation, recorded at very low quality, but discernibly us. And that is when I suddenly started to get a rather nasty feeling. Had I ever received a phone call before from someone who had accidentally sat on their mobile in such a manner as to go into the address book and press the call button, I might have been slightly quicker off the mark in figuring out what had actually happened. But I never had, and I had never heard of it happening to anyone else either. Besides, the mind plays tricks on itself, especially at night when it is already too late to start calling people to try and investigate matters properly. So it was that I managed to convince myself that someone had recorded our conversation and had let me know about it to warn us off. Who could it have been? How could they have known? Did they know where I lived? Should I even risk going to bed? I had no answers. […] El Inglés: Pick a Tribe, Any Tribe
Skal man forsøge sig med et gæt på hvad det er der her er foregået, må det være noget i denne retning: El Inglés og vennen har på et tidspunkt vakt MI5s opmærksomhed p.g.a. deres synspunkter om islam, og er blevet overvåget. Man tager alvorligt fejl hvis man tror at den slags er forbeholdt lande med foretagender som Stasi eller KGB; folk i Storbritannien er kommet i fedtefadet for ting der er fuldt acceptable i et velfungerende demokrati, men derovre eksisterer der f. eks. ikke samme skel mellem arbejde og hvad man foretager sig i sin fritid. Og MI5 ved meget, ingen tvivl om det. Forhåbentligt bruges de fleste af deres ressourcer på overvågning af landets fjender, men en del af deres virke er givetvis også det som Inglés selv har betegnet “the management of decline” – kursen er sat mod en afvikling af det kendte demokrati, og her og nu drejer det sig om at sørge for at afviklingen sker i god ro og orden. Egne borgere der prøver at ændre kursen er derfor at betragte som subversive elementer. Man har skønnet, at de to kunne ‘overtales’ med denne form for intimidering, og næppe ville gå til pressen, emnets natur taget i betragtning. Om det er MI5 eller deres ‘assets’, eller hvad deres håndlangere og freelancere nu betegnes, er mindre relevant. Og mon ikke godt man kan antage, at lignende metoder benyttes i langt større omfang mod muslimer der skønnes at udgøre en trussel? Og, hvem ved, måske også herhjemme? (LFPC)
Broder, Nokia og Muhammed
Henryk Broder i tysk TV forleden. De første 4:45 handler om hans ødelagte mobiltelefon, og hans deraf følgende delvise forstemthed og hjælpeløshed. Den interesserer nok kun mig, da samme skæbne nys er overgået mig – takket været en agressiv Gaza demonstrant fornylig, hvis foto jeg storsindet vælger ikke at offentligøre. De demonstranter har nok at skamme sig over allerede. Men bare rolig – fra minut 4:45 går det så løs med med Salam Rushdie, Geert Wilders, Jyllandsposten, hijab og og unge, kvindelige socialisters eufemismer og kulturrelativisme. Trods sit indbyggede gode humør, siger han dog to gange: “Vi er færdige i Europa”. Del 2 her.
”Ta medborgarskapet från kriminella invandrare”
2010 valget nærmer sig i horisonten: Det følgende lyder jo beslutsomt og dratisk, men hvad er det egentlig Moderaterna foreslår ? Det hele her, er i virkeligheden de mest diminutive af alle ændringer, og fuldstændigt ukonkrete: “den som får avslag ska lämna landet.” Javel, skal det ligefrem til at være forbudt at gemme illegale? Og den vigtigste del af den fortløbende 3. verdensinvasion af Sverige – kædeindvandringen, familiesammenføringerne, – omtales ikke med ét ord. Sveriges situation er alvorlig. Har dens svenske regering fattet det ? Formentlig, “dumhed” er nok ikke det første, der skal falde betragteren ind, men det leder mig til den tanke, jeg har fået stadig mere på det sidste:
Er der længere nogen regering eller enkeltpolitiker, som længere tør lægge navn til virkelige begrænsninger af de tilvandredes ”rettigheder” ? Har svensk politik i virkeligheden allerede længe været styret af angsten for, hvordan indvandrerbefolkningen kan finde på at reagere, nu den er i nærheden af 2 mio mennesker ? Er de ligeså hundeangste, som ledende engelske politikere lige har vist sig ? Tør nogen politiker, der har sit liv kært, sige “stop familiesammenføringere – 33.000 om året pt.”? I så fald er den egentlige, autonome styring af landet allerede fiktion, og Sverige sejler ustyrligt videre mod en uvis katatastrofe, endda formentlig med øget fart for hvert år. Landet er allerede tabt for den oprindelige befolkning, ikke nu, men om under 30 år, og her er intet forsøg på at udskyde det tidspunkt. Sverige år 2100, er der ingen der tør forestille sig. Her er så Moderaternas delikate tåspidsdans:
Moderatutredning kräver väsentligt hårdare invandrarpolitik: Medborgarskap som tilldelats genom falsk identitet, hot eller mutor måste återkallas.
Sverige som invandrarland måste se sanningen i vitögat. I Sverige gäller svensk lag. Därför måste medborgarskap som givits på felaktiga grunder, exempelvis genom falsk identitet, hot eller mutor, återkallas. Det duger inte att den som får avslag på sin asylansökan ska kunna stanna kvar i landet. Samtidigt bör fler utländska medborgare som dömts för grova brott utvisas. Dessutom vill vi slopa invandrares rätt att fritt välja bostadsort, och tillräckliga kunskaper i svenska måste bli obligatoriskt.


Der findes en helt særlig genre i de danske mainstrammedier med kun få år på bagen: En terrormistænkt muslim får taletid i avisen. Der er et billede af ham hvor han ser stærkt bekymret ud. Artiklen fokuserer på omstændighederne omkring hans anholdelse – at det skete tidligt om morgenen, at han og hans familie var skræmte fordi de ikke forstod hvad der foregik, om politiets aggressive adfærd over for ham, om hvordan han og andre mistænkte er ganske almindelige mennesker, om hvorfor han endelig ikke kan vende hjem til det land hvor han hører hjemme. Artiklen opstiller et billede af den svage part, offeret, der er fanget i et spind af anklager fra et Kafka’sk juridisk system. Der fokuseres på procedurefejl fra myndighedernes side, og vi skal altså vælge at tro på hans ord, fremfor tre minstre, deres embedsmænd og PET? Kritiske spørgsmål til manden stilles ikke. Og artiklerne er sædvanligvis skrevet af kvindelige journalister. Jeg siger det bare som det er (LFPC).
Der er ikke noget mere pædagogisk og apologifjendtligt end virkeligheden som den udspiller sig uden for enhver kontrol. Det er derfor de prøver at gøre budbringeren af de dårlige nyheder til problemet, derfor Geert Wilders kaldes hadefuld når han gengiver andres had. Her har vi nu en mand af den slags som medierne i deres kritikløshed elsker: En ‘moderat muslim’ der vil ‘bekæmpe negative stereotypiseringer af muslimer’, og laver en tv-station til det samme formål. Et eller andet går galt i ægteskabet, og det ender ikke bare som almindelige husspektakler eller familietragedier nu engang ender, nej, manden hugger hovedet af konen.

