Kim Møllers fotografier taler for sig selv. Der er flere her. De skal alligevel have et par ord med på vejen. Der er ifølge Velfærdsministeriet nu små 100 ghettoer i Danmark, hvor staten giver nedsat husleje, til at “velfungerende” flytter ind til de “utilpassede”, der keder sig og har for mange ubenyttede tændstikker og præ-moderne ideer. De er spredt grundigt over hele landet. De er der, og de forsvinder ikke, selvom man river de fysiske bygninger ned. Tværtimod vokser de. De er Jelveds, Holger K. Nielsens og Nyrups umistelige arv til Danmark i uoverskuelig fremtid. Er der nogle der stadig vil stemme på dem? Orke jo, masser. Ingen har for alvor stillet dem til rengskab for deres gerninger endnu. Vi har bare skiftet regering midlertidigt. De er stadig valgbare. Anders Fogh, vores børn og børnebørn sidder med deres abe, og nu vil de satans gerne regere Danmark igen, som om intet var hændt, jvf. Vestagers politiske yoga-øvelser. (Hvem mon hun “peger på” idag, Dalai Lama, Gadaffi junior ? Hvor skønt er det ikke, at det er ligegyldigt ?) Konsekvens er en by i Nord Korea. Men der er sket en hel del. Danskerne har erfaringer, grundet på virkeligheden og de har stemt derefter. Endnu kan de godt huske hvem det var, der ødelagde deres boligkvarter og forpestede deres arbejdsliv.
Jeg så Flammen og Citronen forleden. De ligger ude i Mindelunden begge to. Der er sagt meget om den film, pro et contra, men de kæmpede ikke mod Værnemagten, så meget står fast. De krigede imod og likviderede landsforræddere (det var et udtryk der fandtes dengang mine forældre var unge, under besættelsen, enhver vidste hvad det betød.) Lad mig sige det sådan: Jeg skriver ikke imod indvandrerne eller islam, selvom jeg er “antifascist” og jeg mener at islam er en fascistoid pest. Jeg er ikke “fremmedfjendtlig”. Tværtimod, jeg kender det fremmede – intimt. Jeg er opvokset som kosmopolit i over 40 lande og lider ikke af nogen fobier, tør jeg godt sige. Jeg var to gange i Beirut, før og under borgerkrigen og jeg var på på Balkan længe inden 92, jeg var i USA i – 64. Jeg ved godt hvad krig, vold og had er. Jeg anklager de skyldige, for en fadæse der vil plage Danmark i generationer, jeg anklager S, SF, Enhl. og R , fordi de har påført os krigens mulighed, fordi de i deres amatørisme ikke har haft, som Sørlander kalder det, den tragiske bevidsthed. Man kan forstå Sverige mangler den, men i Danmark er det ikke tilgiveligt. Slet ikke. Mens den danske venstrefløj sidder med store blå øjne, kommer vi til at sidde på første parket til et England, et Holland og et Sverige, der synker ned i anarki, det samme de havde planlagt for os. Tidshorisont – 20-40 år. Har jeg ret, er venstrefløjen, Europas socialdemokratier, historisk kompromitteret, hvis der altså findes nogen hukommelse til den tid. Den er ikke voldsomt påtrængende idag. Forbrydelse eller dumhed ? Dumhed, vil jeg mene. Jeg mener den danske venstrefløj bør nedlægge sig selv, og opstå påny, hvis den har nogen skam i livet. -det er selvfølgelig en ønskedrøm ,lig den frihedskæmperne havde efter befrielsen: ikke at se samarbejdspartierne i Folketinget igen. De vil komme igen, som renskurede, forvandlede baby-numser. “All the world’s a stage…..They are merely players ” Det er ikke alvor endnu, ikke endnu, det er heller ikke deres blod der flyder, ikke endnu, ikke endnu. Men det flyder, hvis de læser svenske og engelske aviser. Eller er det kun os andre der læser dem ?
Jeg skriver imod en provinsialisme, der burde være intellektuelt kriminaliseret. Desvære synes den at være pensum på universiteterne. De burde have diskvalificeret sig, hvis der skulle være op og ned på noget, og befolkningen burde have indset det på dette tidspunkt, men de er stadig stuerene. Disse fire partier ville påføre os krig. Lad os tale rent ud af posen. Og så kan de bortsnakke det i stride strømme. Akademikere lider af et mange-ords-syndrom. Jo værre samvittighed de har, desto flere ord vælter der ud af dem. Rune Lykkeberg er et af de bedre eksempler. Som de snakker. De er på en røvtur, der larmer. De har haft delvis succes, den daglige virkelighed vidner om det, og det er den der plager dem. Mit standpunkt er erfaringsbaseret, det er deres ikke. Derfor er de ankommet med 15-20 års forsinkelse. Da Lykkeberg fik sut, fik jeg søfartsbog. Erfaringer ? Alligevel mener jeg heller ikke man skal dyrke, som Robert Spencer sagde i Brysssel sidste år – The Narcissism of small differences, video . Man skal hilse enhver realist velkommen og undlade at håne dem, hvor meget det end klør i fingrene. De behøver ikke gå til Canossa, de behøver ikke snakke og skrive så vi får ondt i ørerne, men vi behøver heller ikke at stemme på deres forhenværende partier. Disse bør gå al kødets gang, i al anstændighed. S, SF, R – ud på historiens mødding med dem, ind med noget andet. En lur på 30 år, er en ret gedigen lur. Det er 20 år siden S-borgmestrene prøvede at vække socialdemokraterne. Det er en tre-fire år siden de vågnede. De får 52.000 pr. snude om måneden for at sidde i Folketinget og holde sig vågne. Venstrefløjen har gjort sin pligt, venstrefløjen kan gå.
Over 40% vil stadig stemme på S,SF, R og Enhl. Hvad det drejer sig om nu er, for hver kriminel handling, at smide så mange ud af landet som overhovedet muligt, som et diminutivt plaster på det sår, de nævnte partier har tilføjet os. Helt kan deres hærværk aldrig repareres, måske får de endda den krig de af dumhed har sået, hvem ved. Margrethe Vestager, Marianne Jelved, Lone Dybkjær, Elsebeth Gerner Nielsen, Elisabeth Arnold, Elisabeth Geday…. og jeg kan ikke huske alle kællingedrengene og madammernes navne, åh jo, madam Nyrup, “træd ikke på vores følelser” ( jublen i København efter 9/11) – hvad siger I så? En statsmands sarte følelser. De fik sandelig Mellemøsten og Nørebros folkemasser til at skælve af ærefrygt. I vil så gerne ofre jeres børn og børnebørn på jeres “visioners” alter? Godt ! Lær jer ordet KRIG, I får brug for det. Enhver historiker ved, at fred er en undtagelsen, striden er det normale. Pax Romana blev opretholdt ved vilje, styrke, klogskab, og taktisk snilde, ikke ved pludder-dialog. Freden har altid en pris. Vil man ikke betale den, får man ufreden – ganske kvit og frit.
Blogging
Man skriver anderledes på en blog end i en avis. Den eneste bagstopper man har, er én selv. Man forsker ikke i en måned før hvert indlæg. Det er Tju og Bang og det er hver dag. Og der er nogle uartigheder, man ikke kan få i en avis, en puls der følger dagens kurver. Under evighedens synsvinkel kan man altid finde noget sludder at pille i på bloggen. Jeg fik denne blog udefra af vanvare, og viste ikke hvad jeg skulle stille op med den, men så tog det ene ord det andet og det tredie. Bloggen er en Torarulle, en logbog, en døgnrapport, en upoleret ræben. Vi er først ved at opdage hvad den egentlig er. Den er det modsatte af et gennemtygget ekspertudsagn eller en kronik. Den er labil, flygtig og spontan. Der er måske ti ting på et år, som har principiel, blivende værdi. Det vi ikke har forstand på, eller det der er trivielt og kedsommeligt – 20 måneders amerikansk valgkamp med to kandidater vi ikke er begejstrede for – det går vi udenom. Livet er ikke langt nok. Man skal fatte sig i korthed, På Sporet af den Tabte Tid hører til et andet sted. Kontemplation er ikke online. Moderne mennesker har travlt, hvad jeg skal være den første til at beklage, jeg vil hellere sætte tiden i stå i Tibirke Kirke (video juleaften 2007). Du har din tur i manegen, og så er det yt. Bagefter er det kun dine ex-koner, der elsker og husker dig – i bedste fald.
På den anden side, hvor meget vælger man selv ? Det ved enhver der er gift. Hvem valgte i virkeligheden hvem? Som regel var det kvinden, og kvinderne valgte også mig, forstå det hvem der kan, men de er jo kræsne, det er jeg ikke. Jeg er et skvat der spiser alt, som byder sig: slanger, frøer, heste, blæksprutter og kaniner. Jeg valgte for eksempel aldrig Sverige, intet lå mig fjernere. Sverige var Sibirien, som Strindberg sagde. Sverige valgte mig. Det skulle Sverige måske ikke have gjort. Mit valgslægtsskab var Sydøstasien og Japan, ganske langt fra Nordskåne og Småland. Min mor var født i Japan, i Nagasaki i 1919, og jeg søgte derud så snart jeg kunne. Jeg skrev i avisen første gang da jeg var 16 og fortsatte i mange år med det. Stort set uden at møde afvisning eller korrektion, og for det skal alle store aviser i Danmark have tak. Tak for at ordet er frit i Danmark, dog ikke friere end at selvcensuren æder af det dagligt. Jeg ville aldrig skrive i avisen at “Sverige er et åndeligt matriarkat”, selvom det kan belægges med mangt og meget, og jeg mener at det er, hvad det er. Jeg skrev i et indlæg til Jyllands Posten at “der er censur i svenske aviser”. Det er så triviel en sandhed som noget. Jeg selv og velskrivende indfødte har oplevet det til hudløshed, men der gik alligevel debatredaktørens grænse for hvad han mente at kunne få folk til at tro på. Fint nok. Less is more, man skal ikke anstrenge danskeres forestillingsevne udover det rimelige. Men jeg fastholder min påstand: Der råder ikke ytringsfrihed i Sverige, og det burde vel interessere én og anden. Lige her på dette sted kan man skrive hvad man vil og med mere punch, uden at det skal overdrives.
Nu er man altså strandet med at være sin egen redaktør. Det er sjovt når man har noget særligt at formidle, og mindre sjovt, når man føler man gentager sig selv, eller hvis det hele ligner propaganda. Verden er så fuld af tekst og billeder, at man nok bør holde sin kæft, hvis man ikke har noget væsentligt at tilføje. Men det er også lysten der driver det. Hvis det var en daglig pligt, på grund f. eks. af indtægter, ville det hurtigt blive umorsomt. Det er godt at kunne give folk udefra en røst, for princippet her er, at det er ligegyldigt hvem der skriver det, bare det er interessant, men det er selvfølgelig også godt at have plads til egne strøtanker og strø-fotos der kommer, mens man er i gang med noget andet. At komme hjem og komme af med det. Blogging er et mentalt laksativ. Er nettet nede i fire dage hober tingene sig op. Man “mår illa”. Jeg så jo Kim Møller på off-line ferie i sommer, han var moden til Risskov, staklen. Og det hober sig navnlig op, når man går eller cykler. Tak og lov har jeg ikke bil pt. Man kan ikke tænke, når man kører bil. Det har biler til fælles med tv.
Da vi nu er gået hen og blevet meget læst, mere end visse andre (ingen nævnt), og da vi ydermere er så heldige at mange skriver til os og tipper os, vil vi gerne opfordre endnu flere til at skrive indlæg til os. Eksponeringen er efterhånden så god som i en mindre avis. Vi kunne sikkert tjene penge på det, men så ville det blive usjovt med det samme, og vi ville holde op. Vågner vi op en dag, uden at have noget på hjerte, så lukker butikken bare, ganz einfach. Så svæver det hele bare videre posthumt i cyberspace, som Timothy Leary gør. Vi eksisterer dog ikke kun for at tilfredsstille vores egen skrivekløe. Overhovedet ikke. Vi formidler hellere end gerne gode indlæg, fotos og videos. Vi gengiver særlig gerne ting en omnibusavis ikke ville acceptere, eller navnlig, ikke får øje på. Hvis det ikke er subversivt er det jo ikke helt rigtigt sjovt, det må gadedrengen i mig medgive. Men vi er ikke så kloge, at vi ikke kan blive klogere. Så langt fra. Hold jer ikke tilbage og på forhånd tak. Ud med kamera, diktafon, mobilvideo og alle de muligheder vi har idag, de fleste indbygget i mobiltelefonen og fantasien. Mailen er som altid snappost (snabel a) yahoo (punktum ) dk.
