Når lille Sverige numerisk kommer ind på en 4 plads over asylmål også i første halvår 2011, med samme antal som Storbritannien og flere end Canada, betyder det selvfølgelig, at Sverige pr. capita stadig modtager langt flere asylansøgninger end noget andet industrialiseret land, så ser man umiddelbart vigtigheden af at have et såkaldt godt rygte ude i verden. Det er vel sådan et rygte RAF regeringen vil skaffe Danmark, efter at alle ordentlige mennesker nu har hadet os i ti år, mens nogle uordentlige dog har elsket os. Det er i al fald, hvad man ser svenske journalister ønske for Danmark, og skam få den, der tror de har uanstændige bagtanker som “vi har lidt og betalt, vores velfærd er blanket af, det er kun rimeligt, at Danmark stiller solidarisk op på den dagsorden.” Skulle nogen blive afvist, bliver de bare i evig tid i Sverige under betegnelsen “papirløse.”

Sweden ranked fourth among the 44 industrialized countries with12,600 new applications received during the first six months of 2011. This corresponded to a 10 and a 29 per cent decrease respectively, compared to the first and second semesters of 2010. A 53 per cent drop in Somali asylum claims, from 3,400 in the first half of 2010 to 1,600 during the first half of 2011, partly accounted for this downward trend. A similar trend was observed for asylum-seekers from Serbia (and Kosovo: SC Res. 1244) where numbers dropped from 2,500 and 5,400 applications respectively during the first and second semesters of 2010, to below 1,500 in the first half of 2011. On average, one third of all applications registered in Sweden in 2011 by persons originating from Serbia (and Kosovo: SC Res. 1244) were lodged by Kosovars. UNHCR: Statistical overview of asylum applications lodged in Europe and selected non-European countries pdf. (Asylum claims up by 17% in early 2011, says UNHCR.)

UK madrassas: Børnemisbrug i islams navn

Britain’s madrassas have faced more than 400 allegations of physical abuse in the past three years, a BBC investigation has discovered.But only a tiny number have led to successful prosecutions.The revelation has led to calls for formal regulation of the schools, attended by more than 250,000 Muslim children every day for Koran lessons.[..]

The councils also disclosed 30 allegations of sexual abuse in the Islamic supplementary schools over the past three years, which led to four prosecutions but only one conviction.The offender in that case was Mohammed Hanif Khan, an imam from Stoke-on-Trent who was imprisoned for 16 years in March this year for raping a 12-year-old boy and sexually assaulting a 15-year-old.BBC Radio 4: Child abuse claims at UK madrassas ‘tip of iceberg’

‘Itavshedsættelse’ af terror og intifada

Jeg mener at huske at den meget velkendte mediefrase “ikke er banderelateret” kom ind i bestemte nyhedshistorier i kølvandet på de danske Muhammedoptøjer i starten af 2008. Et hurtigt kig på Infomedia synes at bekræfte dette: De første forekomster i dansk sammenhæng er i januar dette år. Optøjerne skete i februar, og d. 6.4. har Berlingske så den første brug i den kendte sammenhæng i omtalen af skyderier mellem indvandrergrupper: »Der er forskellige grupperinger i Ringsted, og jeg vil ikke afvise, opgøret kan være banderelateret , men jeg har ikke belæg for det,« siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen fra Midt- og Vestsjællands politi”.

Ordet kommer først ind på Infomedia i 2002, og forekommer i alt 3919 gange – omkring 3860 gange er efter historien fra Ringsted. Man kan derfor nok konkludere at denne kraftige øgning enten skyldes journalistisk efterplapren (ikke utænkeligt), eller at det helt bevidst er et led i en overordnet strategi med udspring i justitsministeriet at prøve at tale konflikter ned ved brug af effektive signalord fra de politifolk der udtaler sig til medierne.

Så vidt så godt – ingen grund til at kaste benzin på bålet ved at lade rygterne løbe frit. Problemet opstår så når begrebet ‘banderelateret’ får en eufemiserende klang, og den mere ustrukturerede, spontane tredjeverdensadfærd i de ghettoer der ikke kan defineres væk, implicit bliver noget harmløst. Er mit gæt om ordets oprindelse i en strategisk dagsorden korrekt, røber det i øvrigt en bevidsthed i højtstående kredse om voldspotentialer af den slags bloggere som os ellers får på puklen for at gøre opmærksom på (“undergangshypotese”, opvigling osv.).

Der hvor det nu bliver rigtig interessant er at se de slående paralleller når USA rammes af lavintensiv islamisk terror og kriminalitet – FBI og politi står også derovre på hovedet for at bedyre at det ikke er “terror related”. Så er det at man begynder at tænke på trends og paradigmer i den globale ordenshåndhævelse (LFPC). (Begge historier via Jihad Watch)

Somewhere in the heavens above Amarillo, angry shouts rang out from the back of Southwest Airlines Flight 3683.

“You’re all going to die,” a man dressed in black screamed at passengers Tuesday afternoon. “You’re all going to hell. Allahu Akbar,” translated as God is great in Arabic. […]

FBI Special Agent Mark White, based in Dallas, said the event did not appear to be an act of terrorism. He described Shahsavari as a U.S. citizen who might have experienced an episode of mental illness.

“It sounded like he sort of lost control of himself,” White said…. […] Passenger: ‘You’re all going to die”

The FBI and local police said Wednesday they were trying to figure out why five French-Moroccan nationals tried to break into a Texas courthouse in the middle of the night. […]

Documents found inside the van showed the men, all in their 20s, had traveled extensively to high-level security facilities around the country, according to local media reports. […]

Sheriff’s department spokesman Louis Antu told the Associated Press that there’s no information to indicate that the incident might be affiliated with terrorism. He said the case is being investigated as burglary of a building. […] 5 Foreign Nationals In Custody After Attempted Break-In at Texas Courthouse, Authorities Say

Danmark for præcis tyve år siden: “Vi er ikke anderledes end dyr”

En kronik fra BT den 23.10.1991, fra dengang tabloiden stadig var stor, havde andet end “livsstilsstof” og var en faktor i samfundsdebatten. Dette er fire år inde Ekstra Bladet og Svend Ove Gade sætter indvandringen i fokus med artikelserien fra 1995. Birthe Rønn Hornbech sagde i 1983, da den nye udlændingelov blev vedtaget: “Hov, hov, tænk nu lige tyve år ud i fremtiden.” Det var der ikke flertal for, men der var andre, der kunne tænke ud  i fremtiden. Dyrlægen Lene Kattrup, der har givet os lov til at genoptrykke denne kronik:

»Som dyrlæge har jeg den erfaring, at stridigheder opstår, hvis man i en dyrebestand lukker for mange individer sammen med forskellig baggrund. Det er en naturlov. På det punkt er mennesker ikke anderl”

Af Lene Kattrup, dyrlæge.

RACISMEN og fremmedhadet stikker sit grimme ansigt frem. I de sidste dage har vi nok været rystede over at høre om detaljerne i de voldsomme sammenstød, der har været i Tyskland. I sommer havde vi albanerne i Italien. Som mange siger, kan vi risikere dette breder sig til Danmark. DET mener jeg ikke, er en helt korrekt udlægning af fakta.

DET vil faktisk helt sikkert brede sig til Danmark. Sidste Weekend blev der i Hillerød spredt nazistiske løbesedler.

MON ikke de fleste af os kan blive enige om at fordømme racisme og fremmedhad som noget usselt, primitivt og uundskyldeligt noget.

SOM dyrlæge har jeg erfaret, at stridigheder opstår, hvis man i en dyrebestand for hurtigt og ukoordineret lukker for mange andre individer med en lidt fremmed baggrund ind. Det er en naturlov. Det er selvfølgelig lidt ukultiveret og primitivt af dyrene. Men det er en uomtvistelig kendsgerning, man ikke kan lave om på. Faktisk mener jeg ikke, mennesker er så anderledes end dyr, hvad dette angår. Det er pinligt, og det burde ikke være sådan. Men sådan er det.

Læs mere »

Lördagen 15 oktober. Solen flödar över Malmö och ett ungdomsförbund tillhörande ett riksdagsparti ska hålla en demonstration och efterföljande torgmöte. Det borde på sin höjd locka några sympatisörer och kanske få en del förbipasserande att stanna upp några minuter. Men nu är det SDU, Sverigedemokraternas ungdomsförbund, som arrangerar och därför är Malmö en belägrad stad.[..]

Själv är jag djupt bekymrad över tillståndet i Sverige. Det är hög tid för ett demokratiskt kunskapslyft för svenska folket. Den som tror att demokrati betyder att partier vars åsikter JAG inte gillar inte ska få sitta i riksdagen eller demonstrera eller hålla torgmöten, borde tvingas tillbaka till skolbänken. INGRID CARLQVIST – Malmö lördag: Gud bevare oss för ”antirasister” – Se videoen Ingrid Carlqvist i København, 16.3.2011 – 14.900 har allerede gjort det. (I-Phone foto Ingrid Carlqvist.)

Schweizerne kan stemme om masseindvandringen

The far-right Swiss People’s Party (SVP) has claimed to have gathered enough support to push for a referendum aimed at “stopping mass immigration”, which could have implications for the country’s bilateral deal with the EU.”Just 2.5 months after collection began, 120,000 signatures for the SVP initiative ‘against mass immigration’ have been collected,” said the Swiss People’s Party in a statement.SVP claims support for anti-migrant vote

Dømte terrorister på hotel – kan ikke udvises

Ikke engang Sverige vi tage imod dem. De må have glemt at spørge Lars Ohly og Nybyggerpartiets nye hallelujah-forkvinde. At sprænge Eiffel tårnet i luften, hvem kunne ikke have fået den idé i en religiøs brandert? Convicted terrorist stranded in tiny French village after release.

Se også Judges’ £2.5m delay in extraditing six UK terror suspects… but they were quick to seal hacker Gary’s fate – i det mindste skaber det voldsom britisk modvilje mod slyngelrettighedsdomstolen i Strasbourg, og det kunne derved gå hen og blive et gennembrud?

JP: Salafister i enklaver af velmenende moderate

Det følgende kan med god ret betegnes som brok, men det er et spørgsmål om halvt fuldt eller halvt tomt glas: Vist er det godt at Jyllands-Postens journalister, derinde bag sikkerhedsslusen og kampestenene, begynder at kigge på virkeligheden i ghettoerne i artikler der er så fine at de kun findes i betalingsudgaven. Så må der virkelig have været lagt grundigt arbejde i dem, eller hvad? Men det er her det strander, for artiklerne efterlader i deres overfladiskhed og mangel på kritisk sans et forvrænget billede. Det kommer til at handle om cowboys med sorte hatte kontra dem med de hvide. Kan man bare gøre noget ved de førstnævnte.

Sætningsleddet “… Kaisy, som selv er troende muslim, men i en mere moderat udgave” siger det hele. Hvad ligger der i “mere moderat udgave”? Er denne udefinerede “udgave” af islam så demokratisk og tolerant at det med sikkerhed vides at vi aldrig ville opleve problemer fra den kant, selv ved et flertal af dem?

[…] »Salafisterne er sindssyge. Jeg tror ikke, at folk vil lytte til dem,« mener Kaisy, som selv er troende muslim, men i en mere moderat udgave. […]

»I et demokrati har man pligt til at deltage i valget,« mener Ziyad Kaisy. […]

Journalisterne stiller sig altså tilfredse med et vagt og ubegrundet “mener”. Intet at se, passér gaden. Hvordan skal disse tilforladelige udsagn forstås i lyset af den udbredte intolerance over for en Kurt Westergaard? Og hvor kommer ikke-salafistisk islam som den der udøves af Abdul Wahid Pedersens retsskole Shafi’i i konflikt med salafisterne? Hos Shafi’i stadfæstes det f. eks. at jøder og kristne er “forbidden to ring church bells or display crosses, recite the Torah or Evangel aloud, or make public display of their funerals and feastdays, and are forbidden to build new churches” – o.11.5 (6,7). JP kan lige svinge sig op til denne læs-let-definition på hvad salafisme er:

Ud over sharia -zoner ønsker de et samfund, hvor man følger livet, som det så ud på profeten Muhammeds og hans nærmeste efterfølgeres tid for ca. 1.400 år siden. […]

Men, men, men. Muhammed er rollemodel for alle muslimer, også ikke-salafisterne: “I har et smukt eksempel i Guds udsending, for enhver, som sætter sit håb til Gud og den yderste dag og ofte ihukommer Gud” (Koranen 33:21).

“Mener” og “tager afstand” er JP-artiklens tilgang i kortform. Man konstaterer at Muslimernes Fællesråd “tager afstand”, uden kritiske spørgsmål. Muslimernes Fællesråd, bl. a. kendt via Fatih Alev der har fremhævet steningsstraffens autoritet ud fra hadithsamlingerne og Muhammed som rollemodel (WA 17.6.11), den samme Alev der har skrydet om islamisk magtovertagelse i Danmark?

Muslimer tager afstand Hos Muslimernes Fællesråd, en paraplyorganisation, der repræsenterer 40.000 muslimer, tages der klart afstand fra hele tankegangen om sharia -zoner.

»Vi har den klare holdning, at man til enhver tid skal forholde sig til, at vi har et demokratisk samfund med gældende love, som alle skal følge. Dette med at gå og tage fat i folk og pådutte dem nogle holdninger – det går vi ikke ind for,« siger Mustafa Gezen, talsmand for Muslimernes Fællesråd. Salafisterne er sindssyge (JP 18.10.2011, ikke online)

Hele tre journalister har lagt navn til dette pludrende skønmaleri. Hvorfor har vi så ringe mainstreammedier? (LFPC)

Danske shariazoner i mainstreammediernes nærsynede optik

Jp.dk har en teaserartikel som måske antyder hvad der venter i den kommende exposé i tirsdagens avis, eller rettere hvad der godt kan frygtes at mangle. Man håber hver gang at man tager fejl, men teaseren kan være en anledning til at gøre opmærksom på hvad der bør lægges mærke til. Nogle uddrag:

Flertallet af danske muslimer tager afstand fra en lille gruppe ekstremister, som med inspiration fra Storbritannien vil indføre sharia-zoner i Danmark. […]

I sharia-zonerne skal der tages fat i folk, der drikker, spiller, går på diskotek og andet, som ifølge salafisterne strider mod islam.

Hos Muslimernes Fællesråd, en paraply for flere muslimske organisationer, siger talsmand Mustafa Gezen:

»Man skal bestemt tage dem alvorligt, og vi må gå i dialog med de her mennesker. Vi skal ikke være blinde for deres ekstreme tilbøjeligheder i vores samfund. Problemet er, at mange unge står i en situation, hvor de vil være modtagelige over for disse holdninger. […]

Hos Islamisk Trossamfund, der driver en af Københavns største moskéer på Dortheavej, understreger talsmand Imram Shah, at salafisternes synspunkter ikke er repræsentative for danske muslimer.  […] Islamister vil indføre sharia-zoner i København

1) Man starter med at slå halvmånens tegn og bedyre at “flertallet af danske muslimer” tager afstand. Ingen skal tro noget forkert om JPs tre skrivende medarbejdere. 2) Man siger uden nærmere konkretisering at diverse løssluppenhed “ifølge salafisterne” strider mod islam. Aha, der findes altså en ‘sand’ islam der ser med milde øjne på den slags. Får vi denne retning nærmere udpeget i morgen? 3) Talsmanden for Muslimernes Fællesråd banaliserer salafisternes religion til “tilbøjeligheder” og “holdninger”. Aha. Mener Gezen så at frafald, homoseksualitet og afstandstagen fra sharia i al fremtid er forenelig med islam? At der skal være religionsfrihed i Saudi Arabien, og at muslimske kvinder må gifte sig med vantro mænd? Vil man stille ham disse oplagte spørgsmål? 4) Vi får uden antydning af dokumentation at vide at salafisterne ikke er “repræsentative for danske muslimer”. Aha. Får vi denne dokumentation i morgen, og bliver Shah stillet de samme spørgsmål som i 3) hvad hans egne “holdninger” nærmere går ud på mht. islam – sådan på længere sigt?

Det er sent og jeg er bare sur på mainstreammedierne. I morgen kommer nybruddet i dansk presse, hvor man for første gang ikke bare antager og antager til den store guldmedalje, men bringer dokumentation og teologisk indsigt i mainstream-islams dogmatik. Det er ganske vist, og det bliver i givet fald en kioskbasker for vores vedkommende, for så står verden da ikke længere (LFPC).

Se også Islamisk Trossamfund 2006 til den franske journalist Muhammed Sifaoui i France 2 dokumentar: “Vi er salafister. Du ved, muslimske brødre.”

Jyllands Posten lader en skribent erklære dansk samfundsindretning krig. Klar tale må værdsættes: Abdullah Mujahed Ali:Den sande lov er Allahs. Så må han jo se, hvornår vi også er i krig med ham, og tror han virkelig, han kan klare det, hvis han en dag får det opgør, han inviterer så frejdigt til? Foreløbig – med de konfliktsky fortrængningspolitikere vi har, – er det en gratis omgang for Abdullah. Men hvor længe lader folk sådan nogle som ham håne det gamle land, der giver ham taletid? Det er politikernes hovedpine, venter de for længe, ryger de med i den konflikt, de selv har sparet op til.

Hvis nogen – sådan som Fjordman eller denne blog – tager denne agressive femtekolonne-retorik på ordet, analyserer den og ekstrapolerer den tyve år frem, så bliver de  kaldt “alarmister” og “krigshetzere”, men den dag – Gud forbyde den kommer – at disse ord fra Abdullah Ali bliver materialiseret, så er der ingen der køber Politikens og akademikkens udlægning af hændelsesforløbet. Deres forklaring falder på sin egen idioti, og forudsætter desuden fuldstændig historieløshed. Alle og enhver vil udmærket vide, hvem der udløste en ulykke på landet, og det var ikke de engagerede, informerede borgere, der beskrev den og advarede imod den. Vil politikerne derimod forebygge en national tragedie, skal de allerede i dag udvise enhver, der drømmer om at omstyrte vores samfundsorden og så meget som nævner ordet “sharia.”

Da  der ikke just er nogen tegn på at de vil det, er det bare at vente på at mareridtet indfinder sig helt af sig selv. Det er den bevægelse, vi foretager i øjeblikket. Vi der beskriver den, har ret, men vi bryder os ikke om at få ret, vi vil ikke noget hellere, end at tage fejl. Vores tid er historien om en forudsigelig frontalkollision. Spørg patruljerende politifolk, spørg domsmænd i retterne, de røde lamper blinker, og de “ansvarlige politikere” der ikke ser det, er fremtidens storforbrydere. Hvorfor skulle det ikke gå dem, som før i historien? Bevisbyrden mod det er deres. Det er ikke så meget os, der advarer politikerne, som det er tiden. Den der ikke læser dens tegn, kan det gå ilde. Hvad nu, hvis den mostand vi står for, er langt blidere, mindre militant og mere demokratisk, end den der kan komme, og det slet ikke er os, der er ekstremisterne, hvad så, bette politiker ? (Steen)

“Dybt rystet”: Lars Aslan i påtaget jomfrunalsk bestyrtelse

For så godt som alle politikere uden for DF kunne man vinkle denne historie efter devisen ‘først lukker man af for at lære noget om islam, og når så virkeligheden trænger sig på bliver man “rystet”‘ og begynder at pludre om at ‘vi skal tage den debat ….’. Undertiden skinner dog en langt mere usentimental viden igennem, som når en Henrik Sass Larsen pludselig rammes af et mindre slagtilfælde og frejdigt erklærer at muslimerne fucker danskernes liv op. Men for Lars Aslan Rasmussen med en kurdisk far, og adskillige ubehagelige personlige oplevelser på Nørrebro, er der her kun tale om bullshit og spin: Selvfølgelig ved han alt om flerkoneri som legitimeret i Koranen, og en påtrængende realitet i dagens Europa. Men hvorfor spille “rystet”? Formentlig kun fordi socialdemokraterne har brug for en distance til de problemer de godt ved de ingen som helst mulighed har for at rette op på nu hvor tressernes fremmedarbejdere fylder en del mere end to fodboldbaner.

En mand må tage op til fire koner, fortæller muslimsk datingside. Socialdemokrat er “dybt rystet”. […]

Han vil nu kontakte justitsministeren for at finde ud af, om hjemmesiden Zawaj.dk, der er Nordens største muslimske datingside, er lovlig. […]

– Jeg er dybt rystet over denne hjemmeside og dens holdninger, som Det Islamiske Trossamfund åbenbart deler. Vi har store problemer med, at unge i parallelsamfund bliver giftet væk, siger Lars Aslan Rasmussen. […] S vil have undersøgt islamisk dating

Breaking: Den frafaldne muslim Lars Aslan Rasmussen er med andre ord “dybt rystet” over Koranens “holdninger” :

Sura 4 (Kvinderne) vers 3

Hvis I er bange for, at I ikke kan behandle de forældreløse retfærdigt, så gift jer med de kvinder, I finder for godt: To, tre eller fire. Hvis I er bange for ikke at kunne behandle dem ligeligt, så kun med én, eller de slavinder, I ejer. Dette er det nærmeste til ikke at komme på afveje.

“Rystelse” indgår i politkernes jobbeskrivelse. De var “rystede” da Trossamfundet inviterede Sheikh Khalid Yassin, de var rystede da de inviterede Bilal Philips, og de er stadig ikke klar over, hvad et godkendt trossamfund er for noget. Med den fart, er der job til mange generationer uvidende, danske politikere uden skyggen af hukommelse. Nu er der gået seks måneder siden Bilal Philips. De er allerede parat til at blive rystede igen, og til foråret “kommer Islamisk Trossamfund til at invitere” endnu en muslimsk nazi, og det hele starter forfra én gang til. Det er vel ikke så underligt, man ikke ligefrem hænger ved politikernes læber, endsige går ud og demonstrerer med dem for 148. gang (Steen/LFPC).

Helvede er en komiker uden hjerte

»Det er meget vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke laver jokes om ofrene. Jeg taler om tragedien i forbindelse med debatten om, hvorvidt en hård retorik er med til at skabe et monster som den norske massemorder og terrorist. Om hvorvidt man med en hård retorik kan anses som værende medansvarlig og medskyldig i tragedien«, siger han.»Ingen skal være i tvivl om, at jeg fordømmer handlingen og er forfærdet over den. Humor kan dog være en måde at bearbejde noget forfærdeligt på og kan med den rette vinkel virke forløsende«, fortsætter han. Dansk komikers Utøya-udtalelse vækker norsk harme

Man hører, at generationen omkring de 40 væmmes ved sig selv, fordi alt er druknet i ironi og overflade. Indsigten er dog et sundhedstegn, men det gælder tydeligvis for den bedre begavede brøkdel af den, ikke for Stå Op Fjolset Carsten Bang. Hvorfor var Dirch Passer, Kjeld Petersen, Charlie Chaplin og Buster Keaton morsomme ? De tager bittesmå, ubetydelige hverdagssituationer og løfter dem op i deres menneskeligheds prisme. Fortvivlelsen er altid med som undertone, den der gør at latteren balancerer med tårerne og lige akurat vinder, så tårerne mest er af livsglæde. Deres kunst hylder livet, den snylter ikke på døden. Døden er en undertone, et bagtæppe.

Stand- upperne gør det modsatte. De tager helt store, dekorative emner op for at sole sig i dem, og hiver dem ned på deres pinefulde niveau, så man ikke engang kan græde over det. Virkningen er lede, ikke latter, og hvis de ledes ved sig selv, er der dog noget, de vagt aner. “Vær pjat, og dit liv bliver et Helvede. Optræd med det, og del vægten af dit eget Helvede med andre stakler.” Helvede er ikke de andre, det er en komiker uden hjerte. En komiker, der ikke forstår, at der er visse “tabuer”, der ikke skal angribes, men som man skal vige tilbage for i ærefrygt, døden og tragedien. Jeg forstår godt, de ikke er amused i Norge. Breivik er Utøya, og Utøya er en tragedie med lutter tabere. Boykot hans lavsindede, selvportræt af en falliterklæring, det er den sunde menneskelige reaktion, og den behøver man ikke være humorforsker for at føle instinktivt. Lad ham ikke gøre os mere afstumpede, end vi er i forvejen (Steen).

Hver lørdag hører jeg BBC´s Sound of the Sixties med Brian Matthew (f. 1928). Meget er noget bras, alder en ingen garanti for kvalitet, jeg synes stadig Skousen og Ingemann er noget vammelt, selvsmagende lort, men nogle slår strenge an. Idag disse tre. I 1965 var jeg med min far i New York og Washington, han led også af flyskræk, så vi brugte en uge på at sejle derover med Svenska Amerika Linjens M.S. Kungsholm. Seks dage på Världens Modernaste Osänkbara Skepp. Jeg havde lovet skolen, at læse op til den lille latinprøve til gengæld for mit fravær. Jeg går alene rundt i New York og ryger Camel, mens min far var til kongres. Sammen tog vi til Arlington og Kennedys grav. Vi tog til George Washingtons hjem i Mount Vernon. Jeg har diapositiverne, men de skal digitaliseres. Det var også året, hvor jeg inviterede den første pige i Tvoli. Jeg gav hende et æble, det var først senere, jeg forstod hvorfor. Hvilken uskyld, alle de søde piger, man ville æde, uden rigtig at vide hvorfor.

Deadline havde sat 60 erne på museum for 88. gang. Jeg sidder og retter mine tæer ud, om det er over Deadline eller min ungdom, ved jeg ikke. Er der en ungdom, der ikke er pinagtig for den, den går ud over ? Disse indspilninger lever. Stevie Winwood er kun 17 år gammel her, han kender allerede Billie Holliday, han er en usleben diamant, der er skudt op mens vi sov. Den stemme burde have bragt ham langt. Og Beatles har endnu ikke mistet friskheden og enthusiasmen.

Det er de sidste efterklange af 50 erne, et Europa der vrider sig fri af sorger og ubegribelige tragedier henimod livsvilje og glemsel 1967-68, parat til at gentage alt. Seismografen Ole Sarvig skrev Midtvejs i det 20 århundrede i 1954 i vores absolutte nulpunkt. Godt et årti efter, var det hele glemt, og efter endnu et årti, slog han sig selv ihjel. I 1980 sagde han, da han kom i Kastrup Kirke, hvor jeg arbejdede: “Nu går al min tid med at administrere mig selv.” Han havde mistet sit kompas, Helen. Jeg vidste ikke det betød, han længtes væk, og at han ville være død i december. I retrospekt høres dette med glæde og vemod. Verden vil endnu være ung, det kan ikke afhjælpes. Tasterne løber, men forhåbentlig er The Kids Alright endnu.(Steen)

Det är ett allt annat än enkelt beslut, men vi har nu gjort vad vi kunnat och kommer inte längre. Detta har inget med några slags yttre påtryckningar att göra utan det handlar helt enkelt om tidsbrist och rundgång – ingen hund ligger begraven här, det lovar vi. Om inte annat har vi bevisat att det faktiskt går att göra något åt situationen även med nästan inga medel alls, så länge man har ett oslagbart trumfkort – sanningen. Kan vi så kan ni. PI har kommit till vägs ände. (SvD: Politiskt inkorrekt läggs ner, Medievärlden: Politiskt Inkorrekt läggs ner, Sydsvenskan: Politiskt inkorrekt läggs ner.)

Svensk Politisk Inkorrekt blev meget store, fordi behovet for et mediekorrektiv i Sverige er meget stort. En blog burde ikke kunne blive så stor. Noget lignende kunne aldrig blive så stort i Danmark, hvad der trods alt må betragtes som et sundhedstegn. Mediekritik i Danmark er helt velbegrundet, men det kan næppe blive en rigtig stor branche. Siden blev læst også og ikke mindst af alle dem, der hadede dens formål og dens oplysninger.

Godt tre år er lang tid i blogosfæren. Denne blogs næsten otte år er nærmest naturstridige, men som tidligere skrevet er den også konjunkturfølsom. To middelstore lungebetændelser, så lukker butikken på ubestemt tid. Nu er vi ikke en nyhedstjeneste som PI. Vi skriver og læser fordi vi altid har skrevet og læst. Jeg fotograferer, fordi jeg altid har fotograferet. Det som er danske mediers forsidestof, kommer stort set aldrig på her. Det kan blæse eller regne, og polerne kan smelte, ét eller andet er der altid skrive i en “log” – en dagbog. Om ikke andet, så har hunden fået tarmslyng eller en skovflåt har forvandlet én til Mimi Jacobsen, mens man plukkede svampe. Eller de spillede Pergolesi i radioen lige den morgen. Da jeg så Robert Spencers blogafhængighed på et belgisk hotel for år tilbage, forstod jeg den ikke. Nu ved jeg, det er hans måde at trække vejret på. Det er også blevet vores, indtil vi eventuelt finder en anden.

Som bloglæser, der langt foretækker den svenske blogosfære fremfor den svenske presse, er det alligevel en vemodig dag. Samizdat-medier er pr. definition interessante, ikke mindre når de bliver så store som PI, at de statsunderstøttede medier lancerer en kampagne imod dem. Mediedækningen af PI for nylig, prøvede at se saglig og objektiv ud, men den var fra A til Z fjendtligsindet og insinuerende. Svenske nyheder er dyppet i klorin, opinionen som man kan fodre svin – ups! lam – med, er i det store hele uden nogen interesse udover de snævre cirkler, den skrives til. Det er en scene, man optræder på, og karaktererne og pengene gives for den kunstneriske udførelse. De der havde noget “kontroversielt” at sige, er for længe siden afrettede, og resten er ramt på brødet og forsvundet hjem på ødegården i indre eksil. Undtagen de svenske, der vil skrive en kronik eller 100 til os.

I Danmark er dissidenter som regel psykologiske tilfælde. I Sverige er de rigtige dissidenter, også de der ikke er “knäppt i skallen” og dyrker en outsider-rolle, der altid vil øve en vis tiltrækning på nogle gemytter. Vi der interesserer os for vores nærmeste naboer under medieradaren, er at betragte som Skandinavister, desværre 150 år for sent, men man kan nok godt dyrke sin gammeldagshed uden at være et psykolgisk tilfælde. Ellers må læserne stoppe os, vi er stadig demokrater, uanset hvad man end kan mene om folkets stemme. Den har jo allerede fortrudt sit valg for en måned siden.

Man må forestille sig, at meget velaflønnede journalister simpelthen er jaloux på dem, der kan skrive hvad der passer dem, som menige journalister af karrieremæssige grund aldrig turde røre ved. Og nu er det meste af den journalistiske brødtekst i dag, at sammenligne med rent fabriksarbejde. Hvem vil ikke hellere stå ved at samlebånd på Carlsberg i Fredericia, en “kolonne”, som det hedder, hvor man i det mindste kun sælger sin fysiske tilstedeværelse og tilmed får gratis øl ad libitum?

PI var ét af de steder, man som dansk kunne få det at vide, som svenske medier ikke viderebringer. Der er andre, og der kommer andre. Der er andre i genren, de kan bla. ses her.

Vores faste morgenlæsning i flere år, Kurt Lundgren, ophørte ved Lundgrens død, men de oplysninger der ligger på den, bruger vi stadig. Og ikke bare dem. Hvad der gjorde os til læsere, var humoren, ironien grundlæggende viden og journalistiske nysgerrighed, som man i sandhedens interesse ikke genfandt på PI. PI var en prosaisk rugbrødsmotor, men det er TT (Sveriges Ritzau) også. Nyhedsbranchen er fortvivlende prosaisk. Hvad den overhovedet kan tilføjes udefra, er højst påkrævet.

Vi håber, vi kan fortsætte med at læse PI´s faktaoplysninger om f.eks. Malmøs mafia, også efter at siden stopper. Når denne blog engang stopper, vil vi sørge for, at kronikker, fotos og videos stadig kan søges og anvendes. En del af det vil uvægerligt have interesse også om 25 år. Hvilken del, kan man aldrig vide. Video og fotos, formentlig. Ord lader der ikke til, at blive nogen mangel på foreløbig. Bortset måske fra gamle ord. “Hver gang der udkommer en ny bog, læser jeg en gammel,” siger Churchill, så man skal ikke forsværge noget. (Steen)

Karen Hækkerup i et orgie af afmægtige “skal”

Det er nok ikke tynde whiskysjusser der er på spil her, men det er i hvert fald det tynde øl. Man ved altid at en politiker har kastet håndklædet i ringen når vedkommende begynder at flyde over af meningsløse “skal” ditten og datten. Hvilke magtmidler “skal” sikre den gode tone, osv., må man så indvende. Og en lille rutinemarkering af hvor vi står lige nu: Selv de værste af de værste “skal” føle sig inkluderede. Churchills “ende på begyndelsen” trækker ud.

Vi skal tale bedre om indvandrere for at undgå ekstremisme, siger integrationsminister Karen Hækkerup. […]

Alt hvad der vil undergrave vores demokrati, skal vi slå hårdt ned på og konsekvent ned på,” siger ministeren, som samtidig understreger, at en bedre tone i debatten om udlændinge også er nødvendig. […]

”Vi skal bekæmpe terrorisme og ekstremisme med mere åbenhed, vi skal give alle en mulighed for at være med. Vi skal ikke lukke os om os selv.” […]

”Vi skal inkludere folk, så de ikke føler, at de bliver ramt af uretfærdighed og undertrykkelse, fordi vi ved, at det er det, der skubber folk væk fra os og over i et andet fællesskab, som kan være katastrofalt både for dem og for os,” siger Hækkerup, som betoner, at ekstremisme også er andet end militant islamisme. […] Minister: Bedre tone skal bekæmpe ekstremisme

Psst, minister: Vi “skal” udtræde af samfundsundergravende konventioner, og krapyl fra fallerede kulturer “skal” ikke føle sig en del af fællesskabet her, men “skal” have statens støvleaftryk i rumpetten lige med det vuns. I samme småt patetiske boldgade er denne dags politikerforargelse: Politikere til islamisk gruppe: Forlad Danmark. Hvad er problemet andet end hykleriet ? De fleste er ikke danske statsborgere, og de der er, kan indenfor loven få statsborgerskabet ophævet. Tomme trusler avler despekt. Cut the crap! hvis nogen skal tro på, at de med magten ikke gør i bukserne, når de skal bruge den. (LFPC / Steen).

Demograf: Islams offertænkning røber underliggende narcissisme

Er det at der skønnes kun at være 6,4% muslimer i Frankrig (2008) et bevis på at der ingen fare for samfundet er fra denne kant, eller er netop den ekstreme mediedækning af dette mindretal, set i forhold til dets numeriske lidenhed, et alarmerende varsel om urolige tider forude? Talmæssigt ganske få har allerede nu forandret Europa til det værre, og dette er en af de umiddelbart indlysende kendsgerninger som vores modparter i kulturkløften ikke ænser og ikke tager bestik af. Engelsk oversættelse fra Le Monde (LFPC)

[…] If not the islamisation of France, we have to note an islamisation of the religious question and of certain areas. France thought it had left the religious question behind; Islam is reintroducing it. As secularisation looks, to our eyes, like an inexorable historical movement underway, we have a tendency to judge any movement in the other direction as an aberration that only alienation and despair can explain. We see the (re) islamisation of consciences as a sort of pathology, for which it would be necessary to treat not so much the symptoms, as the deep-seated cause: social misfortune.

This way of thinking has the triple advantage of deluding us about the nature of the problem, of proposing a familiar recipe and leaving intact our faith in the inexorable progress of secularisation. In these conditions, how could Islam change our way of life? This victim-oriented vision of Islam betrays a great narcissism – we are the origin of the Other’s misfortune – and great condescension – this Other is deprived of autonomy of will and the capacity to make choices. It also fits well with a relativistic era which prohibits the passing of judgement on practices that would have been judged unacceptable and it promotes openness to those who come from elsewhere. This is what explains our preference for moderate Muslims who resemble us a bit too much, those whose moderation consists only of repudiating violence to advance their claims.

If Islam is still a minority religion, it has however changed our lives in a domain that is vital to democracy: freedom of expression. For fear of being called racist, or now islamophobe (we have to acknowledge the success in the West of this notion which is however the preferred weapon of radicals to reduce freedom of expression), are added intimidation and fear (the “Redecker affair”, censorship of school programmes). The Rushdie case even led to an inversion of the notion of incitement to hatred seeming to want from now on to anticipate the violent reactions of the defenders of Islamic norms each time they feel offended (the Danish cartoons). Michèle Tribalat, demographer: Islam Remains a Menace

Af Julia Caesar

Copyright Julia Caesar, Snaphanen, HRS och document.no. Citera gärna delar av texten men iaktta gott bloggskick och länka till Snaphanen!

En man går till prostituerade. Det är inget särskilt med det, han gör vad många andra män gör. Men just den här mannen råkar vara justitieminister. Och då är hans horbesök inte bara pinsamma. De kan innebära risker för landets säkerhet. När media rapporterar om saken är en av modern tids största svenska politiker- och medieskandaler, Geijeraffären, ett faktum. Den bomb som exploderar i media ska plöja djupa spår i de inblandades liv och komma att skapa krevader fortfarande flera decennier senare.

Makt är en av de farligaste droger en människa kan råka ut för. Den är svårt beroendeframkallande och sätter påfallande ofta omdömet ur spel. Det senaste exemplet är socialdemokraternas partiledare Håkan Juholt. En politiker som i folkmun kallas ”Ljugholt” kan aldrig bli statsminister. Varje gång politiker ertappas med fingrarna i syltburken förundras medborgarna över att politikerna aldrig lär sig. Hur tänker de egentligen? Men den som berusar sig med makt tappar snabbt markkontakten och börjar tämligen omgående se sig själv som höjd över alla regler och den hederlighet som avkrävs andra. Människor med makt kapslar gärna in sig i en inbillad oåtkomlighetsbubbla. När den spricker – för det gör den förr eller senare – är deras häpnad ofta ännu större än allmänhetens. För aldrig någonsin kunde de tro att deras svinaktiga beteende skulle avslöjas.

Vad får en journalist skriva?

Justitieministern som gick till horor och den före detta statsministern som blåljög för att försvara honom och sig själv skulle komma att utlösa ett av modern tids största politiska och journalistiska dramer. Justitieministern hette Lennart Geijer (s), (1909-1999), och det som kom att kallas Geijeraffären kastar fortfarande nästan 35 år senare ett skarpt ljus över journalistikens eviga dilemma: vad får en journalist skriva? Får man skriva sanningen? Eller ska högt uppsatta personer skyddas från obehagliga avslöjanden?

Geijeraffären bjuder också på en tidlös lärdom: röj aldrig någonsin en källa! En förbittrad källa kan ta en gruvlig hämnd. Outlevda vendettor i intellektuella kretsar utkämpas numera i bokform, och det ska nog både akutsjukvården och andra vara tacksamma för. Men det kräver som sagt noggrannhet med källorna.

Rikspolischefens våndor

Den 22 augusti 1976. Det är snart riksdagsval, och valrörelsen pågår för fullt. Om bara ett par veckor ska ett 44 år långt i stort sett oavbrutet socialdemokratiskt maktinnehav komma att brytas av en borgerlig valseger. Den 49-årige Olof Palme (1927-1986) kommer att avlösas på statsministerposten av Thorbjörn Fälldin (c). Men om detta svävar givetvis Palme liksom resten av regeringen i lycklig okunnighet just den här augustidagen.

Landets rikspolischef Carl Persson, 56 har bett att få träffa statsminister Olof Palme och hans statssekreterare Thage G. Peterson. Hans ärende är delikat: han lämnar över en ytterst känslig promemoria som handlar om justitieminister Lennart Geijer och hans kontakter med prostituerade kvinnor. I den memoarbok från 1990 som Carl Persson skrev tillsammans med journalisten Anders Sundelin, “Utan omsvep, om ett liv i maktens centrum”, berättar han om sin vånda inför att vända sig till statsminister Olof Palme med uppgifterna kring Lennart Geijers roll i den så kallade bordellhärvan.

“Jag förstod att hur jag än handlade skulle jag bli kritiserad för att ha handlat fel. Om jag underrättade Olof Palme och det hela läckte ut i massmedia skulle jag bli bespottad och beskylld för att ha farit med skvaller; om jag inte underrättade Palme och det läckte ut – risken var överhängande – skulle regeringen angripa mig för att jag känt till påståendena men underlåtit att tala om det” skriver Carl Persson.

Olof Palme känner till Geijers horaffärer

Lennart Geijer är justitieminister sedan 1969, men hans ”notoriska fruntimmersaffärer” är kända ända sedan han var jurist på TCO under tidigt 1960-tal. Olof Palme känner till dem, han har till och med inför personer i sin närmaste omgivning uttryckt bekymmer över vad hans justitieminister håller på med. Rikspolischefens PM är alltså ingen nyhet för Palme.

Men nu är det som sagt snart val, och Olof Palme säger att han inte tänker göra något åt saken just nu. Först ska man klara av valet. Sedan kan man ta itu med frågan. En horskandal med en minister inblandad – till råga på allt en justitieminister – tätt inpå ett val är inget drömscenario. Turligt nog är det dessutom så att Lennart Geijer ska fylla 67 år några veckor senare. Han kommer att gå i pension oavsett valutgången, och som pensionär kan han gå till hur många horor han vill, om han inte behåller några offentliga uppdrag.

”Har han fortfarande hål i kalsongerna?”

Rykten om Lennart Geijers och andra politikers kontakter med prostituerade har florerat sedan polisen i maj 1975 efter långvarigt spaningsarbete grep ”bordellmamman” Doris Hopp (1930-1998).  Hon ägnade sig inte åt bordellverksamhet i vanlig mening men drev i många år ett callgirl-nätverk med flickor som förmedlades per telefon till kunder i samhälleliga toppositioner: affärsmän, politiker, höga tjänstemän, journalister, läkare, jurister, skådespelare, en hög officer vid försvarsstaben och utländska diplomater. Hon dömdes till två års fängelse för grovt koppleri.

Om sina kunder ville hon dock inte tala när hon efter gripandet satt i Kronobergshäktet i Stockholm. Mellan två förhör frågar förhörsledaren henne om hon har haft landets justitieminister som kund.

”Du kan väl fråga honom om han fortfarande har hål på kalsongerna” svarar Doris Hopp.

Flera journalister gräver i Geijers horkontakter

Som ny justitieminister hade Lennart Geijer 1969 tillsatt en sexualbrottsutredning. I enlighet med 1960-talets gränslösa och uppluckrade tidsanda vill han ha strafflindring och avkriminalisering för flera sexualbrott som våldtäkt, incest och koppleri. När utredningen läggs fram 1976 möts den av proteststormar. Poliser som har observerat justitieministern i horsvängen i samband med ordinarie horspaning misstänker att han har privata motiv för sin liberala syn på prostitution. Misstanken är naturligtvis en potentiell politisk mina, ty detta händer sig under en tid då socialismen gör anspråk på att företräda moralen, till skillnad från den moraliskt lågtstående överklassen och högern.

Ända sedan Doris Hopp greps 1975 har flera journalister i tysthet grävt i Lennart Geijers kontakter med prostituerade. Ska man avslöja en justitieministers horaffärer bör man ha ordentligt på fötterna, det inser alla. Här finns hela paletten av aspekter och komplikationer inbakade; politiska, moraliska och pressetiska, för att inte tala om de rent mänskliga.

”Kommer det nåt scoop snart?”

Sedan rikspolischefen Carl Perssons PM har överlämnats till statsministern i augusti 1976 förflyter femton månader i stillhet innan helvetet brakar loss. Och då är det en annan journalist än de som länge har grävt i ämnet som publicerar historien. Han heter Peter Bratt, är 33 år och har tillsammans med Jan Guillou fyra år tidigare avslöjat IB-affären, som har skakat om Sverige rejält.

Han har suttit ett år i fängelse, dömd för spionage i samband med IB-affären, vilket har gett honom en kombinerad martyr- och hjältegloria, beroende på från vilket håll man ser det. I sin memoarbok ”Med rent uppsåt” berättar han att han alltid har drömt om att arbeta på Dagens Nyheter. 1975 har han tagit sig in på DN via förortsredaktionen, han har avancerat till en reportertjänst med uppgift att bedriva undersökande journalistik om ekonomisk brottslighet, och nu känner han trycket att leva upp till ryktet som den store journalisten och avslöjaren. Lyckas han inte leva upp till förväntningarna står en jantelagsstinn ”Vad-var-det-vi-sa”-kör beredd i kulisserna.

”Nå, kommer det nåt scoop snart?” kunde någon kollega säga i korridorerna på DN.

När skiten hamnar i fläkten

Geijeraffären har fortfarande nästan 35 år senare laddningen hos ett oläkt trauma. Förutom den saligen avlidne Lennart Geijer står två män i förgrunden av historien: journalisten och källan. Journalisten heter som sagt Peter Bratt. Källan i Geijeraffären heter Leif GW Persson. 1977 är han 32 år gammal och anställd vid rikspolisstyrelsen, där han arbetar i rikspolischefen Carl Perssons närhet.

Det som nu utspelar sig ska komma att bli en av de märkligare skandalerna i modern tid och totalt vända upp och ned på inte bara Lennart Geijers utan också på Leif GW Perssons, Peter Bratts och flera andra personers liv och resultera i svårläkta sår hos de inblandade. Med början torsdagen den 17 november 1977 finner sig både Peter Bratt och Leif GW Persson inkastade i en centrifug som snurrar runt med orkanstyrka. ”Skiten hamnar i fläkten” som Leif GW Persson uttrycker det. Hans självbiografi ”Gustavs grabb” har nyss landat på bokhandelsdiskarna, Peter Bratts bok ”Med rent uppsåt” utkom 2007. ”Gustavs grabb” är framför allt en berättelse om författarens klassresa, men en stor del av boken upptas av en rykande uppgörelse med Geijeraffären och – i synnerhet – med Peter Bratt.

”Blåmärkena har jag fortfarande kvar”

“Det är på något sätt som om den här historien aldrig tar slut. Att den bara fortsätter och att den plötsligt kan ta ny fart igen trots att personerna som den handlar om ofta redan är döda eller i vart fall på god väg” skriver Leif GW Persson. För hans del är det så enkelt och praktiskt att det inte har hänt något särskilt innan Peter Bratt dimper rakt ner i knäet på honom. ”Blåmärkena har jag fortfarande kvar.”

I boken tar han heder och ära av Peter Bratt, Bratt är inte bara en dålig journalist utan en dålig människa, faktiskt en av de allra sämsta Leif GW Persson någonsin har träffat, och då har han ändå varit brottsforskare under drygt fyrtio år.

”Och högre vitsord än så kan jag inte ge honom med tanke på alla skurkar och vanliga skitstövlar som jag stött på under mitt rika yrkesliv.”

Rikspolischefen vägrar kommentera

Det som händer den där torsdagen i november 1977 är att Peter Bratt ringer till Leif GW Persson för att stämma av en nyhet som han har på gång. Peter Bratt säger att han känner till Carl Perssons PM. Han vet också att rikspolischefen har kontaktat regeringen på grund av detta, och att det gjordes medan Lennart Geijer fortfarande var justitieminister. Leif GW Persson bekräftar uppgifterna.

Men Peter Bratt har inte sett PM:et, han har bara muntliga uppgifter. Det är hans svaga punkt, det är på den han kommer att falla. För att kunna publicera behöver han få saken bekräftad av två av varandra oberoende källor. Det får han inte. När han ringer rikspolischefen Carl Persson vill denne varken bekräfta eller dementera, han vägrar att kommentera saken. Samtalet slutar med att en pressad Carl Persson lägger på luren.

”Vad gör vi nu?” säger Carl Persson. Han ställer av någon anledning frågan till Leif GW Persson, som har stått bredvid honom i rummet under hela samtalet.

Dagens Nyheter publicerar scoopet

Ingenting slår vittringen av ett scoop. Att hejda en journalist som har fått upp vittringen på ett stort avslöjande är ungefär som att försöka stoppa ett expresståg i hög fart. Inför lockelsen av ett nytt scoop väljer Peter Bratt att tolka Carl Perssons vägran att kommentera som en bekräftelse på att uppgifterna stämmer – och lyckas intala ansvariga chefer att han verkligen har fått dem bekräftade. Tidningens chefredaktör Hans-Ingvar Johnsson är känd för att vara en försiktig general, och han är tveksam till publicering. Han konsulterar tidningens advokat och kolleger som han litar på. Tjänstgörande nyhetsredaktören Sven Öste (1925-1996) har tänt på alla cylindrar. Han är en ärrad veteran med stor auktoritet, belönad med Stora Journalistpriset 1966 för sin bevakning av Vietnamkriget. Nu lägger han upp en strategi för att hålla Hans-Ingvar Johnsson sysselsatt så att han inte ska få tillfälle att tänka efter.

”Karlfan är en vingelpetter, han är ingen handlingsmänniska, han letar bara efter svagheter. Hade han fått tid att leta hade han säkert hittat någonting att haka upp sig på och stoppat artikeln för i kväll. Man måste elda på i något hörn, annars blir det ingen brasa”,säger Sven Öste senare på kvällen.

Öste och Peter Bratt hetsar fram publiceringen av artikeln och river ner Hans-Ingvar Johnssons motstånd med det ultimata argumentet:

”Kvällstidningarna är på historien. Vi måste skynda oss.”

Varenda journalist, varenda redaktion vill vara först med en nyhet. Dagens Nyheter publicerar artikeln men med ett felaktigt årtal – Carl Persson hade inte överlämnat sitt PM 1969 utan 1976. Dessutom finns ett par detaljfel i texten. Dagens Eko toppar sin lunchsändning med samma nyhet, fast med rätt årtal. Kollegerna på DN:s redaktion skålar för Bratts scoop: ”We´re in the news again!”

”Vi kunde inte tro att Palme skulle ljuga”

Nyheten är sensationell. Nationen håller andan. Sedan utbryter katastrofen. Det värsta som kan inträffa i en journalists liv och, enligt vad Leif GW Persson nu går ut med, även i hans – det händer. Olof Palme, som efter valnederlaget året innan är oppositionsledare (s), går omedelbart ut och dementerar Dagens Nyheters artikel, aggressivt och kategoriskt. Han fullkomligt pulvriserar den. Alltihop är lögn och förtal. Däremot säger han märkligt nog inte ett ord om Dagens Eko.

På Dagens Nyheters redaktion slår Olof Palmes dementi ned som blixten. Katastrofen är ett faktum, nederlaget är totalt. Detta är det absolut värsta som kan hända en tidning som gör anspråk på att vara seriös, och det gör Dagens Nyheter. Peter Bratt kallas in till chefredaktör Hans-Ingvar Johnsson. ”Scoopet” är fullständigt punkterat. Hur otroligt och naivt det än kan verka i dag är det på 1970-talet otänkbart att en av landets främsta politiker medvetet skulle kunna ljuga.

”Vi hade ingenting mer att komma med. Vi kunde inte tro att Palme skulle direkt ljuga. När han valde att ljuga stod vi försvarslösa, vi saknade bevisning att stödja oss på. Det är lätt att i dag säga att vi på DN borde ha förutsett det. Men det ingick inte i vår föreställningsvärld då, att Palme kunde handla som han gjorde” skriver Peter Bratt.

Dagens Nyheter tvingas krypa till korset

Læs mere »