Mosaik fra Pompei af en vagthund med inskriptionen Cave Canem (pas på hunden) år 79 f.kr. Fra Animals in Antiquity

Fra antikken til i dag. Med islam som vendepunkt

Af Margrethe Nørskov

Det vrimler med dyreværnsforeninger, der kæmper for bedre forhold for både vilde dyr, landbrugs- og kæledyr. Samtidig er danske hjem fyldt til randen med hunde, katte og andre kæledyr. Er det alt sammen et luksusfænomen, et produkt af et overflodssamfund? Eller er det en integreret del af vores natur eller kultur? Tag med på en spændende tidsrejse fra jægerstenalderen til nutiden for at søge efter svaret. Vi er nu kommet til 2. del af historien.

2. del: Dyrenes status i Antikken

Mens vi på vores breddegrader syslede med jordnære ting, som at skifte øksen af bronze ud med en bedre model af jern, var der anderledes luftige tanker under opsejling i Sydeuropa. Antikkens Grækenland giver de første vidnesbyrd om klare holdninger til, hvad dyr er, og hvordan de skal behandles. Her opdager vi også, at kæledyr i alle afskygninger ikke er nogen ny opfindelse.

Pythagoras og dyreofringer

Vi er mere end 2.500 år tilbage i tiden. Her støder vi blandt andet på matematikeren Pythagoras Der er ikke skriftlige kilder fra Pythagoras egen hånd, som fortæller os, hvilke tanker han gjorde sig. Det er andre fra hans samtid, der har nedskrevet hans tanker. Men ud fra det overleverede, tyder det på, at dyrenes sag optog ham. Det i en grad, så han talte sin tids religion og samfundsforståelse midt imod, ved at argumentere for et forbud mod at ofre dyr til guderne. I stedet skulle der ofres brød, kager og korn. Kødet måtte heller ikke bruges til, verdslig fortæring, hvis det stod til Pythagoras.

Delte dyremeninger

Hvad var hans motiver for at ville spare dyrene? Historierne fortæller, at han dels mente, vi var nært beslægtede, da vi er opbygget af de samme dele. Dels troede han på reinkarnation, den menneskelige sjælevandring fra menneske til dyr og vice versa. Men Pythagoras var ikke den eneste, der gjorde sig tanker på den front. Der foregik en stor, men lidt overset debat mellem repræsentanter for de forskellige filosofiske skoler om, hvilke egenskaber dyr besad, og hvad disse egenskaber berettigede dyr til. Var dyr ligefrem hævet over mennesket, en holdning kaldet theriophili? Havde dyr krav på, retfærdighed i juridisk forstand? Besad dyr fornuft, og havde de dermed også en tro eller overbevisning? Her står de fleste dødelige nok af. Det gjorde filosofiens smedesvende ikke. De argumenterede og debatterede lidenskabeligt for deres synspunkter. Meninger, der var delte, kan man roligt konkludere.

Det, vi kalder Antikken, dækker over perioden fra da. 800 f.Kr. til 300 e.Kr. med Grækenland og Romerriget i centrum. I den periode havde flere fremtrædende filosoffer og videnskabsmænd gjort sig tanker om dyrenes plads i samfundet, og hvilken rolle de skulle spille i forhold til mennesket.

Pythagoras, 582f.Kr – 507f.Kr. Matematiker og filosof: Talte mod slagtning og ofring af dyr. Troede på reinkarnation mellem mennesker og dyr.

Empedocles 490–430 f.Kr. Filosof.: Troede på reinkarnation. Anbefalede vegetarisme.

Aristoteles 384 f.Kr.-322 f.Kr. Filosof: Ud fra videnskabelige betragtninger, afviste han, at dyr skulle besidde fornuft og evnen til logisk tænkning.

Theophrastus, 371 f. Kr. – 287 f.Kr. Filosof og botaniker: Mente dyr have både følelser og fornuft.

Argumenterede med biologiske ligheder mellem mennesker og dyr, som vores indre organer. Mente der kan opstå venskaber mellem mennesker og dyr.

Epikur 341f.Kr-270 f.Kr. Filosof: Grundlægger af den filosofiske skole Epikuræismen, også kaldet hedonismen. Mente retfærdighed kun eksisterer for rationelle individer, hvilket ikke gælder dyr.

Zenon 335 f.Kr. – 264 f.Kr. Filosof: Grundlagde den filosofiske retning Stoicismen. Mente fornuften stod over alt. Mente, som Epikur, at retfærdighed kun gælder rationelle individer, hvilket ikke tæller dyr.

Plutarch ca. 46e.Kr.-127e.Kr. Filosof og forfatter: Angreb Stoikernes syn på dyr, som nogle, der ikke kan føle glæde, vrede, frygt, eller have hukommelse. Mente ikke kødspisning er naturligt for mennesker.

Galen ca. 129 e. Kr. – 200 e.Kr. Græsk-romerske læge og videnskabsmand: Han er blandt andet kende for at have foretaget operationer mod grå stær og udvikle sindrige teorier om menneskets anatomi og fysiologi. Brugte forskellige dyr til forsøg med levende dyr.

Plotinus 205-270 e.Kr. Filosof: Nægtede at indtage medicin, som indeholdt animalske ingredienser.

Porphyry, 234-305 e.Kr.Filosof: Skrev den mest omfattende afhandling i Antikken om emnet med titlen,

Afholdenhed fra animalsk føde.

Selvom perioden dækker over rundt regnet tusind år, er det påfaldende, hvilken slående ligheder, der er med nutidens debat i den vestlige kultur om dyr og dyrevelfærd. Der findes vist ikke den nutidige holdning om dyr, som ikke er blevet luftet før. I en eller anden form. Alt fra dyr, som maskiner der skal tjene menneskeheden, til en kompromisløs veganers nej til at indtage alt, som indeholder elementer fra dyr. De to yderpunkter, og alt det midt imellem, kunne Antikken byde på. Jagtens nødvendighed eller ej, blev heller ikke forbigået i tavshed.

Det har sikkert været provokerende, når Pythagoras talte mod ofring af dyr til guderne i et samfund, hvor netop den handling har været lige så selvfølgeligt, som at trække vejret. Hvor kontroversielt det har været, vidner den definition på en bystat om, som Aristoteles (384 f.Kr – 322 f.Kr) bringer på banen. Han beskriver ofring af dyr til guderne, som en af grundpillerne, der bærer bystaten.

Der var flere indfaldsvinkler i datidens filosofiske holdning til dyr. For Aristoteles, var hans synsvinkel nok mest båret af nøgtern naturvidenskab. Aristoteles konkluderede, at mennesker og dyr ganske rigtig har flere ting til fælles, som det at besidde følelser. Men det var kun mennesket forundt at besidde fornuft og evnen til logisk tænkning.

Han svævede heller ikke højere over de filosofiske vande, end han kunne nedskrive anvisninger til, hvordan man bedriver god svineavl. Her kan man blandt andet få at vide, at soen ikke må overfodres mens hun er gravid, da det senere kan hæmme mælkeproduktionen.

Troen på reinkarnation

Pythagoras’ og Empedocles’ tro på reinkarnation, som argument mod at slagte dyr, er nok de fleste fremmed i den vestlige verden. Vi kommer straks nærmere vores tankegang med Theophrast(371 f. Kr. – 287 f.Kr). Udover at være filosof, var han nok den første forsker, der forsøgte at gå systematisk frem i sin beskrivelse af og indsamling af data om planter.

Selvom han videreudviklede Aristoteles’ filosofi, stod Theoprast i modsætning til ham, når det gjaldt synet på dyr. Theoprast argumenterede med de biologiske ligheder mellem mennesker og dyr . Det var årsagen til at han anså dyr for at være i besiddelse af både fornuft og følelser. Modsat Aristoteles mente Theoprast også, at der kan opstå venskaber mellem mennesker og dyr.

Vi får også åbenbaret, at den debatteknik, der handler om at gå efter manden i stedet for bolden, ikke er en ny opfindelse. Det leverer Plutarch(46 e.Kr.-127 e-Kr) et eksempel på. Plutarch kan ikke forlige sig med Stoikernes påstand om, at dyr hverken kan føle glæde, vrede, frygt eller andre følelser, som mennesker besidder. Det, der generer Plutarch, er Stoikernes påstand om, at dyr blot ser ud som om de føler glæde, vrede eller er i besiddelse af en hukommelse. Plutarchs modsvar var, at det samme kan man sige om stoikerne. De ser også bare ud som om, de besidder disse menneskelige egenskaber…

Gravsten til kæledyr

Kæledyr i alle afskygninger er ikke noget nyt fænomen. Fra antikken har vi bevaret både gravsten og mindeord, der især er tilegnet afdøde hunde. Med mindeord blev dyrenes særlige egenskaber fremhævet og ejeren fik luft for sin sorg over at have mistet sin dyreven. Det var ikke kun hunde, men også andre dyr som papegøjer, agerhøns, påfugle og sågar en fårekylling kunne blive mindet, som et æret og savnet dyr. Den tidligere ejer af en hane kunne også savne sit afdøde vækkeur. Det var både grækere og romere, der holdt kæledyr. Gravstenene vidner dels om, at kæledyr var at finde i alle samfundsklasser, og blev holdt af begge køn. Dels at dyrene blev holdt eller hyldet i kraft af deres personlige egenskaber, og ikke med et religiøst eller symbolsk formål.

Utallige vasemalerier vidner også om det tætte forhold til dyr i hverdagen. Nationalmuseet har en antik vase, hvor en dreng er afbildet med sin tamme hare. Et andet vasemaleri skildrer en lille dreng, der lader hunden slikke sin tallerken ren.

Utallige vasemalerier fra 500-400 f.Kr. viser kvinder med deres kæledyr i form af forskellige fugle, krager, vagtler hejre og andre fugle. Fuglene følger stolt deres ejer, hvilket vidner om, at fugle, som kæledyr, levede betydeligt mere frit end de gør i dag. Disse kæledyr så ud til at opfylde et behov for familiære relationer for kvinder og børn, som mændene sjældent var en del af. Det skyldtes, kvinderne levede betydeligt mere afsondret i hjemmet med børnene.

Dødsstraf for kattemord

I rollen som et helligt og meget kostbart dyr, vogtede egypterne nidkært over deres katte. Ve den, der tog livet af en kat. Det kunne ende med dødsstraf. Måske derfor var katten ikke noget oplagt eksporteventyr for de ellers handelslystne egyptere. Kattens status som et helligt dyr, der også besad praktiske evner som både kæledyr og musejæger, var ellers nok en skilling værd. Katten ser ud til at blive introduceret i Grækenland og det sydlige Italien omkring det femte århundrede f.Kr. Det passer sammen med, at på det tidspunkt åbnedes der op for den hellenistiske handel i Egypten. Derfor begyndte der også at dukke vasemalerier op af mennesker med deres kat. De fik dog ikke umiddelbart den popularitet, man kunne forestille sig. Katten blev først almindelig i det andet århundrede f.Kr. Ind til da, var det væsler og slanger, der var blevet brugt, som musefangere. Katten var dog mere pålidelig og ikke så ildelugtende som væslerne, og frem til år 500 e.Kr. blev væsler gradvist erstattet af katte.

Kristendommen kommer

Antikkens grækere og romere levede med en polyteistisk religion. De fleste dyr var knyttet til en af deres utallige guder og gudinder. Dermed blev dyr en naturlig del af det levede liv. Skridtet til at tage dem ind i hjemmet og tæmme dem, var derfor ikke stor. Det er, hvad vasemalerierne viser til overflod. Men hvordan påvirkede det synet på dyrene, deres status og behandling af samme, da en monoteistisk religion fejede den polyteistiske ditto af banen? Skete der nogen ændring i vores forhold til dyr ved den lejlighed? I så fald til det værre eller bedre for dyrene? Det ser vi på i næste afsnit.

Kilder:

Animal Minds and Human Morals: The Origins of the Western Debate. Cornell Studies in Classical Philology, 54/ Richard Sorabji.
Greek and roman Household Pets/ Francis D. Lazenby
Om fortidens fremtid. Forsvaret for det klassiske/ Red.Brian Andreasen
Theriophily In Antiquity, s. 1-12./James E. Gill.
Understanding Animal Welfare. The Science in its Cultural Context/ Davis Fraser.

Kampen mod dyremishandling, I