Af Lars Hedegaard
For det første: Som reaktion på min omtale af USA’s besynderlige valg benytter nogle lejligheden til at skrive, at der jo også bliver snydt ved danske valg. Sådan vil man forklare, at de røde står stærkt, at Rasmus Paludans Stram Kurs ikke kom ind, og at afstemningen om forsvarsforbeholdet faldt uheldigt ud. Det var svindel det hele, for skurkagtige valgtilforordnede snød ved optællingen, må vi forstå. Bagmanden er George Soros, som kontrollerer nogle maskiner, der frembringer falske resultater.
Må jeg være fri! Der er ikke ringeste belæg for påstanden om, at det overhovedet er muligt at snyde ved danske valg. Man kan mene, at vælgerne har stemt forkert, at medierne er i lommen på venstrefløjen, at politikerne er fulde af løgn osv., men det er noget andet end valgsnyd. Jeg skal derfor anmode folk om at afstå fra at plastre min væg til med løse påstande, som kun tjener til at forplumre den egentlige, interessante diskussion, nemlig den om det amerikanske valg, der bliver afgørende for hele Vestens skæbne.


