Den modvillige svenske kommunikation om klanerne
Det er en eminent beskrivelse af, hvordan politisk erkendelse foregår i Sverige, som nu med Löfvens ultra sene retoriske justering. Nemlig mere ekstremt end i Norge og Danmark. “Der er kun plads til en opfattelse af gangen,” som man siger, og det er skræmmende at se med hvilken uvidenhed og amatørisme hele nationer ledes og deres presse skrives. Men når der kommer signal fra “toppen”, så tør hele det officielle Sverige pludselig beskrive et problem, Maren i Kæret forstod for 30 år siden.
Når den svenske journalistik så så ualmindelig idiotisk ud, var det naturligvis fordi fornuftige mennesker blev bortcensureret siden 1996. Der var kun en skindebat om den rekordagtige indvandring tilbage. Debatten om debatten – der var forsundet. Oplysning om islam, klaner og sand statistik var bandlyst og ‘racistisk.’
Intellektuelle frihedsrettigheder blev korrumperede, sandsigere blev dissidenter og gik under jorden, og det selvrosende “demokrati” er en ren tom Potemkinkulisse til ære for udlandet, og når magten ser sig i spejlet. Hør doktor Tallinger, der nu er lykkelig over at være blevet fordrevet til Danmark. (på engelsk)
En politiseret, kollektiv psykose
Alle blev holdt i uvidenhed af de systemlydige journalister. Alle standpunkter uden for den var, var kun skældsord værd. Den var totalitær på den måde, at den forlangte af folk, at de skulle tro åbenlyst urimelige påstande, som at 40 årige mænd var børn og at der fandtes en psykiatrisk tilstand, som kun forekom i Sverige.
Et påstået rationelt land gjorde sig selv vanvittigt som i en kollektiv psykose. En fisk rådner fra hovedet, og i Sveriges hoved var 1968, fantasten Palme, socialdemokrati og postmodernisme, der metastasede til de fjerneste afkroge af landet.
Fortsæt med at læse “Et kollapsende virkelighedsbilledes kædereaktion”

