Professoral taqyia i særklasse. “En sammensværgelse mod alle muslimer”
Talrige kvinder har anklaget Ramadan for voldtægt. Begrebet voldtægt findes slet ikke i islam, det kan medvirke til Tariq Ramadans følelse af uskyldighed. Islam opererer kun med sex med slaver og krigsfanger, som er tilladt. De franske og schweiziske kvinder så han åbenbart som slaver, hvilket jo ikke er helt løgn. De er forrådt af deres herrer, og er nu legitimt bytte for en rettroende muhammedaner.Vesten og dens marxisttiske “feminisme” spiller med på islams kvindesyn.
Nogle voldtægter har han nægtet, nogle har han “haft frivilligt sex med,” men det er ikke det, der skal tales om her. Det hele er nemlig fransk forfølgelse af islam. Denne forsvarstale ville muligvis holde i en sharia-ret, men næppe i en fransk. Skulle Ramadan ikke også have en dosis me-too? Hvor mange på Krogerup Højskole, har han talt sig ned i trusserne på?
Islam er en “det er din skyld-kultur”
Kristenheden er en skyldkultur, islam er en “det er din skyld-kultur,” og Tariq Ramadan er en glimrende illustration af det faktum. Spørg en dommer om, hvor mange muslimske tilståelsessager, han har. Gad vide, om Ramadan viser sig på Krogerup Højskole mere? Han er færdig som rådgiver for EU og professor i Oxford, og desuden er en han uhelbredeligt syg af multipel sclerose i en alder af kun 57.
I detta program förklarar docent i företagsekonomi, Jan Tullberg att vi måste göra radikala förändringar av asylrätten om vi vill att Sverige ska fortsätta existera. Politikerna säger att de har varit naiva. De säger att de nu har kommit till insikt om problemen men hur är det med den saken? Har de lagt om politiken? Nej, antalet uppehållstillstånd ligger kvar på ungefär samma rekordhöga nivå, dvs 120.000 under 2019. De påstår en sak, men gör en annan.
Julia Caesar var kronikør her i otte år, og det var gyldne år, hun måske endnu ikke har fået fuld kredit for. Hver lørdag aften glædede jeg mig til Word-filen ankom med et omhyggeligt, gennemarbejdet manuskript.
Jeg mindes ikke, der var en eneste fejl i dem. I 220 kronikker var der ikke en finger at sætte på noget, det var professionelt, og der var ikke andet end at yde teksten retfærdighed med fotos og links, hvilket kunne tage tre timer hver gang. Det var temmelig mange gange tre timer, og i en del af tiden- 2011 – sad jeg i et iskoldt sommerhus i Fakse Ladeplads på en mobil internetforbindelse. Det var, som at have en del af Sverige i sin hånd bare via et SIM kort.
Arbejdet var en fornøjelse i sig selv, for når kronikken udkom, var der øjeblikkeligt mange læsere. Det var som om, tusinder bare ventede på, at kronikken udkom kl. 24 lørdag nat. Da hun blev”afsløret” viste det sig, at det halve Sverige kendte hende. Mere end 5 mio mennesker. Asle Toje skrev i Weekendavisen om hende. Det var inden karrieristen Krasnik.
Jeg røbede aldrig, hvem hun var. Jeg vidste, det var en offentlig dødsdom i Sverige. Vi havde kontakt på Skype, vi kendte hinanden, men alligevel kun professionelt. Kronikkerne kunne få 50.000 læsere på et døgn. Hvor mange de fik senere, ved jeg ikke, men det er formentlig mange hundredetusinder af læsere.
Sverige er den kroniske nutid
Det er med andre ord et Helvede. Der var andre før Julia, Janne Milld, Jonathan Friedman i Lund og Ingrid Björkman på Bjärehalvön, men de var for tidligt ude. Det var jeg også.
Jeg er ligesom Julia Caesar ikke nogen person i dagens, svenske alternative medier. Sverige er den kroniske nutid. De har stort set fortabt sig i tabloidkatastrofer, og dem er der ingen mangel på. Jeg havde skrevet om Sverige i syv år inden 2008, kun i danske aviser, i svenske var det udelukket. Jeg forsøgte med de fire største. Det var ikke muligt.
Sverige er et oligarki. Derfor er der ingen ytringsfrihed i landet
Man var luft, ikke engang et automatsvar fra debatredaktøren. Den svenske elite ved bedst, og den er ekspert i på en gang at lukke munden på dig, og bilde dig ind, du lever i et demokrati. Enhver der tror, at Sverige er et demokrati, bør have sine skolepenge tilbage. Sverige er styret af cirka 20 000 personer, som Anders Isaksson beskrev i Den Politiska Adeln i 2002.
Sverige er et fåmandsvælde, et oligarki. Al snak om demokrati, er et rent teater for pøblen. Når man ikke vil have, at Sverigedemokraterne skal blandes ind i magten, er det kun fordi, demokratiet ikke skal blande sig og få de fede ben, man selv deler ud til sine venner, sine svigersønner og sine eks. koner.
Når svenskerne gør noget, gør de det grundigt
Derfor er der ingen ytringsfrihed i svenske medier. Nu har de kørt landet i sænk, for som man ved, når svenskerne gør noget, gør de det grundigt. Hvad der pt sker, er at magten leder efter nogen, hvis skyld det er, og som ikke er dem. Disse 20.000 personer, der ejer medierne og som er vant til at svømme ovenpå. Ovenpå massedød og voldtægt. Det vil gå galt. De kan gå efter budbringerene, men de vil havne i grøften. Deres betalte propaganda blegner imod den virkelighed, de har skabt.
Jo længere du er forud for din tid, desto værre går det dig
Jo længere du er forud for din tid, desto værre går det dig. De nævnte svenskere har formentlig opgivet den såkaldte politiske proces for længst. Alt hvad der sker nu for dem, er reparation på det de så for tyve år siden. År 2020 forekommer dem givetvis triviel indtil lede. De er optaget af at dø i fred, og at deres børn får så god en uddannelse som muligt og emigrerer fra landet i tide.
Jeg er nok medlem af klubben. Jeg flygtede i 2004, og idag sætter jeg ikke mine ben i Sverige efter at have været der ugentligt i 40 år.
Vor tids ‘galna kvartsekel’
Julia Caesar var mere synkroniseret med tiden og ikke alt for langt foran den. Derfor talte alle om hende, da jeg i 2010 var inviteret på Sverigedemokraternes valgaften på Hotel Kronprinsen i Malmø. Jeg sagde, jeg udgav hende, men de troede ikke på mig. Det var som om, hun var en halvgud, ingen tilfældig dansker kunne have noget med at gøre.
Jeg tror, hun vil blive læst i fremtiden som et monument over en gal tid, som Orwells krigsdagbøger 1938-1942. Det er denne generations Galna Kvartsekel. Alle hendes over 200 kronikker mellem 2010 og 2018 findes her. Man kan se programmet som video her.
Filmen om Sverige. For intelligent til nogensinde at komme på TV.
Jeg mødtes i dag med Pelle Neroths samarbejdspartner fra Brooklyn, New York, ham der lavede filmen om Sverige: Dying to be multicultural. Partneren har en akademisk karriere, så han vil gerne være anonym. For ellers er den færdig, som vi ved. Jeg har genset den her i 2020, og som diagnose er den stadig knivskarp. For intelligent til nogensinde at komme på TV.
Vi enedes efter en god dag og lidt rødvin fra Fakta om, at Sverige må betragtes fra en sikker afstand. Jeg holder mig efter over 40 år på den. Det tog nogen tid at lære, men jeg vil være beæret over at være med i deres næste film.
Vil man ikke komme der, kan man tale og skrive. Ikke at det nytter meget ud over det terapeutiske. Vil det svenske folk bekvemme sig til at mene noget om sin egen overlevelse, mens det endnu findes? Dit gæt er muligvis lige så godt som mit. Mit gæt i 2004, var “nej.” Sverige er historie, hvis jeg skal gætte tyve år fremad. I 2042 kommer indvandrere i flertal i Sverige.
Det er en rigtig god samtale, men den blotlægger også at Thranholm er naiv, når hun tror, det er en genkristning der skal redde Vestens samfund. Det tog kørte for hundrede år siden. De er dog enige – ligesom med Douglas Murray, om at identitetstab og vore eliters tomhed ligger til grund for, at islam kan marchere lige hen over os, hvad den ellers ikke kunne i 1400 år.
Når vi er så åndeligt afvæbnede, skulle islam naturligvis være holdt helt ude af Europa, men den danske elite var spejlblanke på islam i 1983. Det ved jeg, for jeg har gået på de samme skoler på det samme tidspunkt. Vi anede ikke et klap om islam, vi der blev studenter omkring 1970, og det var ikke fordi gymnasiet var så dårligt som idag.
1968 berøvede os for alt det, der tidligere bandt os sammen: Nationen, familien, verdenslitteraturen, historien, sangene, traditionen. Vesteuropas 68 var vores mildere version af Maos kulturrevolution.
Tommy Robinson har den politiske tæft til at se det, han tror heller ikke på en genkristning. Vi har masser af moral og værdier udover religion, også selvom en hel del af værdierne oprindeligt er kristne, og det er dem, Tommy Robinson fæstner sin lid til.
God, honor, country. Ronald Reagan, Pope John Paul II and the freedom of Nations
Fra Trump i USA til de nationalpopulistiske partier i Europa er de politiske bevægelser som slutter op om nationalstaten, i fremgang over hele den vestlige verden. I medierne bliver bevægelsene normalt forsøgt dæmoniseret med brug af betegnelser som «højreekstrem» eller «fremmedfjendtlig». Medierne er lykkedes med at få folk flest til at acceptere disse betegnelser. Det er måske fordi Vestens nye nationalistske bevægelser har manglet et eget sammenhængende vokabular for at kunne tage effektivt til genmæle.
En nationalkonservativ konference som blev holdt i Rom 3.–4. februar, tager sigte på at rette op på disse forhold. Titlen på konferencen, organiseret af den nystiftede Edmund Burke Foundation, var noget uhåndterlig, men pegede på budskapet: «God, honor, country. Ronald Reagan, Pope John Paul II and the freedom of Nations».
Det er anden gang på et år Tyskland griber ind mod statskupsligenede grupperinger, der involverer politifolk. Dertil kommer mordet på Walter Lübcke 2 juni 2019. Denne ville skabe “borgerkrigslignende tilstande” ved angreb på politikere, muslimer og asylsøgende. Det er et løfte til politikerne om, hvad der venter dem. Den krig, de påfører os, vil uvægerligt hjemsøge dem.
Police in Germany arrested twelve men, including one of its own officers, in a nationwide probe into an extreme-right group suspected of planning attacks on politicians, asylum-seekers and Muslims. The arrests followed raids, some by heavily-armed special units, which hit 13 locations in six German states.
Sådan ser kollapsende velfærd ud. Magtens megafoner – MSM pressen – ville aldrig lave den historie. Joakim Lamotte ville. Den moralske stormagt er landet, hvor 90-100 årige ikke kan få en plejehjemsplads, eller i dette tilfælde, bare få et rum med en seng og en kogeplade. Fredag sker dette: SD sökte upp hemlöse Rolf direkt – betalar för hotell. Hør Nyhetsveckan min 25:30.
Farvel til en Utopi
Weekendavisen interviewer i dag den engelske professor og filosof John Gray om Brexit. Det er et interview der ville få hjernecellerne til at rotere i alle eurokraters hoveder, hvis der var noget deroppe, der kunne rotere. Han mener grundlæggende, at EU vil provokere konflikt og god gammeldags højrenationalisme og antisemitisme frem, og at det haster med at rulle det tilbage. “Det vil dog aldrig ske,” hvorfor han ser kulsort på Europas fremtid.
Samme avis har John le Carrés takketale for at have modtaget Olof Palmeprisen, og man forbløffes ærlig talt af le Carrés politiske naivitet. At han af alle kun ser den glittede overflade af Brexit, Trump og Palme. Men så igen, han røg også i flæsket på Salman Rushdie for 25 år siden. En engelsk Tøger Seidenfaden. Jeg vil nu betragte ham, som jeg betragter idioten Robert de Niro. Carsten Jensen har også modtaget prisen, naturligvis. Lad os forbigå ham. Nogle få smagsprøver fra Farvel til en Utopi:
»Det viste sig, at den herskende klasse var mere indskrænket og dummere end Brexit-vælgerne«
“Uden nationer intet demokrati. EU ‘parlamentet’ er en måde at korrumpere den politiske klasse”
Natio, at være født et sted, altså et folk. Lars Bern forklarer, hvorfor mere magt til EU, betyder mindre demokrati til os, og hvorfor EU i det hele taget intet har med demokrati at gøre. Dertil får overstatslighed og “multikultur” ødelagt velfærdsstaten og giver os en styring, der har mindelser med en politistat. EU er altså lutter fordele, i al fald for de såkaldte “EU parlamentarikere”, EU bestikker med millioner.
Ett antal gränser har stängts med anledning av viruset och det är något vi också kan behöva göra om det blir ett stort antal döda, menar Lars Bern. Han nämner att nationsgränserna är en förutsättning för att upprätthålla demokratin. Demokrati kan bara existera om det finns nationsgränser. Gränserna är viktiga också för att motverka brottslighet och skydda mot smitta.
Det er til nationaløkonomen Hans Jenseviks uvisnelige hæder at gøre os opmærksom på, at nøglen til forståelse af ellers uforklarlige fænomener, som indvandreres angreb på os og vore myndigheder og bedragerier af velfærdsstaten, ligger i klankulturen.
From ABBA to Allah
Intet andet forklarer, at Sverige nu er i en pseudokrigstilstand, der kun er begrænset af klanernes primitive ressourcer. Glem alt om socioøkonomiske omstændigheder. Glem Marx et øjeblik (jeg ved, det er umuligt i Sverige), men hold Muhammed in mente, og glem ikke Fjordmans kronik Sweden: From ABBA to Allah.
At vi ikke forstår den, og at den ikke forstår os, og at vi masseimporterer mennesker, der ikke har den fjerneste anelse om, at de er rejst over 2000 år ind i fremtiden og heller ikke lever i den, og her mener jeg først og fremmest de tragikomiske Radikale og Alternative Enhedspostkommunistiske partier.
De er kulturelt set bronzealdermennesker, der kører bil, bruger Kalashnikovs og taler i mobiltelefon. Bevares, et mindretal er så kulturelt fleksible, at de ikke er, men normalt er disse mennesker ikke kosmopolitter. Det er dem, der henter dem hertil virkelig heller ikke.
I begyndelsen var homo sapiens
Selvom tilblivelsen naturligvis er længere end som så. Så tilkommer familien og senere stammen og klanen. Det er de mindste fungerende enheder, vi kender. Derefter tilkommer bystaten efterhånden omkring år 3000 f.kr. med Rom, Athen, Mykene, Lagash, Nippur, Ur og Uruk, og nogle af dem, som Romere og Persere, udvikler sig til imperier 2500 år senere. Kineserne kunne have gjort det, men de havde ingen appetit på at frelse primitive folkeslag. De byggede en mur i stedet. Vældig lang. Cigarer og øl er opkaldt efter den. Den har sikret nationens enhed i 5000 år.
Ivar Arpi tilhører lederskribentafdelingen i det Schibsted-ejede Svenska Dagbladet. Han er blandt de mest profilerede kritikere af det svenske eksperiment. Selv om han tilhører en etableret avis, har han måttet betale en høj pris.
Arpi tager nu bladet fra munden og fortæller, hvor meget det har kostet. Det er skræmmende læsning. Artiklen åbner sådan:
Da jeg skrev min første rapport for Timbro, måtte de for første gang hyre vagter til et seminar.
Timbro er en konservativ tænketank, ikke specielt kontroversiel. I bydelen Husby var der optøjer, kampe, hvor indvandrerunge lå i konflikt med politiet. Det at være på politiets side har konsekvenser i dagens Sverige:
Her er den nye landeplage som snart vil finde vej til Danmarks Radio. Jeg forstår, at Morten Østergaard er ved at lære dansetrinene, så han kan optræde med dem ved næste valg. Lars Hedegaard
Faste læsere af denne blog vil vide at jeg sjældent skriver de mest optimistiske indlæg, men at jeg i større grad er realistisk – og måske endda pessimistisk når det kommer til ”demokratiets” evne til at vende vores lands snart fyrre-årige deroute.
”Kan man være andet” (?) tænker jeg jeg undertiden. Ethvert objektivt blik på Danmarks demografiske situation peger jo mere i retning af pessimisme end optimisme, og man skal vel nærmest være idiot eller Morten Østergaard for at tro anderledes. – Enkelte vil måske pointere, at de to ting er det samme.
Den patriotiske højrefløj
Der findes ikke rigtig nogen fælles betegnelse for os der bruger vores tid og ressourcer på at at bekæmpe ødelæggelsen af vores land. Medierne kalder os højre-ekstreme. Selv kalder vi os vel.. ”realister”, patrioter eller måske bare pligtopfyldende samfundsborgere?
Omtrent sådan ser de fleste læsere vel sig selv: Som fornuftige og ærlige mennesker der gør opmærksom på et reelt problem. Mere ideologiske og ”ekstreme” er vi trods alt ikke.
Men nuvel; jeg er højreorienteret. – Ikke fordi jeg mener at højrefløjen har svarene på alle spørgsmål i livet, men mere fordi det er på venstrefløjen at man finder den største dumhed i dag. Det er åbenbart så ideologisk jeg er: Jeg organiserer mig selv efter hvor der findes mindst dumhed. Man forstår hvorfor jeg ikke valgte en karriere i politik eller journalistik.
