Er vi nået dertil, hvor Europa ikke længere kan reddes?
Af Jens Graae
De første muslimer, der kom til Danmark, kaldte vi gæstearbejdere. Det var tyrkiske arbejdere, der hovedsagelig kom i 60’erne. Jeg husker ikke hvor stor en succes de var, men hovedindtrykket var positivt. Måske var det årsagen til at oliesheikerne fik øjnene op for de europæiske muligheder. De stod nemlig med det problem, at deres befolkninger voksede med hidtil uset hastighed.
Yom Kippur krigen var en anden faktor, idet ydmygelsen ved det arabiske nederlag overfor Israel skulle hævnes. Det gjorde oliesheikerne ved at lukke for oliehanerne i 1973 til Israels allierede, nemlig Europa og USA. Hvis de igen skulle åbne op for olien skulle Europa være villig til at modtage, beskæftige og uddanne nordafrikanske borgere.
Det var på det tidspunkt en dansk minister kom tilbage fra et møde i Mellemøsten og højlydt og begejstret annoncerede at olien igen ville flyde til rimelige priser. At der samtidigt var åbnet op for uanede mængder af indvandrere, en aftale der løbende blev udbygget gennem mange senere aftaler med muslimske ledere. Disse aftaler blev af politikerne og journalisterne kraftigt nedtonet eller ofte helt fortiet overfor de europæiske befolkninger.