Boris Johnson er virkelig ikke nogen gennemsnitspolitiker. Hvor mange andre vesteuropæiske politikere ville kunne gennemføre denne timelange samtale om Rom og Athen med klassisisten, professor Mary Beard? Johnson har i al fald tre ting til fælles med forbilledet Churchill: Han er lærd, han er menneskelig, og han er stor i fejl og stor i dyder.
Politikere er som industriøl: Tomme kalorier uden smag
Allerede her skiller han sig ud fra den almindelige rugbrødspolitiker, “manden uden egenskaber m/k.” Disse er som industriøl, deres fornemmeste opgave er ikke at fornærme nogen. Det er det, der sælger de store volumer – også i politik. Johnson lægger sig endda ud med offergruppe nummer ét: Islam. En dansk konservativ der tør det? Hør den inkompetente panegyrik, de fornærmer befolkningen med.
Rigtige konservative har lov at nære forhåbninger til Johnson. Om han kan overleve den daglige, politiske nærkamp, må tiden vise. Aktivistpressen vil slagte ham hver dag, ligesom den gjorde med Trump. Det vil skade dem og gavne ham, ingen andre end journalister har taget notitis af aktivistpressens toårige kampagne mod Trump, der iøvrigt har været bygget på pladder og varm luft: The Terrible Truth About Robert Mueller – Diana West and Stefan Molyneux. Se også Peter Hitchens nuancerede portræt: The Boris Act og Boris will be on the side of free speech, of causing offence, of uttering heresies: Thank God!
Hvilke var Robespierre’s stedord?
Da jeg gik i skole, var den franske revolution eksamensstof i syvende klasse. Man kunne den, når man var 13 år gammel, længe inden man opdagede, at det kunne være nyttig viden. Jeg ved ikke, om Roberspierre og Jakobinerklubben siger 13 årige noget i dag, men hvis ikke, kan de jo tro, at Politiken og Dagens Nyheter selv har opfundet “aktivistisk journalistik,” at DR har opfundet det politiserede srpog, og at Goebbels og Stalin opfandt revolutionær, politisk propaganda, men Robespierre levede 200 år inden, og massemorderen Pol Pot så rigtigt, da han indså, at Robespierre var en meget tidlig kommunist.
Totalitær kommunisme døde aldrig helt, selv i dag lever den videre i smuk, nærmest kinesisk enighed med storkapitalen, i “hen,” klimaalarmisme, genusvidenskab og politisk korrekthed i det hele taget. Oven i købet har vores “talentfulde” politikere tilføjet os endnu en revolutionær kraft af historiske dimensioner: Islam. Robespierre går en stor tid i møde i fremtidens EU. Man kan sige, Robespierre ligesom islam også ville skabe en gudsstat, men at hans guder bare var nogle andre end Allah.
Hvordan kan en hel nation, Sverige, begå selvmord med åbne øjne? En fanatisk tro på ideologien længe efter at virkeligheden har fejlbevist den. Hvordan kan EU mene, vi skal aflive vor egen nation på den samme måde, som svenskerne ikke særlig diskret har været tvunget til? Ideologi og magtbrynde. Følg fanatikeren Guy Verhofstadts tweets, så ved du, hvad jeg mener.
Peggy Noonan, blandt andet Reagans taleskriver, skriver ugen virale artikel: What Were Robespierre’s Pronouns?
The French Revolution was led by sociopaths who politicized language
Fortsæt med at læse “Boris Johnson, klassisk skolet & statsmandsmateriale”


