Omskåret fra afverdenen, men tre venlige læsere har tilbudt mig en ny computer

Én har betalt den allerede. Jeg vender tilbage til det i kommende uge. Jeg er dybt taknemmelig, mandag er jeg i København igen. Jeg har, som Ib Rehné sagde, været noget omskåret fra afverdenen siden anholdelsen. Jeg tror, det passede mig ret godt. Jeg skal måske rette en tak til fem menige politifolk, der virkelig ikke kan gøre for det. Jeg interesserer mig for dem, der ligger bag.

Bannons Norgesturne gik fra de nordiske mediedage i Bergen, hvorefter han kørte de 600 km gennem det smukke Norge til Oslo i en lejet bil, for at opleve landet tæt på, og det er smukt som New Zealand, men det har oveni det nordiske lys.

Det er kort sagt det smukkeste land i verden, og jeg vender tilbage til midsommer. Jeg havde ikke været der siden 1978, men da var jeg der også en hel sommer ‘på hytte’ på sæteren, og jeg har aldrig glemt det. Det var det år Thorkild Hansens Hamsun-bog udkom, og det var livligt. Det er 41 år siden, og det var et anderledes Norge.

Bannon var i norske medier og NRK flere gange, hvor den ene mere røde og inkompetente journalist forsøgte at destruere ham og erklære ham racist. Bannon spiste Aftenposten til frokost og resten av mediene til lunsj. Det gik ikke så godt, har jeg hørt, men jeg har ikke haft tid til at se det endnu. Disse tre dage har et tæt pakket skema.

Efter foredraget i Oslos Militære Samfund – hvor fremtidens medieelite stod udenfor og skreg “ingen racister  i vore gader” – spiste 25 fuldstændigt upåvirkede nordmænd og fem danskere middag med Bannon. Heriblandt Stram Kurs’ måske kommende kulturordfører, Uwe Max Jensen.

Bannon ser på Europa og islam som en amerikaner

Den ellers knivskarpe, højtbegavede verdensmand Bannon havde ikke megen sans for koranafbrændinger, der er stor forskel på Europa og USA, og det undrede mig, han ikke havde bemærket det. USA har meget lidt islam (2-4 procent), og 60 procent af amerikanerne går i kirke hver søndag.

Uwe anerkender ikke koranen som ‘en hellig bog’ i Danmark, jeg selv heller ikke, men den danske stat har anerkendt den uden at vide en hujende fis om indholdet. Men Bannon gjorde.

Bannon er imod etnonationalisme. USA har aldrig været etnonationalt, Danmark har med nogle undtagelser været det i tusind år. Han har stadig en del tilbage at lære om Europa og islam. Salvini og Le Pen kan lære ham det, hans ven Nigel Farage næppe.

Nogle fotoindtryk fra aftenen. “Islam: Europe Invaded. America Warned”

Man ser i rækkefølge: Bannon, Hans Rustad indleder, Hege Storhaug og Bannon, Rita Karlsen, Kit Louise Strand og Uwe Max Jensen, lektor Elin Ørjasæter, gruppebillede med Trykkefrihedsselskabet og Hege Storhaug overrækker sin bog Islam: Europe Invaded. America Warned ved middagen efterpå.  Man kan høre Bannon i Bergen her. © Snaphanen.dk. Klik for helskærm/Click for full screen.

Fortsæt med at læse “Steve Bannon hos Document i Oslo”

Mobilfoto og foto: Danskebåten forlader København. © Snaphanen.dk

“Jeg vil også arresteres! Gerne sammen med Lars Hedegaard”

Af  Ulrik Høy

Jeg vil også arresteres! Jeg kommer så sjældent ud. Sidder bare her bag computeren og skimmer klogeord fra Ruth Berings prisværdige informationsbureau, i daglig tale “Ruths Pressebureau”, og så kan jeg endda fanden i fænghullet kun se de store bogstaver. De allerøverste overskrifter. Er det lovligt?

Bortset fra det: hæder og ære til Steen Raaschou, der opsøges i gestapo-timen, det grå arrestationsgry, og føres bort i håndlænker af seks politifolk, der i samme ombæring beslaglægger Steens computere, thi nu skal der ransages. Og en frisk politiker fra Ny Borgerlige er såmænd også hentet ind til nærmere ransagelse, fordi han også – angiveligt – har delt en kornet videooptagelse af noget så ordinært som en rutinemæssig halshugning af en yngre, vantro kvinde.

Fortsæt med at læse “Ulrik Høy: Kære venner – tak”

Jeppe Juhl skriver kl. 14: 1) Politiet har netop ringet og fortalt, at jeg kan afhente de to beslaglagte computere.Tak for den store støtte. Affæren rejser en række principielle spørgsmål, som intet har med skyldsspørgsmålet at gøre:

1) Var der proportionalitet i selve anholdelsen ifht sigtelsen? 2) Hvorfor skulle jeg både DNA-testes og afgive fingeraftryk mm? 3) En debat om vægtningen mellem et helt legitimt og dybt berettiget hensyn til ofrenes familie og offentlighedens interesse i at få klar besked om, at denne uhørte tragedie var en rituel islamisk slagtning af to vantro kvinder? 4)Misbruger politikerne/justitsministeriet et i forvejen alt for ressourcesvagt dansk politi ved at tvinge dem til at afsætte betydelige ressourcer til aktioner som denne, når de kunne bruge tiden MEGET bedre på så meget andet ? 5) Var timingen i denne aktion en komplet tilfældighed?

Danske myndigheder handler i panik

Henter islamkritikere i deres hjem og sigter dem

Af: Hans Rustad 

Fra at have været et land som blev kendt verden over for at have forsvaret Muhammed-tegningerne, har Danmark ændret sig i sådan en grad, at politiet i morgentimerne slog til mod den kendte blog Snaphanen.dk og mod kandidaten for Nye Borgerlige i København, journalisten Jeppe Juhl.

Det er en udvikling som kan få alle og enhver til at miste mund og mæle.

De to er sigtet for at have delt videoen, som viste drabet på enten Louise Jespersen Vesterager eller Maren Ueland. Juhl siger han aldrig har set den og “snaphanen”, Steen Raaschou, siger han delte et link til dem, der ville se den, uden at tjekke om linkene faktisk førte til videoen.

I nordisk sammenhæng er det usædvanligt at få seks politibetjente på besøg kl 6.30 for et flere måneder gammelt forhold, som kunne have været ordnet på en langt mere smidig måde.

Fortsæt med at læse “Jeppe Juhl i 24 Syv om sin anholdelse”

Er lige blevet ringet op af en politiker, der blev arresteret kl. 6.45 i morges  (Hedegaard) “Blev i morges anholdt af fire kriminalbetjente, fik computer beslaglagt og hjemmet ransaget.” (NB’s spidskandidat Jeppe Juhl)

Snaphanen uden computere!

Klokken 6.30 i morges blev jeg vækket af fem politibetjente, der vækkede mig og ransagede mit hjem i en lille time. Da det gik op for mit søvndrukne hoved, hvad der foregik, var min første tanke, for jeg var mig ikke bevidst at have gjort noget kriminelt: »Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret.«

Jeg blev foreholdt en sigtelse på nogenlunde det samme, som Jaleh Tavakoli siges at have gjort. Jeg skal have linket til noget, der linkede videre, der linkede videre til den omtalte halshugningsvideo fra december.

Efter at have fotograferet i over 50 år, kender jeg naturligvis godt Straffelovens § 264 d. Det er en helt rimelig paragraf, afhængig af hvordan den bliver anvendt, vel at mærke. Denne anvendelse signalerer en vis uligevægtighed i de debatterende klasser, der vil have chockeret mig for ti år siden. I dag skal der mere til.

Her i orkanens øje er der stenroligt, kan jeg fortælle mine venner. Min veninde var chockeret, ikke jeg. Der er ikke engang valgkampsfeber, men man kan da undre sig over, hvorfor det sker lige nu. Det er to måneder siden, Jaleh Tavakoli og tretten andre blev sigtet, og det er fem måneder siden, jeg siges at have overtrådt loven. Tavakoli har nøje kortlagt den massive misinformation i danske medier om terrormorderne i Marokko, der fik hende til at ville sige sandheden i offentlighedens interesse. Jeg havde det lige sådan.

Det er så længe siden, så lige præcis hvor mange viderelinks der var, og om der overhovedet findes en video i enden af linkkæden, var jeg ikke klar over på stående fod. At “dele noget” er blevet en ret avanceret, juridisk definition. Derfor kunne jeg ikke indrømme nogen skyld.

Nede på gaden blev jeg iført håndjern, som først blev taget af, da jeg kom til Bellahøj. Jeg blev låst inde i en celle på ni kvm. uden bælte og snørebånd. Der var en hvid væg med blodpletter på, og en bænk med indridsede navne. Jeg fik taget DNA, foto og fingeraftryk og låst inde igen. Så blev jeg afhørt og skrev under på dokumentet. Det hele tog  tre timer, så jeg, da jeg ved stationens udgang fik udleveret min telefon igen. Jeg markerede ved at tage ovenstående foto.

Alle betjente opførte sig korrekt og professionelt, og jeg forsøgte at gøre det samme. Det var intet at sige dem på, det er højere oppe i systemet, at nogen ikke er helt velforvarede i øjeblikket. Den drakoniske omgang kan man sammenholde med, at jeg aldrig i seks årtier har haft den mindste konflikt med loven. Jeg har fået fartbøder, men den seneste var en sommersøndag i 1979.

Af interesse for Snaphanen og læsere, er at politiet har beslaglagt alle computere, harddiske og SD kort i nogle måneder. Dette skrives på en lånt Chromebook. Jeg har en aftale med Steve Bannon og venner i Oslo i weekenden, og vil bestræbe mig for at fra det møde få lagt noget på, men ellers kan jeg ikke sige noget om udgivelsestakten den nærmeste fremtid.

Jeg må improvisere mig frem uden skriveredskaber. Det er ikke så godt i, hvad der tegner til at blive en turbulent valgkamp. Hver dag eksponerer Paludan de andre levebrødspolitikere som de stendøde klicheer, de er. Pludselig kom der liv over foretagendet, som det er mange valgkampe siden, jeg har overværet.

Lars Hedegaard skriver, at en politiker han kender, har oplevet det samme som jeg i morges: Nu går jagten på islamkritikere ind. Det viste sig at være Ny Borgerliges spidskandidat Jeppe Juhl.

 

“On May 4th, the Dutch people remember those who were killed during WWII, both civil and military victims. It is custom to have two minutes of silence from 8 pm to 8.02 pm that day, every year. The video shows the remembrance ceremony in a former concentration camp in Vught. During the two minutes of silence, voices can be heard from the nearby prison. The prisoners are shouting ‘allahu akbar’.  Remembrance Day ceremony interrupted by shouting, muslim prisoners.

Lars Løkke er ved at overskride sidste salgsdato

Af: Hans Rustad

Løkke Rasmussen gør valget til et spørgsmål om Pernille Vermund og Rasmus Paludan

Lars Løkke Rasmussen formulerer sig som om han stiller danskerne overfor et kabinetsspørgsmål: Mig eller de polariserende Vermund og Paludan.

Er det så enkelt? Er det utænkeligt at det ikke er Lars Løkke Rasmussen, der polariserer? Er det muligt at statsministeren ikke ser elefanten i rummet, som er skyggen af hans egne undladelser? Har han glemt de hvide pletter på Danmarkskortet som han talte om i nytårstalen?

Fortsæt med at læse “The sound of silence in the Netherlands”

Jeg har også været i syv sind. Som udgangspunkt vil jeg ikke legitimere dette pseudo-parlament, vi har fået som erstatning for afgivet demokrati. Men jeg kan godt se, at den “nationalistalliance” som DF nu er medlem af, er Junckers værste mareridt. Det frister, og Pat Condell understreger også vigtigheden af at stemme til dette valg. Jeg hælder mod at stemme trods min stærke modvilje.

EU er ikke udemokratisk, det er aktivt antidemokratisk

Al den snak der kommer om demokrati i den næste tid, tager jeg mig meget let. EU er ikke noget demokrati, tværtimod, det er antidemokratisk. Folketinget har så lidt magt efterhånden, at det ikke er voldsomt vigtigt, hvad der foregår der. Magten glider mere og mere bort fra folkene, så ‘valg’ er  ikke videre vigtige mere.

Tommelfingereglen er: Jo større beslutninger, desto mindre demokrati. Tænk 1983, Marrakesh og Brexit. Folketinget er blevet et springbrædt mod højere karrieremål, og det er kun rimeligt, når et parlament har gjort sig selv afmægtigt. Vent fire år, og se hvad der er tilbage af din ytringsfrihed online.

Svenske kommunister mener, man skal dyrke hetero sex mellem to hvide. Hvad er der sket med dem, har de også slået hovedet? Här är kommunisternas nakna samlagsfilm som stoppas av Facebook inför EU-valet.

De elsker ham. Det kan ikke gå helt galt

“Paludan er hjerneskadet”

Med “de” mener jeg selvfølgelig danske journalister. Men jeg tror, Spies får ret igen: ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale.” Jeg var på vej til lægen, da jeg så Ekstra Bladets spiseseddel. Jeg plejer at holde lange foredrag for ham om sukker og statiners skadelighed, for at der ikke skal blive for meget tid til at diskutere mit helbred.

Min tyrkertro på medicinal- og sukkerindustrien kan jeg styre efter at have arbejdet i den første, og set hvordan den anden har investeret milliarder i at hvidvaske sit sundhedsskadelige produkt, så enhver danske læge stadig tror, at fedt er farligt.

Jeg synes også, det ofte  er hæderfuldt at blive svinet til af dansk MSM. Desværre er jeg ikke forvænt med det, jeg ved ikke hvorfor. Jeg har gjort mig sådan en umage, og så løber alle mulige andre f.eks. med Politikentitler som Junkmedier hitter på sociale medier.

Fortsæt med at læse “Svenske kommunister: Stem ikke i EU valget”

Murrays foredrag om sin bog er nyt hvergang

Foredraget fandt sted i Bibliothek des Konservatismus (BdK) i Berlin den 24 april. Det ligger i Fasanenstrasse 4 ved U-Bahn Zoo. Har man hørt hans andre taler som sin bog, i København, i Oslo, indser man, at det er et nyt foredrag hver gang. Murray er altid til stede i øjeblikket, og det er to år siden, bogen udkom. Minut 29:00 taler han om Danmark og Sverige.

“Life is what happens to you while you’re busy making other plans”

Murray forlod sine akademiske sysler for at vise samfundssind for 12-13 år siden. Hvem ved, hvornår han slipper tilbage til dem, et spørgsmål jeg også engang stillede mig selv. Nu er jeg mere fatalistisk, ikke mindst efter at have hørt, hvordan Peter Hichens så sin egen rolle som ‘en døende kulturs klummeskriver’ januar 2018. “Life is what happens to you while you’re busy making other plans,” et Lennon citat af de mere udholdelige. Det er dét, man uafvidende er havnet i.

Han er som en begavet musiker, der spiller hundrede år gammel musik, som var det nyt hvergang. Derfor kan man roligt høre dem alle. En sand intellektuel, som den danske presse følgelig ikke var interesseret i at møde i november 2018 (bortset fra Deadline og KrD.) Douglas Murray: „Der Selbstmord Europas – Immigration, Identität, Islam“ jetzt online!

Samme sted holdt Thilo Sarrazin 9 april i år foredrag om sin nye bog „Feindliche Übernahme.“ Kun for tysktalende, det varer i modsætning til Murrays fem kvarter.

„Feindliche Übernahme. Wie der Islam den Fortschritt behindert und die Gesellschaft bedroht“

Fortsæt med at læse “Douglas Murray in Berlin”

The Censorship Endgame

Se i samme forbindelse: Regeringen ger föreningar rätt att agera internet-polis med myndighets status. Utan insyn.

Big tech has launched an attack on your rights

Fortsæt med at læse “The Intellectual Gulag”

af Henrik M. Jensen

Den tyske journalist Christian Schreiber skabte stor debat, da han i 2017 udgav bogen “Inside Islam.” Schreiber, der efter års ophold i Libanon, taler flydende arabisk, rejste rundt i Tyskland og besøgter en masse moskeer.

Bagefter beskrev han de mange prædikanter, han havde hørt på, og han fandt det forstemmende, at de i bedste fald fremsagde tunge, religiøse tekster, som førte tilhørerne ind i en anden verden, og i de værste tilfælde var afvisende over for demokratiet og livet i det tyske samfund. Og han havde ikke hørt en eneste prædikant, der opfordrede til tolerance og var “weltoffen” (verdensåben – tysk modeord ofte brugt af venstrefløjen og fru Merkel).

Nu er han kommet ud med en ny bog om undervisningen i den muslimske verden, hvor han ser nærmere på indholdet af skolebøger i Iran, Ægypten og Afghanistan, “Kinder des Koran” – “Koranens børn – hvad muslimske elever lærer”.

Kønsdiskrimination og historieforfalskning

Fortsæt med at læse “Intolerance på skoleskemaet”

Af Jens Graae

Chamberlain vendte i 1939 hjem fra et fredsmøde med Hitler. Resultatet af mødet var enkelt: ”Fred i vor tid”! Flertallet i parlamentet og det engelske folk jublede. Churchill skulle ved den lejlighed have sagt: “De fik valget mellem krig og vanære. De valgte vanære, og vi får krig.” Churchill fik ret.

At bevare demokratiet kostede enorme ofre

Takket være England og en helhjertet støtte fra USA lykkedes det at vinde krigen og dermed få mulighed for at bevare ”Europas Juvel, demokratiet”. Prisen var millioner af unge krigsdeltageres død, millioner af civile ofre, Hitlers drab på millioner af jøder og Stalins uhyrlige drab på sit eget folk. Og tilknyttet hertil efter 2. Verdenskrig en ”kold krig” der dels konstant truede med at udvikle sig til en varm krig og måske en atomkrig og dels tvang de østeuropæiske stater ind under det brutale sovjetiske system.

Uden demokrati ingen velfærd

74 år efter afslutningen af 2. Verdenskrig virker det på mig, som om de europæiske befolkninger smider det demokrati ud, som så mange unge mænd er døde under 2. Verdenskrig for at bevare. Cafe Latte og mobiltelefoner synes at være blevet vigtigere end demokratiet? Samtidigt taler politikerne konstant om betydningen af velfærd.

Fortsæt med at læse “Demokratiet der forsvandt”