Jeg så gennem Helligåndskirken høje 1700 talsvinduer ud på Strøget 20 meter borte. Det var to forskellige verdener adskilt af tyndt glas. De hørte ikke musikken, jeg hørte ikke dem derude i forårssolen. Kirken er egentlig fra 1296, men da den brændte i 1728, måtte den genopføres. Tilbage fra 1296 er kun Helligåndshuset bagved.
Normalt kræver Ein Deutsches Requiem stort kor og fuldt orkester med to harper og otte kontrabasser, men mindre kunne gøre det i lørdags. Det er en af glæderne ved at bo i København, der er altid en god koncert at høre. Billigt eller gratis, som regel i en kirke. Forrige lørdag var vi i Jesuskirken og høre Bach. Man kan godt opføre Brahms’ Requiem med et lille ensemble og et stort kor, men her er den for fuldt udtræk med op til 110 musikere.: Brahms – Ein Deutsches Requiem 1869 – Herbert Blomstedt.
Meget ofte er det kirkekoncerter, og jeg er i otte forskellige kirkeklokkers krydsild om morgenen her hvor jeg bor. Dagen før krydsede jeg Christiansborg, og da var der åbent ind til ridehuset fra det første Christiansborg. Man ser for sig, hvor smukt det har været sammenlignet med den konditorkage, der ligger der nu.
På omgangshøjde med tiden
Slotsholmen har været kongemagtens bolig i 900 år, og man kan drømme sig tilbage til det første Christiansborgs skønhed, der blev opført i 1730 og kun eksisterede til 1794.
Så meget umage for 64 år, men vi bygger for evigheden. Hver gang. Romerriget, nazisternes tusindårsrige, Sovjet, EU, Folkhemmet, demokratiet og multikulturen. Alle er bygget for evigheden, men i gennemsnit varer et imperium i 336 år.
Det Osmanniske Kalifat varede i 400 år, Hitlers varede i 13 år, og Stalins i 69 år. Tendensen er, at imperier bliver mere og mere kortvarige. Ligesom i filmen, klippes der hurtigere og hurtigere i historien, og færre og færre når formentlig nogensinde op på omgangshøjde med tiden. Nuet er et reklamespot på 20 sekunder de færreste fatter, før det forlængst er forbi.
Dette levnede flammerne i 1794:
