Svenske opportunister på vild flugt fra sig selv
Rådvildheden handler om, hvem der skal sidde med aben for, at Sverige har haft en ti gange så stor indvandring per capita som Danmark, tre gange større end resten af Norden tilsammen. Enhver med en halv forstand aner, at regnskabets time nærmer sig, både det politiske og det økonomiske. Det kan ikke længere skjules eller censureres bort af pressens dygtige piger (og et par enkelte drenge,) og de ønsker ikke at være til stede, når det indfinder sig.
Danskere lever i en slags uskyldtilstand. De har aldrig hørt ordene ‘värdegrund,’ ‘vithetsnorm’ og ‘rasificering.’ Det har sparet dem for mange bryderier. De forbinder inte med dem, fordi de universitære discipliner ikke har været særligt begunstiget med danske statspenge. Sverige er modsat Danmark – og det udgår fra toppen – et ideologisk kulret land. Det er lidt suspekt, ikke at have en ideologi, og der er ingen statsminister, der endnu har sagt »Ideologi er noget bras.«
Weekendavisen anmelder to svenske bøger Ivar Arpi & Adam Cwejman: Så blev vi alla rasister.Timbro 2018.Göran Greider & Åsa Linderborg: Populistiska manifestet. De viser en svensk elite i totalt opbrud og på vild flugt fra standpunkter de indtog før 2015. Faktisk er krisen i det Svenska Akademi et glimrende sindbillede, på tilstanden i hele den svenske elite, en forsamling der uden særlig grund føler sig finere end andre, men ikke har nogle ekstraordinære meritter at byde på selv. Ingen af Sveriges rigtig store forfattere – Bellman, Strindberg, Fröding, Södergran og Moberg – har nogensinde siddet der, med forbehold for Gunnar Ekelöf, der gjorde.
Ekstra pikant for undertegnede er det, at Ivar Arpi også kaldte mig for ‘racist’ på Twitter, men det var rigtig nok inden 2015, og det er forrige århundrede. Da var det ret umuligt ikke at være ‘racist’ i Sverige, så jeg har tyve års rutine i at at være svensk ‘nazist.’
Det er meget nemt at identificere de svenske opportunister: Det er dem, der stadig optræder i MSM. De der advarede for ti og tyve år siden, og havde ret, er stadig forment adgang til ‘det pæne selskab,’ for det er da ikke meningen at en historisk kæmpebrøler skal medføre udskiftninger i eliten. Det er ikke meningen med svensk demokrati, og det er den øvelse, der stadig er i gang overfor Sverigedemokraterna: De havde ret, men de skal ikke bryde sig om at få det.
Det er en artikel på 2200 ord, så smagsprøverne bliver i sagens natur korte uddrag:










