“Om ti år skal hver 100 svenskere forsørge sig selv og 120 andre. I “utanförskapsområden” kommer der til at bo en million mennesker”
For femten år siden kunne Sverige stadig have løst sine problemer. I stedet var der konsensus i syvpartiet om at gøre dem dobbelt så tunge. Vi der havde noget at indvende, var “brune nazister.” Nu ser vi, at vi var realister, og de var fantaster. I 2002 sagde Thomas Gür til Niels Lillelund i Velfærdsstatens fallit:
»Hvad har man [eliten] set for sig? Det var mit udgangspunkt. Jeg fandt frem til, at man faktisk ikke havde tænkt noget som helst. Og hvis man havde tænkt, havde man sagt, at der ikke var noget problem. Og hvis der var et problem, var det et problem, man sagtens kunne løse. Typisk for den moderne socialstat har man set det som et stykke socialt ingeniørarbejde og helt ignoreret den kendsgerning, at mennesker ikke skifter kultur fra den ene dag til den anden.«
Riksdagen har 349 medlemmer. Ingen havde altså nogen ide om, hvad det var for en revolution, de var ved at gennemføre, hviket ikke afholdt dem fra så probate midler som pressecensur og berufsverbot. Inkompetence er det første ord, der falder én ind. Sverige befinder altså sig i afskaffelse på grund af en fiks og luftig idé uden hold i virkeligheden.
Fortsæt med at læse ““Vi kan miste dele af statens territorium””










